Læs også:

Close
fuldkorn korn

NEWS: Fuldkorn sænker risikoen for bugspytkirtelkræft

Nyheder  | 

Fuldkorn sænker risikoen for bugspytkirtelkræft · 27-årig mand tiltalt i stor hackersag · Huawei donerer 1 million kroner til uddannelse af kvindelige app-udviklere · Too Good To Gos brugere og partnere har nu reddet 100 millioner lykkeposer med overskudsvarer · Dagens billede: København får ny overborgmester

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Fuldkorn sænker risikoen for bugspytkirtelkræft

Jo mere fuldkorn du spiser, jo lavere er risikoen for at udvikle bugspytkirtelkræft. Det er konklusionen i en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, som har omfattet over 55.000 danskere.

Der er allerede mange gode grunde til at indtage havregryn, rugbrød, knækbrød, fuldkornspasta og lyst fuldkornsbrød. Fuldkorn er nemlig både godt for klimaet og dig, for det forebygger en lang række livsstilssygdomme.

Det er tidligere blevet påvist, at fuldkorn kan hjælpe med at forebygge tarmkræft, og nu viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, at produkterne med det orange fuldkornsmærke også medvirker til at mindske risikoen for bugspytkirtelkræft.

Hos Kræftens Bekæmpelse betegner seniorforsker, Cecilie Kyrø, undersøgelsen som et stort gennembrud inden for forskning i forebyggelse af bygspytkirtelkræft:

– Indtil nu, har vi haft meget begrænset viden om, hvordan man kan forebygge bugspytkirtelkræft. Vores omfattende undersøgelse viser nu, at fuldkorn sænker risikoen for bugspytkirtelkræft betydeligt. Det er en meget positiv nyhed, for vi taler om en af de kræftformer, der har den højeste dødelighed, forklarer Cecilie Kyrø.

Det er veldokumenteret, at fuldkorn forebygger en lang række sygdomme som for eksempel hjertekarsygdom, type 2 diabetes og tyktarmskræft. Undersøgelsen om fuldkorn og bugspytkirtelkræft er den største af sin art til dato, men der behov flere undersøgelser af samme høje kvalitet, før den formelt kan føjes til listen af sygdomme, vi med sikkerhed ved fuldkorn forebygger.

– Undersøgelsen om fuldkorns forebyggende virkning på bugspytkirtelkræft understreger nok en gang behovet for, at alle danskere øger deres daglige indtag til de 75 gram, Fødevarestyrelsen anbefaler. Hvis du vil forebygge kræft, skal du ud over fuldkorn sørge for at undgå røg og rygning, bevare normalvægten, drikke mindre alkohol og spise mindst muligt forarbejdet kød, slutter Cecilie Kyrø.

Fakta om bugspytkirtelkræft og den nye undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse

  • Bugspytkirtelkræft rammer oftest ældre patienter og ses sjældent hos personer under 50 år.
  • Antal nye årlige tilfælde af bugspytkirtelkræft i Danmark (Gennemsnit for årene 2014-2018): Mænd: 532 Kvinder: 499
  • 55.995 danskere i aldersgruppen 50 – 64 år deltog i undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse
  • I løbet af undersøgelsesperioden på 17 år blev 446 af deltagerne ramt af bugspytkirtelkræft

Fakta om Fuldkornspartnerskabet og fuldkorn

  • Fuldkornspartnerskabet består af Diabetesforeningen, Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Fødevarestyrelsen og en række fødevarevirksomheder. Læs mere om fuldkorn her.
  • Partnerskabet forsøger at forbedre folkesundheden ved at få danskerne til at spise mere fuldkorn.
  • Fuldkorn er hele kerner eller forarbejdede kerner f.eks. malet til mel. Der er altså også tale om fuldkorn, når mel malet på hele korn er brugt. Det afgørende er nemlig ikke, om der er hele korn i, men om melet er malet af hele korn.
  • Fuldkorn er hele kerner fra hvede, rug, byg, havre, hirse, ris, majs (tørret) og sorgum.
  • Fuldkorn rummer vitaminer, mineraler og andre sundhedsfremmende stoffer, som er vigtige i forhold til at forebygge sygdomme som type 2-diabetes, hjertekarsygdomme og visse former for kræft.
  • Fødevarestyrelsen anbefaler, som en del af de officielle kostråd, at en voksen spiser minimum 75 gram fuldkorn om dagen, mens børn anbefales at indtage 40-60 gram om dagen.
fuldkorn korn
Fuldkorn er godt for mange ting – og mod bugspytkirtelkræft … (Foto: Unsplash)

Læs også: Spis lige (rug)brød til

27-årig mand tiltalt i stor hackersag

En 27-årig mand fra Herning er blevet tiltalt for en række internetrelaterede seksualforbrydelser. Manden er blandt andet tiltalt for blufærdighedskrænkelse, ulovlig tvang og voldtægt.

Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi har netop rejst tiltale mod en 27-årig mand fra Herning. Anklageskriftet beskriver i alt 46 forhold – blandt andet omfattende digitale sexkrænkelser begået over for hundredevis af forurettede.

Der ligger omfattende efterforskning bag sagen. Tiltalerejsningen mod den 27-årige herningenser kommer som kulminationen på mange måneders efterforskning. I oktober 2019 henvendte en ung kvinde sig til Midt- og Vestjyllands Politi og fortalte, at hun var blevet udsat for hacking og ulovlig tvang. Kvindens anmeldelse blev startskuddet til et langt og omfattende efterforskningsarbejde, hvor politiet også har gennemført flere ransagninger og beslaglagt en række IT-enheder fra den nu tiltalte mand.

– Det har været en særdeles omfattende efterforskning, hvor vi har gennemgået rigtig mange digitale beviser. Vi har i den forbindelse også investeret meget tid i at identificere og kommunikere med de mange forurettede. Vi har fundet et omfattende billedmateriale af intim eller seksuel karakter og har identificeret flere end 500 forurettede i alt, fortæller politikommissær Tue Nissen, der er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet i den centrale efterforskningsenhed hos Midt- og Vestjyllands Politi.

I efteråret 2020 vurderede politiet, at mistanken var stærk nok til at fremstille den mistænkte i grundlovsforhør. Den 4. november 2020 blev manden fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Herning. Han har siden da siddet varetægtsfængslet, og nu har anklagemyndigheden altså rejst tiltale i sagen. Den 27-årige mand er blandt andet tiltalt for ulovlig tvang, blufærdighedskrænkelse, besiddelse af børneporno, uberettiget at skaffe sig adgang til andres datasystem eller data, uberettiget videredeling af billedmateriale og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

– Der er tale om en kompleks og meget omfangsrig sag, og den 27-årige er tiltalt for en lang række grove forbrydelser, slutter senioranklager Linette Lysgaard, der kommer til at føre sagen for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Sagen kommer til at køre i 2022 over en række retsdage ved retten i Herning. Den endelige berammelse ligger ikke fast endnu.

computer hånd
En stor hackersag er i gang med at blive opklaret … (Foto: Unsplash)

Læs også: Sådan beskytter du dig mod svindel på instagram

Huawei donerer 1 million kroner til uddannelse af kvindelige app-udviklere

Huawei har offentliggjort, at virksomheden vil donere cirka 1 million anske kroner til at uddanne omkring 2.000 kvindelige studerende i Kina, der studerer praktiske fag af teknisk art. Hensigten med donationen er, at fremme kvinders deltagelse i tekniske fag, og at fremme deres kompetencer og deltagelse i app-udvikling.

Initiativet er en del af programmet HUAWEI Women Developers, og vil primært gå til studerende fra universiteter og skoler, der fører Huaweis app-udviklingskurses 1+X, hvor deltagerne prøver kræfter med den tekniske del af udvikling af mobilapps.

Med donationen stiller Huawei kurser til rådighed inden for en lang række af praktiske fag af teknisk art, bl.a. udvikling af mobil apps, intelligent produktudvikling, software teknologi, kunstig intelligens og services, IoT-teknologi og meget andet. Ydermere er det Huaweis hensigt at skrædersy kurserne til hvert enkelt universitet og skole, så de studerende får så meget ud af undervisningen som muligt.

– Vi er glade for, at HUAWEI Women Developers samarbejder med universiteterne. Vi har desværre erkendt, at det kun er få kvindelige STEM-studerende, der rent faktisk har ambitioner om at få en tech-karriere efter endt uddannelse, hvilket gør, at kønsfordelingen i tech-industrien bliver endnu større, end vi ser i uddannelsesinstitutionerne, forklarer Wu Yadong, Dekan for Computer Science and Engineering School på Sichuan University of Science and Engineering.

– Vi har længe bekymret os over, hvordan vi kan hjælpe kvindelige studerende med at forberede sig på at finde et job i tech-industrien. Jeg tror, at programmer som HUAWEI Women Developers kan hjælpe flere kvindelige studerende med at få de professionelle kompetencer, som de har brug for, så de kan få en karriere i tech-industrien og opnå deres fulde potentiale, fortsætter han.

Også bestyrelsesmedlem i Huawei og Senior Vice President, Catherine Chen, knyttede en kommentar til donationen:

– I den digitale tidsalder kommer kvinderne til at udgøre en af hjørnestenene i tech-industrien. Øget deltagelse og opmuntring af kvinderne vil åbne helt nye verdener af muligheder, og bringe teknologi og forretningsmæssige fremskridt. Huawei er fast besluttet på at hjælpe talentfulde kvinder med at involvere sig i tech, og i at skabe flere muligheder og platforme for kvinder, så de kan indfri deres potentiale, og lede os mod en mere fremgangsrig fremtid, udtalte hun i forbindelse med annonceringen.

HUAWEI Women Developers blev lanceret i marts i år, og har allerede medført en lang aktiviteter, som bl.a. inkluderer Tech Women´s Award i Huawei HMS App Innovation-konkurrencen, offline træninger for udviklere, showcases med apps udviklet af kvindelige udviklere på Huaweis website og involvering af kvindelige udviklere i Huaweis forretningsmæssige events.

Huawei har allerede udrullet dedikerede træningsprogrammer for kvinder i mange lande, blandt andet Irland, Argentina, Bangladesh, Kenya og Sydafrika.

app-udviklere huawei
Huawei donerer en million kroner til kvindelige app-udviklere … (Foto: Unsplash)

Læs også: Huawei modtager pris fra Verdensnaturfonden

Too Good To Gos brugere og partnere har nu reddet 100 millioner lykkeposer med overskudsvarer

For snart seks år siden blev Too Good To Go lanceret med en mission om at bekæmpe madspild. I dag kan madspildsaktøren fejre, at appens knap 50 millioner brugere i samarbejde med mere end 100.000 forretninger har reddet 100 millioner lykkeposer med overskudsvarer fra at ende i skraldespanden.

I januar 2016 blev Too Good To Go lanceret i Danmark – efter en gruppe unge iværksættere var vidner til, at kilovis af mad røg i skraldespanden på en buffetrestaurant. Her opstod idéen til en app, der skulle forbinde forbrugere med forhandlere med mad i overskud.

Derefter tog det hurtigt fart. For på blot seks år er Too Good To Go ekspanderet til 17 lande: Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, England, Irland, Frankrig, Belgien, Holland, Schweiz, Spanien, Italien, Polen, Østrig, Portugal, USA og Canada.

Og i dag kan Too Good To Go fejre, at appens knap 50 millioner brugere og mere end 100.000 partnere sammen har reddet 100 mio. lykkeposer med overskudsvarer fra at ende i skraldespanden. Det betyder, at kloden er blevet sparet for 250.000 tons CO2e, hvilket svarer til 45.000 flyrejser rundt om jorden.

På nuværende tidspunkt bliver der reddet omkring 200.000 lykkeposer med overskudsvarer hver dag. Det svarer til, at der bliver reddet cirka 140 lykkeposer per minut. Den hastige vækst har givet Too Good To Go mod på et mål om at redde en milliard lykkeposer med overskudsvarer inden udgangen af 2024.

– 2,5 milliarder tons spiseegnet mad går hvert år til spilde på globalt plan. Det er så vanvittigt et tal, at det kan være svært at forholde sig til – men det er der heldigvis rigtigt mange af vores brugere og partnere, der gør. Det er vi meget taknemmelige for, for vi kan kun løse madspildsproblemet, hvis vi hjælper hinanden. De 100 millioner lykkeposer en vigtig milepæl, fordi vi har vist, at vi via samarbejde og relativt overkommelige indsatser i det daglige kan opnå imponerende resultater i det store billede. Der er stadig langt endnu, men vi er godt på vej, siger Mette Lykke, CEO for Too Good To Go.

I landet, hvor det hele startede, har 2,4 millioner danskere downloadet appen, og flere end 5.000 partnere har bidraget til at reducere madspild via Too Good To Go. Det gælder alt fra den lokale bager på hjørnet til restauranter, cafeer, hoteller, tankstationer og supermarkeder – herunder landsdækkende kæder som LIDL, Netto, Fakta, SPAR, ALDI, føtex, 7-Eleven, Lagkagehuset, Q8 og Circle K.

too good to go
Too Good To Go har rundet en milepæl … (Foto: Too Good To Go)

Læs også: Too Good To Go’s gode råd til at undgå madspild i julen

Dagens billede: København får ny overborgmester

 

· Mere fra samme kategori ·