Læs også:

Close
jul juletræ pakker

NEWS: Børn fra hjem med alkohol- og stofmisbrug får opfyldt deres juleønsker

Nyheder  | 

Børn fra hjem med alkohol- og stofmisbrug får opfyldt deres juleønsker · Samme pris næste år med bizz eller nummerplade på Storebælt · Fire litauiske mænd anholdt og sigtet for omfattende tyverier · Marie Key tager på solotour i efteråret 2022 · Omfattende narkosag førte til syv tilståelser og knap 25 års fængsel · Dagens video: Australiens ekstreme klima

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Børn fra hjem med alkohol- og stofmisbrug får opfyldt deres juleønsker

Julen er en tid, hvor man kan glæde andre. I år har børnene i Barnets Blå Hus, som er Blå Kors Danmarks støttetilbud til børn fra hjem med alkohol- og stofmisbrug samt deres familier, kunne få opfyldt deres ønsker. Det sker med hjælp fra medarbejderne i Lidl, som har indsamlet gaver til børnene.

Forestil dig et juletræ, hvor plastikkugler, kræmmerhuse og flettede julehjerter er byttet ud med personlige kort med ønsker fra børn i hele landet.

Sådan har det set ud på dagligvarekæden Lidls kontorer den seneste måned, hvor grantræerne har bidraget til et større formål end bare at pynte i juletiden.

Hvert et ønske på træerne kommer fra børn, der vokser op i familier, hvor for eksempel mor eller far drikker for meget eller har et stofmisbrug. Børnene får hjælp i Barnets Blå Hus, som drives af Blå Kors Danmark og er et tilbud om støtte og terapi til dem og deres familier.

Medarbejderne i Lidl har løbende taget kort ned fra træerne og vekslet dem om til indpakkede julegaver, som efterfølgende er blevet sendt afsted til børnene.

Et af stederne er i Barnets Blå Hus i Aalborg, hvor knap 30 børn kan se frem til en ekstra julegave, som de har ønsket sig til jul:

– Det er utrolig dejligt at mærke en interesse for de børn, der kommer i Barnets Blå Hus. At få en gave, som man har ønsket sig, er helt fantastisk. Det er en stor fornøjelse at få lov at dele gaverne ud og se glæden i deres ansigter. Tak til alle Lidls medarbejdere for deres generøse omsorg i denne juletid, siger Bettina Poulsen, som er leder af Barnets Blå Hus i Aalborg.

Gaver skaber glæde for alle, og omkring 170 ønsker er blevet opfyldt af Lidls medarbejdere, og gaverne gives til børn i Aalborg, Frederikshavn, Aars, Svendborg, Slagelse, Rønne og på Læsø. Det er gaver, som tæller alt lige fra Gurli Gris-legetøj til diskokugler og sangbøger.

blå kors jul
Leder af Barnets Blå Hus i Aalborg, Bettina Poulsen (t.v.), er glad for at Lidls medarbejdere har samlet julegaver ind. Fra højre ses Karoline Emilie Therkildsen og Maibritt Braukmann fra Lidls CSR-afdeling. (Foto: PR)

Hos dagligvarekæden Lidl er man glad for at kunne gøre en forskel i juletiden:

– Igen i år skaber det stor glæde for vores medarbejdere i Lidl at kunne være med til at opfylde juleønsker fra udsatte børn og unge rundt omkring i Danmark. Jeg er stolt over, at vi i fællesskab har opfyldt 170 julegaveønsker, og glæder mig over at vi kan gøre en lille forskel for dem her i juletiden. Blå Kors og deres mange frivillige yder hver dag en fantastisk indsats, og sammen med resten af Lidl ønsker jeg dem alle en glædelig jul, slutter Jens Stratmann, som er adm. direktør i Lidl Danmark.

Udover gaver til børnene i Barnets Blå Hus har Lidl blandt andet også støttet Blå Kors Danmarks julehjælp og i december måned kan man købe kravlenisser i alle Lidls butikker, hvor pengene går ubeskåret til Blå Kors Danmarks arbejde med at hjælpe børn og voksne i udsatte livssituationer.

jul juletræ pakker
Det bliver også en god jul for børn fra hjem med alkohol- og stofmisbrug … (Foto: Unsplash)

Læs også: Ventetid på behandling for børn af misbrugere

Samme pris næste år med bizz eller nummerplade på Storebælt

I 2022 koster det fortsat 194 kronner at passere Storebælt med automatisk betaling i personbil, mens prisen for personbiler, der betaler kontant eller med kort, stiger til 250 kroner. Dermed bliver gevinsten ved at benytte automatisk betaling minimum 55 kroner pr. tur.

Den lavere pris til trafikanter, der betaler automatisk med bizz eller nummerplade, er resultatet af en prisnedsættelse i 2018, hvor det blev 15 pct. billigere at passere Storebælt i personbil med automatisk betaling.

Prisnedsættelsen er med skal sikre en fortsat effektiv trafikafvikling i betalingsanlægget og forebygge kø og uheld. Betaling med nummerplade i de nye og hurtige ekspresbaner er en succes, og i juli blev mere end hver fjerde tur betalt via nummerpladen.

