Læs også:

Close
gave hænder fest

NEWS: Danskerne købte færre gaver og brugte flere penge på sig selv i 2020

Nyheder  | 

Danskerne købte færre gaver og brugte flere penge på sig selv i 2020 · Ny grøn oase åbnet i København · Chauffør dømt for at efterlade ældre mand i hjælpeløs tilstand · Over 100 nye hjertestartere til uddeling i hele Danmark · Danmarks største musiktræf er tilbage · Dagens billede: Peru indtager trist førsteplads · Fredagsfjol: Bedste venner 🐑🐱

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Danskerne købte færre gaver og brugte flere penge på sig selv i 2020

Selvom danskernes forbrug på fysiske varer steg i 2020, brugte de betydeligt færre penge på gaver til familie og venner. Dansk Detail håber, at foråret og et lempet forsamlingsforbud bringer flere fejringer med sig.

Færre bryllupper, fødselsdagsfejringer og konfirmationer. Forsamlingsforbuddet, der prægede store dele af 2020, og stadig gør sig gældende i 2021, havde stor betydning for antallet af fester og dermed også gaveudvekslingen i Danmark. Til trods for at danskernes online køb af fysiske varer steg med 18 procent i 2020 sammenlignet med 2019, blev der købt markant færre gaver til venner og familie.

Hos KopK, der er en af Danmarks største online isenkræmmer, har man oplevet et drastisk fald i salget af varer, der normalt er stort aftag på ved højtider og andre fejringer. Hele 65 procent er salget af populære gavevarer faldet med i 2020 sammenlignet med 2019 hos den landsdækkende isenkræmmerkæde, og det har haft noget at sige for årets resultat.

– Til trods for, at vi har haft en lille fremgang i salget i 2020, havde den uden tvivl været større, uden forsamlingsforbuddet. De klassiske gavevarer, vi fører, har ikke solgt som de plejer, og det skyldes, at der ikke har været samme mulighed for bryllupsfester, fødselsdage og konfirmationer i 2020, fortæller Jan Krogh, der er administrerende direktør hos KopK.

Hos KopK er man ikke alene om at have solgt færre gavevarer i 2020. Ifølge erhvervsorganisationen Dansk Detail har butikker og netbutikker i hele landet oplevet, at færre danskere er blevet fejret med gaver.

– Mange af de virksomheder, der sælger varer, der er knyttet op på festlige anledninger, har slet ikke haft det salg, som de plejer. Det skyldes, at deres salg gang på gang er blevet udskudt i takt med stramninger og forlængelse af forsamlingsforbuddet. Når festlighederne udskydes, sælger man bare ikke gavevarer, og det er ligegyldigt, om man er en fysisk butik eller netbutik, siger Jens Birkeholm, der er administrerende direktør i Dansk Detail

Hos KopK håber man på at kunne lune sig ved et stigende gavesalg i foråret og hen over sommeren. I takt med at forsamlingsforbuddet udfases, og temperaturerne stiger, burde der nemlig blive afholdt flere af de fester, der blev forhindret i 2020. Det mener Jan Krogh.

– Jeg håber uden tvivl på et varmt forår med en masse fejringer og uden kritiske stigninger i smittetallet, så vi kan undgå yderligere restriktioner. En stor del af vores forretning er afhængig af gaveindkøb til de festlige anledninger. Vi har endnu ikke set bedring i salget af gaveprodukter i 2021, men regner kraftigt med, at der snart sker en udvikling til det bedre, siger Jan Krogh.

– I starten af 2021 fik vi ikke den genåbning og den frihed, som mange af os havde gået og håbet på inden årsskiftet. Foråret bringer dog håb med sig, hvor vi forhåbentlig kan se frem til flere af de fester, vi måtte give afkald på i 2020. Det er noget, de danske gaveforretninger har brug for, afslutter Jens Birkeholm.

gave hænder fest
Danskerne var gavmilde – mod sig selv i 2020 … (Foto: Unsplash)

Læs også: Har du husket at købe en farsdag gave til i morgen – ellers bliv inspireret her

Ny grøn oase åbnet i København

I tirsdags den 1. juni slog Byens Plantetorv dørene op – en ny 700 kvadratmenter grøn oase målrettet byboeren placeret i én af de særlige rå bygninger på Refshaleøen i København, der danner rammerne om det rustikke plantetorv. Her vil du blive mødt af sæsonaktuelle planter, et planteværksted til klargøring af dit køb, en lille café, et drivhus til workshops samt smart rådgivning til os uden grønne fingre.

