Læs også:

Close
gulerod stop spild af mad

Selina Juul: 13 år i kampen mod madspild – corona har været en gamechanger

Nyheder  | 

Forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad fylder i disse dage 13 år. Traditionen tro har MY DAILY SPACE fået et eksklusivt sommerinterview med bevægelses stifter og Årets Europæer 2020, Selina Juul. Læs og hendes 13 års kamp mod madspild

Vi kan allerede afsløre at corona har været en stor gamechanger på området. Og så har danskerne kastet deres kærlighed på de grimme grøntsager … Men interviewet handler også om meget andet.

Selina Juul kæmper for at ændre vores mad(spilds)vaner … (Foto: Andreas Mikkel Hansen/norden.org)

Hvordan går det med kampen mod madspild i Danmark her under corona-krisen?

Coronavirus (COVID-19) har virkeligt været en gamechanger for os alle, og faktisk også for kampen mod madspild. Under Lockdown perioder vi lært at holde os til indkøbslister, købe ind een gang om ugen for at mindske
smitterisiko og bruge maden op.

Faktisk afslører tal fra Teknologisk Institut at danskerne er blevet bedre til at undgå madspild under Corona-krisen: op mod hver femte af de adspurgte, altså 18,5%, siger at de har reduceret deres madspild. Hver fjerde dansker har også brugt mere tid i køkkenet under corona-krisen, mens samme antal har kastet sig ud i madlavning, de aldrig har prøvet før, viser undersøgelse fra Epinion for Karolines Køkken.

frugt supermarked
De ligger der i supermarkederne så fine – og MEGET ens … (Foto: Unsplash)

Med andre ord har Corona-krisen, selvom pandemien er forfærdelig, været med til at skubbe kampen mod madspild i den rigtige retning.

Lige inden sommerferien i år udkom Miljøstyrelsens nyeste tal, som viser, at der går hele 814.000 tons mad til spilde hvert eneste år i Danmark. Det er ret skræmmende tal! Dog skal vi være opmærksomme på at disse tal kan ikke sammenlignes med Miljøstyrelsens tidligere tal, som er 700.000 tons madspild årligt.

Derfor kan man i princippet ikke se, om de nye tal viser en stigning eller et fald. Men i det mindste er det godt, at vi nu har et godt benchmark, som vi kan måle ud fra. Det er rigtigt godt, at vi nu har fået et klart billede af den udfordring vi har med madspild i Danmark. For hvad kan måles kan også mindskes.

Selina Juul foto af Fintan Damgaard (Foto: Selina Juul foto af Fintan Damgaard)
Selina Juul fortæller om coronas indflydelse på madspild … (Foto:Fintan Damgaard)

Tror du, at danskernes gode vaner varer ved?

Ja, det er et rigtig godt spørgsmål. Nu når restriktionerne letter og danskerne er ret Corona-trætte, vil mange ud og spise og opleve ting – og ud i verden. Og jeg er ikke sikker på, om man har lyst til at tænke på at gemme madresterne,
nu når sommerlandet kalder på danskerne.

I medierne er emner som ‘madspild’ og ‘klima’ blevet mindre omtalte i forhold til tiden før Corona, så det har ikke længere det helt store fokus blandt danskerne, som tidligere. Her i forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad har vi for eksempel valgt at skrue ned for alle vores årlige ‘Undgå madspild i Julen’ og ‘Undgå madspild i Påsken’ pressekampagner. Simpelthen for ikke at irritere folk.

I krisetider har folk ikke meget overskud, og de har slet ikke overskud til at høre på formynderi eller løftede pegefingre. For selvom at Stop Spild Af Mad har aldrig i de sidste 13 år leveret hverken formynderi eller løftede pegefingre til danskerne, er det vigtigt at vi lytter til folkesjælen – og agerer derefter. Det bør alle miljø- og klimaorganisationer gøre i disse nye tider.

agurk
Hvorfor skulle en krum agurk smage dårligere … (Foto: Unsplash)

Tiden er ikke længere til vrede klimaaktivister. Vi har efterhånden allesammen forstået problemet både omkring klima og omkring madspild.

I sommeren i år tog klimaforandringer for alvor fat, hvilket resulterede i ekstremt høje temperaturer i USA, Canada, Norge og Finland – faktisk de højeste, man har målt i århundreder. Samt har vi for nyligt været vidner til vejrfænomenet Bernd, som har forårsaget store ødelæggelser i både det vestlige Tyskland, Holland, Belgien samt Luxemborg og Østrig. Det er naturens reminder, at klimaforandringer er reelle, og de accelererer nu – og de banker
på vores dør.

Og måske skal vi ikke længere kun tænke i forebyggelse – men også i klimatilpasning. Altså hvordan tilpasser vi os denne nye verden med ekstreme og accelererende vejrfænomener – og hvordan vi dybest set overlever som menneskecivilisation.

