Læs også:

Close
dansk retursystem pant

NEWS: Første halvår slår ny pant-rekord

Nyheder  | 

Første halvår slår ny pant-rekord · Nu kan man søge om tidlig pension · Grønt bilsalg holder momentum · Science Museerne i Aarhus nomineret til international pris · Harmonikasammenstød på Køge Bugt Motorvejen · Dagens billede: BIG news

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Første halvår slår ny pant-rekord

I første halvår af 2021 er der kommet over 900 mio. flasker og dåser retur gennem pantsystemet. Det er en stigning på 18 procent i forhold til samme periode sidste år – som vel at mærke var et rekordår. Dermed fortsætter tendensen med, at danskerne panter mere under corona.

Selv om 2020 var et rekordår, når det kommer til pant, så er rekorden allerede slået efter årets første seks måneder. Der er nemlig kommet 922 millioner flasker og dåser retur gennem flaskeautomater og pantstationer i perioden, og det er 140 millioner mere end samme periode sidste år. Det svarer til en stigning på 18 procent.

– Vi kan se, at der har været virkelig tryk på både flaskeautomater og pantstationer i det første halvår. Danskerne er gode til at aflevere deres flasker og dåser, så de kan blive genanvendt til nye, og det er med til at give den nye rekord, siger markedsdirektør Marlene Holmgaard Fris fra Dansk Retursystem.

Særligt pantstationerne har der været tryk på. Der er afleveret 56 procent mere i pantstationerne i 2021 end i første halvår året før, som også var et rekordår. Dermed er kapacititetsgrænsen for, hvad pantstationerne kan håndtere, mere end overskredet, hvilket har givet kø ved mange pantstationer.

Stigningen skyldes blandt andet, at danskernes forbrug har ændret sig under corona, hvor øl, vand og juice i større stil bliver drukket hjemme end på restauranter og cafeer, der har været lukket. Desuden har mange holdt deres ferier og fester hjemme, hvilket også har genereret flere flasker og dåser med pant.

Tallene viser også, at det primært var i årets første fire måneder, at der blev pantet igennem, hvorefter der var en lille nedgang, da restauranter og cafeer åbnede igen efter corona, og forbruget blev flyttet ud af hjemmet. Samlet set ligger alle måneder i år dog over sidste år.

Dansk Retursystem indsamler alle flasker og dåser med pant og sørger for, at materialet bliver genanvendt til nye flasker og dåser. Sidste kom der 1,7 mia. flasker og dåser retur, og det sparede for udledning af 178.000 tons CO2.

dansk retursystem pant
Endnu en (pant)rekord er sat … (Foto: Dansk Retursystem)

Læs også: Millioner af dåser og flasker forsvinder sporløst hvert år

Nu kan man søge om tidlig pension

Fra i søndags den 1. august blev der åbnet for ansøgninger til tidlig pension via borger.dk. De første, der kan søge om ret til tidlig pension, er personer, der er født i 2. halvår 1955 og frem til og med 1960.

Tidlig pension er en ny tilbagetrækningsordning, der giver dem, der er startet tidligt på arbejdsmarkedet og har haft et langt arbejdsliv, ret til at trække sig tilbage før folkepensionen. Retten til tidlig pension afhænger udelukkende af ens anciennitet på arbejdsmarkedet, som gøres op, når man er 61 år.

Der er 1. august 2021 åbnet for ansøgninger for alle, der er født i 2. halvår 1955 og frem til og med 1960. Folkepensionsalderen er for disse årgange 67 år, og de har mulighed for at gå på tidlig pension i løbet af de kommende år, når de er enten 64, 65 eller 66 år. De første kan gå på tidlig pension fra 1. januar 2022.

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:

– Jeg er pavestolt over, at vi i dag åbner for ansøgninger og dermed er kommet et stort skridt nærmere den dag, hvor de første kan gå på tidlig pension. Det er noget, regeringen har kæmpet for fra første dag, og som Socialdemokratiet gik til valg på.

– Med opbakning fra både SF, EL og DF får lønmodtagerne for første gang i mange år nye rettigheder, og vi får skabt en større retfærdighed i vores pensionssystem. Vi kan ikke blindt blive ved med at hæve pensionsalderen, uden at vi tager ansvar for de mennesker, som har taget deres tørn på arbejdsmarkedet gennem et langt og ofte hårdt arbejdsliv. Alle skal kunne trække sig værdigt tilbage, inden de er helt nedslidte.

Det er muligt at få ret til tidlig pension i enten et, to eller tre år før sin folkepensionsalder. Har man som 61-årig været 44 år på arbejdsmarkedet, kan man få ret til tidlig pension i tre år. Har man i stedet været 43 eller 42 år på arbejdsmarkedet, kan man få ret til tidlig pension i to eller et år før folkepensionen.

Udbetaling Danmark behandler ansøgningerne om ret til tidlig pension, og ansøgerens anciennitet på arbejdsmarkedet beregnes ved at trække på oplysninger fra offentlige systemer og registre. Ansøgere kan selv supplere med egen dokumentation for blandt andet perioder på arbejdsmarkedet, som kan tælle med i beregningen af anciennitet. Det kan være relevant i tilfælde, hvor der ikke findes registeroplysninger, eller hvis man ønsker at korrigere de oplysninger, som indgår i opgørelsen fra Udbetaling Danmark.

ældre pensionist gammel
Beskæftigelsesministeren Peter Hummelgaard er pavestolt over den nye mulighed, man nu giver folk … (Foto: Unsplash)

Læs også: Spot en ældre person der er ensom

Grønt bilsalg holder momentum

Bilsalget i juli måned havde flotte salgsandele af både el- og plug-in hybridbiler, der tilsammen udgjorde 32 % af bilsalget.

I juli måned blev der samlet set indregistreret 13.402 personbiler, hvilet er 29 % lavere end sidste år. Det skal dog forklares med, at juli 2020 havde et exceptionelt godt bilsalg grundet genåbningen efter en hård nedlukning. År til dato er der indregistreret 109.904 personbiler, hvilket er 2% højere end samme periode sidste år.

– Vi er godt tilfredse med, at bilsalget i år samlet set ligger en anelse over sidste år, der var præget af en hård nedlukning. Selvom nedlukningen i Danmark stort set er et overstået kapitel, sætter corona-pandemien dog stadig sine spor, da den globale mangel på mikrochips ligger en dæmper på produktionen af nye biler, udtaler Mads Rørvig, Administrerende direktør for De Danske Bilimportører

Lige nu er der 75 forskellige elektriske bilmodeller at vælge i mellem på det danske marked, hvilket er markant højere end samme tidspunkt sidste år, hvor antallet af indregistrerede elektriske modeller var 27.

– Bilproducenternes målrettede indsats for at udvikle nye klima- og miljøvenlige biler gør det nemmere for danskerne at foretage det grønne valg, når der skal købes ny bil. Når man oven i købet får en afgiftsrabat på disse biler, ser vi de store salgsandele af grønne biler, som vi forventer bliver endnu større over de næste år, slutter Mads Rørvig.

Elbilerne udgjorde 10 procent af personbilsalget i juli måned svarende til 1.065 køretøjer og plugin-hybriderne 22 procent svarende til 2.965.

mand bil
Salget holder momentum … (Foto: De Danske Bilimportører)

Læs også: CO2-udledning fra nye biler rasler ned

Science Museerne i Aarhus nomineret til international pris

Udstilling med spektakulært hjerteakvarium og Nobelpristagers kontor er kommet i fornemt selskab. Sammen med museer fra Tel Aviv og Harvard er udstillingen ”Videnskab er lidenskab”, som står på Steno Museet i Aarhus, indstillet til den internationale museumspris UMAC-AWARD 2021.

Det første man ser, når man træder ind i det mørke udstillingsrum, er verdens sandsynligvis eneste hjerteakvarium. Derefter lander øjet på et kæmpe molekyle i 3D og vandrer videre til Nobelprismodtager Jens Christian Skous fysiske kontor, forskeren, der kogte og dissekerede 20.000 krabber for at finde svar på sin undren.

Udstillingen ”Videnskab er lidenskab – om forskerliv og kogte krabber” handler om livet som forsker, og hvorfor nogle mennesker vælger at fordybe sig i et snævert emne, fx hvordan celler regulerer deres saltbalance, eller at forstå bestemte dyrs hjertefunktion.

Sammen med Harvard Art Museum og Screiber Art Gallery ved Tel Aviv University er den aarhusianske udstilling nu nomineret til UMAC-AWARD 2021. UMAC er den internationale komité for universitetsmuseer og et internationalt forum for alle dem, der arbejder i eller er tilknyttet akademiske museer, gallerier og samlinger.

Morten Arnika Skydsgaard, museumsinspektør ved Science Museerne, Aarhus Universitet, som står bag udstillingen, siger om nomineringen:

”I de seneste femten år har vi arbejdet hårdt for at forny vores udstillinger på Steno Museet. Nomineringen er med til at vise os, at vi er gået i den rigtige retning, og vi er meget stolte over at være i fornemt selskab med Tel Aviv og Harvard. ”Videnskab er lidenskab” er skabt i tæt samarbejde med Aarhus Universitet, og vi vil gerne være blandt de bedste universitetsmuseer i verden, når det det drejer sig om at formidle videnskab til det brede publikum med opsigtvækkende, engagerende og flot designede udstillinger.”

Bent Lorenzen, museumsdirektør ved Science Museerne, Aarhus Universitet, siger:

”I en tid, hvor det internationale samarbejde og ikke mindst turismen har været udfordret på grund af corona, er det et ekstra skulderklap at blive indstillet til en pris som UMAC-AWARD. Vi håber, at det vil få endnu flere til at få øjnene op for vores udstillinger, også i internationalt regi.”

Fakta

Vinderne offentliggøres september 2021.

Se film om ‘Videnskab er lidenskab’ fra nomineringen her:

Læs mere om UMAC og nomineringen her.

aarhus universitet science museum
I udstillingen “Videnskab er lidenskab” kan man bl.a. opleve et hjerteakvarium. (Foto: Ida Marie Jensen, AU foto)

Læs også: August måneds kulturguide

Harmonikasammenstød på Køge Bugt Motorvejen

14 biler i større harmonikasammenstød på Køge Bugt Motorvejen mellem Karlslunde og Greve skete mandag eftermiddag klokken 16.13. Det skete i sydgående retning, hvor hele 14 biler var impliceret. Det regnede kraftigt på uheldstidspunktet, hvilket kan have haft en medvirkede årsag til, at uheldet skete i forbindelse med nedbremsning og aquaplaning. Flere patruljer og ambulancer kørte til stedet, hvor hele motorvejen blev lukket ved tilkørsel 29 -Greve S, mens der foregik redning på stedet.

En 57-årig kvinde fra Næstved sad fastklemt og blev reddet ud af bilen med skader på sin ben. Lægehelikopteren ankom, men der blev ikke behov for at flyve tilskadekomne til behandling. Den 57-årige blev kørt til sygehuset i ambulance, hvor hun blev behandlet for et brud på sit ben.

Flere blev tilset på skadestuen efter uheldet, men ingen andre meldes at være kommet noget alvorligt til ved det omfangsrige sammenstød. Der skete betydelige materiel skade på bilerne, og oprydningsarbejdet stod på i omkring to timer, hvor motorvejen var afspærret. To timer senere blev motorvejen genåbnet. Politiet optog rapport i sagen.

køge bugt motorvej
Stort uheld på Køge Bugt Motorvejen mandag eftermiddag … (Foto: Visualhunt)

Læs også: Politiet fanget tricktyv

Dagens billede: BIG news

· Mere fra samme kategori ·