
NEWS: Unge står uden indboforsikring, når de flytter hjemmefra
Unge står uden indboforsikring, når de flytter hjemmefra · Røveri begået i Tilst · CIFF henter ny direktør fra beautybranchen · Mere normale leveringstider i sigte · 80-årig mand tiltalt for assisteret selvmord · Dagens video: Bjørnemor på tur
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Unge står uden indboforsikring, når de flytter hjemmefra
Nye tal viser, at 19 pct. af danske unge står helt uden indboforsikring. Dermed mangler de hjælp, hvis de bliver ramt af indbrud, vandskader, brand eller et stort erstatningskrav. I forsikrings- og pensionsbranchen frygter man, at den højeste inflation i 40 år kan føre til, at endnu flere unge vælger sikkerhedsnettet fra.
Storbranden i Vanløse, hvor 130 boliger brændte, er et tydeligt og meget alvorligt eksempel på, hvor vigtigt det er at have en indboforsikring.
En ny Epinionsundersøgelse viser, at især unge mellem 18-30 år ikke forsikrer sig. Hver femte mangler den vigtige indboforsikring.
– Det betyder, at alt for mange unge står uden det helt afgørende sikkerhedsnet, som ligger i en forsikring. For nogle kan det være et spørgsmål om, at man simpelthen ikke er opmærksom på, at man skal have en forsikring. Men det er især unge og dem med lave indkomster, som prioriterer indboforsikringen fra, og vi frygter, at prisstigninger og inflation forværrer problemet, siger Kent Damsgaard, adm. direktør i F&P.

Han understreger, at branchen selv har et ansvar for at udbrede kendskabet til, hvorfor en forsikring er så vigtig, og at en sund konkurrence mellem selskaberne skal sikre, at udgiften til en forsikring holdes nede.
– Der er ingenting, vores branche hellere vil, end at få flere kunder inden for i fællesskabet, så der er hård konkurrence – også om de unge. Men i en situation, hvor priserne stiger overalt i samfundet, så fordyrer det også de ting, der skal erstattes – og i sidste ende også forsikringerne, siger Kent Damsgaard.
Foruden de unge stikker også de ufaglærte ud som en gruppe, der oftest mangler forsikringen.
I F&P opfordrer Kent Damsgaard til, at regeringen og Folketinget bidrager til, at færre danskere ender uden det sikkerhedsnet, som ligger i en forsikring.
– Regeringen og et politisk flertal har lige vedtaget en særskat, som uundgåeligt vil gøre det dyrere for forsikringsselskaberne – og dermed også deres kunder. Nu må politikerne tage et medansvar for at sikre sig, at der ikke kommer nye tiltag, der gør forsikringer dyrere, så flere danskere vælger sikkerhedsnettet fra, siger Kent Damsgaard.
Forsikring er langt fra det første, de unge tænker på, når de skal stå på egne ben. Men det kan blive en dyr fornøjelse, hvis man ikke har forsikringen i orden og bliver mødt med et erstatningskrav herhjemme eller fx på en skiferie i udlandet.
For indboforsikringen indeholder også en meget vigtig ansvarsforsikring. Og uden den kan man ikke få hjælp, hvis man er involveret i uheld eller ulykker, hvor andre kommer til skade.
Som ung er man kun dækket på forældrenes indboforsikring, når man bor hjemme – eller indtil 18 eller 21 år, hvis man er flyttet hjemmefra. Derefter skal man selv have en indboforsikring.
På Forsikringsguiden.dk kan man nemt sammenligne priser og dækninger på både indbo- og rejseforsikringer.

Læs også: Læs tre pigers tanker om at være flyttet hjemmefra
Røveri begået i Tilst
Østjyllands Politi fremstillede onsdag kl. 11.00 to mænd på 18 og 19 år i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Begge blev anholdt tirsdag aften, og de sigtes for et røveri begået mandag aften på Haurumsvej i Tilst mod en 27-årig mand, der blev overfaldet med slag og peberspray.
Ifølge den 27-årige havde han lavet en aftale om at købe en mobiltelefon, der var sat til salg på DBA. Da han mødte op på det aftalte sted, dukkede to mænd op, og i stedet for en handel, udviklede det sig til et røveri, da han ikke fik mobiltelefonen og blev frarøvet sine penge.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere i sagen.

