
Tina: Jul i lange baner – sådan julehygger jeg
Jul er en skøn tid, hvor man kan hygge i lårtykke stråler. Jul er mange ting, og ofte har den enkelte små og store traditioner. Kig med når Tina viser og fortæller om, hvordan hun julehygger
Det er ingen hemmelighed, at jeg ELSKER – som i ELSKER jul. Det har jeg gjort altid, og jeg har et utal af minder – store som små om og omkring julen. For mig ligger der mange ting under overfladen, når jeg tænker på jul. Og når man selv har fået børn, vil man gerne give nogle af de ting med videre til næste generation. Det fornemmer jeg så allerede er lykkedes. Heldigvis.
Jul kan noget – og det at tage sine julekasser frem er et hyggeligt ‘øjeblik’. Men hvis jeg nu skal være ærlig, så INDEN kasserne er kommet frem, har jeg allerede sneget lidt jul ind – for eksempel ved at købe hyacinter eller tage de første ting frem, som jeg bevidst ikke har lagt i julekasserne, så de er nemme at komme til. Hvem jeg snyder – ingen – hjælper bare mig selv …
Tinas julehygge

Det der kommer frem allerførst
Tidligere stod jeg for et julemagasin, og der kunne jeg derfor få lov til at “julesmovse” mig allerede i foråret og over sommeren. Nu har jeg ingen rigtig god god grund dertil. Men det første Cloetta juleskum, risalamande fra Karolines Køkken og hyacinter slæbes hjem allerede slut september.
Og de første ting kommer også frem omkring første november. De er pakket for sig, så de er nemme at få frem. Undskyldninger eller dumme grunde skal der ikke være for ikke at få dem frem …
Sig hej til Rudolf
Han er måske ikke den smukkeste Rudolf, der er set. Men han er min og har fulgt mig mange år. Og julen starter med, at han kommer udenfor døren. Og lyser op – på alle måder. Jeg slukker for ham hver dag, og siger goddag og godnat. For Rudolf skal man have respekt for og passe godt på. Rudolf er vores juleven …

Jule kryds og bolle
Det er også købt for rigtig mange år siden. Og er et must at få frem. HVEM har ikke lyst til at spille kryds og bolle. Vi gør det igen og igen. Og vil gerne vinde. Gæster og venner spiller. Og jeg vil kun være snemændene. Bare fordi … Måske synes jeg de er pænest. Men mine drenge synes jeg er irriterende. Men ‘de er mine’ … Og jeg elsker at have det stående på bordet. Man behøver ikke at sige noget – folk går automatisk over og spiller. Det er da (jule)HYGGE.

Den lille hylde
Jeg er så heldig at have en stor kamin, som rent faktisk også kan bruges til at varme stuen op i. Den er i jugendstil, der er en kunstnerisk stilperiode i Europa 1896-1910 og i Danmark 1900-1915, hvor stilen ofte blandedes med nationalromantikken. Jugendstilen er et formsprog, der arbejder meget med organiske former, inspireret af naturens kurver. Meget ‘dramatisk’ og smuk. Og til jul er den perfekt at pynte op med. Der står i forvejen røde fyrfadsstager, og så kan man faktisk med blot et par små ting og et par julekort gøre det mega julehyggeligt.
Når så juletingene pakkes frem, går jeg selvfølgelig lidt mere amok. Men i starten kan jeg glædes over de små jule tableauer som her.

Pynten
Jeg elsker julepynt. Jeg elsker især den gamle – og den har jeg også. Og passer rigtig godt på. Men der kommer også liiiige et par nye ting til hvert år. Bare fordi der hele tiden kommer noget “jeg har ønsket mig altid” eller bare ikke kan undvære.
Postkassen der minder mig om jul og Danmark
Jeg elsker dem. Så små og fine. Og mig der elsker at sende old school julepostkort. Den er dansk, den er julet og den gør mig glad … At pynte et juletræ skal gøre med omtanke – og jeg nyder at sætte hver eneste ting på. Som var det så venner, man endelig ser igen.

Den virkelig gamle og mit kæreste (jule)eje
De her virkelig gamle fugle er uden sammenligning mit kæreste eje. Jeg har fået dem af mine forældre – og min far har restaureret dem. For de er meget skrøbelige. Både i halefjerene og i “glasset”, så derfor ligger de også bedst i noget vat. Æsken er også gammel.
Ofte tør jeg ikke engang at sætte dem på juletræet. Men de kommer frem – og ligger fremme – og jeg åbner forsigtigt æsken hvert år og håber ingen er “gået til”. Tænk at være så heldig at have så mange. Jeg føler mig (jule)rig.

De personlige julekugler
Mine drenge Karl og Kristian har deres egne julekugler, og kigger (stadig) hvert år, HVOR de hænger på træet, og om de begge har fået en god plads. Og det har de. For de står mit hjerte helt nært og skal selvfølgelig have en af de bedste pladser på juletræet.
Jeg fik dem lavet et år i Magasin, og har elsket at tage dem frem hvert år. De er vores – vores familie – vores tradition.