På Refshaleøen vil man i én af de rå bygninger fremover kunne forelske sig i planter, som passer til hjemmet i byen. Udbuddet vil være sæsonbestemt og i det omfang, det er muligt, også økologisk, og stedet vil derfor altid byde på en ny grøn oplevelse. Udover planter vil det være muligt at købe alt det tilbehør, du har brug for – og i stedet for at slæbe det hele med hjem, vil man i planteværkstedet kunne plante om med jord og gødning i den krukke, du ønsker, så du slipper for at slæbe alle remedierne med hjem og få spredt jord ud alle vegne derhjemme. Bag stedet står den 33-årige iværksætter Pernille Francke, der har skabt Byens Plantetorv for at gøre det nemt for alle i byen at leve mere grønt;

– Jeg har ikke selv grønne fingre og har derfor selv haft svært ved, hvordan man kunne få det grønne ind i sit hjem, når man ikke lever med en stor have og masser af plads. Derfor har det for mig handlet om at skabe et inspirerende sted, hvor man får det, man har brug for – lige fra et godt og inspirerende udvalg til enkel rådgivning, der gør det nemt for alle at leve med planter og ikke mindst muligheden for at gøre planten klar på stedet til at komme med hjem. Byens Plantetorv er en symbiose mellem de etablerede havecentre med et bredt udvalg og den lokale butik i byen med de særligt udvalgte og omplantede varer, fortæller Pernille Francke.

Byens Plantetorv byder, udover et planteværksted, også på et stort drivhus, som man kan leje til private arrangementer, og hvor det er planen, at man løbende kan tilmelde sig workshops. Hver weekend vil der desuden være plads til at tage en pause ved plantetorvets lille udendørscafé, som byder på kaffe, te og sodavand. På alle planter finder du information om, hvordan du bedst passer den enkelte plante, ligesom der også vil være markeret det rum, den bedst egner sig til at stå i – lige fra badeværelset til altanen. Og skulle du forelske dig i flere planter og krukker, end der kan være i cykelkurven, hjælper Byens Plantetorv gerne med levering. Det bliver nemlig i løbet af juni også muligt at få hjælp til at få det hele leveret hjem med bud til døren.

Byens Plantetorv ligger på Refshalevej 167D – lige ved siden af street food-området Reffen – og har åben alle dage fra klokken 11-19. Den lille café holder åbent fra torsdag til søndag.

byens plantetorv
Så er Byens Plantetorv åbnet … (Foto: PR)

Læs også: Juni måneds kulturguide

Chauffør dømt for at efterlade ældre mand i hjælpeløs tilstand

En 54-årig chauffør er netop idømt tre måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste for at køre fra en 72-årig mand med vejrtrækningsproblemer. Kort efter afgik den ældre mand ved døden.

Den 12. december 2020 kørte chaufføren den ældre mand hjem fra hospitalet til mandens adresse i Hvidovre. Her faldt den ældre mand om med tydelige vejrtrækningsproblemer. Alligevel valgte chaufføren at forlade den ældre mand og dennes hustru uden at sikre sig, at manden fik den tilstrækkelige hjælp. Kort efter afgik den ældre mand ved døden.

Retten vurderede, at chaufføren dermed overtrådte straffelovens paragraf 250 om at forlade en person i hjælpeløs tilstand, der er i ens varetægt.

– Dette er en sag, der reelt kun har tabere – men jeg er tilfreds med, at chaufføren er blevet dømt i henhold til anklageskriftet. Retten har dog ikke fulgt min påstand om at fratage chaufføren retten til udøve erhvervsmæssig personbefordring, udtaler sagens anklager Anna Winkel.

