Læs også:

Close
pexels.com solbadning - solskoldning solhat

Eksperter: Solcreme er en gevinst for folkesundheden

Nyheder  | 

Eksperter: Solcreme er en gevinst for folkesundheden · Østjyllands Politi uddelte dusører til hverdagens helte · Poul Nyrup Rasmussen er kåret til Årets Optimist 2021 · Krigen preller af på arbejdsmarkedet · 16-årig idømt et års fængsel for grov vold · Dagens billede: Emmanuel Macrons sejr

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Eksperter: Solcreme er en gevinst for folkesundheden

En ny rapport fra en norsk ekspertkomite konkluderer, at de gavnlige sundhedsmæssige effekter ved at bruge solcreme langt overstiger risikoen for, at UV-filtrene i solcreme gør skade.

Foråret er for alvor over os, og det er årstid for at finde solcremen frem og smøre sig ind for at beskytte sig mod solens kræftfremkaldende stråler. Men kan jeg bruge min solcreme uden at være bekymret for, at indholdsstofferne gør skade på mig?

Ja, siger de norske miljømyndigheder, der i en ny videnskabelig rapport har undersøgt de seks mest brugte UV-filtre på markedet og kommet frem til, at der er ikke videnskabelig evidens for, at UV-filtrene i solcreme kan have en skadelig virkning. Tværtimod er solcreme en afgørende brik i forebyggelsen af hudkræft.

– Den mængde UV-filtre, som bruges i solcreme, er mange gange lavere end de mængder, som har potentialet til at have en sundhedsskadelig virkning, udtaler regulatorisk konsulent i Kosmetik- og hygiejnebranchen, Joachim Noach og tilføjer:

– Vores egen YouGov-undersøgelse af danskernes solvaner fra 2021 viste, at hver tiende ung mellem 18 og 29 år har undladt at bruge solcreme, fordi de var bekymrede for indholdsstoffernes virkning på deres sundhed. Nu har vi også de norske myndigheders ord for, at den bekymring er ubegrundet.

Hudlæge: Danskerne er for dårlige til at smøre sig ind i solcreme. Danmark har, ligesom Norge, en af de højeste forekomster af hudkræft i verden, og antallet af danskere, der bliver diagnosticeret med hudkræft eller modermærkekræft er stigende. Over 50 danskere får hver dag konstateret kræft i huden.

Ifølge hudlæge og bestyrelsesmedlem i Dansk Dermatologisk Selskab, Christina Skovbølling Haak, er danskerne generelt set ikke gode nok til at bruge solcreme og følge solrådene fra Kræftens Bekæmpelse.

– Flere undersøgelser peger på, at danskerne ikke er gode nok til at bruge solcreme. Vores lyse hud gør os ekstra udsatte for solens stråler, og det betyder, at vi her i de nordiske lande er i øget risiko for at udvikle hudkræft, hvis ikke vi beskytter os ordentligt med solcreme, når UV-indekset ryger op over tre. Du skal bruge en hel håndfuld solcreme til en hel krop, hvis den skal virke ordentligt, siger Christina Skovbølling Haak og tilføjer afsluttende:

– Og hvis ikke tallene for hudkræft i Danmark skræmmer dig, så husk, at den bedste rynkecreme er solcreme.

Fakta om rapporten:

Rapporten er lavet af ‘Vitenskapskomiteen for mat og miljø’, som er en uafhængig og tværfaglig videnskabelig komite, der rådgiver de norske myndigheder om sundheds- og miljøspørgsmål.

Komiteen har undersøgt de seks mest brugte UV-filtre i solcreme: Bis-Ethylhexyloxyphenol Methoxyphenyl Triazine, Butyl Methoxydibenzoylmethane, Ethylhexyl Salicylate, Ethylhexyl Salicylate, Octocrylene og Titanium Dioxide på nanoform.