Prisen for en personbil under 6 meter og for en personbil med anhænger stiger begge med 5 kroner efter nytår, hvis turen betales med kort eller kontanter.

Priser for passage for fritidskunder:

storebælt
Sådan ser priserne ud … (Grafik: Sund & Bælt)

Storebælts pris- og rabatstruktur er fastsat af Transport- og Boligministeriet og justeres årligt på baggrund af den almindelige prisudvikling. Pris for automatisk betaling fastholdes frem til 1. januar i året for åbning efter motorvejsudvidelsen på Vestfyn.

Da Storebæltsbroen åbnede i 1998, kostede en enkelttur i personbil 210 kroner. Det svarer i 2022 til 320 kroner i dagens priser.

Gælden for Storebæltsforbindelsen er ved udgangen af 3. kvartal 2021 på 18,4 milliarder kroner. Flere oplysninger om priser og rabatordninger findes på Storebælts hjemmeside.

betalingsanlæg storebæltsbroen
Der er vil helt sikkert også være god trafik gennem betalingsanlægget op til jul og resten af 2021 … (Foto: PR)

Læs også: Sommertrafikken på Storebæltsbroen

Fire litauiske mænd anholdt og sigtet for omfattende tyverier

Østjyllands Politi ved Efterforskningssektionen i Randers, anholdt natten til tirsdag fire litauiske mænd, som sigtes for en række tyverier – blandt andet målrettede tyverier af udstyr i dyre BMW’er.

Mændene blev tirsdag fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Randers. Anholdelserne er resultatet af en intensiv efterforskning mod omrejsende kriminelle i et tæt koordineret samarbejde med Udlændingekontrolafdelingen (UKA) ved Syd- og Sønderjyllands Politi og Særlig Efterforskning Vest.

De fire mænd sigtes blandt andet for at have stjålet airbags, rat og instrumentbræt fra BMW’er, for tyverier af el-værktøj fra varebiler og for tyverier af flere cykler. Forholdene er ifølge sigtelsen begået mange forskellige steder i Østjylland – blandt andet i Grenaa, Skødstrup og Hornslet.

Politiet har de seneste dage intensiveret efterforskningen og det resulterede i, at de fire litauere klokken 4.00 natten til tirsdag blev anholdt i et sommerhus i Ebeltoft.

– Vi har et stort fokus på bekæmpelse af omrejsende kriminelle, som kommer til landet og udsætter borgerne for tyverier og indbrud. Derfor er jeg meget tilfreds med nattens anholdelse af de fire mænd, som vi mistænker for, at have begået et større antal tyverier. Vi har haft et meget konstruktivt samarbejde med både Udlændingekontrolafdelingen og Særlig Efterforskning Vest, og dét samarbejde var en medvirkende til årsag, at vi fik opsporet de formodede gerningsmænd og deres opholdssted, ” siger politiinspektør Brian Voss Olsen.

Der skal nu ske et større efterforskningsarbejde, hvor politiet forsøger at afdække yderligere tyveriforhold, som mændene kan have stået bag.

Indbrud, jul, julen, tyv, tyveri, stjæl, farlig
De fire mænd fra Litauen er fremstillet i grundlovsforhør. (Foto: Pexels)

Læs også: Dømt for corona-trick tyveri

Marie Key tager på solotour i efteråret 2022

Marie Key tager på solotour i efteråret 2022, og billetsalget starter i dag torsdag den 16. december klokkken 10.

Marie Key genoptager sit populære soloformat i efteråret 2022, hvor hun besøger 15 byer rundt omkring i Danmark. Sangskriveren vil både dykke ned i sit store bagkatalog og spille sange som ‘Uden Forsvar’, ‘Landet’ og ‘Fatter Det Nu’ såvel som sange fra hendes nyeste album fra 2020, der blandt andet kastede radiosinglerne “’True Love’ og ‘Tænker På Os To’ af sig.

Marie Keys solokoncerter har allerede vakt stor begejstring hos hendes publikum – blandt andet på grund af Marie Keys helt særlige evne til at fortælle historier og underholde sit publikum mellem numrene. Stemningen til solokoncerterne er afslappet og uformel og med sine humoristiske fortællinger binder Marie Key koncertens sange sammen og skaber en musikalsk oplevelse med et stort nærvær og mange grin.

Marie Key siger om den kommende tour:

– Jeg glæder mig allerede. Jeg synes det er en virkelig dejlig blanding af små og store spillesteder. Selvom jeg har spillet ret mange koncerter i mit liv, er der en del scener på denne liste, hvor jeg ikke har spillet før, og det er spændende. F.eks. Radiohuset i København, Sølballegaard og Symfonisk Sal i Aarhus Musikhus. Bare for at nævne nogle. Derudover bliver det fedt at spille et par helt nye sange, som er blevet til siden jeg sidst var afsted på tour.

