
SOMMERNEWS: Rekordmange danskere vil have høns i haven
Rekordmange danskere vil have høns i haven · 53-årig mand fik fem års fængsel for salg af narko · Konflikten er ovre: Ny overenskomst for piloterne i SAS · To mænd sigtet for hatecrime · Amerikansk rapstjerne får længe ventet dansk festivaldebut · Færdselspolitiet på besøg på Samsø · Dagens billede: Supermåne · Sommerpostkort: Mr. and Mrs. Ben Affleck 💍
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Rekordmange danskere vil have høns i haven
Æggepriserne er eksploderet, og det får flere til at købe høns. Ekspert vurderer, at op mod 125.000 danskere holder høns, og tallet stiger. Overvejer du at holde høns, er der dog en række ting, du bør have for øje.
Om prisen kommer op på de seks-syv kroner stykket, som det har været varslet, er endnu uvist, men voldsomme prisstigninger har unægtelig ramt ægget. De stigende æggepriser får nu markant flere danskere til at anskaffe sig høns som husdyr, der kan bidrage til husholdningen med den friske råvare. Carsten Blohm er formand for Dansk Fjerkræavlerforening for Raceavl, og han vurderer, at op mod 125.000 danskere i dag holder hobbyhøns, og at tallet i øjeblikket stiger støt.
– Jeg kan ikke huske, at interessen nogensinde har været større for at få høns i haven, og jeg får adskillige henvendelser hver uge fra folk, som gerne vil i gang. Det skyldes sandsynligvis en kombination af de høje æggepriser, den stigende interesse for at leve grønt og bæredygtigt samt det glædelige ved, at man kan holde familien ved æg, siger Carsten Blohm.
Også i Plantoramas dyrecenter har man bemærket hønsenes stigende popularitet, og i maj måned blev der her solgt hønsehuse og hønsefoder for 92 procent mere end samme måned sidste år.
– Efterspørgslen har faktisk været støt stigende de seneste par år. Vi oplever, at flere gerne vil producere egne fødevarer og blive mere selvforsynende, og her i foråret er interessen for at holde høns virkelig røget i vejret, siger René Zimmermann, der er dyreekspert i Plantorama, og som her giver sine råd til kommende hønseholdere.
Må du holde høns?
Vil du have høns i haven, bør du sætte dig ind i reglerne på området, inden du drøner ud og køber de første og de bedste høns, du kan få fingre i. Bor du på landet, er der typisk ikke særlige restriktioner, men i byområder er der ofte regler, der skal efterleves, og her er det vigtigt, at man husker at tjekke med kommunen.
Vælg race efter behov
For nogle er de friske æg det vigtigste – for andre er det det hyggelige ved at have høns gående i haven, der trækker. Vær opmærksom på, hvad dit behov er, og undersøg, hvilken race der egner sig bedst. Nogle høns producerer væsentligt flere og større æg end andre, mens andre racer er bedre som hyggehøns, der kan gøres tamme. Der er også forskel på, hvor flyvelystne forskellige høns er og derfor, hvor egnede de er til at blive sluppet fri i haven.
Hane eller ej
Hanen larmer, og i nogle tilfælde er den ikke tilladt at have, og hvis du vil have et lille hønsehold, kan den sagtens undværes. Til gengæld er den god til at holde styr på flokken, hvis man skal have en større hønsegård med mere end tre-fire høns, som ellers let kan begynde at slås om, hvem der skal bestemme. Har man mulighed for det, er det en god idé en gang imellem at lukke høns ud i haven, hvor de kan hakke i jorden efter mælkebøtter og andet ukrudt, og også her sørger hanen for, at der er samling på flokken.
Undgå rotter
Tiloversblevne foderrester ved hønsehuset kan til stor frustration nemt tiltrække rotter. Heldigvis er det ligeledes let at komme problemet til livs. Undgå at sprede mere mad ud, end hønsene kan nå at spise, eller anvend et fodertrug, der er rottesikret. Hvis muligt er det også en god idé at hæve hønsehuset fra jorden, så nabolagets katte har fri passage nedenunder, og så rotterne ikke kan gemme sig.

Læs også: Lav en tøm-køleskabet tærte
53-årig mand fik fem års fængsel for salg af narko
En 53-årig mand blev mandag i Retten i Randers idømt fem års ubetinget fængsel som straksdom for besiddelse af amfetamin med henblik på salg.
Søndag aften klokken 18.42 blev en 53-årig mand fra Djursland anholdt på Randers station. Anholdelsen skete i en koordineret politiindsats på baggrund af grundig efterforskning. Ved anholdelsen havde den 53-årige mand tre kilo amfetamin på sig.
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstillede allerede mandag klokken 13.00 ved Retten i Randers den 53-årige mand, sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg. Den 53-årige erkendte forholdet og blev derfor idømt fem års ubetinget fængsel som straksdom.