Læs også: Så ren er din mobil egentlig
CIFF henter ny direktør fra beautybranchen
Med solid erfaring i at navigere forbrugs- og handelsmønstre under forandring på både startup- og corporate niveau i beautybranchen, skal Sofie Dolva fremover drive og udvikle messer, brandsamarbejder og nye forretningsben hos CIFF – Copenhagen International Fashion Fair. Dolva kommer fra en stilling som salgs- og marketingdirektør i den danske tech haircare-virksomhed LULAB, og har tidligere været business unit director i den internationale beautygigant L’Oreal.
Den 5. august tiltræder Sofie Dolva som ny direktør for CIFF – Copenhagen International Fashion Fair. Her får hun det overordnede ansvaret for at drive og udvikle Skandinaviens førende brancheplatform for mode med to årlige handelsmesser, samt en lang række faste virksomhedskunder i regi af de faste CIFF Showrooms i Bella Center Copenhagen.
Overtager en unik platform midt i en brydningstid … 34-årige Dolva har årelang erfaring med salg, markedsføring og ledelse indenfor beutysegmentet, og det er særligt erfaringen med at navigere disruption i denne branche, hun ønsker at sætte i spil i arbejdet med at cementere CIFFs position i det nationale og internationale modelandskab:
– Uanset om vi taler startup eller på globalt virksomhedsniveau, er jeg drevet af, hvordan ændrede forbrugsmønstre og samfundsdynamikker bliver en motor fremfor en forhindring. I tidligere jobs har min udfordring været skiftet fra fysisk til online handel. Nu handler det i stedet om at bistå CIFF og modebranchen med at finde fornyet fodfæste ovenpå en pandemi med helt nye brydningsflader hvad angår produktionsformer og kommercielle behov, siger Sofie Dolva og fortsætter:
– Dertil har CIFF en helt unik mulighed for at drive forandring gennem fællesskaber. CIFF er meget mere end de halvårlige branchemesser – det er en vidensplatform, der samler aktører på tværs af brands, indkøbere og medier med det klare formål at pege dansk mode i en endnu mere konkurrencedygtig, bæredygtig og digital retning.Med sin solide erfaring og forankring i beautybranchen er det håbet, at Sofie Dolva også kan være med til at pege CIFF i nye retninger indenfor andre lifestyle-segmenter end mode i klassisk forstand. Som et skub i den retning har Bellagroup – som ejer og driver CIFF – valgt at lægge populære formater som lagersalget DesignerForum og vintagemarkeder i Bella Center ind under den nye direktørs ansvarsområde i CIFF. Der er dermed også fokus på nye forretningsområder med bæredygtig omtanke.
– Vi ser en tydelig tendens i retning af mere genbrug og bæredygtig omtanke i mode- og livsstilsmålgrupperne, fortæller kommerciel direktør for Bella Center og Bella Arena, Kevin Helsinghof og uddyber:
– Vi har blandt andet at gøre med en generation af unge, der er drevet af et stort behov for at udtrykke sig gennem påklædning, men også har klare holdninger til klima og overforbrug. Med Sofie ved roret i det nye CIFF har vi store forventninger til, hvad der kan komme ud af yderligere at udforske krydsfeltet mellem det nyproducerede, det overskydende og det genanvendte.
Fakta:
CIFF – Copenhagen International Fashion Fair – er Nordeuropas førende modeplatform, som forbinder brands, indkøbere, medier og øvrige brancheaktører.
CIFF blev grundlagt i 1993 og står bag to årlige fag- og handelsmesser i Bella Center Copenhagen i forbindelse med Copenhagen Fashion Week.
Herudover driver CIFF faste, kuraterede showrooms i regi af Bella Center, hvorfra danske og internationale modebrands fremviser deres kreationer til indkøbere året rundt.
CIFF 59 slår dørene op til sommerens messe i Bella Center fra den 10.-12. august 2022. Til februar 2023 fejrer CIFF 30-års jubilæum til CIFF 60.
Du kan læse mere på ciff.dk.