Chaufføren modtog dommen, og anklagemyndigheden har nu 14 dage til at overveje en eventuel anke.

ilt trække vejret corona
En mand er nu dømt for at efterlade en ældre mand hjælpeløs … (Foto: Unsplash)

Læs også: Danmarks første klimaretssag

Over 100 nye hjertestartere til uddeling i hele Danmark

Tre millioner indsamlede kroner og over 100 døgntilgængelige hjertestartere. Det blev resultatet af Hjerteforeningens Landsuddeling søndag den 30. maj.

Danskerne var gavmilde og engagerede i Hjerteforeningens Landsuddeling 30. maj, hvor deltagerne samlede ind til lokale hjertestartere. I løbet af dagen samlede deltagerne tre millioner kroner ind, og det betyder, at der kan sættes mere end 100 nye hjertestartere op over hele landet. Alt i alt blev der indsamlet en tredjedel mere end sidste år.

Konceptet for Landsuddelingen er enkelt: Når en gruppe på mindst 15 indsamlere har gået en indsamlingsrute – enten fysisk eller digitalt – og samlet ind til en hjertestarter, så kvitterer Hjerteforeningen med en kvalitetshjertestarter.

– Jeg er glad for og stolt over opbakningen til Hjerteforeningens Landsuddeling. Tak for indsatsen til indsamlerne og til alle, der har doneret. Hver eneste nye hjertestarter, vi får op at hænge i Danmark, kan være med til at redde liv ved et hjertestop. Hvert år får omkring 5.000 personer hjertestop uden for hospitalet. Dem kan vi nu bedre hjælpe med de hjertestartere, der bliver sat op, siger Hjerteforeningens adm. direktør, Anne Kaltoft.

Indsamlingsgrupperne får gratis monteret hjertestarteren i et klimaskab, og hjertestarteren bliver omfattet af en ServicePlus-aftale i et år. Det betyder, at hjertestarteren konstant bliver overvåget, så den altid er funktionsduelig, og at service, skift af batteri og elektroder samt erstatning ved tyveri sker uden besvær og omkostninger for ejeren.

Landsuddelingen var igen i år kontantfri, og indsamlerne har kunnet vælge at samle ind både fysisk og digitalt. Danskerne har virkelig taget de digitale ”indsamlingsruter” til sig. Der blev i år samlet 1,2 millioner kroner ind digitalt. Det er langt over dobbelt så meget som de 500.000 kroner, der blev samlet ind digitalt i Landsuddelingen 2020. Og det svarer til, at mere end hver tredje indsamlingskrone er kommet ind digitalt.

– Det er tredje år i træk, vi afholder Landsuddeling, og jeg er taknemmelig for, at danskerne stadig bakker op om den vigtige sag ved at samle ind til gavn for hjerterne. Det er i høj grad med til at redde liv, siger Anne Kaltoft.

Læs mere om Hjerteforeningens Landsuddeling på landsuddeling.dk.

Fakta om hjertestop

  • Hvert år rammes cirka 5.000 danskere af hjertestop uden for hospital. Det svarer til cirka 14 personer om dagen.
  • Overlevelsen efter hjertestop uden for hospital er i dag cirka 16 % (2019).
  • Hvis ingen træder til med genoplivning inden ambulancens ankomst, overlever 1 ud af 17.
  • Hvis et vidne træder til med hjertemassage, inden ambulancen ankommer, overlever 1 ud af 6.
  • Hvis personer med hjertestop modtager genoplivning med brug af en hjertestarter, inden ambulancen ankommer, overlever næsten 1 ud af 2.
  • Hurtig reaktion ved et hjertestop er afgørende. Sandsynligheden for at overleve et hjertestop kan være helt op til 50-70 %, hvis en person med hjertestop modtager genoplivning med brug af en hjertestarter inden for 3-5 minutter.
  • De fleste personer får varige skader eller dør, hvis ikke de får hjælp inden for cirka 10 minutter. Efter cirka 6 minutter kan hjernen begynde at tage skade, og for hvert minut, der går uden genoplivning, falder chancen for at overleve med cirka 10 %.
hjerte selvkærlighed kærlighed (Foto: Unsplash)
Landsindsamling har resulteret i over 100 nye hjertestarter … (Foto: Unsplash)

Læs også: Danskerne gik sig til hjertestartere 

Danmarks største musiktræf er tilbage

Det er ikke nogen hemmelighed, at Covid-19 pandemien har været årsag til mange aflysninger af store begivenheder i kulturlivet. Det inkluderer også de populære Musikskoledage, som Tivoli har huset de sidste 30 år, hvor man i 2020 måtte se sig nødsaget til at aflyse de to dage med lyden af violiner, bas og trommer på grund af Covid-19. Nu er Musikskolerne tilbage i Tivoli.