Læs også: Indbrudsnetværk optrævlet og udvist
Konflikten er ovre: Ny overenskomst for piloterne i SAS
Efter lange og hårde forhandlinger og 15 dages konflikt mellem ledelsen og piloterne i SAS er der sent mandag aften aftalt en ny overenskomst.
I aftalen er de nordiske pilotforeninger og ledelsen i SAS blevet enige om, at der kun gælder én overenskomst i SAS – og det er den, der netop er blevet indgået. Uanset, om man flyver som pilot i moderselskabet SAS, Connect eller Link.
– Piloterne har med den nye overenskomst fået en garanti for, at de er en del af fremtiden i SAS, og at SAS ikke vil oprette nye datterselskaber på andre vilkår end dem som er aftalt med Dansk Pilotforening. Det er helt i tråd med den måde, vi har tradition for at samarbejde på i Danmark og i resten af Skandinavien, og det viser den danske models styrke, siger Keld Bækkelund Hansen, der er forhandlingschef i Dansk Metal.
Piloterne er meget tilfredse med den nye aftale, som sikrer at de piloter, som blev opsagt under corona-pandemien nu genansættes. Piloternes krav er altså blevet imødekommet.
– Piloterne ER SAS – helt ind i hjertet. De har været meget loyale over for SAS, strakt sig meget langt og givet en stor håndsrækning for at hjælpe deres arbejdsplads i en svær tid. Det har de gjort før og gør det nu igen med besparelser på løn, ferie og forøget arbejdstid, siger Keld Bækkelund Hansen.
Med denne aftale hjælper piloterne SAS igennem en svær tid ved at øge selskabets konkurrenceevne. Den nye overenskomstaftale er gældende frem til september 2027.
– Det har været et langt forløb. Vi har været i gang i over otte måneder, hvor vi har oplevet mange bump på vejen. Så meget desto mere er det glædeligt, at der nu er landet en aftale, så danskerne kan komme på sommerferie og vores opsagte kollegaer får deres job tilbage, siger Henrik Thyregod, formand i Dansk Pilotforening.
– Det har taget lang tid og været svært, men det er meget glædeligt, at piloterne og SAS er blevet enige om en aftale. Overenskomsten vil forhåbentlig skabe den nødvendige ro, så SAS kan komme videre med planen, som skal gøre selskabet levedygtigt i fremtiden. Det har enorm betydning for Danmark, at vi har et stort netværksselskab med base i København. Det betyder, at erhvervsfolk og ferierejsende kan komme direkte til og fra København over Atlanten, til Asien eller destinationer i Europa. Et stærkt SAS er også helt afgørende for hoteller, restauranter og andre dele af turismesektorenigen, slutter Karsten Lauritzen, branchedirektør i DI Transport.

Læs også: SAS-ledelsen tager danskerne som gidsler
To mænd sigtet for hatecrime
I et kommentarspor på Facebook havde to mænd udtrykt sig sådan, at det kunne forstås som trusler mod deltagere i Sønderborg Pride.
Syd- og Sønderjyllands Politi modtog i går, lørdag, en skriftlig anmeldelse om trusler mod deltagere i Sønderborg Pride, der finder sted sidst i august i år.
Det var to mænd på 19 og 23 år, der i et kommentarspor på Facebook havde udtrykt sig på en sådan måde, at det kunne virke truende mod deltagere i Sønderborg Pride.
De to mænd, der begge er bosiddende i Sønderborg kommune, blev i aftes og i nat anholdt og sigtet efter straffelovens paragraf 266 B. Den omfatter de, der offentligt giver udtryk for holdninger, der truer, håner eller nedværdiger en gruppe af personer blandt andet på grund af deres seksuelle orientering.
De to mænd er blevet afhørt og løsladt, men er fortsat sigtede. De erkender, at de har skrevet kommentarerne, men benægter at de var ment truende. Kommentarsporet er blevet slettet.
Syd- og Sønderjyllands Politi har i øjeblikket ikke yderligere informationer i sagen.