Læs hele rapporten her.

pexels.com solbadning - solskoldning solhat
Solcreme er en gevinst for folkesundheden … (Foto: Unplash)

Læs også: Aprilfund med gode beautyindkøb

Østjyllands Politi uddelte dusører til hverdagens helte

Sidste uge modtog nogle af hverdagens helte i Østjylland stor tak og dusører for deres enestående indsatser. Dusørceremonien blev afholdt på politigården i Aarhus. Her modtog dusørmodtagerne takkebreve og mindre kontantbeløb af politidirektør Kirsten Dyrman og stabschef Thomas Anderskov Riis.

– Fælles for dusørmodtagerne er, at de alle er gået et ekstra skridt for at hjælpe andre. Det synes vi fortjener anerkendelse og et klap på skulderen. Forhåbentligt kan det også tjene som inspiration for andre, der kommer til at stå i lignende situationer, siger politidirektør Kirsten Dyrman.

Oprindeligt var det planen, at ceremonien skulle have været afholdt sidste år, men på grund af COVID-19 blev arrangementet udsat til 2022.

Der blev givet dusør til:

John Emil Tolstrup (53 år) fra Hadsten

Den 6. september 2019 var John på vej til en opgave med Hjemmeværnet, da han kørte forbi to biler, som var forulykket i krydset mellem Frijsenborgvej og Fuglsangvej i Hammel. John reagerede straks og begyndte at regulere trafikken, så ambulance- og redningspersonale kunne fokusere på de tilskadekomne. Ved politiets ankomst fortsatte John med trafikreguleringen, så politiet kunne koncentrere sig om andre opgaver på ulykkesstedet.

Jonas Bonde Jensen (31 år) fra Aarhus C

Den 6. december 2019 passerede Jonas tilfældigt en livløs dreng på fortovet, der var faldet om på grund af et hjertestop. Jonas reagerede øjeblikkeligt og begyndte straks at give hjertemassage på den 15-årige dreng sammen med en politibetjent. Et vidne blev sendt efter en hjertestarter, som herefter blev anvendt på drengen. Kort tid efter begyndte drengens hjerte at slå igen, hvorefter han i ambulance blev kørt direkte til Aarhus Universitetshospital. Det viste sig senere, at drengen – takket være Jonas’ og politibetjentens ekstraordinære indsats – var i god behold.

Monica Østergaard Rasmussen (46 år) fra Hjortshøj

Den 10. december 2019 blev Monica og en anden borger – i deres funktion af hjerteløbere – kaldt ud til en livløs mand, der havde taget sit eget liv. Ved ankomst til stedet konstaterede de, at der allerede var 10 hjerteløbere på stedet, hvorfor Monica og den anden borger rettede deres fokus mod afdødes forlovede, der stod alene tilbage med sit 1-årige barn. De ydede psykologisk førstehjælp til den kriseramte kvinde, ligesom de tog sig af det lille barn, så politiet kunne udføre deres arbejde med kvinden.

Frej Rysgaard Møller (12 år), Siri Rysgaard Møller (8 år) og Nina Bangsgaard Møller (38 år) fra Hjortshøj

Den 7. marts 2020 fandt søskendeparret Frej og Siri, i forbindelse med leg på en mark, et menneskeskelet i et vandhul i Hjortshøj. De gik hjem og tilkaldte deres mor, Nina, der derefter ringede 112. Dette resulterede i, at politiet kort tid efter ankom til stedet og tog sig af fundet. Frej og Siri udviste både mod og overskud ved at forholde sig fattet, undgå at røre ved skelettet samt udtrykke sig klart og tydeligt i forbindelse med den efterfølgende afhøring.