Hvis du vil opleve Marie Key live til efteråret, så se tourplanen herunder:

29.09 SKANDERBORG KULTURHUS. Skanderborg
30.09 MAGASINET. Odense C
01.10 GRØNNEGADES KASERNE KULTURCENTER. Næstved
06.10 TAPPERIET. Køge
08.10 18B. Harboøre
09.10 MUSIKHUSET AARHUS – SYMFONISK SAL. Aarhus
13.10 KEDELHUSET. Silkeborg
14.10 BYGNINGEN. Vejle
15.10 SØLBALLEGAARD. Knebel
20.10 KULTURVÆRFTET. Helsingør
21.10 GALAKSEN. Værløse
22.10 KONSERVATORIETS KONCERTSAL. København
27.10 TØNDER KULTURHUS. Tønder
28.10 TØJHUSET. Fredericia
29.10 FERMATEN. Herning

maria key
Billetsalget starter i dag … (Foto: PR)

Læs også: December måneds kulturguide 

Omfattende narkosag førte til syv tilståelser og knap 25 års fængsel

Fem mænd og to kvinder er blevet idømt mellem 8 måneder og seks års fængsel for at have været en del af et netværk, der har stået bag omfattende handel med narkotika i Østjylland.

En 23-årig mand, der har været hovedmanden bag netværket, blev den 18. august idømt seks års fængsel for salg af og forsøg på salg af knap 2,9 kg kokain og salg af 22,3 kg hash.

Sagen mod den 23-årige hovedmand kørte som en tilståelsessag, og det blev startskuddet til en række tilståelsessager, hvor der i løbet af efteråret er blevet afsagt domme mod yderligere seks personer, der har haft forskellige roller i netværket.

– Det er ret atypisk, at så stor og omfattende en narkosag er endt med syv tilståelser. Jeg mener, det er et udtryk for rigtig godt politiarbejde, hvor beviserne mod hovedmanden var så massive, at han godt kunne se, hvor det bar hen. Og da først han havde valgt at tilstå, så fulgte størstedelen af de andre med, udtaler specialanklager Dorthe Lysgaard.

Tirsdag blev der afsagt dom i den syvende, og foreløbigt sidste, tilståelsessag. Det endte med tre års fængsel til hovedmandens 18-årige lillebror, der tilstod at have hjulpet med at opbevare og overdrage mindst 704 gram kokain.

Dermed er de syv personer i netværket samlet set blev idømt 24 år og 11 måneders fængsel for i samarbejde at have opbevaret, forarbejdet, distribueret og solgt store mængder hash og kokain. Køberne har været borgere, primært i Østjylland, der har bestilt narkoen via telefoner og nettet.

– Der er lagt mange timer i efterforskningen af sagen og det er meget tilfredsstillende, at det er lykkedes at sætte et omfattende narkonetværk ud af spil og få personerne bag stillet til regnskab for deres destruktive forretning, siger politikommissær Lau Birk Kristensen.

Det var på baggrund af at tip, at politiet i januar kom på sporet af netværket. Efter en intens efterforskning blev de første tre personer anholdt den 30. april og yderligere fire den 16. maj. Den 18-årige mand, der tirsdag fik dom, blev anholdt den 14. oktober.

Fakta:

Den 18. august blev den 23-årige hovedmand idømt seks års fængsel for salg af og forsøg på salg af knap 2,9 kg kokain og salg af 22,3 kg hash.

Den 20. september blev en 24-årig kvinde, der er hovedmandens kæreste, idømt otte måneders fængsel, heraf fire måneder betinget, for at have stillet sin lejlighed og sin bankkonto til rådighed og for at have hjulpet med at tælle, hente, aflevere og videredistribuere penge i forbindelse med handel med narko.

Den 20. september blev en 24-årig mand idømt tre års fængsel for, i sin egenskab af taxachauffør, at have fragtet narkotika for hovedmanden.

Den 28. oktober blev en anden mand på 24 år idømt fire år og seks måneders fængsel for at have haft ansvaret for kontakten til narkobudene og kunderne. Han har passet fem salgstelefoner og har fungeret som en slags central, hvor alle bestillinger og koordinering af levering blev håndteret.

Den 28. oktober blev en 19-årig kvinde idømt fire års fængsel for at have stillet sin lejlighed til rådighed til opbevaring, bearbejdning og pakning af narkotika, hvilket hun også selv tog del i. Desuden besiddelse af 718 gram kokain og forsøg på opblanding af yderligere 883 gram kokain samt 1637 gram hash.

Den 26. november blev en 21-årig mand idømt tre år og ni måneders fængsel – dels for en række tidligere forhold og dels for besiddelse af godt 700 gram kokain og godt 1600 gram hash i denne sag.

Den 14. december blev en 18-årig mand idømt tre års fængsel for opbevaring og overdragelse af mindst 704 gram kokain.

En 19-årig kvinde er fortsat fængslet i sagen, hun er sigtet for at have stillet sin lejlighed til rådighed til opbevaring, bearbejdning og pakning af narkotika, hvilket hun også selv tog del i.

narko kokain
Omfattende narkosag førte til syv tilståelser og knap 25 års fængsel … (Foto: Unsplash)

Læs også: Fire mænd og en kvinde idømt lange fængselsstraffe

Dagens video:Australiens ekstra klima

· Mere fra samme kategori ·