Fra i morgen lørdag den 5. og søndag den 6. juni optræder 3.500 elever fra 50 musik- og kulturskoler på 10 forskellige scener i Tivoli. I alt bliver det til 150 koncerter med børn og unge, der glæder sig til at vise publikum, hvad de har øvet sig på i det seneste to år. Første koncert starter Grundlovsdag.

Efter et år med hjemmeundervisning og tomme lokaler er eleverne klar til at mødes på scenerne i Tivoli. Der lægges ud på Grundlovsdag, hvor flere tusind talentfulde børn og unge fra musik- og kulturskoler i hele Danmark mødes for at give koncerter og opleve et fællesskab på tværs af musikalske baggrunde. Nu har de unge musiktalenter pudset trompeterne, stemt klavererne, øvet på sangstemmen og er igen klar til et nyt år med utallige musikalske indslag, hvor lyden af hip-hop, klassisk musik, pop, rock og mange flere genrer svæver hen over Haven.

I år er formen ændret, så arrangementet imødekommer de gældende Covid-19 restriktioner, men uden at gå på kompromis med de gode musikoplevelser. Arrangementet vil derfor være mere opdelt og med færre deltagende. Normalt deltager omkring 5.000 musikskoleelever. I år vil der være plads til 3.500 elever fra 50 musik- og kulturskoler. Koncerterne plejer at være fordelt på 16 scener. I år vil der være plads til 10. Scenerne bliver både Tivolis egne og de, der bliver sat op rundt omkring i Den Gamle Have. Under musikskoledagene vil der blive spillet 150 koncerter i alt. Her vil der blive sørget for god plads, så gæster og deltagere kan nyde musikken og spille i trygge rammer.

Selv med færre deltagere vil weekenden stadig være det største musiktræf i Danmark.

I år har Tivoli og Musikskolerne fornøjelsen af at byde kulturminister (S), Joy Mogensen, velkommen på Plænen, hvor hun holder årets ‘Tale til Musikområdet’. Det sker lørdag den 5. juni klokken 15.05.

Selvom Covid-19 har givet udfordringer, har musikskolerne formået at holde musikken i live fra deres egne hjem. Der er dog noget helt særligt ved livemusik og de oplevelser og minder, som skabes under Musikskoledagene i Tivoli.

Ensembleleder Thomas Ulrik Larsen, Rudersdal Musikskole, fortæller:

– De muligheder for at dele det, vi laver med andre uden for musikskolen, er ikke altid så mange, som vi gerne vil have. Der er Tivoli en kærkommen lejlighed for at komme ud. Det er en udflugt, og det er en musikalsk udflugt. Det usædvanlige er også, at det er et kæmpe stævne for de unge mennesker, som spiller musik, men hvor ingen konkurrerer. De sætter meget pris på hinanden. De kommer for at være sammen og spille musik.

Cilla Maria Breum og Sander Rygaard på 18 år har gået på Rudersdal i henholdsvis ni og otte år. Det sidste halvandet år har de spillet i samme band og har begge prøvet at spille i Tivoli ved musikskoledagene. De er begge blevet undervist online fra Rudersdal Musikskole i det seneste år.

Cilla Maria Breum siger:

– Det har været meget anderledes, end hvad jeg er vant til. Det med at mødes med sin sanglærer og musiklærer over nettet, det betyder, at de måske ikke rigtig har haft samme mulighed for at høre, om jeg gør det rigtigt eller kommentere de små detaljer. Det her fællesskab, der er om musikken, det er superfedt. Jeg har savnet det rigtig meget i det her år.

musiktræf tivoli
Så er der atter musiktræf i Tivoli i weekenden …. (Foto: Tivoli PR)

Læs også: Lav selv Cakenhagens overlækre flødeboller

Dagens billede: Peru indtager trist førsteplads

Fredagsfjol: Bedste venner 🐑🐱

 

· Mere fra samme kategori ·