
Fem på stribe: Boginspiration til dig
Der er noget ved bøger – noget magisk som jeg elsker … Bøger er gode for krop og sjæl og ikke mindst hjerne. Her får du lidt inspiration til september måneds læsning. Her er fem gode bøger på stribe
Jeg elsker bøger – bøger i alle afskygninger. Jeg kan bare ikke få nok. Vi tager nu hul på en forhåbentlig dejlig sensommermåned … Så få her fem gode grunde til at finde et hyggetidspunkt og kaste dig over bøgerne – store som små – gamle som nye, mens vi nyder mere af den danske sommer. Så er du klar til HYGGE – for hygge er for mig at læse en god bog.

Den hæsblæsende med Niels Oxen
‘Gladiator’ af Jens Henrik Jensen er den nyeste bog i den populære ‘Oxen’-serie om den tidligere jægersoldat Niels Oxen.
I ‘Gladiator’ er Niels Oxen modvilligt startet i behandling for den PTSD, der har plaget ham i adskillige år. Den kvindelige psykolog, der skal hjælpe Oxen, vækker en masse følelser i den gamle jægersoldat, og han indvilliger glædeligt i at være leder for en gruppe veteraner med PTSD på en overlevelsestur. Da han kommer tilbage fra turen, venter der en glædelig overraskelse. Mossman fra PET er egentlig gået på pension, men han hjælper til på en sidste sag.
De har brug for Niels Oxens overblik og efterforskningsevner i en makaber sag, hvor adskillige krigsveteraner er blevet likvideret rundtomkring i landet. Da han indvilliger i at hjælpe, bliver han genforenet med Margrethe Franck som han tidligere har arbejdet sammen med, og de to går i gang med efterforskningen. Det forløber dog ikke uden problemer, og snart er Niels Oxen forsvundet, og Margrethe indleder en desperat eftersøgning. Det bliver hurtigt et kapløb med tiden og et spørgsmål om liv eller død.
‘Gladiator’ er femte bog i Jens Henrik Jensens serie om Niels Oxen. Og som altid er der fart på – og det er svært at lægge den fra sig …
‘Gladiator’, 229,95 kr., saxo.com
Den tankevækkende
En bog der også satte mange tanker om mange ting i mit liv i gang – på godt og ondt. Og sådan tror jeg alle vil have det, når de læser ‘Tidselhonning’ af svenske Sara Paborn. Ikke mindst dem der har været eller er i et forhold, er gift eller skilt …
Sommeren 2019 forandres livet drastisk for den 43-årige Ebba Lindqvist, en ellers succesfuld samlivscoach med sit eget talkshow i radioen og adskillige solgte bøger. Efter en meget offentlig skilsmisse er hendes råd knapt så efterspurgte, og da hun bliver spurgt, om hun vil skrive en artikel om langvarige ægteskaber, accepterer hun modvilligt. Ebba sendes til en malerisk badeby ved den sydsvenske kyst for at interviewe en kvinde, der tilsyneladende har været lykkeligt gift med den samme mand i tres år.
Veronika Mörk er 79 år gammel og bor på et alderdomshjem, men bortset fra det er der ikke meget sagtmodig ældre dame over hende. Veronika er kontant og stilig, og Ebba tiltrækkes umiddelbart af hende. Men Ebbas møde med Veronica fører ikke til det ligefremme, åbenhjertige og nemme interview om 60 års lykkeligt ægteskab, som hun har håbet på. Veronika mindes godt nok sin store kærlighed – men det er ikke hendes afdøde mand, hun taler om.
Men hvad skete der den varme sommer i 1955, da Veronika, 17 år gammel, faldt for den unge kunststuderende Bo, der kom for at bo på hendes mors pensionat? Hvorfor endte de to elskende trods alt ikke sammen? Og hvad, hvis Bo stadig lever? Hvad der begynder som en famlende samtale vokser sig til et varmt venskab mellem Ebba og Veronika på tværs af generationsgrænser, med hver deres syn på kærlighed, livsvalg og længsler.
Bogen kører mellem Veronika og Ebbas liv og historier, der så langsomt flettes sammen. Fin måde at fortælle på. Det er en bog der ikke kan andet end stikke lidt til ens eget liv og livsvalg …
Om forfatteren:
Sara Paborn (f. 1972 i den svenske kystby Sölvesborg) har tidligere arbejdet som tekstforfatter i reklamebranchen, før hun satsede på en karriere som forfatter. Hun debuterede i 2009 med romanen ‘Släktfeber’, og fik sit gennembrud med ‘Blybryllup’, som udkom på dansk i 2018. ‘Tidselhonning’ er hendes seneste roman, og den er nomineret til ’Årets Bok 2020’ i Sverige og er indtil nu solgt til udgivelse i 11 lande.
Læs også: Klumme: At træffe de rigtige valg
‘Tidshonning’, 249,95 kr., saxo.com
Den hjerteskærende
Martha Hall Kelly slog igennem i hele verden med ‘Blomstrende syrener’ (en af mine yndlingsbøger), som udkom på dansk i 2018. Hun har en fortid i reklamebranchen og har boet i New England hele sit liv. Og lad mig slå fast, jeg elsker hendes bøger, der er en skøn blanding af virkelige hændelser, fantastiske personligheder, sublim fortælleevner, vedkommende og hjerteskærende skæbner – både gode og dårlige. Bøger man bare ikke vil være færdig med. Heller ikke ‘Solsikkesøstrene’ …
Og nu har hun skrevet endnu en medrivende historisk roman inspireret af virkelige levede liv, denne gang under den amerikanske borgerkrig.
Georgeanna ‘Georgey’ Woolsey er ikke skabt til en verden af overdådige fester, hvor det forventes, at en kvinde i hendes position er duknakket og ærbødig. Så da den amerikanske borgerkrig bryder ud og antænder hele nationen, ser Georgey sit snit og vælger at forfølge sin lidenskab for sygepleje – i en tid, hvor kvinder er uønskede ved fronten. Men Georgey og hendes søster Eliza vil modbevise de onde tunger, og de vover sig ud på en rejse fra New York til Washington D.C. og Gettysburg, hvor de bliver førstehåndsvidner til slaveriets og krigens rædsler.
I sydstaterne møder vi Jemma, som er slavegjort på Peeler-plantagen i Maryland, hvor hun bor med sin mor og far. Hendes søster, Patience, lider samme skæbne på naboplantagen, og begge lever de i frygt for plantagelederen, LeBaron. Da Jemma sælges til den grusomme mrs. Anne-May, mens unionshæren marcherer igennem landet, øjner Jemma chancen for at flygte, selvom hun må sige farvel til sin elskede familie.
Georgeys kald som unionssygeplejerske medvirker til, at hun krydser veje med Jemma, og herfra fremskrives et levende og detaljerigt portræt af borgerkrigsoplevelsen; fra de barbariske og umenneskelige plantager, til et krigshærget New York og slagmarkens rædsler.
Georgey er i øvrigt en fjern forfader til Caroline Ferriday, som Kelly introducerede i ‘Blomstrende syrener’, og Solsikkesøstrene er inspireret af virkelige begivenheder.
Og nu kan jeg så vente på den næste bog fra Martha – åhhhhh altså …
‘Solsikkesøstrene’, 269,95 kr., saxo.com
Den vilde
‘Vildt og smukt med blomster fra naturen’ er af Margit Engen og Peter Bilde Fogh er en bog, jeg reelt synes har manglet … For interessen for naturens mangfoldighed og glæden ved fordybelse i den enestående materialerigdom, som en tur i skoven, på engen eller ved stranden giver, er vokset helt vildt.
Med forårets og sommerens materialer fra naturen omkring os skaber blomsterbinder Margit Engen moderne og kunstfærdige blomsterarrangementer og dekorationer med alt fra markblomster og mos til krogede grene, tang og muslinger.
Det hele gjort med den professionelles øje for detaljen og teknikken bag det umiddelbart lette og naturlige udtryk, for på den måde at videregive inspiration, så læseren tør at give sig i kast med det utraditionelle – og også det klassiske.Bogen er illustreret med fotograf Peter Bilde Foghs smukke billeder af projekterne og inspirerende reportagebilleder fra Margit Engens sanketure.Ved alle projekterne er blomsternes navne nævnt på både dansk og latin. Jeg elsker at tage den frem – kigge – og lære og blive inspireret til endnu mere vild natur …
‘Vildt og Smukt’, 199,95 kr., saxo.com
Den lidt rå men humoristiske
I Thomas Korsgaards ‘Man skulle nok have været der’ bærer Tue alle sine ting ned til storskrald. Udlejeren på Frederiksberg har smidt ham ud, og han har ingen steder at tage hen. At vende tilbage til Skive og familien med den voldelige far er utænkeligt. Med sig har han en sportstaske med tøj, en computer og en lille palme. Om dagen sælger han avisabonnementer på gaden, og om natten sniger han sig til at sove i et af avisens baglokaler.
Her møder han Victoria, som tilbyder, at han kan overnatte på sofaen hos hende og hendes mor, en succesfuld arkitekt. Det bliver et møde med en helt anden slags hjem, end Tue er vant til, og han tager i dén grad deres herskabslejlighed i besiddelse. Snart er Tue dog på gaden igen, hvor han flakker rundt og må søge ly tilfældige steder og hos tvivlsomme typer.
Thomas Korsgaards ‘Man skulle nok have været der’ er en rå og humoristisk roman om at befinde sig uden for alle fællesskaber og hele tiden være bange for at blive opdaget. En fortælling om den totale rodløshed og om til sidst at finde hjem. Dette er tredje og sidste roman om Tue …
Thomas kan noget med personkarakteristikker – de kommer under huden på en – og hans enkle og faktisk lidt simple (på den gode måde) fortælleteknik er mesterlig …
‘Man skulle nok have været der’, 209,95 kr., saxo.com
Læs også: