Læs også:

Close
natur verden kloden klima (Foto: Unsplash)

NEWS: Aftalen fra Glasgow holder verden på klimasporet

Nyheder  | 

Aftalen fra Glasgow holder verden på klimasporet · Krav om coronapas kan også bruges på de kommunale arbejdspladser · Internationalt samarbejde mod grænseoverskridende kriminalitet · Søstrene Grene støtter udsatte børn i Danmark gennem Mødrehjælpens Julehjælp · Dagens billede: Julen sniger sig ind på os

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Aftalen fra Glasgow holder verden på klimasporet

Dansk Industri udtaler, at aftalen fra Glasgow holder verden på klimasporet … Stadig flere lande erkender, at de har en egen interesse i at begrænse klimaforandringerne og gennemføre en grøn omstilling. Derfor lykkedes det at vedtage et slutdokument på COP26, som bringer verden et stort skridt videre i indsatsen mod klimaforandringerne. Over 90 procent af alle lande har nu klimaneutralitet i 2050 som et langsigtet mål. Men det er nødvendigt med endnu højere ambitioner i de kommende år, hvis vi skal leve op til løfterne i Paris-aftalen – ikke mindst frem mod 2030, understreger DI.

En række lande har i forbindelse med COP26 meldt ud, at de vil sætte tempoet op for den grønne omstilling. Markant er, at der i aftalen for første gang indgår et mål om at sænke verdens CO2-udledning med 45 procent i 2030 i forhold til 2010 (Danmarks 70 procents målsætning er i forhold til 1990 og derfor betydeligt mere ambitiøs). Også beslutningen om at opdatere landeplanerne årligt og ikke kun 5-årigt er et fremskridt.

– Der er kommet mange gode udmeldinger, som varsler konkret og hurtig handling, og som vi glæder os over, siger Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef i DI.

Med aftalen fra Glasgow er det stadig muligt at holde temperaturstigningen på mellem 1,5 og 2 grader. Men det kræver først og fremmest, at landene holder, hvad de har lovet i Glasgow. Dernæst skal en række lande øge ambitionerne. Og så har de velstillede lande stadig svært ved at leve op til løfterne om at finansiere klimatilpasning i de fattigere dele af verden.

– Det er godt, at vi næsten har fået rammerne om Paris-aftalen på plads, herunder også de mange gennemførselsbestemmelser i den såkaldte Paris Rulebook. Der skal flere penge på bordet fra de velstillede lande, men heldigvis viser flere institutionelle investorer – som ATP – vejen. Der er fortsat brug for at øge farten på den grønne omstilling. Vi har ikke ret lang tid, hvis vi skal holde temperaturstigningen på et acceptabelt niveau. Vi kan kun nå det, hvis regeringerne arbejder sammen med virksomhederne og finder praktiske løsninger, siger Anne Højer Simonsen.

– Selv i Europa er der lande, som ikke er kommet langt nok med at energieffektivisere husstande og virksomheder. Det er nemt, billigt og giver en hurtig klimagevinst. Det tager lidt længere tid at planlægge og investere i vedvarende energi, derfor skal der skrues op for tempoet.

I aftalen fra Glasgow bliver det for første gang slået fast, at fossile brændstoffer som eksempelvis kul skal udfases. Det kommer efter en række vigtige udmeldinger både før og under COP26.

Kina har meldt ud, at man ikke længere vil støtte opførslen af kulkraftværker uden for Kina. Og flere lande – herunder Danmark – har lovet økonomisk støtte til at udfase kulkraftværker i blandt andet Asien.

– Det er en af de lavest hængende frugter, når det gælder klimaet. Kulkraftværkerne forurener og udleder store mængder CO2, og vi har løsningerne, som kan erstatte dem. Derfor er det et vigtigt resultat af COP26, at det trods forsøg på at udvande teksten fremgår, at fossile brændsler som kul skal udfases. Den indsats bliver central og skal løbende følges op på, slutter Anne Højer Simonsen.

natur verden kloden klima (Foto: Unsplash)
Aftalen fra Glasgow holder verden på klimasporet … (Foto: Unsplash)

Læs også: Danskernes bekymring for klimaforandring er stigende

Krav om coronapas kan også bruges på de kommunale arbejdspladser

Coronapas er en mulighed, som de kommunale arbejdsgivere kan benytte sig af, hvis det giver mening lokalt, lyder det fra KL’s formand, der især peger på landets plejehjem og botilbud som oplagte steder at indføre kravet.

Regeringen, FH og DA har fredag indgået en treparts-aftale om, at det skal være muligt for arbejdsgivere at stille krav om coronapas for ansatte på hele det danske arbejdsmarked. Dermed også på de kommunale arbejdspladser.

– Coronapas er et godt redskab i værktøjskassen, når vi skal holde smitten fra døren – især over for vores mest udsatte borgere. Derfor er det godt, at vi nu får det værktøj i redskabskassen i kommunerne, lyder det fra KL’s formand Jacob Bundsgaard.

Muligheden for at kræve coronapas af medarbejdere på plejehjem og bosteder skal ifølge KL-formanden især ses i sammenhæng med, at man også kræver coronapas, når pårørende skal besøge plejehjem og bosteder.

– Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at begrænse smittespredningen. Og når vi nu beder pårørende til udsatte borgere vise coronapas, når de skal besøge plejehjem og bosteder, giver det god mening, at vi også kræver det af medarbejderne på disse arbejdspladser,” siger Jacob Bundsgaard og fortsætter:

”For alle andre kommunale medarbejdere bør det være op til den enkelte kommune at beslutte, om kravet skal gælde dem. Det er en beslutning, man kun kan træffe lokalt, hvor man kender de konkrete forhold.

Regeringen vil nu bede Folketingets øvrige partier om mulighed for hastebehandling i Folketinget og om opbakning til, at aftalen kan omsættes til lovgivning.

coronapas
Krav om coronapas kan også bruges i kommunerne … (Foto: Minsund.dk)

Læs også: Tjek dit coronapas

Internationalt samarbejde mod grænseoverskridende kriminalitet

Dansk Politi har kontrolleret 2.600 køretøjer og 6.200 personer i løbet af tre dage i en koordineret EU-indsats mod grænseoverskridende kriminalitet.

I løbet af tre dage i november kontrollerede Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) under Syd- og Sønderjyllands Politi 2. 600 køretøjer og 62. 00 personer i en international Europol-indsats mod omrejsende kriminelle Operation Trivium.

UKA Vest´s analyseafdeling GrænseAnalyseTeam var under aktionen tilstede i Europols operationsrum sammen med de øvrige deltagerlande fra den 3-5 november. Kontrollerne i Danmark resulterede i fem anholdelser; fire omrejsende kriminelle og en narkosmugler.

– At gennemføre indsatser i samarbejde med andre EU-lande giver et godt udbytte. Vi kan på den måde meget effektivt følge de organiserede kriminelle i deres grænseoverskridende kriminalitet, siger leder af UKA Vest politiinspektør Brian Fussing.

Udover at pågribe og retsforfølge kriminelle fokusererede den tre dage lange aktion også på at skabe et bedre billede af den grænseoverskridende kriminalitet og dele efterretninger mellem de deltagende lande og Europol.

– Vi kan hente meget viden på tværs af grænserne. Aktioner som denne viser, at internationalt samarbejde er en vigtig brik i bekæmpelse af den grænseoveskridende kriminalitet, siger politiinspektør Brian Fussing.

Der er gennemført lignende aktioner mod grænseoverskridende kriminalitet siden 2013. Denne gang resulterede indsatsen i 174 anholdelser i alt.

Fakta: 
Den internationale indsats blev ledet af Europol inden for rammerne af EMPACT (the European Multidisciplinary Platform Against Criminal Treats) som er et EU-projekt, hvor medlemslandene samarbejder om bekæmpelsen af grænseoverskridende kriminalitet.

Deltagerlande: Belgien, Cypern, Danmark, Frankrig, Grækenland, Litauen, Nederlandene, Malta, Polen, Portugal, Rumænien, Spanien, Sverige, Tyskland, Østrig, Albanien og Serbien.

politi betjent
Stort internationalt politisamarbejde har været afholdt … (Foto: Unsplash)

Læs også: Rumænsk mand sigtet for mange forhold

Søstrene Grene støtter udsatte børn i Danmark gennem Mødrehjælpens Julehjælp

Igen i år samarbejder Søstrene Grene med Mødrehjælpen om at samle ind til årets julehjælp og sprede juleglæde blandt udsatte børn i december. I Danmark lever knap 60.000 børn i fattigdom, og hos dem og deres familier er julegaver, julemad og julegodter langt fra en selvfølge. Derfor forventer Mødrehjælpen, at behovet for julehjælp blandt udsatte familier i Danmark også i år vil være stort.

