
NEWS: Nyt betalingskort forvandler restauranter til frokostordninger
Nyt betalingskort forvandler restauranter til frokostordninger · Fortsat stigning i lærepladser · Person fundet død efter brand i hus i Hammel · To personer anholdt for svindel for knap en million kroner mod ældre borgere · Dansk surfbrand sponserede verdens eneste 24-timers SUP-event · Dagens video: Obama vild med sangen
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Nyt betalingskort forvandler restauranter til frokostordninger
Hjemmearbejdsdage har for alvor vundet indpas. Mens den fleksible arbejdsplads glæder mange danskere, udfordrer det den klassiske frokostordning. Derfor har Just Eat udviklet et nyt fysisk Pay Card, der giver danske virksomheders medarbejdere mulighed for at købe mad, hvor de vil – og det behøver ikke være fra Just Eat.
37 timer på den samme kontorstol hver uge hører sig fortiden til. Danskerne har i høj grad omfavnet den mobile arbejdsplads, og det skaber arbejdsglæde. Dog udfordrer det den klassiske kantineordning, når det ikke er sikkert, hvor dagens frokost skal indtages.
Sidste år lancerede takeaway-virksomheden Just Eat en løsning, der skulle tilgodese de mange hjemmearbejdende danskere. Nu er landets største takeaway-operatør klar med en endnu mere fleksibel ordning, der passer til samtiden. Det nye Pay Card er et smart betalingskort til medarbejdere, der gør det muligt at købe mad og drikke fra alle de restauranter, bagere og lignende i Danmark, der tager Mastercard. Alt sammen på virksomhedens regning. På den måde undgår arbejdspladserne madspild og unødvendige omkostninger til en frokostordning, der ikke bliver brugt til fulde.
Det nye kort tilføjer mere fleksibilitet, da der nu er et fysisk betalingskort, som kan bruges til køb ved alle spisesteder både offline og online. Også spisesteder der ikke er på Just Eats platform.
– Om medarbejderne sidder derhjemme, er på farten på vej til et møde eller inde på kontoret, så giver den her løsning mulighed for et godt måltid alle steder og på alle tidspunkter af døgnet. F.eks. arbejder jeg hjemme i dag og kan lige svinge forbi 7-Eleven eller Starbucks og købe min frokost med mit Pay Card. Og jeg behøver ikke tænke over udlæg og gemme kvitteringer, siger Carsten Boldt, direktør for Just Eat i Danmark.
Flere end 100 virksomheder benytter i dag Just Eat for business og har givet deres medarbejdere muligheden for en fleksible frokostordning. I følge Just Eat forventer de med de nye Just Eat Pay Card en tidobling af brugere inden for de næste 12 måneder.

Læs også: Just Eat samarbejder med Katy Perry
Fortsat stigning i lærepladser
Tiderne, hvor det var tvivlsomt om erhvervsskoleelever kunne få en læreplads, er efter årtiers kamp ved at være slut. Virksomhederne oprettede gennem 2021 flere og flere lærepladser og den udvikling er fortsat ind i 2022, fortæller nye tal.
Børne- og Undervisningsministeriets nye tal fortæller, at der er indgået flere lærepladsaftaler i de første fire måneder af 2022 end i de samme måneder året før. Og antallet af elever i skoleoplæring, tidligere ’skolepraktik’, er faldet med hele 33,8 procent. I april 2022 er der blot 3.687 elever i skoleoplæring.
– Det er en rigtig positiv udvikling. Vi har længe haft det dårligt med ikke at kunne forsikre erhvervsskolelever en læreplads. Men mange års arbejde med at få flere virksomheder til at engagere sig i at oplære elever ser nu ud til at bære frugt. Og så har manglen på arbejdskraft selvfølgelig også fået mange virksomheder til at ansætte flere lærlinge, siger Signe Tychsen Philip.
I april 2022 er der i alt cirka 78.000 igangværende lærepladsaftaler over hele landet – det er højeste niveau siden 2013.
De nye tal er også godt nyt for den grønne omstilling. I en ny analyse fra COWI fremgår det, at det kræver tusindvis af nye medarbejdere i industrien, hvis vi skal nå i mål med en 70 pct. CO2-reduktion. Det er særligt medarbejdere, som er uddannet indenfor automatik- og procesuddannelsen, industritekniker, mekaniker samt smed, der er stor efterspørgsel efter. For de uddannelser har der været en stigning i igangværende aftaler på 7 procent i 2022 sammenlignet med året før. Og udviklingen accelererer – der er på disse uddannelser indgået 40 procent flere aftaler de første fire måneder af 2022 sammenlignet med samme måneder i 2021.
– Behovet for mere arbejdskraft til den grønne omstilling er en enorm udfordring for uddannelsessektoren. Men den positive udvikling i lærepladser både inden for industrien og generelt er et lille skridt frem. Forhåbentlig kan de mange lærepladser lokke flere ind på erhvervsuddannelserne, så vi på længere sigt har flere faglærte, der kan være med til at accelerere den grønne omstilling, slutter Signe Tychsen Philip.

Læs også: Hvem har ansvaret for at få nyuddannede i job
Person fundet død efter brand i hus i Hammel
Under efterslukningen af en større brand i et hus i Hammel fandt røgdykkere en død person på stedet. Det formodes, at den afdøde er den 69-årige kvindelige beboer.
Natten til torsdag klokken 1.07 rykkede brandvæsen og politi ud til adressen, hvor der stod høje flammer op fra taget. Beboerne i nabohusene blev evakueret, mens brandvæsnet gik i gang med slukningsarbejdet.
Nogle timer senere i forbindelse med efterslukningen fandt røgdykkere så en afdød person, som umiddelbart ikke kunne identificeres. Alt tyder dog på, at der er tale om den 69-årige kvinde, der boede i huset. Hendes nærmeste pårørende er underrettet.
Der var umiddelbart ikke andre personer til stede i huset, og ingen andre kom til skade ved branden.
Der skete også skader på nabohusene til det nedbrændte hus. Klokken 8.30 var branden slukket, og politiets teknikere skal nu forsøge at finde frem til brandårsagen. Derudover skal den afdøde endelig identificeres.

Læs også: Mand anholdt for forsætlig brandstiftelse
To personer anholdt for svindel for knap en million kroner mod ældre borgere
En 19-årig mand fra Rødovre og en 21-årig kvinde fra Vanløse blev i torsdags anholdt for bedrageri mod flere ældre borgere.
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har i tæt samarbejde med Københavns Politi efterforsket en række bedrageriforhold, hvor fem ældre borgere over en længere periode er blevet svindet for samlet knap 1 million kroner.
Gerningsmændene svindlede de forurettede til at overføre pengebeløb over flere omgange til konti, som gerningsmændene rådede over. Dette skete under påskud af, at gerningsmændene var fra politiet, og at der var sket misbrug af de ældres konti, som kun kunne reddes, hvis de ældre borgere overførte pengebeløb til gerningsmændenes konti.
Samtidig anvendte gerningsmændene såkaldt ‘spoofing’, så det så ud som om, at der blev ringet fra et telefonnummer, der tilhørte politiet.
– Vi ser meget alvorligt på denne type økonomisk kriminalitet, hvor vi desværre med jævne mellemrum oplever, at kriminelle forsøger at svindle ældre medborgere for større pengebeløb. Jeg er derfor godt tilfreds med, at vi har fået stoppet de to formodede gerningsmænd i at fortsætte deres organiserede svindel, udtaler ledende politiinspektør Michael Kjeldgaard fra Efterforskning Vest i NSK.
Michael Kjeldgaard kommer desuden med en generel opfordring om, at man er skeptisk, hvis nogen beder om personlige oplysninger, såsom konti-oplysninger og NemID.
– Vær altid påpasselig og skeptisk, hvis du bliver kontaktet på telefon eller mail og får at vide, at du skal overføre penge eller oplyse private oplysninger til andre, såsom NemID. Det vil politiet eller din bank aldrig bede dig om, slutter Michael Kjeldgaard.
Både den 19-årige mand og den 21-årige kvinde er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 279. Den 19-årige mand blev i dag fremstillet ved et grundlovsforhør ved Retten i Glostrup. Han er varetægtsfængslet i fire uger.

Læs også: Ældre har svært ved at følge med i den digitale udvikling
Dansk surfbrand sponserede verdens eneste 24-timers SUP-event
Red Bull Midsummer Vikings ved Amager Strandpark er verdens eneste 24-timers SUP-event, og i år var der crew-t-shirts og sponsorgaver fra Danmarks ældste surfertøj-brand, nemlig Klitmøller Rig Wear.
Det handlede om at presse sig selv, stærk teamspirit og ikke mindst at have det sjovt, da Red Bull Midsummer Vikings løb af stablen i weekenden ved Amager Strandpark.
Og hvis du er en af de heldige, der deltager, kommer du måske derfra med en fed t-shirt, en walrusjakke eller noget andet tjekket fra Klitmøller Rig Wear.
I år havde det gamle surfbrand Klitmøller Rig Wear indgået aftaler med Red Bull og arrangørerne om sponsorgaver og ikke mindst t-shirts til hele holdet bag kæmpe-eventet ved Kajakhotellet.
Ifølge ejer Christian Taasti, der startede Klitmøller Rig Wear i 1989, giver det god mening, at netop hans brand leverer t-shirts og præmier til Midsummer Vikings.
– Som surfbrand har vi en stærk forankring inde for windsurfing, kitesurfing og paddlesurfing, der alle udspringer af den store passion for havet. Så selvfølgelig vil vi være en del af det her fede event, siger Christian Taasti, der er en af pionererne i det danske windsurfmiljø i Klitmøller.
Igen i år har der været run på tilmeldingerne, der tikkede ind fra hele verden. Faktisk var der 400 padlere fordelt på de 80 hold, som stillede op bag startstregen i lørdags.
Bag konceptet Red Bull Midsummer Vikings står Casper Steinfath, der er mangedobbelt Europa- og verdensmester i SUP og den bedste paddlesurfer i Danmark. Han har som optakt til eventet netop afsluttet en 1.400 kilometer SUP-tur rundt om Danmark.
Og som de 400 andre paddlesurfere glædede han sig også til det løb af stablen:
– På få år er Red Bull Midsummer Vikings blevet et internationalt samlingspunkt for paddlesurfere verden over, og det er jeg selvfølgelig mega stolt af og ydmyg overfor, siger Casper Steinfath og fortsætter:
– Og derfor er det selvfølgelig også virkelig fedt at Klitmøller Rig Wear var med som sponsor, da de om nogen er indbegrebet af dansk surfhistorie!
Ruten til Midsummer Vikings bestod af en knap fem kilometer lang omgang rundt om Amager Strandpark i hjertet af København. Omdrejningspunktet var geografisk set Kajakhotellet på Amager Strandpark.
Læs mere om eventet her.

Læs også: Derfor skal du prøve at windsurfe