Læs også: Bæredygtighed i følge Birgitte Raben
Mere normale leveringstider i sigte
Manglen på delkomponenter i bilindustrien har betydet lange leveringstider på biler, hvilket har påvirket bilsalget i hele 2022 – og juli er ingen undtagelse. Alligevel lader det til, at vi nu har set de længste leveringstider, da flere bilproducenter melder om udsigt til bedring.
I juli 2022 blev der indregistreret 9.828 nye personbiler, hvilket er en tilbagegang på 26,6 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år. Antallet af nyregistreringer i juli passer derfor ind i det overordnede fald i nyregistreringerne, som har præget 2022, der år til dato er 24,1 procent lavere sammenlignet med de første syv måneder af 2021. Det ser dog ud til, at der er udsigt til bedring i bilindustriens forsyningskæder.
– Bilindustrien har været hårdt ramt af mangel på delkomponenter, og forventningen til det samlede bilsalg for 2022 er løbende blevet nedjusteret. Det er derfor positivt, at flere bilproducenter nu melder om bedring i forsyningskæderne. Selvom man endnu ikke kan se det i tallene endnu, så håber vi, at kunne indhente lidt på leverencerne i årets anden halvdel, lyder det fra Mads Rørvig, admiministrerende direktør for De Danske Bilimportører.
Elbiler er i fortsat voldsom stigning. Det er i høj grad manglen på mikrochips, som har skabt problemer i store dele af bilproduktionen, som også har ramt leveringen af elbiler. Alligevel har salget aldrig været højere og efterspørgslen større. Det er er blevet nyregistreret 1.935 elbiler i juli, hvilket er en stigning på 44,3 procent sammenlignet med samme måned sidste år.
Andelen af elbiler var i juli 20 procent, hvilket er den højeste andel siden december 2021. Dette betyder betyder også, at elbilernes andel er igen i juli 2022 er større end plug-in hybridernes.
– Elbiler har været særlig hårdt ramt af manglen på delkomponenter, da netop disse biler bruger flere mikrochips end andre biler. Derfor er det positivt, hvis leveringstiderne på elbiler bliver kortere, så flere danskere hurtigere kan få opfyldt deres ønske om en elektrisk bil, slutter Mads Rørvig.

Læs også: Elbilssalget stadig stigende
80-årig mand tiltalt for assisteret selvmord
Fyns Politi har rejst tiltale mod en 80-årig mand for at medvirke til en anden mands selvmord. Selvmordet fandt sted i februar 2021, efter at den tiltalte både telefonisk og skriftligt havde vejledt og rådgivet den nu afdøde i, hvordan han kunne tage sit eget liv.
Den 80-årige mand, der er uddannet læge, er tiltalt efter straffelovens §240, der handler om medvirken til, at nogen berøver sig selv livet.
Fyns Politi har desuden efterforsket 14 andre sager, hvor der var mistanke om, at den 80-årige mand havde vejledt borgerne om, hvordan de kunne tage deres eget liv.
I første omgang blev manden sigtet i 13 af sagerne, hvor politiet kunne identificere borgerne. I den sidste sag var det ikke muligt at finde frem til borgeren. Sigtelserne blev efterfølgende frafaldet på baggrund af efterforskningen.
Politiets efterforskning viste, at i fire af tilfældene havde den 80-årige ikke svaret på borgerens henvendelse. I fem af tilfældene blev borgeren enten talt fra at begå selvmord, eller borgeren blev helt afvist.
I de sidste fire tilfælde var borgerne alle afgået ved døden, men efterforskningen viste, at der var tale om helt naturlige årsager til dødsfaldene.
Fyns Politi har ikke yderligere oplysninger eller kommentarer til sagen.

Læs også: Sms-ordning hjælper unge piger ud af selvmordstanker