
Kulturguide: Oplevelser i marts 2022
Kulturguiden for marts 2022 indeholder oplevelser i København, Aarhus og Odense samt øvrige byer
Hvis du leder efter nogle bud på prisvenlige oplevelser i marts 2022, så er du kommet til det helt rette sted.
Det kan ofte være dyrt at være kulturel eller social med sine nærmeste. Men det behøver det ikke at være. Her har vi samlet de bedste og mest prisvenlige oplevelser i marts 2022 til dig, der bor tæt på København, Aarhus og Odense samt øvrige danske byer.
Oplevelser i marts 2022 i København
Chiharu Shiota: Multiple Realities
13. marts til 30. november. Fra 90 kr. Søndermarken overfor Frederiksberg Slot.

Oplev en underjordisk kunstudstilling gennem snoede gangbroer. Cisternerne præsenterer i 2022 Multiple Realities, en udstilling af kunstneren Chiharu Shiota.
Kom med under jorden og oplev en drømmelignende parallelverden, når den japanskfødte kunstner Chiharu Shiota indtager Cisternernes mørke søjlegange med udstillingen Multiple Realities. Cisternerne er forvandlet til et på én gang magisk og foruroligende sted. Chiharu Shiota griber rummets sanselige og erindringsmæssige potentiale og omdanner Cisternerne til et drømmeagtigt landskab. Et landskab hvor psykens dybere lag finder et æstetisk udtryk i roterende kjoler, spejlinger og labyrintiske garnstrukturer.
Læs mere her.
Oplev Shane Brox’s monstre i Ruinerne under Christiansborg
9. februar til 19. juni. Voksne 75 kr. Ruinerne, Indre Slotsgård.

Oplev et fantasifuldt univers fyldt med farverige skabninger, der oplyser de mørke ruiner, når multikunstneren Shane Brox’s 12 følsomme monstre bliver sluppet løs fra 9. februar til 19. juni 2022, i udstillingen Monster – stygge skabninger med store følelser.
Hvilke følelser aktiveres, når man bliver mobbet, har angst, er forelsket, ked af det eller glad, og hvorfor bliver vi nogle gange bange for det vi ikke kender? Det er følelser, som vi alle har, og følelser, som både voksne og børn har til fælles – indbyrdes og med de mennesker, der levede i middelalderen.
I udstillingen møder børn og voksne en række skabninger, der er baseret på historiske monstre som var aktuelle i ruinernes storhedstid. Hvert monster er blevet knyttet sammen med en følelse, lang tid før middelalderen, har drevet os mennesker.
Læs mere her.
Ditte Ejlerskov: The Cult of Oxytocin
12. februar til 18. april. 90 kr. Nikolaj Kunsthal.

Med soloudstillingen The Cult of Oxytocin skaber kunstner Ditte Ejlerskov en meditativ totalinstallation, der – på tværs af medier og formater – er optaget af kunstens rensende egenskaber, farvernes healende kraft og den evige kamp mellem hormonerne oxytocin og adrenalin. Udstillingen The Cult of Oxytocin kan opleves i Nikolaj Kunsthal fra 12. februar til 8. maj 2022.
The Cult of Oxytocin er kalenderårets første udstilling i Nikolaj Kunsthal. Ditte Ejlerskovs udstilling indtager hele huset og byder på duotonede malerier, meditative videoprojektioner, vævede tæpper, virtuelle og 3D- printede skulpturer, der er en elaboration over Uffizi-galleriets berømte, antikke marmorskulptur Bryderne. Den virtuelle skulptur er et stykke kryptokunst – en såkaldt NFT – som for nyligt er blevet købt af Museet for Samtidskunst i Roskilde, det allerførste museum herhjemme til at købe en digital 3D-skulptur til sin permanente samling. Ditte Ejlerskovs optagethed af et virtuelt univers har gennem en årrække stået centralt i hendes kunstneriske virke.
Læs mere her.
Seaside Toldboden: Gå på opdagelse i to nye køkkener
Fra 1. marts. Seaside Toldboden.