Læs også: RuPauls livslektioner
Amerikansk rapstjerne får længe ventet dansk festivaldebut
Tredje gang er lykkens gang: Verdensstjernen Chance the Rapper får endelig sin længe ventede danske festivaldebut, når han gæster københavnerfestivalen AiaSound i august.
Som en af de absolut største i branchen inden for sin kategori og med intet mindre end 12,6 millioner månedlige lyttere på Spotify, kender du med sikkerhed allerede til den grammyvindende rapper og hans utallige virale hitparader. Han udgav sit debut-mixtape i 2012, og slog allerede igennem på verdensplan med sit andet mixtape ‘Acid Rap’ i 2013. I år lukker Chance the Rapper årets festivalplakat på AiaSound, og er dermed den sidste artisttilføjelse på det – nu endnu mere – stjernespækkede lineup.
Chance the Rapper står bag gigahits som ‘Cocoa Butter Kisses’, ‘No problem’ featuring rap-kollegaerne Lil Wayne og 2 Chainz og ‘Holy’ med Justin Bieber. Chance the Rapper har lavet hits med flere af de allerstørste stjerner på den internationale musikscene på tværs af genrer: Blandt andet også med Kanye West, Randy Newman, Bon Iver, Childish Gambino, Cardi B, Shawn Mendes, Nicki Minaj, Ed Sheeran og John Legend.
Den amerikanske rapper var den første artist nogensinde til at vinde en grammyaward for et streaming-only mixtape, hvilket gav ham en trio af vundne grammyawards, som både tæller ‘Best New Artist’, ‘Best Rap Performance’ og ‘Best Rap Album’. Udover at være solidt plantet i eliten af den globale rap og hiphop-scene, er Chance The Rapper en af de få artister, som både har optrådt og haft den bærende værtsrolle i det prestigefyldte TV-program ‘Saturday Night Live’ vist på NBC i USAs bedste sendetid. Derudover har selveste Barack Obama kaldt rapperen ‘en spektakulær rollemodel’, hvorfor stjernen foruden at være cremen af internationale rappers, også har vist næstekærlighed af helt særlig karakter.
Chance The Rapper har tidligere aflyst hele to festivalshows i Danmark: Senest i 2019 på Roskilde Festivals Orange Scene, hvilket kun øger begejstringen hos den anerkendte rapper for at skulle besøge en dansk festival, og levere et show under åben himmel for første gang – og lige så fra arrangørens side, som har meget høje forventninger til den ikoniske stjerneoptræden.
– Det er jo helt vildt at få lov til at præsentere så åbenlys en stjerne, og samtidig et ikon der interesserer sig for sine medmennesker. Vi glæder os, udtaler Frederik Kjærgaard, medstifter af AiaSound Festival.
AiaSound Festival løber af stablen den 11.-13. august på Tiøren i København.
Billetter kan købes her.

Læs også: Kulturguide for juli
Færdselspolitiet på besøg på Samsø
Betjente fra Østjyllands Politis færdselsafdeling har været en tur på Samsø i perioden fra søndag eftermiddag til onsdag eftermiddag. Færdselsbetjentene kom hjem med 20 sager fordelt på 18 sigtede.
En af de sigtede var en 45-årig mand, bosiddende i Tjekkiet, der mandag morgen klokken 06.17 blev taget i at køre 115 km/t ad Havvejen i retning mod Nordby. Det viste sig, at han også havde drukket lidt for mange øl i løbet af natten, hvilket havde resulteret i en alt for høj promille. Han blev derfor både sigtet for hastighedsovertrædelsen og for spirituskørsel. Da han var udenlandsk statsborger, fik han en straksbøde, som han delvist betalte med det samme.
En af de andre sigtede var en 54-årig mandlig bilist, der tirsdag klokken 16.54 blev standset på Smedegade i Tranebjerg. Det viste sig, at manden havde røget for meget hash, og at han i øvrigt var frakendt førerretten, så han blev sigtet for narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden. Bilen havde han lånt af en bekendt, som derfor fik en sigtelse for at have overladt førerretten til en person uden kørekort.
Sigtelserne fordelte sig på:
1 x spirituskørsel
1 x narkokørsel
1 x kørsel i frakendelsestiden
1 x hastighed i by – klip
2 x hastighed land – klip
1 x kørekort ej medbragt
1 x overladelse af førerretten
5 x manglende sikkerhedssele – fører
2 x ej anvendt fastspændt styrthjelm – knallert
1 x overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen – CVR-sag på varebil
1 x brug af håndholdt mobiltelefon
2 x lille knallert, konstruktivt ændret – over 43 km/t på rullefelt
1 x afgiftslov for traktor + straffelov – anvendt godkendt traktor til entreprenørkørsel, hvor der er krav om registreret traktor

Læs også: Postkort fra Fanø og Nordjylland