Pynte op
Nogen går all in – andre orker det ikke. Jeg er nok lidt imellem. Og selvom jeg starter tidligt ligner min lejlighed ikke “noget fra en amerikansk julefilm” eller “Fars fede ferie”. Jeg ville nu ikke have noget imod det. Men har jo rigeligt med ting fremme i forvejen i lejlighede. Og det ville nok også kræve en mand der skulle hjælpe lidt til …
Jeg pynter ikke op ad en gang – det sker løbende – mine drenge ville nok kalde det snigende. Men sådan kan jeg lide det.
Men små tableauer og julehygge er der lidt overalt. Hvis du kigger godt efter, er der reelt ikke EN eneste juleting på det her billede – jo lige en lille skål med pebernødder. Men man fornemmer alligevel jul – og hygge. Med hygge når man langt. Og jeg elsker at hygge – hele året …

Gaver er også en måde at pynte op på
Jeg starter tidligt med gaveindpakning – også fordi jeg elsker det – og det giver mig en undskyldning for at tage mine juleindpakningsting frem. Og jeg laver også pakkekalendre, og så kan de fine pakke ligge og pynte, mens de venter på at blive afleveret.

Konfekt kan også pynte
Den laves – konfekten – løbende. Og så kan man både give den som små gaver – eller lade den pynte – ja eller spise den. Men at lade den stå åben, det er dumt, for så går der ikke lang tid, før den er væk. Men så er det jo bare at lave mere. Det er jo jul …

Maden og drikke
‘Uden mad og drikke duer helten ikke’ – heller ikke mig. Jul er forbundet med mange smage og dufte. Det er en stor del af det. Kanel, varme ‘spices’ – gran. Ja, jeg har faktisk en room spray, som jeg KUN bruger ved få specielle lejligheder, for man kan ikke få den mere, og jeg elsker den.
Æblekagen der skal serveres den 24. december om eftermiddagen
Det er faktisk ikke til diskussion. Det fandt jeg ud af et år, hvor jeg ikke nåede at få den lavet. Min yngste var meget fortrydelig over, den ikke kom frem til kaffen om eftermiddagen. Så DET gør den nu hver eneste juleaften. Den er lidt langsommelig at lave. Men den smager skønt, og selvom det ikke er en decideret julekage, så emmer den af jul, og jeg laver den kun få gange om året. Og til jul med ekstra kanel på. Det er jo jul.

Juledrinks
Jamen det hører sig også til. Og jeg elsker at lave dem – stå og mikse dem. Og så kan man jo lige gøre dem endnu mere (jule)hyggelige ved at sætte en (vasket) lille grangren på drinken. Man dypper bare det yderste i lidt æggehvide og flormelis og vupti er der dømt sne.

Et “rod” af jul
I december inviteres tit venner på besøg. Det er ofte ikke sådan den store 7-retters menu. Men mere noget hyggeligt “man tager selv hvad man kan lide”, der stilles frem. Så er det ikke så stressende, og folk snakker og hygger. Det er lige i min ånd. Og alt behøver ikke være julemad, men der skal være ‘juleelementer’.

Julestellet og risalamanden
Hos os får vi risalamande mange gange før juleaften. FORDI – vi elsker det. Og mit julestel kommer også frem, så jeg kan nyde det, så meget som muligt. Og efter jul kan det fint tages væk, og så kan man glæde sig til næste år.

Den nemme måde at præsentere jul på
Lav muffins – og pynt med noget julet. Jeg køber altid sjove bageting, når jeg er nye steder, og så gemmer jeg dem til specielle lejligheder. Som når jeg som her skal have veninder på besøg, og vi skal hygge. Det er bare almindelige muffins – dog krydret med kardemomme og kanel og så pyntet med små J’er og knasende Daim.

Endelig jul
Tadaaaaaaaaaa – sådan så mit juletræ ud sidste år. Det er ikke overfyldt, som man ser i USA. Det er nok enkelt og lidt dansk og meget grønt og rødt – elsker det klassiske ‘Peters jul’-agtige. Der er højt til loftet i min lejlighed, så derfor er der også plads til et stort træ.

Tiden til puslespil
I juletiden er jeg også næsten altid i sommerhus. Og en af de ting de ting som jeg der bruger tid på der er – INGENTING. Bare at slappe af – læse en bog og ofte også lægge et puslespil. Gerne som det her med julemotiv. Så kan jeg sidde til midt om natten og koncentrere mig om brikker. Man tror næsten, det er løgn. Og udenfor er det bælgmørkt, og så sidder jeg bare der og hygger. Sådan kan jeg godt lide at tilbringe juledagene ..

Læs også: