
Kulturguide: Oplevelser i februar 2022
Kulturguiden for februar 2022 indeholder oplevelser i København, Aarhus og Odense samt øvrige byer
Hvis du leder efter nogle bud på prisvenlige oplevelser i februar 2022, så er du kommet til det helt rette sted.
Det kan ofte være dyrt at være kulturel eller social med sine nærmeste. Men det behøver det ikke at være. Her har vi samlet de bedste og mest prisvenlige oplevelser i februar 2022 til dig, der bor tæt på København, Aarhus og Odense samt øvrige danske byer.
Oplevelser i februar 2022 i København
Ditte Ejlerskov – The Cult of Oxytocin
11. februar til 8. maj. 90 kr. Nikolaj Kunsthal.

Med soloudstillingen The Cult of Oxytocin skaber kunstner Ditte Ejlerskov en meditativ totalinstallation, der – på tværs af medier og formater – er optaget af kunstens rensende egenskaber, farvernes healende kraft og den evige kamp mellem hormonerne oxytocin og adrenalin. Oplev hendes ikoniske Gradiant Paintings i Nedre Galleri samt guidet meditation understøttet af videoprojektioner i Øvre Galleri.
Læs mere her.
Oplev Don Juan i Operaen
20. januar til 3. juni. 80-980 kr. Det Kongelige Teater.

Den berømte fortælling om den store forfører Don Juan er udgangspunktet for operaen af samme navn, der udspiller sig i en verden, hvor de fleste følger deres egne behov og lyster med fatale konsekvenser for de menneskelige relationer de indgår i.
Et samfund, hvor alle i et selvrealiserende dødsridt jager deres eget potentiale og værner indædt om deres personlige grænseoverskridende frihed.
Instruktør og operachef John Fulljames’ nutidige iscenesættelse placerer Mozarts både mørke og morsomme opera på et moderne hotel. Et mikrokosmos af samfundet og et midlertidigt mødested, hvor det private bliver offentligt, inden der atter tjekkes ud i en strøm af fænomenal musik.
Læs mere her.
Glyptoteket genåbner
Fra 22. januar. Fra 85 kr. Glyptoteket.
Årets første måneder byder heldigvis på en masse spændende oplevelser for både store og små museumsgæster. Glyptoteket skyder udstillingsprogrammet for 2022 i gang med en ny særudstilling ‘Suzanne Valadon – model, maler, rebel’. Udstillingen stiller skarpt på kunstneren, der startede sin karriere som kunstnermodel for blandt andet Renoir, Puvis de Chavannes og Toulouse-Lautrec.
Læs mere her.
Broens Skøjtebane – Copenhagen Light Festival
4.-27 februar. Gratis. København.

Den 5. udgave af lysfestivalen finder sted fra 4. til 27. februar 2022 på forskellige steder i København. Broens Skøjtebane sætter lys på København i samarbejde med Copenhagen Light Festival med unik lyskunst, der lyser byen op i vinterens mørke.
Morten Just er kunstner og udstiller et kunstværk på vores skøjtebane med sit værk ”Isbrydninger”. Værket kan opleves hver dag under festivalen fra klokken 17.00 – 20.00 i hverdagene og frem til klokken 21 på fredage og lørdage.
Under festivalen kan du se de små lyskilder bevæge sig som væsner over isen. De trækker lange tråde efter sig og slår indimellem ned og bryder gennem isen for at fortsætte deres bevægelse på undersiden af isen. Du kan løbe efter lyset på dine skøjter. Men pas på, at du ikke bliver revet med, når lyset bryder isen. Det er gratis at opleve lyskunstværket på skøjtebanen, hvis du har egne skøjter. Hvis du ikke ejer et par skøjter, kan du leje et par hos os for 50 kr.
Læs mere her.
Oplevelser i februar 2022 i Odense
Comedy med Lasse Madsen
24. februar. 230 kr. Magasinet Odense.
Med showet ‘Forelsket’ bringer det folkekære komikerspire smil på læberne i 10 forskellige danske byer og deler ud af sin inkluderende humor.
Den unge komiker Lasse Madsen formidler på fineste vis humorens evne til at samle os. Det er svært ikke at trække på smilebåndet, når han deler videoer på Instagram, hvor han gør kærligt grin med en række hverdagssituationer og stereotyper, som de fleste nok kan genkende sig selv i. Videoerne afslører ikke blot Madsen som et stort humoristisk talent, men også som en sand menneskekender. Under titler som “Nybagte mødre”, “Mænd foran spejlet” og “Mor på Facebook” har Madsen over den seneste tid vækket det populære meme-format til live og udstillet, at der er mere der samler os end skiller os ad.
Læs mere her.
Foredrag med Karen-Marie Lillelund – Humor som værktøj
24. februar. 284 kr. Odense Congress Center.
Kom og oplev Karen-Marie Lillelunds sprudlende og inspirerende foredrag om ”Humor som værktøj til livs-og arbejdsglæde” når hun besøger Odense!
Humor er en eftertragtet egenskab. Vi ønsker os medarbejdere med humor, kolleger med humor, kærester med humor, og det gør da heller ikke noget, hvis kioskmanden og kasseassistenten har et humoristisk overskud. Men det hjælper ikke meget, hvis vi nøjes med at ønske os, at omgivelserne har humor. Vi kan som bekendt ikke ændre andres adfærd – kun vores egen.
Det humoristiske overskud starter hos os selv og Karen-Marie Lillelund giver i dette foredrag mange forskellige bud på, hvor vi kan begynde i det nære, på jobbet i parforholdet og i forhold til os selv.
Læs mere her.
Oplevelser i februar 2022 i Aarhus
Foredrag med Gry Jexen – Kvinde Kend Din Historie
28. februar. 299 kr. Musikhuset Aarhus.