Når Seaside Toldboden slår dørene op igen den 1. marts, bliver det med to nye køkkener, nemilig Patagonia Grill og Dang Dang Asian Flavours.
“Vi vil gerne blive ved med at udvikle os, så der hele tiden er noget nyt at opleve, når vores gæster besøger os. Derfor er vi også rigtig glade for at kunne byde de to nye kækkener velkommen,” fortæller Bo Gervig.
Patagonia Grill er ejet af Juan Alvarez, der har mange års erfaring, når det kommer til at servere simple, klassiske, argentinske kødretter. Han åbrede sin første restaurant “Fuego” i 2003; en argentinsk inspireret steak-restaurant. På Seaside Toldboden vil du også opleve Juans Alvarez store passion for argentinsk mad, når han griller sit kvalitetskød på en 400 kg tung trækulsgrill, der i øvrigt giver kødet dets helt særlige røgede smag. Retter vil være simple, da det er vigtigt for Juan alvarez, at du både kan se og smage alt på tallerkenen. Navnet “Patagonia Grill” er inspireret af den simple mad fra Patagonia med kød tilberedt over åben ild.
Læs mere her.
Oplevelser i marts 2022 i Aarhus
Oplev GAFFA-Prisen 2022 live i Musikhuset
3. marts. 320-420 kr. Musikhuset Aarhus.
Den populære prisfest er tilbage med fuld blæs, konfetti og et fantastisk liveshow i Musikhusets Store Sal. Der er dømt underholdningsgaranti, når den røde løber rulles ud og GAFFA-Prisen afholdes i Aarhus for snurrende kamera. Glæd jer til en overdådig fest, der fejrer musikken. Aftenens suveræne værter er Thomas Skov og Karsten Holm.
Der skal uddeles 18 priser, som alle er bestemt af publikum via en afstemning samt en specialpris. Frem for alt så har GAFFA sammensat et stærkt program med liveoptræden af både kendte og kommende stjerner. De fire første navne er på plads.
Læs mere her.
Kvinde kend din laptop!
11. marts. Gratis. Musikhuset Aarhus.
Den kvindelige revolution er omsider nået til musikbranchen og gør op med sexisme, diskrimination og vanetænkning.
Aya Vedige er én blandt ganske få kvinder, der studerer elektronisk komposition på musikkonservatoriet. Hun optræder med tre nye værker for laptop, der kredser om at stå ved sig selv som musiker, komponist, producer og som talentfuld rollemodel med krav på samme synlighed som mandlige kolleger – uden at skulle leve op til stereotype kvindebilleder.
Et af værkerne ved koncerten hedder ”Vi ses ik’ mer´!”. Det er skrevet som et ståsted for hende selv og for at fravælge en position, som var dårlig at være i som kvinde. For eksempel ved at fortælle om, hvad hun tidligere har drømt om at være, ud fra hvad andre kvinder gør i fjernsynet.
Læs mere her.
Den Jyske Operas jubilæumsforestilling bygger på det, som Hollywood-komedier er lavet af
11. marts til 30. april. 270-595 kr. Musikhuset Aarhus.

Philipp Kochheim er kendt for at blande nyt og gammelt. På Den Jyske Opera har han givet nyt liv til glemte danske operaer som Kleopatra (2019) og Michael Kohlhaas (2019), og skrevet ny dialog til operaen Bortførelsen fra seraillet (2020). Nu genopfinder han et gammelt værk igen i anledning af Den Jyske Operas 75-års jubilæum med ønsket om at få publikum til at grine.
Sidst publikum kunne opleve Philipp Kochheim som instruktør på Den Jyske Opera, var med den anmelderroste Inkognito Royal (2021) som han også skrev teksten til. Forestillingen fik publikum til at bryde ud i latter, og Den Jyske Opera lover nu igen underholdning på højt plan. Greven af Luxembourg kommer på Danmarksturné d. 11. marts – 30. april med premiere i Musikhuset Aarhus.
Læs mere her.
Oplevelser i marts 2022 i Odense
Heino Hansen’s Første Comedy Show
3.-4. marts. Fra 245 kr. Magasinet, Odense C.
Den danske komiker Heino Hansen har de seneste år taget danskernes hjerter med storm – senest ved sin deltagelse i det populære tv-program Stormester. I 2021 står Heino foran sit store folkelige gennembrud, når han indtager landets scener med sit første klassiske standup show nogensinde: ”Heino Hansen’s Første Comedy Show”.
Du har med stor sandsynlighed set Heino Hansen på tv-skærmen, de sociale medier eller live i 2020 – den herlige komiker er nemlig blevet rasende populær blandt danskerne, blandt andet efter sin deltagelse i tv-programmet Stormester og via sine mange vittige indslag på sociale medier.
Læs mere her.
Svanesøen – Den Russiske National Ballet
5. marts. 500-550 kr. ODEON.

I denne udgave af Svanesøen, vil I opleve sjældent flotte fouettéer og knivskarpe svaneunger på rad. Det er så man holder vejret og mærkede suset og det bliver indlysende hvor vanskelig en kunst ballet er.
Læs mere her.
Carpark North & Danmarks Underholdningsorkester
25. marts. 380-480 kr. ODEON.
De danske rock-giganter og det magiske strygerensemble, tager Carpark Norths eksplosive larger than life-univers til helt nye højder, når de i forbindelse med deres Danmarksturné 2022 rammer ODEON.
De har altid været lige så hårdtslående, som de har været melodisk træfsikre. En kombination, som har givet os udødelige landeplager og fællesskabende koncertoplevelser igennem mere end 20 år. Og Carpark North står stadig som en organisk, levende kraft – en kreativ trio, der bliver ved med at sætte sit helt eget uudslettelige aftryk på dansk musik – og som altid på vej mod nye, uprøvede højder…
Derfor er Søren Balsner, Morten Thorhauge og Lau Højen også stolte over, at kunne præsentere en landsdækkende live-tour med Danmarks Underholdningsorkester!
Læs mere her.
Oplevelser i marts 2022 i øvrige byer
Tobias Dybvad – Levemand 2022
5. marts. 320 kr. Nykøbing F. Teater, Nykøbing F.
Levemand bliver et gensyn med den legende satiriske comedy-stil, der har gjort Dybvad til en af landets mest populære komikere. De fleste af os kender nok typen, der fortæller historier om engang for 7 år siden, hvor de fik en bøf, der var for gennemstegt – ‘eller vent, måske var det året før’? Mange af os indeholder sikkert en flig af den tendens – i en eller anden grad. Det fede er at tage sig selv i det, bremse sig og grine af det.
Jubilæums-tour: Den Grå Side
11. marts. 187 – 335 kr. Vejle Musikteater.
Tag med Søren Rasted og hans kendte venner fra podcasten “Den Grå Side” på jubilæums-tour i 2022. Her inviteres publikum til en lummer aften i erotikkens tegn, når Søren Rasted, og en række af de skarpeste personligheder fra den danske underholdningsbranche, deler ud af de mest bemærkelsesværdige fortællinger fra “Ugens Rapport” bladene, som netop i år har 50 års jubilæum.
I de 50 år “Ugens Rapport” har eksisteret, er der blevet skrevet over 8000 historier i de grå sider. De er selvfølgelig ikke lige sjove alle sammen, så vi har samlet de bedste, frækkeste og mest tåkrummende – både i podcasten og til “Den Grå Side” live. Publikum kan både forberede sig på nogle historier, der går lige til grænsen – men også nogen, der går helt over den! Af respekt for de medvirkende, er “Den Grå Side” live derfor en eksklusiv oplevelse.
Læs mere her.
Læs også: Rejsetrends: Sådan vil danskerne rejse i 2022
