Klumme: Forandringer – på godt og ondt
Gennem hele livet sker der et utal af forandringer i vores liv. Nogle mennesker er formidable til at navigere og acceptere eller tage imod forandringer, mens andre har det sværere med forandringer. Her er mine tanker om forandringer
Dette er på ingen måde en videnskabelig klumme eller artikel om forandringer. For jeg er sikker på, der er alle mulige gode og forklarende grunde og teorier, hvorfor vi gør og handler, som vi gør, når der sker forandringer i vores liv – store som små. Men dem kender jeg ikke. Dette her er blot mine tanker, som jeg har gået og ‘puslet med i mit hoved’ i forbindelse med to flytninger …
Livet eller tiden står jo ikke stille
Nej, nej det ved jeg jo godt. Men jo ældre man bliver, jo hurtigere virker det, som om ‘hjulene drejer’. Men skulle man ikke, når man blive ældre være mere indstillet og parat til ændringer … Måske – eller måske har man bare ikke lyst til forandringer. Især hvis man har det godt, som det er.
Men faktum er, at hverken livet eller tiden står stille. Og som Søren Kierkegaard skrev: *Livet forstås baglæns, men må leves forlæns’ … Ret træls at man da for filen ikke vidste eller forstod alle de ting og kunne undgå de største ‘bommerter’ (eller dumme kærester) og dermed ‘forkerte forandringer’ i ens liv.
Nå, det var egentlig lidt et sidespring – men det har dog alligevel noget med forandringer at gøre, for vi oplever dem i stor og små skala hele tiden. Se bare hvad forandringer corona førte med sig – DET havde vi ikke set komme. Og mange havde sidste forår svært ved de forandringer. Nogen har stadig …
Men nogle forandringer sker, fordi man selv vil dem eller tager skridtet – andre uden man har indflydelse på det og dem. Og det er måske især dem, der kan være svære at håndtere – i hvert fald i starten.
Er glasset halvt fyldt eller tomt
Ja, det er et godt spørgsmål. Hos nogen er det vist mere fyldt end tomt – sådan generelt. Og vi kan også have det i perioder, at vi ser lidt mere positivt eller negativt på det hele – også forandringer. Der er ingen tvivl om, at ser man glasset som halvt fyldt, så vil man også gå ind til og med forandringer med åbent sind og krum hals, og måske nok nemmere klare forandringerne. Men det er nemmere sagt (eller her skrevet) end gjort.
Jeg synes, jeg forsøger at tænke halvt fyldt og lege ‘korkprop’ og klare forandringer – men der ligger i mig (og de fleste) den der indgroede ting, at vi ved, hvad vi har, og at forandringer tager tid at kapere og se det gode i. Og så er der de mennesker, der rammes af så mange dumme eller dårlige forandringer, så man selv tænker, at man er et skarn at pive over, at ‘Supermarkedet er lukket tæt på en’, ‘den gode chef er stoppet’, ‘veninden er blevet gift og har ikke tid til en’ eller måske bare ‘vejen man skulle cykle på job ad var lukket af vejarbejde’ …
Kan du se det for dig – og når man pinder det ud, ser det jo latterligt småt og ligegyldigt ud – men DET er det ikke altid i situationen.
Et eller mange jobskifte
Gennem et arbejdsliv skifter man job – måske endda branche(r) … Yngre kommer til at gøre det meget mere, end man gjorde førhen. Der forblev man bogholder, hvis man var uddannet bogholder – så pyt med man hadede det og slæbte sig på job i måske 60 år. DET kommer så ikke til at ske i dag, der kommer jobskifte til at have en hastighed, som der skiftes partnere. For her ser man i dag forandringen, i forhold at prøve noget nyt, som noget positivt og ikke farligt.
Det ser jeg som et godt tegn – og jeg tænker det bliver bedre medarbejdere og chefer og kollegaer, vi får at se, HVIS de altså nu også bare bliver liiidt hvert sted. Erfaring – perspektiv og forståelse for mere end en ting og side, det er godt.
Men når det så er sagt, så synes jeg personligt job- og brancheskifte er svære, for man starter ligesom fra cratch, når man begynder et nyt sted. Man skal opbygge fortrolighed og credit – man skal gøre sig fortjent til folks ros og anerkendelse, og man kan ikke engang finde ud af at bruge den skide kaffemaskine og skal spørge om alt. Der er noget trygt ved at være et sted, hvor man ‘kan det hele’, og at folk ved, man kan det. Men det udvikler jo bare ikke en som person og leder, så op på ‘forandrings-hesten’ – og GØR det – altså jobskiftet eller den helt vilde – måske brancheskiftet …
Og så har vi slet ikke talt om corona og vores måde at arbejde på. I starten kunne folk slet ikke finde ud af det med hjemmearbejde – og cheferne sad og troede, firmaer ville gå nedenom og hjem, fordi medarbejderne ikke lavede en dyt derhjemme. Men har vi ikke både set og lært noget helt fundamentalt der. Det er da den ultimative forandring rigtig mange virkelig ikke var glade for, men som man nu halvandet år efter faktisk påskønner, og som nu i mange firmaer er blevet en eller anden form for permanent ordning – måske i mindre skala – trods alt.
Sangen som rører noget dybere i mig
I dette forår har jeg været to flytninger igennem. Det er ikke for tøsedrenge eller piger. For der er noget utrolig dejligt ved at have et fast (stå)sted at bo. Man kender vejen – man kender trapperne – man kender naboerne – man kender lydene -og lugtene, og man kender også sine udgifter. Ja, man er et ‘safe place’.
Men nogen gange skal der flytninger til – og når vi nu glemmer alt om selve den fysiske flytning, som jeg kunne skrive adskillige klummer om, så kan en flytning være en mental og personlig ‘oprydning’. Men den tager tid – og jeg er ikke selv helt nået dertil, hvor jeg tænker ‘wow det var fedt, jeg gjorde det’.
Og så var der sangen – sangen der dette forår har været hørt og sunget af mange – Andreas Odbjerg har lavet den smukkeste sang og tekst. Og i mine flytninger når jeg for jeg ved ikke hvilken gang kørte bil med noget, der skulle flyttes, så hørte jeg den (fordi Radio Soft spiller den hele tiden – TAK). Og så fik jeg lidt ondt af mig selv – følte mig lidt alene i verden – men fik også et ‘det skal nok gå’ – så tak Andreas for at have skrevet og komponeret en sang, der har rørt mig også på et dybere plan , og som helt sikkert har været med til at gøre de forandringer i mit liv lidt mere ‘spiselige’ …
Er jeg flokdyr eller ‘solo-egoist’
Uha – for det første opfandt jeg lige et ord der – som jeg så faktisk synes er meget godt – og for det andet så kender jeg ikke engang selv svaret. For der ligger jo nok begge dele i mange af os. I mig måske endda lidt mere ‘solo-egoist’, hvis jeg nu skal være ærlig – og det skal man jo i klummer.
Forandringer i forhold til at følge andre som et flokdyr – gøre hvad de gør eller forventer – ja den har mange i sig. Og man skal i øvrigt indeholde et ganske stort kvantum af både selvværd og styrke og vilje for at turde og ikke mindst kunne køre den anden linje som ‘solo-egoist’. For den får man sjældent hverken ros eller opbakning til. Ej heller forståelse. Øvelsen ligger nok lidt i at stoppe op, og så både være ærlig og udfordre en selv – for det er dig selv, du skal have den vigtigste anerkendelse og ‘credit’ fra …
Er det for sent at lære …
Altså hvis det er sådan, så stopper vi bare klummen nu – for så er der jo ligesom bare lukket og slukket. Men nej, gu’ er det ej for sent at lære – om man så bliver 80 og tingene pludselig ‘falder i hak’, eller man endelig er modig nok til at foretage en forandring eller ‘går ind i en forandring’ med oprejst pande og ‘ja-hatten’ på.
Jeg lærte for eksempel først at drikke kaffe, da jeg var i slutningen af 30’erne. Jeg har først for nylig lært at værdsætte flere helt elementære ting i livet – også om både kærlighed – venskaber og familie. Ting kan tage tid – og nogen gange skal de smages, eller vendes i hovedet mange gange, før der sker en forandring eller forståelse og dermed ønske om ændring – det gælder altså den forandring man selv vælger skal ske. De forandringer er selvvalgte. Men så er der de forandringer, der gennem livet bliver ‘trukket ned over os’, dem skal vi nok gemme en lille boks med ‘god karma og vilje’ til at klare, når de kommer – for de kommer, sådan er livet også.
Det kunne jo også være, at som med et nyt lag maling kan gøre underværker på en væg, så kan forandring faktisk også føre noget finere og smukkere og måske endda bedre med sig. Så hvad jeg har lært ved at skrive denne klumme (og tænke længe over det med forandringer) er i hvert fald – NEJ det er ikke for sent at lære – og jeg vil forsøge at tage imod de forandringer, der nu kommer til mig, som noget godt. Carpe Diem (og forandringer) – som man siger …
Læs også:
