Læs også:

Close
fem på stribe bog bøger

Fem på stribe: Boginspiration til dig

Kultur  | 

Bøger er gode for krop og sjæl og ikke mindst hjerne. Her får du lidt inspiration til marts måneds læsning. Her er fem gode bøger på stribe

Jeg elsker bøger – bøger i alle afskygninger. Jeg kan bare ikke få nok. Vi tager nu hul på årets første forårsmåned, hvor lyset vender tilbage … Her får du fem gode grunde til at finde et hyggetidspunkt og kaste dig over bøgerne – store som små – gamle som nye, mens vi nyder de dejlige dage. Om du læser eller lytter til dem – er op til dig. Så er du klar til hygge, hvilket for mig er at læse en god bog.

fem på stribe bog bøger
Så er der fem dejlige bøger til dig … (Foto: MY DAILY SPACE)

Den svenske krimi med lidt erotik iblandet

‘Forræderen’ er femte selvstændige bog i Gabriella Ullberg Westins krimiserie om mordene i Hudiksvall.

På en rasteplads lidt uden for Hudiksvall findes et lig myrdet. Efterforskningen peger på en dyb forbindelse til Stockholms underverden, som kriminalinspektør Johan Rokka var en del af for længe siden. Han kaldes til Stockholm for at hjælpe til med efterforskningen. Men denne morder glemmer aldrig fortidens uretfærdigheder, og snart bliver et mørkt kapitel i Johans liv vækket til live igen med dødsensfarlige konsekvenser, og han finder hurtigt ud af, at mordet har tilknytning til Stockholms underverden – en verden han engang selv lagde bag sig …

‘Forræderen’ kan læses uafhængigt af de andre bøger i Gabriella Ullberg Westins serie. Den svenske krimiforfatter er født og opvokset i Hudiksvall. Hun har boet i Italien, hvor hun arbejdede som model og uddannede sig til modedesigner. I dag bor hun i Stockholm med sin mand, der er politibetjent, og deres to børn. Hun har i flere år arbejdet som kommunikationsansvarlig for en stor virksomhed.

Et godt plot – en som altid velskrevet og medrivende krimi – som bliver slugt – også indimellem med bankende hjerte. Ligesom det skal være …

gabriella ullsberg westin forræderen bog

‘Forræderen’, 209,95 kr., saxo.com

Den interessante om vejret

Engang var vejret et ufarligt emne, man typisk tog op i sociale sammenhænge med mennesker, man ikke kendte så godt. Vejret var ikke noget, der skabte overskrifter eller gjorde folk paniske. Men det kom til at ændre sig i løbet af de mere end 25 år, Jesper Theilgaard arbejdede som vejrvært i DR. Hvad var det, der skete? Den 3. december 1999 bliver Danmark ramt af en kraftigere orkan end nogensinde før.

I TV-Byen står Jesper Theilgaard og skal formidle aftenens vejrudsigt, og i modsætning til nyhedscheferne bliver han hurtigt klar over, at der er tale om en farlig vejrsituation, der burde have været breaking news. December-orkanen var med til at ændre måden, medierne dækker vejret på, men for Jesper Theilgaard blev stormen først og fremmest et wakeup call: Orkanen var næppe tilfældig.

Der kunne trækkes tråde til den omdiskuterede globale opvarmning, og for den garvede DR-meteorolog bliver tanker nu omsat til reel bekymring: Er vejret ved at løbe løbsk grundet de menneskeskabte klimaforandringer? Herfra går det stærkt med oversvømmelser, tørke, drabelige orkaner, skovbrande og voldsomme skybrud – både ude i verden og hjemme i Danmark.

I bogen ser Jesper Theilgaard tilbage på de sidste godt 20 års skelsættende vejrhændelser og debatterer klimaindsatsen i Danmark og på verdensplan. Bogen er en personlig beretning om et liv i videnskabens og formidlingens tjeneste, om store vejrmæssige forandringer – og om en kamp mod tiden. Ret spændende og interessant (vejr – og meget mere) læsning …

bog da vejret blev en nyhed jesper theigaard

‘Da vejret blev en nyhed’, 249,95 kr., saxo.com

Den gode danske krimi

I ‘Dårekisten’  hvisker fortidens stemmer i murene … En succesrig virksomhedsejer, Mogens Bonde, findes brutalt myrdet i sit hjem. Martha Munk kender familien temmelig godt og står fra starten næsten alene med drabssagen, fordi hendes faste makker, Anders Berg, ligger underdrejet efter en skilsmisse, og stationens chefefterforsker, Søren Skovmose, har travlt med en narkosag i Holbæk.

Sporene fører til et tidligere sindssygehospital i Nykøbing Sjælland, hvor Martha går på jagt efter sandheden blandt den brogede skare af iværksættere, kunstnere og terapeuter, der har slået sig ned i de gamle bygninger. Ved første øjekast ser alt tilforladeligt ud, men under overfladen findes overraskende sammenhænge, der trækker tråde til fortidens patienter.

Da drabet på Mogens Bonde efterfølges af endnu en grusom forbrydelse, tilkalder den nyudnævnte politiinspektør, Torben Billing, hjælp fra Den Nationale Efterforskningsenhed. Martha må nu – oven i arbejdspresset og private udfordringer på hjemmefronten – indstille sig på at samarbejde med en ny kollega.

50.000 har læst første bind i Martha Munk-serien ‘Hundeungerne’ – og nu er nummer to her. Det er venindeparret igennem 40 år, Pernille Plaetner og Marianne Rohweder, der tog Danmark med storm med deres krimidebut. Nu er de klar med opfølgeren, som er ventet af både læsere og lyttere. Og scenen er atter sat i Nykøbing Sjælland. Og den er sat virkelig godt – og barren højt. Glæd dig til endnu en fremragende og spændende dansk krimi …

‘Dårekisten’, 234,95 kr., saxo.com

Den om den lille men store nordmand

‘Endelig mandag’ er den norske erhvervsmand (og meget rige) Petter A. Stordalens tankevækkende og inspirerende bog om, at det at gribe hverdagens muligheder og nå sine mål.

Petter A. Stordalen er en af Skandinaviens mest succesfulde erhvervsmænd, som har skabt en række store virksomheder og en enorm formue. Han blev kendt i hele Danmark, da han købte Spies og senere anlagde luksushotellet Villa Copenhagen ved Hovedbanen.

I ‘Endelig mandag’ fortæller han åbenhjertigt om, hvordan han realiserede sine drømme og skabte sin store succes. Det er en både eftertænksom, tankevækkende og inspirerende bog om at udnytte samtlige af ugens dages potentiale og finde modet til at skabe sit eget liv, men samtidig også turde stille spørgsmål til selv og søge hjælp hos andre.

Personligt har jeg været til events med ham – også hvor han holdt tale – har aldrig set og hørt noget lignende. Han er en vildt karismatisk mand – og derfor er det også ekstra sjovt at få et indblik i ‘hans hoved’ og tanker. Og man får faktisk lyst til at tænke anderledes og mere åbent – og GØRE NOGET … Nøjagtig som han altid har gjort. Mangemillionærtitlen tror jeg dog ikke ligger forude – men mindre (gerne noget personligt) kan også gøre det for mig.

endelig mandag peter stordalen bog

‘Endelig mandag’, 249,95 kr., saxo.com

Den man tuder af og til

Jeg elsker Jojo Moyes bøger – de går altid lige ind i mit hjerte – og Kleenex bruger i hobevis. Men nogle gange er det okay at få sig en tudetur – ikke mindst når det er til en god kærlighedsbog og historie. Det her er en flot ny og stor paperbackudgave af en af Jojo Moyes’ mest populære romaner – romanen bag biograffilmen, som mange (også jeg) har set. Men den skal læses – og ja genlæses – og herregud – den koster under 100 kroner …

Det er en smuk historie om kærlighedens veje og vildveje og om to kvinder, hvis skæbner krydses på tværs af tid.

London 1960. Jennifer Stirling vågner i en hospitalsseng. Hun kan absolut intet huske – hverken bilulykken, der gik forud, eller den mand, der besøger hende på hospitalet og siger, at han er hendes mand. Ikke engang sit eget navn kan hun huske. Hjemme igen går hun på jagt efter spor, der kan hjælpe hende med at huske, hvem hun var. Gemt i en bog finder hun et lidenskabeligt brev underskrevet med et B fra en mand, som hun tydeligvis var villig til at satse alt for. Men hvem er han? Og hvorfor prøver han ikke at kontakte hende?

Vi er i London i 2003 hvor journalisten Ellie Haworth falder over et gammelt brev, hvori en mand bønfalder sin gifte elskerinde om at stikke af med ham. Ellies eget kærlighedsliv er mildest talt noget rod, og hun bliver nærmest besat af at finde ud af, hvad der skete med brevets to elskende. Hvis de levede lykkeligt til deres dages ende, er der måske også håb for hendes egen håbløse affære.

Jojo Moyes bøger er oversat til 46 sprog, og hun har solgt over 40 millioner bøger.

jojo moyes bog det sidste brev fra din elsker

‘Det sidste brev fra din elsker’, 94,95 kr., saxo.com

 

Læs også:

 

Lav snurrer med rabarber

rabarber snurrer

 

· Mere fra samme kategori ·