Gry Jexen er historiker og forfatteren bag bestselleren Kvinde Kend Din Historie – spejl dig i fortiden, der udkom i maj 2021. Bogen toppede bestsellerlisterne allerede før den udkom, og alene det viser det store behov for, at vi giver kvinder den plads i historien de fortjener!
At skrive kvinderne ind i historien har været Gry Jexens mission i mange år, og hun arbejder aktivt med at skrive kvinderne ind i historien på en moderne, underholdende og positiv måde. Glæd dig til et øjenåbnende og historisk foredrag, hvor du bliver klogere på kvindelige forbilleder og kvinders historie.
Læs mere her.
Den anmelderroste Sylfiden tager på Jyllandsturné
2.- 9. februar. 100-440 kr. Aarhus, Holstebro, Esbjerg og Vejle.

Sylfiden er én af verdens ældste nedskrevne balletter og én af de forestillinger, som er opført flest gange på Det Kongelige Teater. Nu kan Nikolaj Hübbes nyeste iscenesættelse af det gamle værk opleves på scener og i kulturhuse i Randers, Aalborg, Aarhus, Holstebro, Esbjerg og Vejle.
Ved premieren på Det Kongelige Teater i oktober 2020 blev billetterne revet væk af publikum og begejstrede anmeldere roste forestillingen med fem- og seksstjernede anmeldelser.
Berlingskes anmelder skrev blandt andet således: ”»Sylfiden« er et værk, der sikkert bliver ved med at rumstere i Nikolaj Hübbes hoved. Men nu har han i alle tilfælde skabt en fortryllende flot, veldanset og langtidsholdbar version.”
Spillesteder:
Onsdag 2. februar 2022, Musikhuset Aarhus
Lørdag 5. februar 2022, Musikteatret Holstebro
Mandag 7. februar 2022, Musikhuset Esbjerg
Onsdag 9. februar 2022, Vejle Musikteater
Læs mere her.
Aarhus Teater – Oplev Romeo & Julie og Sandmanden
10. februar til 19. marts. 150 – 390 kr. Aarhus Teater.

En balkon i den italienske by Verona har i generationer tiltrukket unge forelskede sjæle med magnetisk kraft. Det var nemlig her, Shakespeare for over 400 år siden lod alle tiders mest ikoniske kærlighedshistorie udspille sig.
Oplev Aarhus Teaters to nye stjernefrø i sprødt samspil – Mette Klakstein, der i 2020 fik Reumerts Talentpris, spiller Julie, og Viktor Pascoe Medom spiller Romeo – flankeret af et fornemt hold af teatrets skuespillere. Et originalt norsk makkerpar tilføjer dramaet og de sceniske billeder nye dimensioner; den internationalt fremadstormende instruktør Maren Bjørseth og scenograf Olav Myrtvedt, der tidligere har høstet en Reumert for bedste scenografi i Shakespeares Helligtrekongersaften på Aalborg Teater. Med på scenen er Aarhus Teaters huskomponist Marie Koldkjær Højlund, dansere fra Holstebro Dansekompagni og Aarhus Teaters Kor, så vi tør godt love en storslået teateroplevelse.
Du kan også opleve Sandmanden på scenen. Og her står den på vrangforestillinger, gåsehud og myrekryb, når Christian Lollike gendigter E.T.A. Hoffmanns mest berømte fortælling, Sandmanden fra 1817.
Læs mere her.
Oplevelser i februar 2022 i øvrige byer
Mark le Fêvre – HELDIG
3. Februar. 260 kr. Svendborg Teater, Svendborg
Med showet HELDIG er Mark på en mission, han selv omtaler som: “At få grinet tilbage, når der til tider ikke er skide meget at grine af!”. HELDIG kredser blandt andet om at få en chance til at omfavne de bump, livet giver en på vejen, i stedet for altid at male fanden på væggen.
Idéen til det nye One-man show HELDIG tog faktisk sit udspring i Mark le Fêvres første One-man show, BØVL, hvor han arbejdede med moralen: ”at det ikke kan betale sig at bekymre sig, da ens største frygt sjældent bliver til virkelig”.
Heino Hansen’s Første Comedy Show
24. februar. 265 kr. Pavillonen Centersalen, Grenaa.
Den danske komiker Heino Hansen har de seneste år taget danskernes hjerter med storm – senest ved sin deltagelse i det populære tv-program Stormester. I 2021 står Heino foran sit store folkelige gennembrud, når han indtager landets scener med sit første klassiske standup show nogensinde: ”Heino Hansen’s Første Comedy Show”.
Du har med stor sandsynlighed set Heino Hansen på tv-skærmen, de sociale medier eller live i 2020 – den herlige komiker er nemlig blevet rasende populær blandt danskerne, blandt andet efter sin deltagelse i tv-programmet Stormester og via sine mange vittige indslag på sociale medier.
Læs mere her.