Maria Østergaard Friis (18 år) og Zenia Munk Hansen (18 år) fra Kolind

Den 9. maj 2020 så Maria og Zenia en mand, med blod løbende ned ad den ene arm, som øjeblikkeligt havde brug for hjælp. Veninderne agerede handlekraftigt og alarmerede straks 112, og med hjælp fra alarmcentralen fik de øjeblikkeligt lagt pres på mandens håndled ved at binde en jakke omkring det. Derudover formåede Maria og Zenia at bevare overblikket og skubbe den kniv væk fra manden, som han havde brugt til at gøre skade på sig selv. De forsøgte at holde kontakten med manden, mens de afventede ambulancens ankomst. Da ambulancen ankom, løb Maria ned til vejen og vinkede den ind til stedet, mens Zenia blev tilbage med den tilskadekomne mand.

politi hæder
Her ses de hædrende personer … (Foto: PR)

Læs også:

Poul Nyrup Rasmussen er kåret til Årets Optimist 2021

Poul Nyrup Rasmussen blev lørdag kåret som Årets Optimist 2021 ved Danmarks mest optimistiske Award Show, der hylder de danskere, som trodser modgang på inspirerende vis.

Der var enorme klapsalver fra en fyldt sal, da vinderen fra 2018, Ole Henriksen, overrakte hovedprisen som Årets Optimist til Poul Nyrup Rasmussen. Danmarks tidligere statsminister, der har oplevet den store smerte at miste en datter, fik stående ovationer. Efter en inspirerende aften med utrolige historier, hvor en perlerække af personligheder blev hyldet, var Poul Nyrup prikken over i’et. Det var et populært valg.

Det er femte gang, at de mest optimistiske danskere hyldes og det var en stolt initiativtager til Award Showet, Henrik Mathiasen, der efterfølgende udtalte sig om Årets Optimist:

– Poul Nyrup Rasmussen har haft modgangen helt inde på egen krop. Os forældre kan vel ikke forestille os noget værre end at miste et barn. Men Poul Nyrup har dedikeret en utrolig arbejdsindsats gennem Det Sociale Netværk herunder Headspace for at hjælpe unge mennesker bedre gennem livet på det mentale plan. Det er prisværdigt og tjener som inspirationskilde for os andre. Samtidigt indkapsler det hele betydningen af optimisme, som er en tro på, at vi kan komme et bedre sted hen.

Det samme kan siges om de andre vindere. Lisa Gjessing, der mister sin underarm til kræft, genoptager sin idræt og vinder Guld ved de Paralympiske Lege. Jacob Risgaard der trods en hård barndom vokser sig til en smuk svane med Coolshop. Finn Nørbygaard, der trods økonomisk stormvejr finder benene igen. En kajakroer, der er er træt af affaldet i de Københavnske kanaler og starter det inspirerende GreenKayak. Ligesom Bubber, Lisbet Dal og stifteren af Powerjobsøgerne alle kan inspirere os med deres tilgang til livet.

Sammen gør vi alt for at sætte optimismen på landkortet, slutter han af.

Prisvinderne ved Årets Optimister 2021:

Årets Optimist: Poul Nyrup Rasmussen
Sportsprisen: Lisa Gjessing/Guldvinder, Paralympiske Lege
Kulturprisen: Lisbet Dahl
Børn og unge prisen: Bubber
Erhvervsprisen: Jacob Risgaard
Publikumsprisen: Malene Gregaard Wilsly/Stifter Powerjobsøgerne
Æresprisen: Finn Nørbygaard
Inspirationsprisen: Tobias Wedel-Andersen/Stifter GreenKayak

Henrik Mathiasen står sammen med sin kone, Dalia, i spidsen for Optimist-komiteen, der udover Ole Henriksen tæller Camilla Andersen, Kenneth Plummer og Anders Bircow. Om Award Showet udtaler Henrik Mathiasen:

– Det er lettere at være optimistisk, når alt går godt. Det er nemmere at være kaptajn på et blikstille hav. De sande optimister viser sig i modgang. Her fortjener vores Optimister en hyldest”.

Om Årets Optimister:
Årets Optimister er Danmarks første adwardshow, der hylder optimisme. Fællesnævneren for de mennesker, der hyldes, er, at de har oplevet modgang, men tacklet modgangen med optimisme. Der uddeles otte priser på aftenen.

Se mere på optimisten.dk.

poul nyrup rasmussen
Årets vinder ses her i midten … (Foto: Claus Sall (www.claussall.com) 2022)

Læs også: Universitet kårer Lidl som bedste praktikplads

Krigen preller af på arbejdsmarkedet

Ny opgørelse viser, at ledigheden fortsætter med at falde på trods af krigen i Ukraine. En ny opgørelse af ledigheden i Dansk Metals a-kasse viser, at ledigheden er fortsat med at falde, efter Rusland er gået i krig mod Ukraine. I fredags viste tal fra Danmarks Statistik, at den danske beskæftigelse steg i februar. Den nye opgørelse fra Dansk Metal medtager ledighedstal i Metals a-kasse helt ind i april, frem til uge 14. Og dermed kan man se konsekvenserne mere end seks uger inde i krigen.

– De nye tal viser, at ledigheden er fortsat med at falde efter Ruslands invasion i Ukraine. Det er bemærkelsesværdigt, at krigen indtil videre preller af på det danske arbejdsmarked. Dansk økonomi er bestemt ikke i krise, siger Dansk Metals cheføkonom Erik Bjørsted.

I marts var blot 1,6 procent af Metals medlemmer ledige. Arbejdsløsheden blandt medlemmerne har ikke været så lav siden september 2008.

– Beskæftigelsen er rekordhøj. Når det går så godt på arbejdsmarkedet, bør der være plads til markant højere lønstigninger, end vi har set i de seneste år. Det bliver spændende at se resultaterne fra de lokale lønforhandlinger, som er i gang lige nu. Virksomhedernes konkurrenceevne er ekstremt stærk, og dansk økonomi kan sagtens holde til, at lønningerne i en periode stiger kraftigere herhjemme end i udlandet, slutter Erik Bjørsted.

Et af de steder i landet, hvor der nærmest er støvsuget for medarbejdere i industrien, er i Midtjylland. Som eksempel er der kun otte ledige i Dansk Metals afdeling i Skanderborg-Odder ud af 884 medlemmer.

værksted tømrer
Krigen preller af på arbejdsmarkedet i følge Dansk Metal … (Foto: Unsplash)

Læs også: Stærkere EU-samarbejde er det stærkeste forsvar mod Ruslands aggressioner i Ukraine

16-årig idømt et års fængsel for grov vold

Retten i Esbjerg idømte i dag en 16-årig dreng et års fængsel for grov vold. En 16-årig dreng blev i dag idømt et års fængsel ved retten i Esbjerg for legemsangreb af særligt rå, brutal og farlig karakter og for besiddelse af en kniv. Den 16-årige stak en 31-årig mand med en kniv i Exnersgade i Esbjerg søndag den 27. februar 2022 klokken 16.15.

Den unge mand stak den 31-årige med en kniv i brystkassen, så offeret fik overskåret et ribben og perforeret tyktarm. Den 31-årige mand fik en livstruende blødning, så lægerne på Sydvestjysk Sygehus måtte udføre en akut livreddende operation. Den 16-årige tilstod under grundlovsforhøret og sagen blev ved retten ført som en tilståelsessag.

Udover dommen på et års fængsel henviste dommeren sagen til Ungdomskriminalitetsnævnet, der behandler sager, hvor børn og unge fra 10 til 17 år er mistænkt eller dømt for kriminalitet. Nævnet kan fastlægge foranstaltninger, som kan hjælpe børn og unge til et liv uden kriminalitet. Hvis en ung skal afsone en fængselsstraf kan sagen behandles i nævnet før løsladelsen.

16-årig idømt et års fængsel for grov vold … (Foto: Unsplash)

Læs også: Mand fra Algeriet udvist og dømt for grov vold

Dagens billede: Emmanuel Macrons sejr

· Mere fra samme kategori ·