Læs også:

Close
corona (Foto: Unsplash)

NEWS: Coronapas skal forhindre nedlukning

Nyheder  | 

Coronapas skal forhindre nedlukning · Ny digital psykologtjeneste lanceres · 178 ulovlige kanonslag beslaglagt i Tinglev · Kemikalier bør ikke være på mode · Kvinderådet afholder to dages valgfestival · Dagens video: Nyt i Britney-følgetonen

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Coronapas skal forhindre nedlukning

Genindførelse af coronapasset skal sikre, at vi kan holde Danmark åbent, lyder det fra Dansk Industri, der også vil give virksomhederne mulighed for at kræve gyldigt coronapas af medarbejderne.

Regeringen vil følge en anbefaling fra Epidemikommissionen og genindføre coronapasset i Danmark. I Dansk Industri (DI) er man enige i, at coronapasset bliver genindført.

– Danmark skal for alt i verden undgå nye nedlukninger og generelle restriktioner. Coronapasset er og skal være værktøjet til at sikre et åbent og velfungerende arbejdsmarked og samfund. Med coronapasset og den høje andel af borgere, der er vaccineret, kan vi undgå dybt generende restriktioner som arealkrav, hjemmearbejde, forsamlingsforbud og naturligvis nedlukninger, udtaler Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i DI.

– Der skal være proportionalitet i de tiltag, der iværksættes. I DI ser vi hellere, at man bruger coronapasset, end der indføres andre restriktioner. Og så skal virksomhederne altså også have lov til at kræve gyldigt coronapas hos medarbejderne, og det skal regeringen have med i forslaget til folketinget.

Coronapasset skal sikre medarbejderes sundhed. Det begrunder Emil Fannikke Kiær med, at nogle virksomheder har behov for et værktøj til at forhindre, at smitten breder sig blandt medarbejderne.

– Danske virksomheder vil naturligvis gerne sikre deres medarbejderes tryghed og sundhed. Derfor er det for nogle et problem, at der ikke er grundlag for at kræve, at medarbejdere har et gyldigt coronapas. Det gælder særligt på virksomheder, hvor en større andel af medarbejderne ikke er blevet vaccineret endnu. Det ser vi især eksempler på inden for fødevare- og servicebranchen, siger den politiske direktør.

Han henviser til, at det har været et problem siden Testloven udløb den 1. november.

– Derfor skal det være muligt for virksomhederne at kræve gyldigt coronapas fra deres medarbejderne for at sikre trygheden på arbejdspladsen og for at holde gang i betjening og produktion, slutter Emil Fannikke Kiær.

Han håber, at virksomhederne vil blive inddraget i kommende tiltag, ‘så det gode samarbejde mellem erhvervsliv, myndigheder og politikere’ kan fortsætte, som det har gjort hidtil under corona. DI-direktøren håber også, at endnu flere vil tage imod en vaccine nu.

– Det er vaccinationerne, der er vores fundament i kampen mod corona. Derfor er det helt centralt, at regeringen og myndighederne gør alt, hvad der er muligt for at sikre, at så mange borgere som muligt tager imod vaccinetilbuddet. Det gælder naturligvis også tilbuddet om det såkaldte tredje stik, hvor det forventeligt vil være meget værdifuldt i forhold til presset på sundhedsvæsenet, at ældre og udsatte tager imod revaccinationen så hurtigt som muligt, når det tilbydes, slutter Emil Fannikke Kiær.

En genindførelse af coronapasset blev i går aftes vedtaget i folketinget efter det afholdte pressemøde.

corona (Foto: Unsplash)
Så er coronapasset atter tilbage …  (Foto: Unsplash)

Læs også: Konsekvenser af corona: Flere bliver ramt af angst og depression

Ny digital psykologtjeneste lanceres

Online lægen Eyr lancerer nu en brugervenlig og let tilgængelig psykologtjeneste i Danmark. Folk får adgang til psykologen, uanset hvor de er.

– Med en ventetid på op til 14 uger på at få psykologbehandling i Danmark, mener vi at det er den rigtige timing. Nu kan folk få adgang til fagligt dygtige dansk autoriserede psykologer uanset hvor de er, siger Poul Koza, CCO i Eyr.

Selskabet, der også leverer online lægetjenester har i de seneste år oplever stærk vækst i Danmark og Norge. Siden opstarten har Eyr tydeligt vist at en lægekonsultation kun er nogle få minutter væk.

– Folks behov for medicinsk hjælp er ikke begrænset til lidelser som høfeber eller ondt i en skulder. Befolkningen har et bredt spektra af lidelser og stadig flere af psykisk karakter. Det har vi i særdeleshed set under pandemien og specielt blandt unge her i Danmark. Og med lange ventetider og fyldte ventelister, er det vanskeligt at få professionel hjælp.

Eyrs videopsykologtjeneste er et supplerende tilbud for dem med lette til moderate psykiske lidelser, så de kan tale med en psykolog over video, fortæller Koza.

Tjenesten er både miljøvenlig og tidsbesparende. Internationale studier viser at terapi, der leveres i en kombination videosamtaler og digitale hjælpemidler har mindst lige så stor effekt som traditionel terapi.

– Studierne viser også at den gode effekt af terapien holder over tid. En konsultation over video kan tilbyde samme evidensbaserede behandling, uanset hvor patienten bor, siger den fagansvarlige psykolog i Eyr, Oshadie Samarakoon.

– Klienten har ingen transporttid forbundet med behandlingen og kan dermed fortsætte i skolen eller på arbejdet uden fravær. Klienten kan læse materialer og løse opgaver når det passer ind, og oplever ligeledes at være mere aktivt medvirkende i behandlingen og oplever større kontrol over sin egen sundhedstilstand, slutter hun.

eyr
En konsultation over video kan tilbyde samme evidensbaserede behandling, uanset hvor patienten bor. (Foto: Eyr)

Læs også: Forstå hvad sårbarhed er og kan gøre ved mennesket

178 ulovlige kanonslag beslaglagt i Tinglev

Syd- og Sønderjyllands Politi beslaglagde i weekenden 178 ulovlige kanonslag ved en ransagning i Tinglev. Ransagningen skete på baggrund af en massiv indsats mod uro i Aabenraa, der også har betydet 17 sager om overtrædelse af færdselsloven.

Syd- og Sønderjyllands Politi beslaglagde lørdag aften 178 fabriksfremstillede ulovlige kanonslag ved en ransagning i Tinglev. Beslaglæggelsen er en udløber af politiets massive indsats mod uro i Aabenraa, hvor mange borgere den seneste tid har anmeldt bilræs og affyring af kanonslag i Aabenraas centrum. Beslaglæggelsen i Tinglev blev fulgt op af yderligere to ransagninger søndag, der dog ikke førte til yderligere fund.

Ud over beslaglæggelserne er indsatsen mod uroen i Aabenraa foreløbig resulteret i 17 færdselssager sidensidste onsdag, ligesom der i weekenden har været fem sager med uro og uorden, samt et tilfælde af generende kørsel.

– Vi fortsætter den massive indsats for at sikre ro og orden i Aabenraa. Vi tolererer ikke den utryghedsskabende adfærd og griber konsekvent ind over for den, siger leder af beredskabet ved Syd- og Sønderjyllands Politi politiinspektør Tage Jehn.

Fra den 15. oktober til i dag har Syd- og Sønderjyllands Politi beslaglagt 293 ulovlige kanonslag i Aabenraa Kommune. I hele politikredsen er der i samme periode beslaglagt omkring 3500 kanonslag. Den massive indsats i Aabenraa fortsætter. Ring 114 hvis du oplever uro eller kan hjælpe Syd- og Sønderjyllands Politi med tip.

fyrværkeri, fireworks
Allerede nu har politiet måtte konfiskere fyrværkeri i Tinglev … (Foto: Unsplash)

Læs også: Dyrenes Beskyttelse ønsker permanent forbud mod fyrværkeri for private

Kemikalier bør ikke være på mode

Hver anden ung går ikke op i, om der er kemi i det tøj, de køber. Derfor skal en ny kampagne fra Miljøministeriet klæde de unge på til at tage mere bæredygtige valg. Når skjorten eller kjolen trækkes af bøjlerne i butikken, tænker de færreste over, at tøjet, vi køber, kan indeholde kemikalier. En ny undersøgelse viser, at 63 procent af de adspurgte drenge og 70 procent af de adspurgte piger i aldersgruppen 16-22 år ikke har nogen eller begrænset viden om kemikalier i tøj og andre tekstiler. Det skal en ny kampagne lave om på.

Miljøstyrelsen har nu sat sig for at informere danske unge om kemikalier i tøjproduktion, og hvordan de kan mindske klima- og miljøaftrykket og mindske kemikaliernes skadelige effekt på egen krop.

Det kræver i gennemsnit 3 kg kemikalier at producere 1 kg bomulds t-shirts, og udover betydelige klima- og miljøaftryk, det medfører, kan det for eksempel også give allergiske reaktioner, udslæt og hudirritation, og desuden mistænkes nogle kemikalier også for at være hormonforstyrrende.

Miljøstyrelsens nye kampagne ‘Kemikalier bør ikke være på mode’ sætter fokus på den skadelige kemi.

Undersøgelsen viser også, at hele 55 pct. af de unge hverken interesserer sig eller kun går lidt op i, om der er kemi i deres tøj. Kun 7 pct. svarer, at de ikke kunne finde på at gå med nyt tøj, inden det er blevet vasket. Dermed udsætter de sig selv for kemikalier og en potentiel allergisk reaktion. Undersøgelsen viser også, at de unge har et ringe kendskab til mærkningsordninger inden for kemi og bæredygtighed.

Kampagnen skal skabe en bevidsthed blandt de unge om, at der er kemi i tøj, og at de ved at ændre en smule på deres tøjforbrugsvaner kan være med til at mindske belastningen fra kemikalier. Derfor kommer kampagnen med tre overordnede råd til, hvordan de unge ved simple handlinger kan gøre en forskel, når de skaffer, bruger og smider tøj ud:

1. Kig efter de rigtige mærker, når du shopper tøj
Vil du gå efter mere ansvarligt produceret tøj og samtidig undgå problematiske kemikalier, skal du se efter mærker, som er kontrollerede. Hold øje med GOTS-mærket, EU-Blomsten og Svane-mærket for mindre skadelig kemi i tøj.

2. Vask dit nye tøj, inden du bruger det
Nogle af de kemiske stoffer hænger stadig fast i tøjet, når du køber det i butikken. Nyt uvasket tøj mod huden kan eksempelvis give allergiske reaktioner, udslæt og hudirritation, og derfor er det en god ide at vaske sit nye tøj, inden man bruger det, så en del af restkemikalierne skylles ud. Desuden mistænkes nogle kemikalier for at være hormonforstyrrende.

3. Køb genbrug, del og byt
Pointen er simpel: Jo flere, der bruger tøjet, jo færre stykker tøj er der brug for – og på den måde sparer du ressourcer til produktion af nyt tøj. Når du ikke har brug for tøjet mere, så genbrug, del eller byt gerne.

Kampagnen er blandt andet baseret på en undersøgelse, der understreger unges manglende viden på området. Kampagnen henvender sig til unge mellem 16-22 år og indeholder konkurrencer om unikke og specialdesignede genbrugs T-shirts og influencer-samarbejder, der skal inspirere de unge til at undgå kemi og shoppe mere bæredygtigt.

Læs mere om kampagnen, se kampagnevideoen og deltag i konkurrencen om de unikke, specialdesignede genbrugs T-shirts her.

vasketøj tøj hænder
Kampagne som miljøstyrelsen står bag slår fast – kemikalier bør ikke være på mode … (Foto: Unsplash)

Læs også: Efterårsshopping: En jakke der passer til alt

Kvinderådet afholder to dages valgfestival

Kvinderådet afholder to dages Valgfestival for et lokaldemokrati, hvor alle bliver hørt. Lokalpolitik betyder mere for vores alles liv, end vi tror. Over to dage op til valgaftenen arrangerer seks organisationer, der repræsenterer grupper, der er i mindretal i organiseret politik, en festival der fejrer demokratiet og vores alle plads i det.

Lokalpolitik er tæt på os, men alligevel føles det for mange langt, langt væk. Derfor arrangerer en gruppe NGO’er to dages Valgfestival, der skal skabe opmærksomhed om de politiske beslutninger, vi hører mindst om! Derfor arrangerer en gruppe NGO’er to dages Valgfestival, der skal skabe opmærksomhed om de politiske beslutninger, der formes allertættest på os alle sammen! Skabt af os, der er i mindretal i lokalpolitik, men for alle, der gerne vil engagere sig i demokratiet og arbejde for mere mangfoldighed, hvor magten er.

Lige nu er by- og regionsråd ikke et billede af samfundet. Der er en overvægt af mænd, etniske danskere, mennesker over 45, uden handicap og med længere videregående uddannelser. Og det gælder partier over en bred kam.

Når der kun er en begrænset mængde erfaringer til stede i et rum, vil det afspejle sig i beslutningerne. Og når borgere ikke kan genkende sig selv i de politikere, der sidder med magten, føles politik irrelevant. Valgdeltagelsen ved valget i 2017 til regioner og kommuner faldt med 1,1% til 70%, og den er konsekvent lavere end ved Folketingsvalg.

Derfor er Mino Danmark, Kvinderådet, LGBT+ Danmark, Den Grønne Studenterbevægelse, Sammenslutningen af Unge med Handicap, Dfunk, We Do Democracy og Demokrati Garage gået sammen om en valgfest, der fejrer demokratiet og alle os, der er underrepræsenterede i det danske demokrati, men stadig ønsker at lade vores stemme blive hørt, både i og udenfor organiseret politik!

Over to dage i november vil Demokrati Garage i Nordvest lægge hus til Valgfestival – et mødested med samtaler, workshops, musik og debat, der kulminerer i en kæmpe fest på valgaftenen den 16/11 fra klokken 16.

Der gives stemme til de grupper, der fylder mindst i nærdemokratiet, der skal sættes fokus på oversete dagsordener, og fremfor alt skal der sendes et klart signal: vi har alle sammen ret til at blive hørt og set af de, der repræsenterer os. Men for at skabe opmærksomhed må man møde hinanden, organisere sig og dele erfaringer. Og det er de frø, vi gerne vil plante på Valgfestivalen. Du kan læse meget mere her.

kvinderådet kvindefestival
Kvinderådet afholder festival … (Foto: Kvinderådet)

Læs også: Seje kvinder der ændrede verden

Dagens video: Nyt i Britney-følgetonen

· Mere fra samme kategori ·