Læs også:

Close
smil, tænder, mund

NEWS: Kvinder er bedst til at passe på tænderne

Nyheder  | 

Kvinder er bedst til at passe på tænderne · 24-årig mand tiltalt for trafikdrab på Amager · Coop vil investere millionbeløb i nye små og mellemstore virksomheder · The Minds of 99 triumferede i Parken. Nu annoncerer de ekstrakoncert i Aarhus · Kronprinsen satte Danmark i bevægelse · Dagens billede: Celeb-par nummer 1 viser sig frem på filmfestival

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Kvinder er bedst til at passe på tænderne

Går du regelmæssigt til tandlægen, får du både øget sundhed og et bedre tandsæt. Det har flest kvinder fundet ud af. Helt nye tal viser, at de er bedst til at passe på tænderne, især inden de har rundet 40 år.

Kvinder passer bedst på deres tænder og går oftere til tandlægen. Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik. 55 procent af landets kvinder gik til tandlæge i 2020, mens det tilsvarende tal for mænd var 47 procent. Men på trods af hyppigere klinikbesøg end mændene, ender kvinderne med at bruge færre penge på tandsættet i deres levetid.

Hos ORIS Tandlægerne, der har 13 klinikker fordelt over hele landet, har man analyseret helt nye data fra klinikkernes besøgsstatistik. Resultatet viser, at kvinder, frem til de er 40 år, ofrer flere penge på deres tænder hos tandlægen end mændene i samme aldersgruppe. For aldersgruppen 40+ gælder det, at mændene har de højeste tandlægeudgifter, som følge af for få tandlægetjek i de tidlige leveår.

– Vi kan se, at kvinderne har glæde af deres hyppige besøgsfrekvens. Det gælder både i forhold til tandsundhed og økonomi. En nærliggende konklusion er derfor, at kvindernes hyppigere besøgsfrekvens i de tidligere leveår medfører så meget forbedret tandsundhed, at deres gennemsnitlige livsforbrug på tandplejen ender med at blive lavere end mændenes, fortæller Maj-Britt Maasbüll, der er tandlæge hos ORIS Tandlægerne i Kolding.

Ifølge Søren Bach, der er direktør hos ORIS Tandlægerne, betaler det sig særdeles godt at passe på tænderne tidligt i livet. En investeringsvillighed specielt i de yngre år medfører bedre tandsundhed og et lavere livstidsforbrug på tandpleje, og det høster især kvinderne frugten af.

– Baseret på vores registreringer kan vi se, at kvinderne samlet står for 52,7 % af omsætningen på vores klinikker, men udgør 54,7 % af de personer, der besøger klinikkerne årligt. Kvinderne kommer altså oftere, og vi ser, at de er bedre til at prioritere de dyre specialløsninger som eksempelvis implantater, og derved øger de mulighederne for at fastholde et flot tandsæt. Men på trods af dette har de færre livsudgifter til tandplejen end mændene, fortæller Søren Bach.

Vælger man at droppe tandlægebesøgene, kan det være både sundhedsskadeligt og en særdeles dyr beslutning.

– De tænder, vi har fået fra naturens side, fås ikke bedre. Derfor er regelmæssige eftersyn hos tandlægen med en individuel vurdering vigtige for, at tingene ikke udvikler sig. Det handler om regulær forebyggelse, og jo længere tid der går mellem hvert eftersyn, jo større bliver risikoen for dyre og smertefulde behandlinger eksempelvis ved huller, rodbehandling og indsættelse af implantater, fortæller Maj-Britt Maasbüll.

De analyserede data fra besøgsstatistikken hos ORIS Tandlægerne viser desuden, at den generelle hyppighed for tandlægebesøg er nedadgående. Siden 2007 er antallet af danskere, der besøger tandlægen, faldet med 11 procent.

smil, tænder, mund
Går du regelmæssigt til tandlægen, får du både øget sundhed og et bedre tandsæt. Det har flest kvinder fundet ud af. Helt nye tal viser, at de er bedst til at passe på tænderne, især inden de har rundet 40 år. (Foto: Pexels)

Læs også: Sådan holder du dine tænder sunde og stærke

24-årig mand tiltalt for trafikdrab på Amager

Anklagemyndigheden ved Københavns Politi har rejst tiltale mod en 24-årig mand for blandt andet uagtsomt manddrab efter en påkørsel af en 19-årig kvinde natten til den 24. juni. Han og bilens tre øvrige passagerer er desuden tiltalt for at flygte fra ulykken.

Den 19-årige kvinde blev natten efter sankthansaften påkørt i vejkrydset Englandsvej/Sundholmsvej på Amager. Hun afgik ved døden om aftenen samme dag. Den 24-årige mand og de tre øvrige passagerer kørte fra uheldsstedet, men blev anholdt samme dag efter en intensiv eftersøgning.

Anklageskriftet indeholder i alt fire forhold: uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, flugt fra færdselsuheld, hvor en person er tilføjet betydelig personskade, en grov hastighedsovertrædelse forud for dødsulykken samt brugstyveri af motorkøretøj.

– Tiltalepunkterne dækker over et meget alvorligt hændelsesforløb, og vores vurdering er, at der er tale om særlig hensynsløs kørsel, udtaler advokaturchef Kristian Kirk Petersen.

Den tiltalte har siddet varetægtsfængslet, siden han blev fremstillet i grundlovsforhør den 25. juni. Sagen er nu sendt til Københavns Byret, hvor den afventer berammelse.

blink politi
24-årig mand er nu tiltalt for trafikdrab på Amager … (Foto: Unsplash)

Læs også: Kvinde fængslet for vanvidskørsel på stier

Coop vil investere millionbeløb i nye små og mellemstore virksomheder

Coop Invest søger startups og early stage virksomheder inden for fødevarer og digitale kundeløsninger. Dermed sætter Coop Invest med en ny strategi, ny bestyrelse og et trecifret millionbeløb, retningen for et nyt forretningsområde.

Coop Invest fungerer som udviklingsselskab for alle aktiviteter i Coop koncernen, der ikke er direkte drevet af kerneforretningen i dagligvarer og bank. Reklamebureauet Republica, FDB Møbler og Severin Kursuscenter er nogle af de selskaber, der ligger under Coop Invest.

Nu er der sat en ny ambition, hvor selskabet vil foretage en række aktive investeringer i mindre virksomheder, der kan drage fordel af de omfattende kompetencer og styrker, som er til stede i Coop koncernen – eksempelvis inden for fødevareområdet og det digitale univers omkring Coops succesfulde loyalitets app.

Om den nye strategi siger Coops formand Lasse Bolander:

– Vi vil gerne udnytte de styrkepositioner, som Coop har til at skabe nye rentable virksomheder sammen med innovative iværksættere. I Coop har vi en række kompetencer og aktiver, som vi kan bringe i spil og dermed hjælpe med at bygge nye sunde forretninger. Gennem Coop Crowdfunding har vi allerede indblik en række startups, der er relateret til fødevarer, og der vil måske også være muligheder.

– Det er nyt i Coop at vi investerer i unge virksomheder, der endnu ikke er fuldt etableret, og vi forventer da heller ikke, at alle bliver en succes, men vi tror på, at vi kan tilbyde intelligente penge, til gavn for de nye virksomheder”, fortæller Jan Madsen., direktør for Coop Invest.

For at hjælpe med at eksekvere den nye strategi er der valgt en ny bestyrelse for selskabet, med relevante erfaringer. Formand for bestyrelsen er Lasse Bolander, der også er formand for hele Coop. Bestyrelsen består derudover af:

Stine Bosse, der har lang erhvervserfaring også med startups, og som i dag sidder i Coop Amba’s bestyrelse, Tine Thygesen, der har solid erfaring som stifter og direktør i flere virksomheder samt Morten Windfeldt, der er CEO i Alternative Equity Partners.

coop.dk, supermarked, coop, mad, online
Coop vil investere millionbeløb i nye små og mellemstore virksomheder … (Foto: Coop PR)

Læs også: Coop lancerer personlig klimaberegner

The Minds of 99 triumferede i Parken. Nu annoncerer de ekstrakoncert i Aarhus

The Minds of 99 triumferede i Parken lørdag aften. I går annoncerede de ekstrakoncert i Aarhus. The Minds of 99 udsolgte deres ‘Infinity Action’ koncert i Ceres Arena fredag den 4. februar på mindre end 24 timer, så nu er Live Nation glade for at kunne annoncere en ekstrakoncert for deres mange fans i Aarhus lørdag den 5. februar 2022.

Det er de færreste danske bands der har været på en rejse, som The Minds of 99. De har formået at blive et af landets største navne uden at have været nummer 1 på hverken streaming eller radiohitlister. Det er i høj grad deres evne til at skabe mindeværdige koncertoplevelser, der gør, at de er nået langt ud i alle kroge af Danmark.

Og mindeværdige koncertoplevelser sætter vi lige en stor tyk streg under! For i lørdags (11.9.21) skrev The Minds of 99 historie sammen med 50.000 fans, som var samlet i et udsolgt Parken for at fejre, at bandet endelig kunne spille deres største koncert til dato, og at vi kunne stå sammen side om side uden restriktioner. Alle – også anmelderne var begejstret. Som Politiken, der gav 6/6 hjerter og skrev:

‘6 hjerter og fuldkommen ekstase i Parken: The Minds of 99 var skabt til det her øjeblik. Der blev grædt og brølet. Der blev danset og sunget med. Med 50.000 i Parken genåbnede The Minds of 99 koncert-Danmark i den helt store skala, og leverede på en historisk aften en af de mest euforiske danske koncerter i nyere tid’.

The Minds of 99
The Minds of 99 giver også koncert i Aarhus næste år … (Foto: Live Nation)

Læs også: Bliv inspireret til kulturelle ting du kan lave i september måned

Kronprinsen satte Danmark i bevægelse

Royal Run ’21 blev en kæmpe fest fyldt med royale highfives, masser af konge-kroner og store smil. De mange tusinde deltagere medvirkede til at gøre Royal Run til et af verdens største og festligste motionsevents.  Og knap 79.000 glade og feststemte ansigter deltog søndag i Royal Run i Sønderjylland, Aalborg, Odense, København/Frederiksberg og på Bornholm.

Dagens hovedperson, H.K.H. Kronprinsen, afsluttede en lang dag i løbetøjet med at gennemføre ruten på 10 km. gennem gaderne i København og på Frederiksberg. Han kom ind i tiden 48 minutter og 51 sekunder og var ganske godt tilfreds:

– Alt under 50 minutter var godt for mig. Faktisk har mine ben det ret fornuftigt, der er ikke sten i dem, som der var for tre år siden, sagde kronprinsen efter løbeturen.

Han fortalte desuden, at han havde mødt et utal af ‘glade ansigter’ dagen igennem – og at det var ‘en befrielse’ endelig at kunne gennemføre et arrangement som Royal Run igen.

royal run kronprins frederik
En Kronprins i (løbe)hopla … (Foto: Lars Møller)

Læs også: Royal Run vender tilbage i 2022

Dagens billede: Celeb-par nummer 1 viser sig frem på filmfestival

· Mere fra samme kategori ·