Læs også:

Close
natur skov

NEWS: Flere vandrestier i Danmark

Nyheder  | 

Flere vandrestier i Danmark · Dronning Margrethe fik hele Tivolis Koncertsal til at huje · To vanvidsbilister stoppet · Nyt klimakompas skal hjælpe SMV’er med at opgøre klimaaftryk · Dagens video: Pizza på en ny måde

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Flere vandrestier i Danmark

Stor opbakning sender flere på sporet af Danmark … Landbrug & Fødevarers store naturprojekt ’På sporet af Danmark’ er med støtte fra Nordea-fonden og Landbrugslotteriet klar til at forbedre danskernes muligheder for at opleve naturen. ’På sporet af Danmark’ bygger videre på mere end 1300 km vandrestier, der er skabt af frivillige og private lodsejere i projekt ’SPOR’. Nu arbejdes der videre på at skabe endnu flere oplevelser i det danske landskab.

SPOR har til formål at forbedre befolkningens muligheder for at opleve den danske natur på egen hånd. Sporene bliver lavet gennem frivillige aftaler med lodsejerne, der etablerer vandrestier på egen jord. Sporene går igennem marker, skove, enge og mange andre naturtyper, hvor private lodsejere er villige til at stille deres jord til rådighed. I dag findes der mere end 1300 km vandrestier fordelt over 200 steder i hele Danmark.

Danskerne får nu snart mulighed for at få endnu flere oplevelser i naturen, når endnu flere spor skal etableres rundt omkring i Danmark. Det sker i Landbrug & Fødevarers store naturprojekt ’På Sporet af Danmark’, som er blevet til med støtte fra Nordea-fonden og Landrugslotteriet.

Hos Landbrug & Fødevarer, der står for at udvikle og drive projektet, er man glad for at kunne give flere mennesker adgang til naturen gennem den store natursatsning:

– ’På sporet af Danmark’ er en af vores store natursatsninger, og vi har de senere år for alvor mærket, hvordan folk har søgt naturoplevelser. Vi mærker stor velvilje blandt de danske lodsejere til at åbne deres arealer og skønne natur for befolkningen, hvilket er et godt udgangspunkt for at bygge bro mellem mennesker og naturen, land og by, fortæller Lisbeth Olsgaard, brandingchef i Landbrug & Fødevarer og fortsætter:

– Vi sætter stor pris på at lokale ildsjæle, frivillige og landmænd, har lyst til at skabe stierne eller stille deres jord til rådighed.

Flere skal opleve Danmarks natur. Hos Nordea-fonden, som er den største bidragsyder til projektet med 4.7 millioner kroner, vil man gerne have endnu flere danskere til at opdage naturen. SPOR kommer med projektet ’På sporet af Danmark’ med konkrete løsninger, der skal bidrage til at få flere ud i naturen.

– Befolkningens rekreative brug af naturen har været i markant vækst de senere år. Vi vil gerne understøtte og udbrede dette momentum til endnu flere for at sætte fokus på vores store natur og glæden ved at komme ud i det fri. Der er støtten til SPOR helt oplagt med involvering af lokale og frivillige, fortsætter Christine Paludan-Müller, Uddelingschef i Nordea-fonden.

Også hos Landbrugslotteriet, som støtter med 2 millioner kr., er der stor glæde:

– Vi er glade for, at vi med overskudsmidler fra Landbrugslotteriet kan støtte et projekt som SPOR, da det giver alle fra både land og by mulighed for at få unikke naturoplevelser på nært hold. Vi håber på, at vi med støtten kan bidrage til, at endnu flere vil engagere sig og opleve spor rundt omkring i hele landet, slutter direktør Gitte Tvilling.

De kommende år bliver op mod 50 nye stier etableret, et lokalt formidlings- og servicekoncept bliver afprøvet flere steder langs Hærvejen, og der arbejdes på en større lokal forankring.

Landbrug & Fødevarers store naturprojekt ’På sporet af Danmark’ er med støtte fra Nordea-fonden og Landbrugslotteriet klar til at forbedre danskernes muligheder for at opleve naturen. (Foto: PR)

Læs også: Der er plads til alle i naturen 

Dronning Margrethe fik hele Tivolis Koncertsal til at huje

Det var en regent i hopla, der den 1. december ankom til premieren på Snedronningen i Tivolis Koncertsal, en ballet som H.M. Dronning Margrethe selv har stået for kostumer og scenografi til, og som hun derfor har været stærkt involveret i opsætningen af de seneste par uger. Både H.K.H. Kronprinsesse Mary, samt prinsesserne Isabella og Josephine og prins Vincent, for ikke at glemme Prins Felix var til stede for at støtte op om deres farmors kunstneriske udfoldelser i Tivoli. Snedronningen spiller til og med den 23. december i Tivolis Koncertsal.

H.C. Andersens eventyr om Snedronningen og Kay og Gerda, der kæmper imod hendes ondhed, indeholder et væld af følelser. Derfor passede aftenens stemning til repremieren på Snedronningen i Tivolis Koncertsal godt til eventyret, som balletten er bygget på. Tivolis Koncertsal var nemlig også fyldt med følelser, både fra publikum, danserne og folkene bag opsætningen, heriblandt H.M. Dronning Margrethe.

Heldigvis var det kun de glade følelser, der fyldte i salen. Især da Dronningen efter forestillingens sidste trin selv sprang op på scenen sammen med resten af holdet. Her stod hun hånd i hånd med danserne for at tage imod publikums applaus, og begav sig også ud i at neje dybt for alle i salen til publikums store fornøjelse. Det er nemlig ikke noget man ser tit, når det kommer til en regent.

Men som Dronning Margrethe sagde til et pressemøde om forestillingen den 24. november, er hun meget beæret over at have fået mulighed for at udtrykke og bruge sine kunstneriske evner i Tivoli igennem nu hele 20 år.

Dronning Margrethe sagde:

– Jeg er meget, meget rørt over, at man har ville blive ved med at lege med mig, havde jeg nær sagt. At lade mig være med til først pantomimeforestillingerne og senere her i Koncertsalen. Det betyder meget.

dronning margrethe
Dronning Margrethe, Oh Land og topkoreografen Yuri Possokhov fortolker H.C. Andersens klassiske eventyr. Oplev en poetisk fortælling for hele familien med over 30 dansere, balletbørn og levende musik i Tivolis Koncertsal. På billedet: Dronningen og Oh Land, Nanna Øland. (Foto: Thomas Laursen)

Læs også: December kulturguide

To vanvidsbilister stoppet

En patruljevogn blev påkørt, da en vanvidsbilist forsøgte at stikke af fra politiet natten til mandag. Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt i nat en vanvidsbilist og leder i dag efter endnu en.

Klokken 22.56 i aftes blev en patruljevogn påkørt af en personbil på Gl Ullerupvej i Skærbæk. Patruljen forsøgte at sætte efter bilen, men måtte opgive på grund af skader på patruljevognen. En anden patrulje fik derefter kontakt med personbilen og optog forfølgelsen.

Ved Foldingbro lagde politiet stopstick ud på kørebanen. Personbilen fortsatte henover dem og flygtede på trods af, at alle fire dæk punkterede. Fører og køretøj blev fundet i Brørup, hvor føreren blev anholdt og sigtet for vanvidsbilisme.

Tidligere på aftenen undlod en anden bilist at standse i en fartkontrol i Aabenraa. Patruljen satte efter bilisten og undervejs mod Tinglev kørte bilisten op til 210 km/t på landevejen. I Tinglev standsede føreren på en parkeringsplads på Stationsvej og løb fra stedet.

Bilen havde stjålne nummerplader og i bilen fandt politiet flere personlige ejendele. Ejeren er nu eftersøgt og vil blive sigtet for blandt andet vanvidsbilisme. Manden beskrives som 185 cm med kort lyst hår iført en mørk dynejakke med pelskrave.

blink politi
Vanvidsbilister stoppet i jylland … (Foto: Unsplash)

Læs også: Personbil beslaglagt ved vanvidskørsel

Nyt klimakompas skal hjælpe SMV’er med at opgøre klimaaftryk

Danske SMV’er bliver i stigende grad mødt af forventninger og krav om at kunne dokumentere deres klimaaftryk. Derfor lancerer regeringen i dag Klimakompasset, der skal gøre det nemmere for virksomheder at beregne deres klimaaftryk og få indblik i, hvordan de kan reducere deres CO2-aftryk.

Den grønne omstilling er for alvor kommet på dagsordenen både nationalt og globalt. Det kan mærkes hos danske virksomheder, der længe har haft et stort ønske om at kunne opgøre og dokumentere deres klimaaftryk over for omverdenen. Et grønt overblik over virksomhedernes klimaaftryk vil bidrage til både at skabe større bevidsthed om den grønne omstilling internt i virksomheden men også give danske virksomheder en konkret konkurrencefordel i markedet, hvor efterspørgsel efter klimadata kun er stigende.

Derfor lanceres der i dag et nyt klimakompas, der kan hjælpe særligt SMV’erne med at beregne deres CO2-aftryk og få overblik over, hvordan klimabelastningen fordeler sig på deres forskellige aktiviteter.

Klimakompasset er lavet af Erhvervsstyrelsen i samarbejde med Energistyrelsen.

Erhvervsminister Simon Kollerup siger:

– Når jeg været ude at besøge virksomheder i Danmark, oplever jeg, at man virkelig gerne vil tage den grønne førertrøje på. Men jeg oplever også, at virksomhederne alt for ofte har svært ved at dokumentere over for kunderne og samarbejdspartnere, hvad deres reelle klimaaftryk er. Virksomhederne, og især SMV’erne, har med andre ord efterlyst et værktøj, der udregne deres klimaaftryk. Derfor er jeg glad for, at vi i dag kan præsentere klimakompasset, der imødekommer netop denne efterspørgsel fra erhvervslivet, og som giver særligt de små og mellemstore virksomheder mulighed for at skabe konkrete markedsfordele og en større bevidsthed om klimaet generelt.

Klimakompasset er en webbaseret CO2-beregner, der kan findes på Virksomhedsguiden. Med Klimakompasset kan virksomheder:

  • Udregne den direkte CO2-udledning, som kommer fra virksomhedens egne aktiviteter, fx transport og energiforbrug.
  • Udregne den indirekte CO2-udledning, som finder sted hos underleverandører og kunder i værdikæden, fx i produktionen samt i salg, brug og bortskaffelse af produktet.
  • Identificere klimaeffekten af forskellige CO2-reducerende tiltag.Læs mere om Klimakompasset under temaet ’Grøn og bæredygtig virksomhed’ på Virksomhedsguiden her.
vindmølle havet natur klima
Klimakompas skal hjælpe virksomhederne … (Foto: Unsplash)

Læs også: Naturen er svaret på klimakrisen

Dagens video: Pizza på en ny måde

· Mere fra samme kategori ·