
SOMMERNEWS: Forbrugertilliden har aldrig været lavere end i juli
Forbrugertilliden har aldrig været lavere end i juli · Tyske myndigheder tester nyt varslingssystem · Nordisk Film genåbnede biograf i Field’s efter skyderi · 150 henvendelser i undersøgelse af overgrebsanklager på kostskole · Kvinde tildelt lussing på natklub · Dagens billede: Lovforslag vil tvinge influencere til at markere retouchede billeder · Sommerpostkort: 43-års fødselsdag blev fejret med chips 🥳
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Forbrugertilliden har aldrig været lavere end i juli
Tal fra Danmarks Statistik viser, at forbrugertilliden i juli er opgjort til minus 25,6. Det er det lavest registrerede nogensinde, skriver statistikbanken.
I øjeblikket er de danske forbrugeres humør mildest talt i kulkælderen. Indekset bygger på nogle spørgsmål blandt et repræsentativt udsnit af danskere. Her bliver de blandt andet spurgt til deres egen og landets økonomiske situation. Dermed siger indekset både noget om forbrugernes syn på udviklingen det seneste år, men også om deres forventninger til det næste år. Det samlede negativt indeks er derfor et udtryk for, at de adspurgte synes skidt om den økonomiske situation og udsigt. Det skriver TV 2.
I Dansk Erhverv vurderer seniorøkonom Kristian Skriver, at den i øjeblikket stigende inflation er med til at præge humøret hos forbrugerne.
– De historisk høje prisstigninger gør ondt på danskernes pengepung, og giver derfor store økonomiske panderynker for de danske forbrugere.
– Dertil har krigen i Ukraine øget forbrugernes økonomiske usikkerhed, udtaler Kristian Skriver.

Læs også: FOKUSNEWS: Seks ud af 10 forbrugere savner mere empati fra brands
Tyske myndigheder tester nyt varslingssystem
Borgere med bopæl eller midlertidigt ophold i Sønderjylland kan komme til at høre det kommende, nye tyske varslingssystem, når myndighederne i Tyskland begynder at teste her i begyndelsen af juli og frem til februar næste år.
Befinder man sig i Sønderjylland, mens der testes, og er ens telefon koblet på en af de tyske telemaster, vil man kunne høre den skarpe advarselslyd og få testbeskeden, som de tyske myndigheder udsender.
I Tyskland er man i gang med at udvikle – og nu teste – et nyt mobilbaseret varslingssystem, der kan sende advarsler til alle borgeres mobiltelefoner i et område gennem dets telemaster. Er en dansk mobiltelefon koblet på en tysk telemast, når varslingen udsendes, så vil den også modtage varslingen. Varslingen vil blive transmitteret til telefonen, uden man har downloadet en app eller tilmeldt sig en tjeneste. Teknikken bag det nye nationale, tyske varslingssystem kaldes cell broadcast og den svarer til, at telefonen modtager en radiotransmission.
I Danmark er myndighederne også i gang med at udvikle et tilsvarende system med den samme teknologi – og senere på året vil dette system også skulle testes. Det vil blive meldt ud fra Beredskabsstyrelsen eller Rigspolitiet.
Modtager du en af de tyske testvarslinger, så kan den med sindsro slettes. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Læs også: SOMMERNEWS: Nyt site viser vej til over 50.000 steder i Danmark
Nordisk Film genåbnede biograf i Field’s efter skyderi
Biografen i storcentret Field’s genåbnede i går for første gang siden skyderiet i centret 3. juli. Det skriver DR.
Biografen åbner i første omgang med et reduceret program, og forventningen er, at den i næste uge er tilbage i normal drift. Det skriver Nordisk Film i en pressemeddelelse.
En af de tre dræbte i skyderiet arbejdede i Nordisk Film-biografen i Field’s, som er forblevet lukket, selv om de fleste butikker i storcentret genåbnede 11. juli.
Genåbningen sker efter tæt dialog med medarbejderne, oplyser Casper Bonavent, som er direktør i Nordisk Film Biografer.
– Efter de tragiske hændelser i Field’s, hvor en af vores unge biografmedarbejdere mistede livet, er pårørende og medarbejdere blevet mødt med en fuldstændig overvældende sympati og medfølelse fra omverdenen, udtaler Casper Bonavent i pressemeddelelsen.

Læs også: SOMMERNEWS: Brødre i fængsel i sag om narkohandel og våbenbesiddelse
150 henvendelser i undersøgelse af overgrebsanklager på kostskole
Siden en gruppe tidligere elever stod frem og berettede om tvang, vold og misrøgt på kostskolen Gravenshoved, har en uvildig advokatundersøgelse undersøgt sagen.
Advokat Niels Vase, der står bag undersøgelsen, fortæller, at overraskende mange har taget kontakt.
– Vi er oppe på i alt 150 navne. Det er folk, der på den ene eller den anden måde ønsker at give deres besyv med om Gravenshoved.
Alle personerne skal nu interviewes af Niels Vase. Derfor er der lang vej endnu, før undersøgelsen er færdig.
Kostskolen blev drevet af Nordjyllands Amt og Aalborg Kommune mellem 1964 og 1992. Det er kommunen, som har igangsat advokatundersøgelsen. Det oplyser DR.

Læs også: NEWS: Børn udsat for vold og overgreb – forældre og ven dømt
Kvinde tildelt lussing på natklub
I Søndags kl. 04:00 tildelte en 22-årig mand fra Aarhus en lussing til en ung kvinde, da de begge befandt sig på Bar Smil i Skt. Clemens Stræde i Aarhus. Kvinden ønskede tilsyneladende ikke at kysse med den 22-årige mand, hvilket han blev ophidset over og tildelte kvinden lussingen.
Hændelsen blev observeret af dørmændene på stedet, som bortviste ham. Han ønskede dog ikke at efterkomme dette, og optrådte aggressivt og højtråbende over for dørmændene.
Ved politiets ankomst blev den berusede 22-årige anholdt og indbragt til politiets detentioner. Han vil blive løsladt efter endt afrusning og afhøring. Det skriver Østjyllands Politi i en døgnrapport.

Læs også: SOMMERNEWS: Unge studerende er medskabere af fremtidens bæredygtige festival
Dagens billede: Lovforslag vil tvinge influencere til at markere retouchede billeder
Sommerpostkort: 43-års fødselsdag blev fejret med chips 🥳
Læs også: SOMMERNEWS: Rekordmange danskere vil have høns i haven