
På tur med Julie Hastrup: Her foregår ‘Kryb’
Hun er kendt – hun er elsket – ja faktisk kan man sige det om både forfatter Julie Hastrup og hendes hovedperson Rebekka Holm. Vi var med en tur på Ungdomsøen – sammen med Julie, for at se, hvor hendes nye krimi foregår
Har du aldrig været på Ungdomsøen eller Middelgrundsfortet, så er det en tur værd – altså hvis du ellers tør efter at have læst Julies nye krimi, der hedder ‘Kryb’ og som foregår derude. For indrømmet – det var ikke ‘en overnatning’, man havde mest lyst til, da vi var derude … Men det var heldigvis heller ikke planen. Men skulle du have mod eller lyst, så er der shelters, man kan leje derude – måske du er mindre bangebuks, end jeg er …

På tur med Julie
Da Politikens Forlag inviteret til en sejltur og oplevelse sammen med Julie, var det svært ikke at glæde sig, for der var jeg allerede i gang med bogen. Og det var en sjov oplevelse – også at stå og gå lige DER, hvor bogen foregår. Det gav en helt andet dimension til det hele.
Vejret gjorde også sit – det startede fint ud – så kom der regn – og da vi stod og ventede på den lille båd, der skulle sejle os tilbage, trak der absurd sorte skyer op, og stormen og regnen tog til – nærmest som den vildeste iscenesættelse. Jeg vil godt indrømme, at jeg nåede at tænke ‘shit – jeg vil hellere blive lidt søsyg end blive her – bare jeg kommer væk herfra’ – og hjem kom vi – en oplevelse rigere …

Det handler bogen om
‘Kryb’ handler om en ung pige, der bliver fundet død efter et politisk arrangement på Ungdomsøen (den gamle Middelgrundsfortet). På øen bor de frivillige i en gammel militærbygning, og det er her, den unge pige Fridas lig bliver fundet i en skakt. Efterforsker Rebekka Holm sættes på sagen og må finde ud af, hvad der er sket. Noget virker nemlig mistænkeligt, men hvad og hvad er der sket?
Rebekka Holm opdager hurtigt, at noget var helt galt med Frida. Natten før Fridas død forlader hun sin veninde Gro på stranden efter en badetur på det lille strandstykke kaldet Bahamas. Hun går meget pludseligt, hvilket ikke virker helt tilfældigt. Da Holm begynder at grave i Fridas oplysninger på retsmedicinsk afdeling dukker nogle frygtindgydende informationer frem. Frida havde forbindelser til en uhyggelig verden, der nu langsomt begynder at folde sig ud …
Ungdomsøen
Ungdomsøen er en ungdomslejr beliggende på den kunstige ø Middelgrundsfortet midt i Øresund mellem København og Malmø.
Det er en ø fuld af aktiviteter for unge udviklet af unge. Det var netop idéen bag, da den nystiftede Middelgrundsfond i 2015 overtog Middelgrundsfortet i Øresund.
Og den idé blev til virkelighed i august 2019, hvor Ungdomsøen åbnede. Målet var og er at skabe en ø, der bliver centrum for hele Danmarks ungdom med fokus på fællesskab, friluftsliv og udfordringer. Det er Nordeafonden, der står bag.
Visionen med Ungdomsøen er at styrke generationer af unge i at blive aktive, engagerede og nysgerrige mennesker, som tager ansvar for hinanden, fællesskabet og udvikling af vores samfund. Og håbet er, at Ungdomsøen bliver et fantastisk fyrtårn for udvikling af unge. Jeg har aldrig set ‘sådan et sted’ før, og jeg tænker, at det bliver sjovt – efter at have stiftet bekendtskab med øen – at følge dens udvikling …

En øde strand, et mord og en gudsforladt ø
Det er den perfekte kulisse, og jeg tænker stadig – mon de unge, der bor derude nu tør blive der efter at have læst den her bog – for et godt plot og krimi, det er lige, hvad der (i bogen) foregår på Ungdomsøen. Der er øde – der er mørkt om natten, og der står et ret tomt og forladt fort fyldt med mærkelige og snævre gange og skakter. Jeg havde i hvert fald lidt galopperende hjerte undervejs – men som krimilæser har man jo også en god fantasi …
Sidst man ser Frida (i bogen) i live, er det på denne ‘strand’ – hvis man kan kalde det en strand – for det må være verdens mindste strand – og den kaldes (også i virkeligheden) Bahamas – mere fjernt fra det eksotiske sted kan det næsten ikke blive. Men her bader de unge den skæbnesvanger nat …

Julie tegner og fortæller
Og ja, er der noget hun kan, så er det det – og hvilken luksus at være tæt på og følge hende i hendes tanker bag bogen. At skrive en bog kræver meget research – det er en stor del af processen – men også en spændende en, og der er ingen tvivl om, at Julie har haft sat sig godt ind i det hele.
Jeg gik hele tiden og tænkte, om ‘alt stemte’ som i mit hoved og i bogen – og det gjorde det … Øen er lille – skulle vist svare til 16 fodboldbaner (sagde Julie), så man kan se hele vejen rundt – men det man kan IKKE kan se, det er det, der ligger under jorden. Uha …

Kunne der ske et mord her
Øhhhm ja – det kunne der så godt – og jeg gik faktisk og holdt godt fast i min mobil, mens vi gik i de uendelige og lidt labyrintagtige gange. Havde Julie hyret et par skuespillere til at skræmme os – så tror jeg, jeg havde fået hjertestop – men det skete heldigvis ikke.

Jeg tænker, at man nemt kunne lave gode film herude – og måske hvis ‘Kryb’ bliver filmatiseret engang, så er kulissen der – klar … Og se lige – i et af de små og mange indhak havde en skrevet DØD – mere uhyggeligt, kan det næsten ikke blive.


Et sted der engang blev brugt
Fortet – også kaldet Søfortet blev bygget i årene 1890 – 1894 på den nordlige del af Middelgrunden. Opgaven var at hindre bombardement af København og at beskytte Københavns nordlige minespærring i Tragten og Hollænderdybet samt at hindre fjendtlige enheder i at trænge ind i stræder.
Under 1. verdenskrig blev Middelgrundsfortet yderligere armeret med tre stk. 75 mm hurtigskydende stålkanoner, en 75 mm hurtigskydende stålkanon i luftaffutage samt en 47 mm hurtigskydende stålkanon i luftaffutage. Under 1. verdenskrig, var fortet bemandet med 733 mand. *
Jeg ved ikke omkring 2. verdenskrig, men der var en vild (og gemt – kun fordi Julie viste den) tegning af en soldat nede i gangene. Det var mærkeligt at stå og kigge på den. Og også vildt at tænke på, at der for så mange år siden var soldater, der opholdt sig her og forsvarede København (og Danmark) …
Kilde: Vestvolden.info

Når virkeligheden flettes sammen med fantasien
Jeg elsker at læse krimier, og jeg elsker, at man underholdes og måske også bliver grebet – og her blev jeg ikke bare grebet af bogen, men også af et sted, der findes, og som så få kender. Det var sjovt at opleve – det gjorde min boglæsning endnu mere intens, og jeg tænker stadig på den lille ø – der midt ude i Øresund – så øde – så fin – så sårbar og så unik. Lad nu ikke fantasien tage over – for det er kun en krimi – men en god en af slagsen …

Det var en sjov dag – og her står jeg og kigger forventningsfuldt på vej til øen – uden at vide noget om, hvad vi er på vej til at opleve. Det var sjovt – det var uhyggeligt – og det var på alle måder en anderledes dag i både krimien og Julies tegn …

Læs også: