Filmanmeldelse: Downton Abbey: En ny æra
Er du en af dem, der har set – og måske endda genset Downtown Abbey – og været overlykkelig da den kom som film. Så kan du godt gøre klar til en tur i biografen mere. For nu er ‘Downtown Abbey: En ny æra’ i biografen
Yndlingskaraktererne er tilbage i de omgivelser, vi kender så godt – og dog – for vi tager også turen over vandet og er i Sydfrankrig. Serien var storslået og flot, og både den første om nu også anden film er faktisk bare endnu flottere.
Downtown Abbey gør sig godt på det store lærred, som man ikke andet end bare kan ‘søbe ind’. Endnu en film går nu i biograferne landet over – som på mange måder er en slags totalt hyldest til alle os Downtown Abbey-fans. Denne film er efterfølgeren til biograffilmen fra 2019 om Crawley-familien efter tv-serien af samme navn. En ny æra er både startet og ikke mindst på vej ….
Det hele begynder med et bryllup
Tom Branson og Lucy Smith siger ja til hinanden, hvilket bilægger familiefejden mellem Lucys mor, Lady Bagshaw, og Crawley-familien, idet Branson nu kommer til at bestyre Bagshaw-familiens ejendomme. Imidlertid vil hans datter med den afdøde Lady Sybil ikke være arveberettiget, så da den gamle enkegrevinde får besked om, at hun har arvet en villa i Sydfrankrig, lader hun den gå videre til lille Sybbie. Mens resten af familien spekulerer over, hvorfor en fransk markis, som de aldrig før har hørt om, har efterladt villaen til den gamle enkegrevinde.
Mens man – selvfølgelig – ikke taler om penge, så falder arvesagen sammen med, at Lady Mary har fået et særdeles lukrativt tilbud om at stille Downton Abbey til rådighed for en filmoptagelse til melodramaet ‘The Gambler’. Lord Grantham er ikke meget for at lukke den slags vulgære mennesker indenfor, men Mary er som altid praktisk og viser ham, hvordan det snarere er spande på loftet end selve taget, der sikrer, at det ikke regner ned i soveværelserne.
Kort om filmen
Arv og gæld mødes atter på det smukke Downton Abbey. Og for at skaffe penge til en meget tiltrængt reparation af slottets tag indvilger Lady Mary, som er blevet den styrende kraft, selv om hendes far, Lord Grantham, stadig er familiens overhoved, i at lade et filmhold bruge Downton Abbey som kulisse til et storslået drama.
For at undgå al denne vulgaritet og for at undersøge, hvad der egentlig ligger bag, at en vis Marquis de Montmirail har efterladt sin fornemme villa i Sydfrankrig til enkegrevinden, drager Lord Grantham til Frankrig med Lady Grantham og en stor del af familien, mens Lady Mary må holde skansen derhjemme. Mystikken om arven breder sig og får Lord Grantham til at tvivle på, hvem han egentlig er, mens Lady Grantham bliver tvunget til at betro ham en dyb hemmelighed.
Hjemme på Downton Abbey vendes livet på hovedet, og ikke mindst tjenestefolkene er dybt betagede af filmverdenens glamour, der dog også får nogle hak i lakken, da stjernerne viser sig at være anderledes end deres glitrende image … og da produktionen må stoppe midt i det hele, fordi stumfilm bliver umoderne og en helt ny teknik skal introduceres. Men hverken franskmænd eller filmfolk lader dog til at kunne ændre den gamle butler Mr. Carsons overbevisning om, at tingene var bedre i gamle dage.
En (uendelig) saga
Sagaen om Grantham-familien og deres tjenestefolk får en smuk afrunding i ‘Downton Abbey: en ny æra’. Manuskriptet er atter af serieskaberen Julia Fellowes, mens instruktionen er lagt i hænderne på Simon Curtis, der med sikker hånd styrer handlingen både til Sydfrankrig og ind i filmens verden. Alle de kendte og elskede skuespillere – Hugh Bonneville, Elizabeth McGovern, Maggie Smith og alle de andre – får selskab af blandt andet af Nathalie Baye, Hugh Dancy og Dominic West.
