Læs også:

Close
gamle dage foto

SOMMERNEWS: Danmark bliver førende indenfor data om historiske livsforløb

Nyheder  | 

Danmark bliver førende indenfor data om historiske livsforløb · To mænd fremstillet for groft overfald på Borups Allé · Kæmpe hyldestfest i København · Kom til planteinspiration og ansigtsmaling hos Byens Plantetorv · EU sætter nu endnu mere fart på den grønne omstilling af bygninger · 33-årig anholdt for en række indbrud i Vejle · Dagens billede: Ikke små lure mere · Sommerpostkort: Hygge på reffen 🍹

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Danmark bliver førende indenfor data om historiske livsforløb

Forskere fra Københavns Universitet, Rigsarkivet og Københavns Stadsarkiv bygger historiske livsforløb for alle danskere fra 1787 til 1901. Med 64 millioner digitaliserede personregistreringer fra folketællinger, kirkebøger og begravelsesprotokoller kan alle interesserede nu søge i Link-Lives data og gå på jagt i deres egen og Danmarks historie.

Forskningsprojektet Link-Lives arbejder på den største kortlægning af et lands historiske befolkning nogensinde. Nu åbner Link-Lives for deres data og foreløbige resultater, så alle historieinteresserede kan kigge århundreder tilbage i tiden. Projektet vil bane vejen for bedre brug af danske arkivdata. På sigt vil det for eksempel betyde, at der kan forskes i både arvelige og miljøpåvirkede sygdomsforekomster på tværs af mange generationer.

– Link-Lives bygger livsforløbene for at kunne forske på helt nye måder i livet i 1800-tallets Danmark, fortæller professor i historie Anne Løkke, Københavns Universitet, der leder projektet sammen med Barbara Revuelta-Eugercios fra Rigsarkivet.

– Livsforløb for hele befolkningen giver mulighed for at zoome ind på befolkningsgrupper, vi næsten ikke ved noget om – fx kokkepiger, ammer og kvinder i traditionelle mandejob. Vi kommer til at kunne besvare spørgsmål om, hvordan det senere i livet gik fattige børn, som flyttede hjemmefra, før de fyldte 10 år sammenlignet med børn af forældre, der havde råd til at beholde børnene hjemme til konfirmationen. Døde smede tidligere end tømrere, præster og værtshusholdere, og var nogle dødsårsager hyppigere i nogle erhverv end i andre? Og hvordan har sundhed, velstand og dødsårsager udviklet sig over mange generationer?

Søgesiden Link-Lives kan bruges af alle og er gratis. Med få klik kan skoleelever, studerende, lokalhistorikere og andre fremover gå på opdagelse blandt 1800-tallets danskere, lede efter folk i bestemte erhverv eller klikke rundt i folketællingerne og se, hvor mange hjemmeboende børn folk fx havde dengang.

Slægtsforskere kan bruge søgesiden som hjælp til detektivarbejdet med at finde deres 1800-tals slægtninge. De kan søge både i de 64 millioner digitaliserede personregistreringer fra folketællinger, kirkebøger og begravelsesprotokoller og i de forslag til dele af livsforløb, som Link-Lives indtil nu har lavet. Foreløbig er der kun forslag til livsforløb for en brøkdel af befolkningen, men efterhånden som Link-Lives forskerne udvikler og forbedrer projektets metoder, vil de bygge flere personregistreringer ind i livsforløbene, som dermed vil vokse i antal, detaljer og kvalitet.

Livsforløbene er forslag til, hvilke personregistreringer i folketællinger, kirkebøger og begravelsesprotokoller der omhandler samme historiske person. Link-Lives teamet programmerer algoritmer, så computere kan linke personregistreringer sammen, hvis det er sandsynligt, at der er tale om samme person. De livsforløb, der er på Link-Lives søgesiden nu, er såkaldte regelbaserede links, hvor navn, alder og fødested skal være næsten ens efter bestemte regler, for at computeren laver et link.

Seniorforsker ved Rigsarkivet, Barbara Revuelta-Eugercios, er ekspert i historisk demografi og håndtering af store historiske datasæt. Hun leder det tværfaglige team af historikere og IT-eksperter, der arbejder tæt sammen om at udvikle metoderne til at crunche de enorme datamængder. Og hun er ikke i tvivl om projektets store potentiale:

– Den regelbaserede linkning er kun begyndelsen, men de foreløbige resultater er gode nok til, at vi nu inviterer offentligheden til at kigge med i vores resultater, efterhånden som de udvikler sig. Vi er langt fra færdige, og der vil ske meget i de kommende år, men der er nok data til at interesserede kan gå på jagt i historien allerede nu med lanceringen af Link-Lives. Lige nu arbejder Link-Lives teamet med de allernyeste machine learning-teknologier for at gøre computerne ligeså dygtige til at lave links som historikere og slægtsforskere er. Hvert halve år vil vi udrulle vores nyeste version af livsforløbene, som vil blive bedre og mere fuldstændige for hver gang. Skridt for skridt vil Link-Lives sætte historiske befolkningsdata i spil i et omfang, vi aldrig har set før.

Der ligger mange års arbejde til grund for lanceringen af Link-Lives. De enorme datamængder, som Link-Lives trækker på, kunne ikke være blevet til uden det mangeårige samarbejde mellem arkiver, frivillige og forskere. Rygraden i projektet er de håndskrevne og informationsmættede danske folketællinger, kirkebøger og begravelsesprotokoller, som hundredvis af frivillige har tastet ind på computer i samarbejde med arkiverne. Det er de oplysninger, der udgør rygraden i Link-Lives.

Mads Neuhard, der er leder i Københavns Stadsarkiv, slutte:

– Link-Lives bygger på borgeres engagement i kulturarven. Derfor er det også helt i denne ånd, at vi nu stiller forskernes bearbejdede data til rådighed for offentligheden, så arkivernes kilder kan blive til glæde for endnu flere. Og som endnu en sløjfe på samarbejdet inviterer vi samtidig brugerne af søgefunktionen til at give feedback på livsforløbene, således at metoderne til at bygge dem løbende kan forbedres. At forskere og borgere samarbejder om at løse store udfordringer – det er den måde, smarte samfund indretter sig på.

gamle dage foto
Via Link-Lives kan man finde livsforløb på mange familier, fx familien Harboe der ses her ved deres hus i 1895. )Foto: Ukendt fotograf Kbh Stadsarkiv)

Læs også: Fire seje danske kvinder, der var de første i verden

To mænd fremstillet for groft overfald på Borups Allé

Efter et voldsomt overfald på Borups Allé onsdag aften har Københavns Politi anholdt to mænd. Det er politiets umiddelbare vurdering, at overfaldet var et opgør i det kriminelle miljø, og vi vurderer, at de to anholdte og gerningsmanden alle er medlemmer af rocker-/bandegrupperinger.

Omkring klokken 18.30 blev en 29-årig mand, som er medlem af en rocker-/bandegruppering, overfaldet med flere knivstik og slag med en stump genstand ved Borups Allé 113 på Frederiksberg.

Det er politiets vurdering, at seks-otte gerningsmænd deltog i overfaldet. Både de og den forurettede forsvandt dog hurtigt, og var derfor ikke på stedet, da politiet ankom kort efter.

Den forurettede henvendte sig senere på aftenen på skadestuen, hvor han blev behandlet. Hans tilstand er stabil.

Københavns Politi anholdt tirsdag aften to mænd på henholdsvis 25 og 27 år – som ligeledes er medlemmer af en rocker-/bandegruppering – og sigtede dem for overfaldet.

– Vi har aftenen og natten igennem haft en intensiv efterforskning, og der er på nuværende tidspunkt ingen tvivl om, at overfaldet bunder i et opgør mellem to kriminelle grupperinger, udtaler leder af afdelingen for organiseret kriminalitet ved Københavns Politi, Knud Hvass.

Efterforskningen fortsætter, og Københavns Politi forventer yderligere anholdelser i sagen den kommende tid.

Københavns Politi afspærrede i en periode tirsdag aften flere gader omkring Munkensvej for at lave tekniske undersøgelser. Alle afspærringer er igen ophævet.

Den 25-årige og 27-årige blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg i går. Af hensyn til den videre efterforskning vil der blive begæret lukkede døre.

mand rocker hænder
Politiet efterforsker groft overfald, der formodes at være relateret til bandemiljøet. (Foto: Unsplash)

Læs også: Fire personer fra bandemiljøet idømt livstid for drab og drabsforsøg

Kæmpe hyldestfest i København

Den fik på alle tangenter, da Jonas Vingegaard og de andre gutter kom til København i går. I åben cabriolet blev han eskorteret med sin kæreste og datter til Københavns Rådhus og efterfølgende fejret i Tivoli. København var fyldet ind i danske flag og gule nuancer.

Tusindvis af glade gæster havde en formidabel fest, da Tour de France-vinderen, Jonas Vingegaard – sammen med familie og de øvrige ryttere – blev hyldet i Tivoli med musik, blomster og masser af snak og taler.

Fejringen af Jonas Vingegaard er nu vel overstået og blev afsluttet med bandet Saveus, som spillede et par numre. I dag går turen til Glyngøre for tour-vinderen.

tivoli tour de france jonas vingegaard
Tour-heltene blev hyldet i Tivoli i går …
(Foto: Keld Navntoft/Tivoli)

Kom til planteinspiration og ansigtsmaling hos Byens Plantetorv

Hos Byens Plantetorv på Reffen er der de næste to lørdage mulighed for at få en farlig løve, en fin enhjørning eller en fræk tiger med hjem, når turen går til det lokale plantetorv. Mens de voksne kan nyde den smukke grønne oase og finde gode planteråd, kan familiens mindste blive ansigtsmalet.