Søstrene Grene er derfor igen gået sammen med Mødrehjælpen om at give udsatte børn i Danmark en jul at mindes. Helt konkret går samarbejdet ud på at samle så mange penge som muligt ind til Mødrehjælpens Julehjælp. Derudover donerer Søstrene Grene også 300 adventskalendere til udsatte børn, som uddeles via Mødrehjælpens lokalforeninger i Danmark.

Sidste år var målet for indsamlingen at samle 73.000 kroner ind. Gennem mange generøse bidrag via Søstrene Grenes Facebook-fundraiser, en MobilePay-indsamling og dedikerede influenceres hjælp nåede indsamlingen langt over mål, da der i alt blev samlet 135.168 kr. ind til Mødrehjælpens julehjælp 2020. Målet er derfor næsten fordoblet til dette års indsamling, da målet netop er at nå samme beløb, så Søstrene Grene derved kan være med til at give 271 udsatte børn i Danmark en juleaften at mindes.

– Vi er meget glade for og stolte af igen i år at være med til at støtte Mødrehjælpens julehjælp. Sidste år, så vi, hvordan vores følgere og kunder tog imod indsamlingen med åbne arme, hvor det indsamlede beløb overgik alle vores forventninger. At vi sidste år var med til at give 271 udsatte børn i Danmark en juleaften, mener vi, er ægte Søsterånd. Derfor håber vi selvfølgelig på, at vi igen i år kan hjælpe med at sprede både Søsterånden og julestemningen til mindst lige så mange hjem og dermed give udsatte børn i Danmark en juleaften at mindes, forklarer Mikkel Grene, administrerende direktør og medejer, Søstrene Grene.

Søstrene Grene stiller således sine platforme til rådighed, hvor der oprettes en indsamling til fordel for Mødrehjælpens Julehjælp. Via en Facebook-Fundraiser kan Søstrene Grenes kunder bidrage til at give udsatte børn i Danmark en jul at mindes. Samtidig kommunikeres indsamlingen i Søstrene Grenes mange butikker landet over, hvor kunderne via en MobilePay-kode kan bidrage til den gode sag. Flere af de influencere, Søstrene Grene samarbejder med, bidrager også til samarbejdet – med alt fra indpakning af gaver til fokus på indsamlingen på deres sociale medie-kanaler.

Udover indsamlingen har Søstrene Grene doneret 1.200 adventskalendergaver fordelt i 300 gavesæt. Gaverne er blandt andet indpakket af hjælpsomme medarbejdere – eller Søstre, som de kaldes i virksomheden – fra Søstrene Grenes hovedkontor, der i fællesskab brugte en oktoberdag omkring et langt pakkebord på at indpakke de mange gaver.

Gaverne bliver i disse dage delt ud til udsatte børn i Mødrehjælpens lokalforeninger i Viborg, Thisted, Svendborg, Hvidovre-Rødovre, Næstved og Nørrebro. Håbet er, at gaverne vil sprede glæde og julestemning i de små hjem gennem hele december måned.

Hos Mødrehjælpen er de glade for at kunne forsætte samarbejdet igen i år:

– I Mødrehjælpen er vi meget glade for at kunne fortsætte samarbejdet med Søstrene Grene. Det er andet år i træk, at vi samarbejder om at sprede julestemning og give så mange udsatte børn som muligt en jul at glæde sig til. Der er tusindvis af børnefamilier, der har brug for julehjælp og glæde i december, og det gør en stor forskel, at vi sammen kan uddele 300 adventskalendere til børn gennem vores lokalforeninger. Og ikke mindst er vi utrolig taknemmelig over, at Søstrene Grene opretter en indsamling, så vi igen i år forhåbentlig kan glæde mange børn rundt om i de danske hjem. Vores ønske er, at så mange som muligt vil støtte juleindsamlingen og give julen i gave til sårbare børn i Danmark, slutter Ninna Thomsen, Direktør i Mødrehjælpen.

Indsamlingen til fordel for Mødrehjælpens Julehjælp løber indtil den 20. december. For hver 500 kroner, der indsamles, vil et udsat barn i Danmark få en komplet juleaften med gaver, godter og alt, hvad der ellers hører sig julen til. Selv den mindste hjælp gør en stor forskel.

Donationer modtages på MobilePay [ 15 08 01 ] eller på deres facebook-side.

mødrehjælpen søstrene grene
Vær med til at hjælpe … (Foto: PR)

Læs også: Plan International og Søstrene Grene indgår samarbejde

Dagens billede: Julen sniger sig ind på os

· Mere fra samme kategori ·