Jeg håber lidt, det her er en uendelig saga – og vi blot nu ser nye og yngre generationer komme til. For der er noget sjovt og skønt ved at følge familierne og personerne. Også op gennem tiden og de udfordringer som jo helt sikkert også vil komme …
Fakta om filmen
Filmlængde: 2 timer 5 minutter
Censur: Tilladt for børn alle
Manuskript: Julia Fellowes
Instruktør: Simon Curtis
Producers: Gareth Neame, Liz Trubridge og Julian Fellowes
Executive producer: Nigel Marchant
Musik: Josh Lunn
En tur til Sydfrankrig – og ny indsigt
Hele sagen løses meget salomonisk ved, at Lord og Lady Grantham tager til Sydfrankrig for at se på villaen og hilse på den unge markis, hvis far har testamenteret ejendommen til enkegrevinden. Branson og Lucy – og Lady Bagshaw – tager også med, ligesom Lady Edith, der gerne vil vende tilbage til journalistikken, gerne vil med for at opleve sommerlivet ved Rivieraen som forfattere som Scott Fitzgerald pludselig har gjort populært.
På Downton Abbey er ikke mindst tjenestefolkene vildt optagede af at få besøg af filmstjernerne, der skal bo på slottet under optagelserne. Myrna Dagleish er indbegrebet af Hollywood glamour, endnu mere fordi det er almindeligt kendt, at hun kommer fra fattige kår. Om muligt giver ankomsten af Guy Dexter endnu mere hjertebanken downstairs, for filmens mandlige stjerne er berømt for at knuse hjerter med sit skæve smil under den blyantstynde moustache.
Imidlertid viser Miss Dagliesh sig at være noget af en diva, og Mr. Dexter virker mere interesseret i at opdyrke et venskab med butleren Barrow. På sin side må Lady Mary hjælpe med flere praktiske detaljer og kommer efterhånden ganske tæt på den charmerende filminstruktør Jack Barber.
Imens graver Lord Grantham i familiehemmelighederne, og det er artige ting, der kommer for dagen. Den unge Marquis de Montmirail tager hjerteligt imod gæsterne fra England og har helt indstillet sig på at opgive villaen, mens hans mor intet har tilovers for gæsterne. Forbindelsen mellem hendes afdøde mand og enkegrevinden er stadig et åbent sår. Og da det viser sig, at den gamle markis testamenterede ejendommen for mange år siden – netop da Lord Grantham blev født – bliver han i tvivl om, hvem han i virkeligheden er.
Hjemme på Downton Abbey tager tingene en uheldig drejning, da filmproduktionen pludselig bliver stoppet, fordi publikum nu foretrækker talefilm. Her viser både herskab og tjenestefolk på Downton Abbey, hvad der har fået dem til at overleve verdenskrig og kriser: Mr. Molesley viser sig at have skjulte talenter, den forsagte Daisy viser sig at kunne give selv den mest opgivende superstjerne rygrad, og Lady Mary kommer til at optræde i en helt ny rolle.
Forsinkelsen betyder imidlertid også, at Lord Grantham og hans selskab når at komme hjem igen inden optagelserne er overstået, og tilfældet vil, at også tjenestefolkene på Downton Abbey får deres chance for en stund i rampelyset.
Fra Gosford Park til Downtown Abbey
Fans af ‘Downton Abbey’–serien såvel som filmene – vil være bekendt med, at universet med ‘upstairs and downstairs’ på et fornemt gods har en slags gudfar i Robert Altmans ‘Gosford Park’, hvor plottet udspiller sig netop omkring et filmholds arbejde på titlens gods. På den måde bliver cirklen sluttet med ‘Downton Abbey: en ny æra’, fordi det er præcis det samme, der sker her.
Det var mødet mellem producer Gareth Neame, der ville skabe en tv-serie på baggrund af Julian Fellowes roman ‘Snobs’, og Julian Fellowes, der var blevet ansporet af sit arbejde på manuskriptet til Robert Altmans ‘Gosford Park’ (2001), der førte til den ultimative serie om livet på et gods – et ‘country house’ i begyndelsen af det tyvende århundrede.
– Det var mit store held at blive bedt om at skrive en film til Robert Altman, husker Julian Fellowes. – Det blev til ‘Gosford Park’. Jeg havde en mistanke om, at Altman ville føle sig på gyngende grund med en film om det engelske klassesystem, så jeg tænkte, at den eneste måde at forebygge det på var ved at skrive et totalt Altman-agtigt manuskript. For at opnå det, tog jeg ned til – dengang – en videoforretning for at skaffe hver eneste Robert Altman-film, jeg kunne finde, og så så jeg dem alle over tre eller fire dage. Derefter designede jeg filmen så den på trods af omgivelserne virkede som Altmans egen baggård.
– Resultatet var, at jeg opdagede, at jeg godt kunne lide den struktur, så siden har jeg bevæget mig fra enkelte lineære handlingsforløb, som jeg skrev før, til disse mangefacetterede historier med mange tråde. Det er den struktur vi finder i ‘Downton Abbey’ allerede fra start. Der er ingen garanti for, at de instruktører, der bliver involveret, også er til den slags og forstår strukturen og humoren, men jeg er glad for at kunne sige, at det gør Simon (Curtis, red.).
På den ene side er det ‘gamle dage’ på den anden side er det ikke længere siden end, at det er om ikke i mands minde, så dog sådan at ældre familiemedlemmer kan huske den tid. Julian Fellowes far blev født i 1912 – det år ‘Downton Abbey’ begynder.
Virkelighedens Downton Abbey
Forbindelsen mellem ‘Downton Abbey’ og ‘Gosford Park’ består også i, at Robert Altman havde kig på Highclere Castle som location, men valgte det fra af logistiske grunde. Julian Fellowes glemte aldrig Highclere med sit klassiske bibliotek og sin majestætiske hall, så det blev rammen for ”Downton Abbey”. På grund af tidens moderniseringer er køkkenet og soveværelserne dog kulisser.
– For mig er Highclere Castle en enestående arkitektonisk manifestation og fortæller os en masse om den vidunderlige selvtillid, der karakteriserede den sene victorianske tidsalder og imperiets storhedstid, siger Julian Fellowes. – Fordelen ved at kunne optage on location i store huse som dette er, at hvis vi skulle begynde fra bunden, kunne vi aldrig bygge noget lignende, og hvis vi gjorde, så ville vi bruge hele budgettet på blot et enkelt rum.
En sjov historie i historien: Talefilmens indtog – på Downton Abbey
Endelig er der selvfølgelig et handlingselement, der binder de to meget forskellige værker sammen, nemlig at også i ‘Downton Abbey: en ny æra’ bliver slottet ramme for en filmoptagelse.
– Vores film foregår i 1928, og det var på det tidspunkt, de stumme film blev til talefilm, siger Gareth Neame. – Alfred Hitchcocks ”Blackmail” var i produktion i 1928, og ved et helt usædvanligt personligt sammentræf var min afdøde bedstefar kameraassistent på den, så jeg har praktisk talt et førstehåndsindtryk af, hvad der skete på settet. De var i gang med produktionen, da den første ‘talkie’, ‘The Jazz Singer’ blev sendt ud, og for første gang kunne publikum gå i biografen og se skuespillerne synge og høre deres stemmer.
– Jeg kan huske, at min bedstefar fortalte mig, hvordan det var, da lydmændene ankom, og kameraerne pludselig blev lukket inde, fordi de larmede for meget. Det betød i næste omgang, at det var meget begrænset, hvor meget man kunne bevæge kameraet. Lydmændene blev de vigtigste medarbejdere på settet, hvilket vi også bruge i filmen, hvor den temmelig selvsikre lydmand bliver spillet af Alex McQueen.
Der er faktisk masser af latter, tårer og god underholdning
– Jeg kan godt lide humor, der opstår af hverdagssituationer, siger Julian Fellowes. – Jeg var så heldig at få Maggie Smith med på holdet. Jeg havde arbejdet med hendes før et par gange, og den figur, jeg skrev til hende i ‘Gosford Park’ minder meget om Violet Grantham i ‘Downton Abbey’. Maggie har mange talenter, og et af dem er, at hun kan være meget morsom det ene minut, og et par minutter senere får hun en til at græde. Hun kan skifte gear uden at blive en anden.
I sidste ende står Julian Fellowes ved, at hans mål er at skabe en underholdende fortælling:
– Jeg tilhører en uddøende race, som mener, at en af underholdningsindustriens opgaver er at underholde, fastslår han. – Jeg vil gerne have, at folk ser filmen og nyder det. Jeg vil have, de går i biografen, morer sig, ler og græder, og så kan de gå ud og spise en god middag og tage hjem og føle, at de har haft en virkelig god aften. Det er mit mål, og hvis nogen spørger mig, om det er nok, så er svaret ja.
– Jeg håber da også, at vi indimellem kan få folk til at tænke på forskelle i baggrund i et ellers lige samfund eller få dem til at tænke over, hvor svært det var at være homoseksuel på et tidspunkt, hvor det stadig var ulovligt. Vi berører den slags emner, men det er ikke hovedformålet med filmen. Det er at give publikum en god oplevelse.
Instruktørens tanker
– Jeg tror, der var til min fordel, at jeg har været tæt på serien fra start”, lyder instruktøren Simon Curtis’ lette underdrivelse om at gribe tøjlerne på ‘Downton Abbey: en ny æra’. Som så mange ting ved ‘Downton Abbey’ handler det om familie.
– Jeg læste manuskriptet til den første episode meget tidligt, og jeg elskede hvert eneste sekund. Da jeg så så den, syntes jeg at den var noget helt særligt, og jeg har set hver eneste afsnit af tv-serien og har elsket det. Julian (Fellowes, red.) er et geni til at give alle en historie, der er fuld af disse vigtige øjeblikke af humor og følsomhed, som karakteriserer serien, lidt ligesom Tjekhov gjorde i sine historier.
– Jeg tror, at det der får ‘Downton Abbey’ til at vække genklang hos publikum, er at det handler om et specifikt tidspunkt i historien, som samtidig bliver universelt, fordi det behandler alle med respekt. Uanset alder, klasse eller rolle giver Julian alle en menneskelighed og en værdighed.
– Det mest frygtindgydende ved at instruere filmen (og jeg er sikker på, at tidligere instruktører har haft det på samme måde), er, at der ikke findes nogen nemme scener. Der kan være op mod fire miniscener i en større scene og fire forskellige grupper af samtaler, som alle sammen skal dækkes fra flere vinkler, og det tager alt sammen tid. I denne film er der det sædvanlige ensemble af skuespillere, hvortil kommer filmholdet og skuespillerne i filmen i filmen, plus vores eget filmhold. Det løb op i over 50 opstillinger bare til en enkelt middagsscene, som vi skød over tre dage. Det var en lettelse at få den overstået.
En stor familie
Simon Curtis nære forbindelse til hele universet skyldes selvfølgelig, at han er knyttet til ‘familien’ som mand til Elizabeth McGovern. På den måde er han blevet en del af den udvidede familie, som skuespillerne er blevet:
– Det er en familie af skuespillere, der spiller en familie af figurer, og der er scener i denne film, som har været 12 år undervejs, ikke mindst når man tænker på alle de fødsler, ægteskaber og dødsfald, som har fundet sted både i virkeligheden og på lærredet. Skuespillerne er fuldstændig klar over, hvad der foregår i hinandens privatliv, opture og nedture, nye familiemedlemmer, og familiemedlemmer, der er gået bort, og den følelsesmæssige indsigt er utrolig stærk og værdifuld, når vi optog mange af scenerne.
Arbejdet på seks sæsoner af ‘Downton Abbey’ plus nu to spillefilm gør, at skuespillerne mere eller mindre er blevet hinandens udvidede familie. Hvis de da ikke ligefrem er i familien med hinanden. Det mærkes både på skuespillet – og på deres anekdoter om hinanden.
– Jeg har arbejdet sammen med Simon (Curtis, red.) flere gange tidligere, siger Hugh Bonneville, der endnu engang spiller Lord Grantham. Bortset fra det faktum, at han er gift med min hustru på lærredet, Elizabeth (McGovern, red.), som jeg i øvrigt har været gift med på lærredet to gange tidligere.
– Simon passede godt på os alle sammen, og fordi han er gift med Elizabeth, har han været en del af Downton-familien lige fra start, kender han serien forfra og bagfra. Han kender og elsker figurerne så meget som nogen, og han forstår hele dynamikken, som får det til at gå op i en højere enhed.
Anden familie er kommet til løbende. Med præsentationen af Maud Bagshaw i den første spillefilm om Downton Abbey, blev skuespilleren Imelda Staunton forenet med sin mand, Jim Carter, der spiller den uforlignelige butler, Mr. Carson. Men uden at de egentlig spillede sammen.
