Læs også:

Close
prins charles (Foto: Twocoms, Shutterstock)

Lær kong Charles bedre at kende

Underholdning  | 

Storbritannien har fået en ny konge – kong Charles den tredje. Du kender ham selvfølgelig. Men læs med her og lær dronning Elisabeths afløser endnu bedre at kende

Det grundlæggende

Kong Charles blev født den 14. november 1948 klokken 21.14. Han var det førstefødte barn af det daværende tronfølgerpar prinsesse Elisabeth og prins Philip, og hans fulde navn er Charles Philip Georg Mountbatten-Windsor.

Hans tipoldefar er den dansk konge Christian den niende, som levede fra 1818 til 1906. Og Charles’ far blev faktisk født som prins af to nationer, nemlig Grækenland og Danmark.

Den dobbelte titel er lidt usædvanligt, og skyldtes, at prins Philips far, prins Andreas, var søn af den græske konge, Georg den første, hvis far var Christian den niende. Og netop Christian den niende fik i 1863 sin mellemste søn, der i Danmark hed prins Vilhelm af Danmark, valgt til konge af Grækenland på et tidspunkt, da tronen i Grækenland var ledig. Og her fik han så navnet Georg den første.

Christian den niende sørgede for, at de kommende græske monarker skulle fødes med dobbelt-titel, så de altid ville have et tilhørsforhold til Danmark. Prins Philip gav dog afkald på begge titler, da blev gift med Elisabeth i 1947.

 

De tidlige år

Den 6. februar 1952 døde Charles’ farfar kong Georg den sjette, og hans mor blev dronning. Dermed blev Charles tronfølger i en alder af blot tre år. Og han var fire år, da han overværede, at hans mor blev kronet til dronning i Westminster Abbey den 2. juni 1953.

De første skoleår foregik på Hill House School i London, hvor han begyndte i 1956, og dermed er han den første britiske tronfølger, som ikke er blevet hjemmeskolet. Senere kom han på kostskolerne Cheam i Hampshire fra 1958 og Gordonstoun i Skotland fra 1962 til 1967.

Charles’ far havde også gået på disse to skoler og været glad for det. Men det var Charles bestemt ikke. Han har senere beskrevet sin kostskolegang som ’et absolut helvede’, og han har sammenlignet Gordonstoun med fangelejren Colditz – et middelalderslot i Tyskland, som blev brugt som krigsfangelejr under anden verdenskrig.

Endnu en kongelig tradition blev brudt, da Charles efter skolen begyndte på universitetet i stedet for at gå ind i militæret. Charles læste på University of Cambridge fra 1967 og blev bachelor i antropologi, arkæologi og historie. Og derefter fulgte så militæret, hvor han tjente i Royal Air Force og Royal Navy fra 1971 til 1976.

Den første kærlighed hed Camilla

Charles mødte den dengang 25-årige Camilla Shand i 1970. Hun fik efter sigende prinsens opmærksomhed ved at introducere sig sådan her: – Min oldemor var din tipoldefars elskerinde. Jeg føler, at vi har noget til fælles.

De blev kærester, men Charles rejste for at slutte sig til Royal Navy, uden at have friet til hende. Efter sigende var det hans onkel, Lord Mountbatten, der ikke brød sig om, at hun havde haft forhold til andre mænd. ’Jeg tror, at det er forstyrrende for kvinder at have erfaringer, hvis de skal forblive ophævede efter et giftermål’, skrev han blandt andet til prinsen.

Så i stedet giftede Camilla sig med officeren Andrew Parker Bowles – som i øvrigt tidligere havde været kæreste med Charles’ søster, Ann. Parret fik to børn og var gift i 22 år, inde de blev skilt i 1995.

camilla, kongelig, hertuginde Foto: ComposedPix, Shutterstock)
Der er ingen tvivl om, at Camilla er Charles’ helt store kærlighed og altid har været det. (Foto: ComposedPix, Shutterstock)

Bryllup med Diana

I 1981 giftede Charles sig med Lady Diana Spencer, og sammen fik de to sønner: prins William (født i 1982) og prins Harry (født i 1984).

Charles mødte Diana første gang i 1977, mens han datede Dianas søster, Sarah Spencer. Et par år efter begyndte deres forhold at udvikle sig. Og i 1980, da Charles var i begyndelsen af 30’erne og Diana var 19 år blev deres forhold kendt, og der blev fra omgivelsernes side lagt pres på Charles, man mente simpelthen, at det var på tide, han giftede sig.

Så den 6. februar 1981 friede Charles til Diana, som sagde ja. Forlovelsesringen vakte dog noget opsigt. Hvor de kongelige plejede at få speciallavede forlovelsesringe, havde Charles blot købt en ring hos en guldsmed. Den bestod af 14 diamanter med en safir i midten og havde kostet 700.000 kroner, og det siges, at en lignende ring kan købes i dag. Men ellers var alt lagt til rette til det helt store eventyr-bryllup.

Og stort blev det. Den 29. juli 1981 blev parret viet i St Pauls Cathedral, hvor over 3.000 gæster var inviteret med. Omkring 2 millioner mennesker var på gaden for at se brudeparret, da de kørte i karet gennem London. Og man anslår, at mere end 750 millioner tv-seere fulgte brylluppet på deres tv-skærme over hele verden.

Prinsesse Dianas brudekjole var af elfenbensfarvet silketaft med mere end 10.000 bittesmå perler og perlemors-pailletter, og så havde den det længste slæb, en kongelig brud nogensinde har båret – det var 7,62 meter langt.

Charles, prinsesse Diana Bryllup karet
Karetturen ved Charles’ og Dianas bryllup var et triumftog gennem London. (Foto: Unsplash)

Camilla vender tilbage

Men ægteskabet var ikke lykkeligt, for Charles’ gamle kærlighed, Camilla Parker-Bowles spøgte stadig. Og selvom hun jo også var gift, genoptog de to deres forhold. I 1992 blev en telefonsamtale med Charles og Camilla lækket til pressen. I samtalen, som fandt sted i 1989, sagde Charles blandt andet, ’at han fantaserede om at blive genfødt som Camillas tampon’.

Også Diana havde sine affærer, og en skilsmisse viste sig uundgåelig. Den fandt sted i 1996 efter tre års separation.

Den 31. august 1997 døde Diana i en tragisk bilulykke i Paris, kun 36 år gammel. Og i tiden efter blev Charles mere og mere upopulær. Mange mente ligefrem, at han indirekte var skyld i hendes død. Og en meningsmåling foretaget blot en uge efter begravelsen viste, at kun 12 procent af englænderne mente, at prins Charles var værdig til at overtage tronen.

Den store upopularitet skulle angiveligt have fået prins Charles til seriøst at overveje at frasige sig tronfølgerværdigheden og flytte til Italien, fordi han ikke længere orkede at blive hængt ud af pressen.

Gift med Camilla

Forholdet mellem Charles og Camilla fortsatte i det stille. Men i januar 1999 trådte de for første gang officielt sammen som par. Det skete, da de deltog i Camillas søsters fødselsdagsfest på Ritz Hotel i London, hvor de blev fotograferet. Og seks år senere blev de forlovet – og den 9. april 2005 blev de så endelig gift. Først borgerligt og senere kirkeligt velsignet.

Med årene er også Camillas popularitet langsom steget, især fordi hun regnes for mere ’nede på jorden’ end kongehuset har for vane. Efter dronning Elisabeths død har Camilla titel af dronningegemalinde.

Charles specielle sider

Charles har på flere måder været en ikke helt almindelig kongelig. For eksempel er han meget klima- og miljøinteresseret – og har været det længe før vi andre begyndte at tale om det. Han har blandt andet fået installeret solpaneler på residensen Clarence House i London og på nogle af staldbygningerne ved Highgrove, ligesom han har installeret et anlæg, der omdanner biomasse til varme på den skotske residens Birkhall.

Og han er gået videre end det. Han har også ændret sin kost for at passe på klimaet. Til BBC har han for eksempel sagt: – To dage om ugen spiser jeg ikke kød eller fisk, og en dag om ugen spiser jeg ikke mælkeprodukter. Hvis der var flere, der gjorde sådan, ville det reducere en del af presset.

Han har også været kendt for at skrive breve til forskellige ministre om sine yndlingsemner – hvor han har stærke holdninger – som for eksempel klimaforandringer, byplanlægning, modstand mod moderne arkitektur, anliggender om landdistrikter og støtte til alternativ medicin såsom homøopati. Ligesom han i flere tilfælde også har bedt om private møder med ministre. Og den slags er bestemt ikke kongelig hverdagskost. Han har dog sagt, at han som konge ikke vil fortsætte den praksis.

Læs også: Hvem i den britiske kongefamilie er mest miljøbevidst?

Hvorfor den tredje?

Charles bliver som bekendt Charles den tredje, men hvem var de andre?

Jo. Charles den første levede fra den 19. november 1600 til den 30. november 1649. Han var konge af England, Skotland og Irland fra 1625 til 1649. Han regerede udenom parlament fra 1629 til 1640, og regimet udviklede sig i retning af enevælde. I 1640 måtte han dog indkalde parlamentet for at få bevillinger til at undertrykke et oprør i Skotland. Men i 1642 brød en borgerkrig ud, der endte med sejren til parlamentshæren i 1649, og kongen blev dømt til døden og halshugget.

Charles den anden var søn af Charles den første og levede fra den 29. maj 1630 til den 6. februar 1685. Han var konge af Skotland fra 1649 til 1651 og konge af England, Skotland og Irland fra 1660 til 1685. Han måtte gå i landflygtighed i 1646 under borgerkrigen, men kom hjem i 1660, fordi han underskrev en erklæring, der sikrede parlamentet indflydelse. Charles den anden efterlod sig ingen retmæssige arvinger, så tronen overgik til hans bror James.

Læs også:

11 ting du måske ikke vidste om dronning Elisabeth

dronning elisabeth, england Foto: Shaun Jeffers, Shutterstock)

· Mere fra samme kategori ·