Søndag den 31. juli og den 6. august tilbyder Byens Plantetorv nemlig ansigtsmaling af de små. Det sker i tidsrummet klokken 12 – 15, og så er det tilmed gratis. Så mangler du inspiration til sommerferien, så tag familiens yngste med en tur forbi Københavns grønne oase. Her er der også hele sommeren mulighed for at nyde et udendørsområde med legehus, sandkasse og minihave – og så er der gratis is til alle børn.

For de voksne kan de skønne grønne rammer være inspiration til at skabe et mere grønt sommer-udeliv hjemme. Byens Plantetorv ligger lige ved siden af street-food området Reffen. I morgen fredag den 29. juli fra klokken 17.30-18.30 bliver weekenden skudt igang til skønne toner af pop/funk med jazzede toner i gårdhaven. Så der er god grund til at tage forbi, nyde musikken, planterne og slå sig ned med en forfriskning til en skøn start på weekenden.

Byens Plantetorv, Refshalevej 167D – der er  åbent torsdag – søndag fra klokken 11-19.

byen plantetorv reffen
Måske I skulle tage en tur til Reffen på lørdag … (Foto: PR)

Læs også: Juli måneds kulturguide 

EU sætter nu endnu mere fart på den grønne omstilling af bygninger

Ny plan fra EU skal sætte fut på den grønne omstilling. Der er gode takter i planen, så længe der også er plads til de enkelte landes omstændigheder, lyder det fra EjendomDanmark.

Europæerne står over for både en klima- og en energipolitisk udfordring: Bæredygtigheden skal op, og afhængigheden af gas- og olieimport fra Rusland skal ned. Det er udgangspunktet for Europa-Kommissonens nye plan, RePowerEU, der skal sætte endnu mere fart på den grønne omstilling i Europa.

Ikke overraskende beskæftiger en stor del af planen sig med bygninger og ejendomme – og det er klogt, mener EjendomDanmark:

–Grønne investeringer i ejendomme er én af de absolut hurtigste veje til at reducere både energiafhængighed og klimaaftryk. Så det er fuldkommen oplagt, at der skal gøres mere for at fremme den slags investeringer, siger Morten Jarlbæk Pedersen, seniorrådgiver i EjendomDanmark, der netop har afgivet høringssvar til EU’s nye plan.

Europa-Kommissionen forudser i RePowerPlanen, at der fremover skal gælde en juridisk bindende forpligtelse til at installere – eller klargøre til installation – af solceller på langt de fleste bygninger. Det er rigtigt set, at potentialet for solenergi i EU og i Danmark er stort og uforløst.

Det vigtige er blot, at der stadig er råderum til at de enkelte lande kan tilpasse lovgivningen deres egen unikke situation:

– Der er masser solcelleanlæg, der giver god mening både økonomisk og klimamæssigt – men der er også eksempler på det modsatte. Derfor giver et rigidt krav ikke rigtig nogen mening, hvis man vil drive den grønne omstilling så effektiv som muligt, forklarer Morten Jarlbæk Pedersen.

EU bør derfor hovedsageligt skubbe på for, at medlemslandene gør det nemmere både at opstille solanlæg, hvor det giver mening, og mere generelt for at reducere barriererne for grønne investeringer i ejendomme:

– EU bør presse endnu mere på for at gøre det nemmere at være grøn. I planen gør man sig fine tanker om at skabe bedre plads til udvikling inden for vedvarende energi – det samme bør man selvfølgelig gøre, når det kommer til ejendomme og ejendomsdrift, slutter Morten Jarlbæk Pedersen.

Kort om RePowerEU-planen:

Europa-Kommissionens RePowerEU-plan blev søsat i foråret 2022 i lyset af Ruslands invasion af Ukraine, der gjorde arbejdet med at gøre EU-landene uafhængige af (russisk) gas og olie langt mere akut.

Planen indeholder blandt andet  en revision af energieffektiviseringsdirektivet og bygningsdirektivet – to direktiver, der allerede nu forhandles om. Planen skærper således Europa-Kommissionens oprindelige udspil til de to direktiver yderligere.

solceller grøn energi
EU sætter nu endnu mere fart på den grønne omstilling af bygninger … (Foto: Pexels)

Læs også: Vi skal turde satse stort på den grønne omstilling

33-årig anholdt for en række indbrud i Vejle

En 33-årig mand bosiddende i Vejle blev mandag omkring midnat anholdt af Sydøstjyllands Politi, hvor han blev sigtet for at have begået en række indbrud i private hjem i Vejle.

Sydøstjyllands Politi havde tidligere på dagen foretaget en ransagning på hans bopæl, og her blev der fundet en række genstande, som mistænkes for at stamme fra indbrud begået i Vejle.

Den 33-årige blev tirsdag fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Kolding klokken 15.00, hvor han blev sigtet for at have begået fire indbrud og et tyveri-forhold.

Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi vil begære lukkede døre ved grundlovsforhøret.

tyveri indbrud
Ung mand i grundslovsforhør for adskillige indbrud … (Foto: If)

Læs også: Gode råd mod tyveri på ferier og festivaller

Dagens billede: Ikke små lure mere

Sommerpostkort: Hygge på Reffen 🍹

· Mere fra samme kategori ·