– Nu får vi vores første scene sammen ud over de gange, hvor jeg har holdt stolen for hende, siger Jim Carter. – Chancen byder sig, fordi Carson går tur på den varme havnefront i Sydfrankrig og ser en hattebutik. Han har desperat brug for en lettere, køligere hat, og så er Lady Bagshaw i butikken og hjælper ham med at oversætte. Det var en kort, men og sjov lille scene.
Nye omgivelser og nye figurer
Også Michelle Dockery – Lady Mary – fik prøvet noget nyt:
– Normalt tilbringer jeg det meste af tiden sammen med Laura (Carmichael, red.), Elizabeth (McGovern, red.) og Hugh (Bonneville, red.) med alle vores familiescener, og selv om der er nogle af dem i filmen, så har meget af Marys historie denne gang at gøre med nye figurer. Så det føles meget anderledes denne gang.
– Det var også vildt sjovt at se huset vendt på hovedet, fordi det bliver fyldt med filmudstyr, hvilket reflekterer vores hverdag. Vi havde ægte, gammelt filmudstyr og et hold, der optag filmskuespillerne, samtidig med at vores rigtige filmhold og alt deres udstyr også var der. Nogle gange blev det temmelig presset.
Også Laura Carmichael, der spiller Lady Marys søster Edith, får noget nyt at se til. I vore dage, hvor solferier er en norm, er det måske svært at forestille sig, at det i 1928 er et nybrud at se Sydfrankrig som et sommerferiemål. Men som Laura Carmichael forklarer:
– Det var personligheder som Scott Fitzgerald og Coco Chanel, der havde fået hotellerne til at holde åbent i sommermånederne, og pludselig blev det meget ‘chic’ at tage på ferie der. Edith har den idé at kombinere besøget i villaen, som hendes farmor har arvet, med sit arbejde og skrive en artikel om Rivieraen.
Og så er der Lady og chaufføren
Det er nok aldrig let at være en fremmed i den tætte filmfamilie, som Downton Abbey-holdet udgør, og den evige fremmede er naturligvis Allen Leech, der spiller Tom Branson – engang chauffør, siden kæreste med Lady Sybil og efter hendes død som alenefar til datteren Sybbie bestyrer på Downton Abbey. Selv om filmen starter med hans bryllup med Lucy og med, at han dermed får ansvar for Bagshaw-godset, er han stadig i høj grad en del af familien.
– Til min 40-års fødselsdag, var Simon Curtis vært for en lille middag (med behørig afstand) for mig i Sudbury, hvor vi optog bryllupsscenen, og næste dag bemærkede han, hvor enestående det var, at vi så vores filmfamilie som familie, og hvor smukt det var, at vi også var blevet en slags familie uden for filmens ramme, og nu havde vores egen familier. Det, synes jeg, er en smuk tanke, siger Allen Leech.
Branson har også en særlig status i familien, fordi han ikke er bange for at sige sin mening, og det har bragt ham i mange konflikter med enkegrevinden – den uforlignelige Maggie Smith – men også fortjent hendes respekt. Den historie får naturligvis også sin afslutning:
– Jeg tror, det viser, hvor langt de har bevæget sig siden begyndelsen af ‘Downton Abbey’-serien. De har begge gjort undtagelser for at give plads til hinanden. Branson Har altid stået på sit, og det samme har Lady Violet – mere end nogen anden – så der er opstået en gensidig respekt. Denne gang får han mulighed for at udtrykke, hvor taknemmelig han er over for hende, og hvor god en ven hun har været for ham gennem årene. Jeg synes filmen fremhæver, at de faktisk er venner.
Når underholdning underholder
Sådan havde jeg det både med serierne og med begge film. Jeg underholdes – jeg griner – snøfter lidt. Suger alle de smukke mennesker (sikke kjoler de havde dengang) og omgivelser til mig. Jeg synes også, at jeg lærer noget om en tid, jeg ikke selv har oplevet.
Og efter utallige timer i deres selskab – ja så føler jeg jo nærmest de både eksisterer IRL, og at jeg kender dem. Sådan kan serier og film også være. Og her synes jeg virkelig kombinationen af serie og film er lykkes – jeg sidder ikke og tænker på forskelle eller irriteres. Jeg underholdes på alle måder – sådan skal en skøn biografoplevelse være …
Se trailer her:
Læs også:
