Læs også:

Close
biohuts

NEWS: Virksomhed tager første skridt mod verdensrekord i Københavns Havn

Nyheder  | 

Virksomhed tager første skridt mod verdensrekord i Københavns Havn · Royal Run vender tilbage i 2022 · Lidl lancerer ny Fairtrade-mærket chokoladebar · 20-årig mand sigtet for blufærdighedskrænkelser i Trige · 300 millioner kroner ekstra til velfærdsmedarbejdere i København · Dagens video: Historierne der stadig lever

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Virksomhed tager første skridt mod verdensrekord i Københavns Havn

Stromma Danmark lægger kanalbåde til, når tusindvis af Københavnere og turister hvert år sejler på havnerundfart i Københavns kanaler. En stor del af virksomhedens aktiviteter hører til på vandet, og Stromma har derfor en vision om at holde havnen ren. Et tre-årigt partnerskab med WWF Verdensnaturfonden bidrager til netop den vision, og næste projekt er i gang. Stromma og WWF installerer i dag 20 fiskehoteller, der bringer Københavns Havn tæt på verdensrekord.

Stromma er Københavns største udbyder af turistture på land og til vands. Virksomheden har gennem tre år samarbejdet med WWF Verdensnaturfonden om at beskytte livet i Københavns Havn. Det første projekt, parterne lavede sammen, var opsætning af såkaldte ’Seabins’, som er en slags havskraldespande. Generelt er Københavns Havn ikke plaget af meget affald i vandet, men disse Seabins har alligevel samlet blandt andet store mængder plastik og cigaretskodder.

– Som ansvarlig virksomhed har det stor betydning for os, at Københavns havn og kanaler er rene. Det er vores måde at bidrage til den by og de omgivelser, vi lever i og af hver dag. Derfor installerede vi allerede i 2019 to Seabins ved vores bådebro i Nyhavn, der tilsammen opsamler knap to tons affald fra vandoverfladen årligt, forklarer adm. direktør Mads V. Olesen, Stromma Danmark.

Sammen med By & Havn installerede WWF Verdensnaturfonden i juni i år 50 fiskehoteller, eller såkaldte ’Biohuts’, i Københavns Havn. Stromma har fulgt projektet på sidelinjen og har nu besluttet, at de vil bidrage med yderligere 20 Biohuts, der skal øge biodiversiteten i havnen.

Fiskehotellerne fungerer som hjem, spisekammer og gemmested for fiskeyngel. Desuden beskytter de småfiskene i en sårbar del af deres liv og bidrager til at øge bestanden og skabe et bedre havnemiljø. Erfaring viser, at fiskene flytter ind med det samme, og derfor forventer biologerne også en hurtig effekt i form af øget biodiversitet og med tiden også flere store fisk.

– Vores havskraldespande har vist sig at være en stor succes, så nu er det fiskeynglen, vi gerne vil gøre en ekstra indsats for. Småfiskene inviteres indenfor i ‘Strommas fiskehoteller’, og vi ser frem til at intensivere forbedringen af biodiversiteten i samarbejde med WWF og By & Havn, fortsætter Mads V. Olesen.

WWF Verdensnaturfonden og By & Havn har ambitioner om at nå 100 Biohuts i år, og når det sker, bliver København den by i verden med flest Biohuts installeret. Og det er netop den ambition, Stromma ønsker at bidrage til. Med Strommas bidrag når Københavns Havn op på i alt 70 Biohuts, og de sidste 30 er nu udbudt.

– Havet er et helt uvurderligt klimaværn, og det er så enormt vigtigt, at vi alle sammen bliver bedre til at forstå det og passe på det. Et projekt i en størrelse, der gør København førende på Biohuts, kan forhåbentlig være med til at skabe fokus på at opnå et hav og økosystemer i balance, siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, og afslutter:

– Denne type partnerskab og projekt passer godt i vores arbejde for, at hele Danmarks hav skal forvaltes bæredygtigt. WWF ønsker at 100% af Danmarks havareal skal være bæredygtigt forvaltet, 30% af havet skal beskyttes mod direkte trusler, og 10% af havet skal holdes helt urørt.

biohuts
Biohuts bliver installeret i Københavns Havn. (Foto: WWF Verdensnaturfonden)

Læs også: En indsigt i plastens verden

Royal Run vender tilbage i 2022

Næsten 79.000 deltagere har søndagen igennem været med i en af verdens største løbebegivenheder, Royal Run. Store smil og glade ansigter prægede motionsruterne, og derfor er H.K.H. Kronprinsens melding om, at Royal Run vender tilbage i 2022 helt sikkert populær rundt om i landet.

Søndagen igennem var Royal Run i fem forskellige steder i landet. Og de mange deltagere kan nu glæde sig over, at den store løbefest kommer igen. Med H.K.H. Kronprinsen i spidsen holdes Royal Run således igen i 2022. Og kronprinsen har netop offentliggjort på TV2, at han løber med igen til næste år.

–Der ligger meget godt gemt i det her. Man skal kigge på alle de glade ansigter overalt i dag, siger kronprinsen.

Hos organisationerne bag Royal Run er der glæde over udmeldingen.

– De mange deltagere og de store smil, der har præget dagen i dag, vidner om, at Royal Run virkelig har været savnet. Derfor er det dejligt, at vi allerede nu kan opfordre til at sætte kryds i kalenderen 2. pinsedag 2022, urtaler Jens Otto Størup, adm. direktør i DGI og med i styregruppen bag Royal Run.

For 31% af deltagerne er Royal Run 2021 deres første motionsløb, og netop drivkraften til at få flere danskere til at bevæge sig er en af målsætningerne med Royal Run.

– Royal Run kan noget helt unikt. Vi oplever en utrolig opbakning og en fantastisk stemning på tværs af nybegyndere og øvede. Og de mange fortællinger om, hvordan folk er kommet i gang med at motionere pga. Royal Run bekræfter vigtigheden af, at vi vender tilbage til foråret, fastslår Morten Mølholm Hansen, adm. direktør i DIF og lige-ledes medlem af Royal Runs styregruppe.

Endnu er det ikke fastlagt, hvilke byer der får besøg af Royal Run i 2022. Så snart dét er på plads, bliver løbsstederne offentliggjort.

Om Royal Run:

  • Over 82.000 var tilmeldt Royal Run 2019.
  • Royal Run måtte aflyses i 2020 pga. corona-restriktioner
  • I år er næsten 79.000 tilmeldt Royal Run.
  • Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet, i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartnere på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.
Her ses Kronprinsen i Sønderborg … (Foto: Uggi Kaldan)

Læs også: Royal Run har rundet 70.000 tilmeldinger

Lidl lancerer ny Fairtrade-mærket chokoladebar

Dagligvarekæden Lidl har netop lanceret sin egen Fairtrade-mærkede chokoladebar, ’Way to Go!’. Kakaoen er fra bæredygtig dyrkning i Ghana og er Fairtrade-certificeret, som sikrer kakaobonden en fair og stabil pris. Samtidig bidrager Way to Go!-chokoladen også til Fairtrade Premium – et ekstra tillæg til bønderne, som i fællesskab kan bestemme i hvilken retning, de vil udvikle deres produktion og lokalsamfund.

Danskerne elsker chokolade, som ofte ryger i indkøbsvognen, når vi skal mødes med familien eller skal have en hyggelig aften. Men det kan være vanskeligt at finde frem til, om ens chokolade er ansvarligt produceret, både når det gælder hensyn til mennesker og miljø. Det ønsker Lidl at ændre og har nu lanceret sin egen Fairtrade-mærkede chokoladebar, Way-to-Go!.

Kakaoen i chokoladebaren, som pt. findes i alle landets 134 Lidl-butikker i varianterne havsalt-karamel og kokos-pekan,er købt fra bæredygtig dyrkning fra små landbrug i Kuapa Kokoo i Ghana og er Fairtrade-certificeret.

Samtidig bidrager Way to Go! til Fairtrade Premium. Et ekstra tillæg til kakaobønderne, som i fællesskab kan bestemme i hvilken retning, de vil udvikle deres produktion og lokalsamfund. Nogle vælger at bygge skoler eller oprette studielegater, mens andre investerer i forbedring af dyrkningsmetoder eller omlægger produktionen til økologi.

– Hos Lidl ønsker vi at være med til at vise vejen for bæredygtig kakaoproduktion. Det er vigtigt for os, at vi nu i endnu højere grad kan være med til at øge indkomsten for kakaobønderne og bidrage til, at de kan fastholde og udvide deres landbrug i en bæredygtig retning. Samtidig er vi stolte over, at vi nu er i stand til at tilbyde vores kunder en lækker chokoladebar med kvalitetskakao fra Ghana, der med Fairtrade Premium-tillægget får selvbestemmelse for fremtiden, udtaler Rasmus Pape, indkøbsdirektør i Lidl.

De nye Way to Go!-chokoladebarer er blevet til i samarbejde med Fairtrade, hvis certificering er den eneste etiske mærkningsorden, der anvender faste minimumspriser, som sikrer kakaobonden en fair og stabil pris for sine råvarer.

– Vi er stolte over at have indgået et partnerskab med Lidl omkring denne spændende nye chokolade. Det sikrer kakaobønderne en fair løn og bidrager derudover til udviklingen af produktionsmetoder og bedre leveforhold i de lokalsamfund, der dyrker kakaoen til den nye Lidl-chokolade. Pengene hjælper også landmændene med at udvide og dyrke flere lokale afgrøder, der bidrager til en bæredygtig fremtid og sikrer levebrød for dem selv og deres familier, slutter Tobias Nag, produktchef hos Fairtrade Danmark.

Lidl har siden 2006 haft fokus på en mere bæredygtig kakaoproduktion og Lidls eget chokoladesortiment har siden 2016 været 100 % certificeret enten i form af Fairtrade, UTZ/Rainforrest Alliance eller økologi.

lidl chokoladebar
To lækre varianter af Lidls nye, Fairtrade-mærkede chokolade, Way to Go!, kan nu købes i Lidl i hele Danmark: havsalt-karamel og kokos-pekan. (Foto: Lidl PR)

Læs også: Lav Brownie med valnødder og citron

20-årig mand sigtet for blufærdighedskrænkelser i Trige

Østjyllands Politi anholdt torsdag aften en 20-årig mand fra Randers, som sigtes for at have blufærdighedskrænket flere unge kvinder i Trige gennem de sidste to uger. Han fremstilles fredag i grundlovsforhør i Retten i Aarhus.

Den 20-årige mødte selv op på politistationen i Aarhus C, hvor han fortalte, at det var ham, som var på de billeder, politiet har offentliggjort i sagen. Han blev straks anholdt og sigtet for otte forskellige forhold.

En sag med høj prioritet:

– Vi er meget tilfredse med, at vi nu har anholdt den formodede gerningsmand, som har skabt meget stor utryghed i området. Det er en sag, der har haft høj prioritet, og vi har efterforsket den intenst og løbende haft patruljer derude. Jeg vil gerne takke borgerne for at have bidraget både med tip og med de massive delinger af de billeder, vi offentliggjorde i sagen, udtaler politiinspektør Brian Voss Olsen. Den 20-årige fremstilles nu i grundlovsforhør, og det vil så være op til retten, hvor vidt han skal varetægtsfængsles i sagen.

blink politi
Politiet har nu anholdt den 20-årige mand … (Foto: Unsplash)

Læs også: Fokusnews: Politiets redegørelse om den omfattende sextortion-sag

300 millioner kroner ekstra til velfærdsmedarbejdere i København

Rekruttering og fastholdelse af velfærdsmedarbejdere i København bliver styrket med 300 millioner kroner. Det er en politisk anerkendelse af både medarbejdere og udfordringen for samfundet, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF), som står bag det oprindelige budgetforslag.

300 millioner kroner de næste fire år til at styrke rekruttering og fastholdelse af kommunens sygeplejersker, sosu’er, pædagoger og socialpædagoger. Det er, hvad forligspartierne bag Budget 22 i Københavns Kommune har nikket til.

– Vores børn og ældre mærker hver dag manglen på pædagoger, sygeplejersker og sosu’er. Med denne aftale afsætter vi 300 millioner kroner til at rekruttere og fastholde de medarbejdere, vi så desperat mangler. Jeg er glad for, at mine kolleger på Rådhuset anerkender, at det er en af de allerstørste udfordringer, vi står overfor i vores by. Det er ikke sjovt at gå på arbejde, når der mangler mange kolleger. Det her er et stærkt signal om anerkendelse til dem, som hver dag tager hånd om ældre, udsatte og børn, udtaler sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling.

Knap en tredjedel af pengene, svarende til 90 millioner kroner over fire år, går til Sundheds- og Omsorgsudvalget og skal målrettes de steder, hvor det er sværest at skaffe hænder. Den konkrete udmøntning skal aftales med de faglige organisationer.

– Pengene kan foreksempel gå til tillæg til sosu-assistenter på plejehjem med høj personaleomsætning, tillæg til sygeplejersker i aften- og nattevagt eller seniortillæg til sygeplejersker over 60 år. Det er det, vi skal se på nu, udtaler Sisse Marie Welling.

Udfordringen med at skaffe de nødvendige hænder er ikke kun et problem i København, og derfor efterlyser borgmesteren også nationale løsninger.

– Det her er en kæmpe udfordring for hele Danmark, men den er særlig stor i vores by, fordi leveomkostninger og boligpriser er høje i København. Vi kan ikke løse nationale problemer lokalt. Men vi har taget et vigtigt skridt på vejen. Jeg vil fortsætte med at forsøge at råbe Christiansborg op. For politikerne dér er også nødt til at handle, slutter hun.

Fakta om aftalen:

Der er afsat i alt 300 millioner kroner i perioden 2022-2025. Knap en tredjedel af pengene skal gå til medarbejdere i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Resten går til pædagoger og socialpædagoger.

De manglende hænder sætter kernevelfærden under et alvorligt pres og gør det svært for kommunen at sikre de nødvendige indsatser for borgerne.

I 2020 var det 40 procent af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens stillingsopslag for sygeplejersker, som ikke førte til ansættelse. For sosu-assistenter var det 32 procent og sosu-hjælpere 12 procent.

Udfordringerne forventes kun at blive større i de kommende år, hvor antallet af ældre, som har brug for omsorg og pleje, vil stige.

I perioden 2021-2031 forventes f.eks. antallet af borgere over 80 år at stige med 63 procent.
Den konkrete udmøntning af puljerne vil skulle aftales med de forhandlingsberettigede organisationer enten som forhåndsaftaler, der omfatter flere medarbejdere, eller som konkrete, individuelle aftaler.

Ældre, pension, pensionist, pensionister, gammel, hænder, gamle, rynker
300 millioner kroner ekstra til velfærdsmedarbejdere i København … (Foto: Pexels)

Læs også: Flere ansatte til de ældre

Dagens video: Historierne der stadig lever

· Mere fra samme kategori ·