Ifølge FN kommer Omkring 8 til 10% af al verdens CO2-udslip fra madspild og fødevaretab. Her kan vi altså være med til at gøre en forskel for klimaet – og som forbruger vil kan ovenikøbet spare tid og penge. Det er ren win-win.

Hvordan har corona-krisen påvirket dit arbejde og dit liv?

Selvom at corona-krisen er på alle måder skræmmende, så kom den til mig på et rigtigt godt tidspunkt. Da jeg kørte Stop Sild Af Mad med 800 kilometer de seneste 12 år, kan jeg ligeså godt afsløre til MY DAILY SPACE, at jeg i starten af 2020 var lige ved at gå ned med stress. Jeg kunne simpelthen ikke holde til at arbejde på Stop Spild Af Mad i op mod 18 timer i døgnet, 6 dage om ugen i 12 år, ovenikøbet hvor de første 8 år var helt uden løn. Det var
umenneskeligt.

Jeg var lige fyldt 40 år den 7. marts – og den 11. marts 2020 var hele Danmark ændret på grund af Statsminister Mette Frederiksens historiske pressemøde, hvor hele landet blev lukket ned. Det var virkeligt en ny verdensorden.
Alle mine aftaler blev aflyst på stribe. Min kalender, som plejede at være glødende og overbooket, stod pludseligt gabende tom. Jeg skulle hverken tale på Folkemødet, i EU eller FN – eller på andre planlagte arrangementer i 2020. Eller gennemføre min 9. Copenhagen Marathon. Der var lige pludselig stilhed …

Nå jeg kigger tilbage på 2020, så har det ændret mit liv. Jeg tror aldrig at hverken madspildsdagsordenen eller jeg selv kommer tilbage op på den samme vilde hastighed som før coronavirus (COVID-19) ramte verden. Jeg har justeret mit tilværelse ret hurtigt og optimeret. Teams og Zoom møder og digitale konferencer i stedet for de fysiske møder og konferencer. Ingen rejser. Mindre spildtid. Masser af CO2-udslip sparet. Meget mere tiltrængt søvn, efter 12 års søvnunderskud.

selina juul vatikane stop spild af mad madspild (Foto: Selina Juul)
Besøget i Vatikanet er en af de helt store oplevelser i Selinas karriere … (Foto: Selina Juul)

Set i bakspejlet er det ret faktisk ret vanvittigt, at jeg før Corona-krisen skulle ud og rejse og tale på konferencer 5-6 gange om måneden – og tale fx. i et kvarter i New York. Et kvarter! Det vil jeg aldrig nogensinde gøre igen. Jeg har rejst og talt om Stop Spild Af Mad og promoveret Danmarks kamp mod madspild i udlandet, vel at mærke ulønnet, over 300 gange de seneste 12 år – og nu siger jeg altså stop. Jeg har ikke kørekort og rejser oftest med tog og forsøger at flyve mindst muligt, alligevel blev alle de mange rejser alt, alt for meget.

Sidste gang jeg var ude at rejse og tale om Stop Spild Af Mad var i Vatikanet. Allerede nu er jeg igen begyndt at få invitationer til at tale på fysiske konferencer, senest fra Moskva og fra Tokyo. Og jeg takker nej, hver eneste gang. Afspil min TED Talk i stedet for og stop spild af CO2-udslip. Og med den stigende smitte i Rusland og Japan er det jo ikke ligefrem indbydende at rejse derned, vel?

Corona-krisen har også vist mig hvad er vigtigst af det hele: nærvær. At være sammen med min kæreste, som jeg desværre har forsømt en hel del i 12 år på grund af alt mit store arbejde på Stop Spild Af Mad. Vi har lige haft 20 års dag, og det allervigtigste er at være sammen med ham – alt andet kommer i anden rækkefølge. Vi er kun os to, vi har ingen børn, så vi har kun hinanden. Derfor skal vi passe ekstra meget godt på hinanden. Corona-krisen har givet mig
nogle andre prioriteringer her i livet.

holde hånd kærester
Corona har også fået Selina til at give kæresten mere tid … (Foto: Unsplash)

Min morgenrutine hver eneste dag starter altid med et besøg på Johns Hopkins University COVID-19 Dashboard hjemmesiden. Jeg er ingen Søren Brostrøm, men jeg har fulgt ekstremt meget med i Coronavirus (COVID-19) lige siden begyndelsen – og jeg tror at vi skal leve med COVID-19 i mange, mange år endnu. Jeg tror faktisk aldrig, at vi kommer tilbage til den verden før COVID-19, da selv WHO har sagt at vi skal indstille os på at COVID-19 vil være i vores samfund i mange år endnu, hvis ikke for evigt.

Dertil skal vi også huske på at der kommer hele tiden også nye mutationer af COVID-19, som for eksempel Delta mutationen, der er dominerende lige nu. Og måske bliver den næste endnu værre, endnu mere vaccineresistent. Jeg tror heller ikke at COVID-19 bliver den sidste globale pandemi, da alene klimaforandringer kan skubbe til ny udvikling af zoonotiske vira på grund af migrationer af vilde dyr.

Derfor skal vi være meget påpasselige med at omtale Coronavirus (COVID-19) i datid og bilde os selv ind at COVID-19 er overstået. COVID-19 er kommet for at blive, og jeg er bange for, at det er kun begyndelsen. Jeg har i hvert fald
altid mundbind og håndsprit med i håndtasken – og jeg lægger ikke de gode vaner fra mig. Man kan stadig smitte og blive smittet selvom man er vaccineret, så vi skal virkeligt allesammen blive ved med at passe på hinanden.

grøntsager
Stop spild af mad arbejder sammen med Alfred Pedersen og Søn …(Foto Alfred Pedersen og Søn ApS)

Hvilke projekter arbejder du med i Stop Spild Af Mad?

Stop Spild Af Mad bevægelsen er for nyligt fyldt 13 år – og vi har ikke ligget stille under Corona-krisen – vi har virkeligt haft travlt, og på en hel ny måde. Vores organisation er blevet optimeret og i dag er endnu mere effektiv og
hurtig. Corona-krisen gjorde, at jeg kunne koncentrere mig meget mere om den daglige ledelse og drift i Stop Spild Af Mad i stedet for at være ude i verden og tale på alverdens konferencer – og det var en stor forbedring. I dag
taler jeg udelukkende på digitale nationale og internationale konferencer, og det sparer både tid, ressourcer og CO2-udslip.

Først og fremmest, er mængden af vores Erhvervspartnerskaber vokset under Corona-krisen. Senest er foreningen Stop Spild Af Mad indgået i et landsdækkende partnerskab med Comwell Hotels, som er i øvrigt for tredje år i træk er kåret som Danmarks mest bæredygtige hotelkæde af Sustainable Brand Index. Samt har vi også et flerårigt partnerskab med Jespers Torvekøkken, som arbejder aktivt med implementering af FN’s Verdensmål.

Og så er der fuld fart på de ‘frasorterede’ og ‘skæve’ 2. sorterings madvarer – som har også brug for kærlighed! Foreningen Stop Spild Af Mad har senest indgået i et samarbejde med REMA 1000 og Daloon om at redde ‘skæve’ mini forårsruller med grøntsager – op mod 30 tons forventes at blive reddet årligt.

Vi har fortsat et godt og mangeårigt samarbejde med Danmarks største tomatproducent Alfred Pedersen & Søn ApS hvor de ‘grimme’ grøntsager, skæve agurker, overskudstomatketchup og meget andet findes i dag REMA 1000’s og Salling Groups butikker. Og så er der skæv-på-vægten madspildsost fra Them Andelsmejeri, ‘Årets Ævlerov’ æblemost fra Danmarks største mosteri Ørbæk Mosteri ved Orskov Foods samt 2. sorterings økologiske minigulerødder fra Danmarks største rodfrugtsproducent DanRoots – allesammen fås i REMA 1000 butikker.

madspild selina juul most æblemost
Æbler lavet til lækker most … (Foto: Orskov Foods A/S)

Og der er mange, mange flere ‘grimme’ produktlanceringer på vej. Faktisk viser vores seneste undersøgelse fra Kantar Gallup for Stop Spild Af Mad at op mod halvdelen af danskere vil gerne have de ‘frasorterede’ madvarer på butikshylderne. Så noget tyder altså på, at der er et marked for det. Derudover har vi – med stor succes – lanceret vores landsdækkende gratis portal, GratisMad.dk.

GratisMad.dk er en lettilgængelig, gratis landsdækkende platform, som gør det nemt for danskere i madfattigdom, det vil sige fattige familier, hjemløse og andre socialt udsatte, at få nem og hurtig adgang til gratis overskudsmad i deres lokalområder. GratisMad.dk er også en landsdækkende gratis platform for lokale donorer af overskudsmad, for eksempel supermarkeder, fødevareproducenter, grossister og lignende, så de let og hurtigt kan komme i kontakt med lokale aftagere, såsom væresteder, herberger, velgørende madspildsorganisationer og andre lokale initiativer mod madspild og donere gratis overskudsmad. Allerede over 27.000 gange er Stop Spild Af Mad’s nye gratis portal GratisMad.dk blevet besøgt siden lanceringen i påsken.

Jeg varetager også mange ulønnede tillidshverv, blandt andet som bestyrelsesmedlem i Regeringens Tænketank om Forebyggelse af Madspild og Fødevaretab ONE\THIRD, medlem af den globale koalition mod madspild Champions 12.3, medlem af Europa-Kommissionens vidensplatform om madspild EU Platform on Food Losses and Food Waste og partner i FN’s globale SAVE FOOD initiativ.

Sammenlagt har Stop Spild Af Mad og jeg i dag over 120.000 følgere på samlede sociale medier og det vælter fortsat ind med dansk og international medieomtale, senest har både VOGUE Germany samt Forbes Magazine, som har over 140 millioner månedlige læsere, skrevet om Stop Spild Af Mad.

gratis mad
Portalen gratismad.dk er et nyt projekt Selina Juul har kastet sig over … (Foto: Klaus Sletting)

Hvis Corona-situationen tillader det i år, afholder vi i år i forbindelse med National Madspildsdag sammen med H.E. Frankrigs Ambassadør i Danmark Caroline Ferrari og Den Franske Ambassade den succesfulde Annual International Stop Wasting Food Dinner. Til de tidligere Arbejdsmiddage havde vi æren og fornøjelsen at have Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie som æresgæst samt flere ambassadører samt toneangivende nationale og internationale fødevareaktører.

Som forfatter hos Gyldendal har jeg p.t. ikke planer om at udgive en 3. bog (men mon ikke, at det ændrer sig … Vores bog ‘Mad med respekt – En familiekogebog, der mindsker madspild’ med medvirken af Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie er kommet godt og bredt ud og har genereret 36.000 kroner til Folkekirkens Nødhjælps arbejde. Bogen vandt også priser og blev i 2020 nummer et i verden i den internationale kogebogskonkurrence The Gourmand World Cookbook Awards i kategorien D11 Family.

MAD MED RESPEKT bogforside - Gyldendal
Sådan ser bogen ud …

Opskrift på biksemad fra bogen kan du få her

Derudover har jeg bidraget med et kapitel til Vatikanets bog om madspild. Min sidste rejse inden corona-krisen ramte verden var faktisk Vatikanet, da jeg i slutningen af 2019 var inviteret af Vatikanet til at tale i Vatikanet på en high level international konference om madspild. Derefter har Vatikanet bedt mig om at bidrage med et kapitel til Vatikanets 240 sider lange bog om madspild – bogen udkom i 2020.

Så jeg ligger bestemt ikke stille, men jeg arbejder altså ikke længere på Stop Spild Af Mad op i mod 18 timer i døgnet, 6 dage om ugen – da søvn og restitution er altså vigtigt.

Hvad er dine fremtidsplaner?

Uha, jeg kan endnu ikke afsløre det, men jeg har et meget stort landsdækkende projekt på vej, som jeg har arbejdet på lige siden corona-krisen startede. Når det engang er lanceret, vil det overraske mange, da det er en hel ny retning, som jeg arbejder med. Det har lidt med madspild og bæredygtighed at gøre, men osgå meget andet. Projektet vil komme bag på mange.

Men jeg håber, at det vil blive taget godt imod i hele Danmark, da det er en god og vigtig sag. Jeg elsker at arbejde med projekter, som har meget lange fremtidsperspektiver. Når det først kommer ud, bliver det stort – og jeg lover, at I bliver de første til at få det at vide.

frugt
Nej, frugt behøver ikke være fuldstændig ens for at smage godt … (Foto: Unsplash)

Har du nogle gode råd til mindre madspild her i denne sæson?

Det kan du tro jeg har. Sommeren har i Danmark indtil videre været god og varm og mange danskere holder staycation på grund af Corona-krisen – og jeg har derfor et par gode tips til at undgå madspild i sommervarmen.

1. Først og fremmest er det vigtigt at sørge for at dit køleskab har den korrekte temperatur: max. +5 grader C.

2. Din fryser skal være på -18 grader C.

3. Når I spiser udenfor – for eksempel picnic, grillture, ude i haven og så videre – så medbring kun den mængde mad, som du ved bliver spist.

4. Kend dine portionsstørrelser – vi voksne spiser cirka 500 gram mad til et måltid. Er du i tvivl om der er mad nok, så medbring ekstra brød, salat eller frugt. Alle skal nok blive mætte alligevel.

5. Brug din køletaske og køleelementer til både transport og til opbevaring.

6. Når I spiser, er det vigtigt at sørge for at dét, I sætter frem på bordet, også bliver spist – for meget af maden klarer nemlig ikke et ‘ophold i solen.

7. Tag hellere maden gradvist frem, og sørg for at det meste af maden forbliver i køletasken. Derved får du det også nemmere ved at genbruge dit madoverskud, da maden forbliver frisk.

Velbekomme, rigtig god sommer – og pas godt på jer selv derude, slutter Selina Juul …

 

Selina Juul holder tale til TED … (Foto: Daniela De Lorenzo)

 

Læs også:

Madspild for dummies

bananer mad (Foto: Unsplash

· Mere fra samme kategori ·