Læs også:

Close
træning fitness motion

NEWS: Lyst og glæde motiverer os til fysisk aktivitet

Nyheder  | 

Lyst og glæde motiverer os til fysisk aktivitet · Hele Danmark kan opleve en nat i naturen i weekenden · Prognose: Corona koster 100 milliarder kroner i tabt velstand i 2021 · Ryanair genåbner base i Billund Lufthavn · Syv personer idømt fængselsstraf for produktion af skunk · Dagens billede: Et historisk øjeblik · Fredagsfjol: En lille middagslur 🐶

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Lyst og glæde motiverer os til fysisk aktivitet

Mange er fysisk aktive for at forbedre sundheden, men lysten til at bevæge kroppen er vigtigere, viser undersøgelsen Danmark i Bevægelse, Syddansk Universitet. Helt nye resultater belyser alsidigheden i vores bevægelsesvaner og fokuserer på motivation til bevægelse.

Hver dag er vi fysisk aktive på et væld af forskellige måder. Hver femte cykler til og fra job eller uddannelse, hver 10. har fysisk anstrengende arbejde, og langt de fleste, syv ud af 10, deltager mindst fem gange om ugen i forskellige bevægelsesaktiviteter i fritiden, lige fra gåture til fitness eller svømning.

Men hvad er det, der driver os? At blive sundere? At være sammen med andre? At skabe gode præstationer og vinde?

Det giver Danmarks største måling af vores bevægelsesvaner, Danmark i Bevægelse, Syddansk Universitet (SDU), nu helt nye svar på. Forskningsprojektet er støttet af Nordea-fonden, og resultaterne bygger på svar fra hele 163.000 respondenter.

Undersøgelsen er den første af sin art, der undersøger motivationen til forskellige typer af bevægelse. Professor Bjarne Ibsen fra Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) ved SDU’s Institut for Idræt og Biomekanik forklarer:

– Lyst og sundhed er de vigtigste motiver på tværs af bevægelsestyper. Men lysten, altså det at kunne lide aktiviteten, er mest fremherskende. At være en del af et fællesskab spiller en noget mindre rolle, og præstation og konkurrence er en relativt lille motivationsfaktor, udtaler han.

– Så hvis vi gerne vil have, at flere bevæger sig, skal vi i højere grad fokusere på det, som mange har lyst til og føler glæde ved.

Det kommer dog helt an på aktiviteten, hvad der driver folk. Løb, fitness, mental træning og gymnastik dyrkes primært på grund af sundheden. Lysten og fællesskabet er derimod de stærkeste motiver, når det drejer sig om aktiviteter på og i vand, boldspil, udeliv, dans og street- og rulleaktiviteter. Præstation har kun stor betydning i boldspil.

Undersøgelsen tegner et billede af, at vi bevæger os på et væld af forskellige måder i hverdagen. Bjarne Ibsen sammenligner det med en tur i supermarkedet:

– Vi vælger lidt fra mange forskellige hylder og sammensætter vores helt egen blanding af fysisk aktivitet. Hver for sig fylder aktiviteterne ikke så meget, men tilsammen er der meget bevægelse i danskernes hverdag, forklarer han.

Nogle eksempler:

    • Fysisk anstrengende hverdagsaktiviteter: 37 pct. udfører mindst én af følgende hver dag: Rengøring, havearbejde og cykling til og fra arbejde/uddannelse.
    • Bevægelse i fritiden, der ofte har et andet formål end motion, for eksempel gåture eller cykling på hverdagscykel: 78 pct. praktiserer mindst én aktivitet en gang om ugen, og 44 pct. hver dag. Mest udbredt er gåtur med hund, som 13 pct. udfører næsten dagligt og 23 pct. hver uge.
    • Idræt eller motion praktiseres samlet af 84 pct. hver uge og 58 pct. hver dag, 33 pct. dyrker hver uge styrketræning, 22 pct. løber en tur og 10 pct. dyrker yoga.
    • Hver fjerde går tur med hunden hver uge.

Én gruppe skiller sig ud: Kontanthjælpsmodtagerne. Andelen af kontanthjælpsmodtagere, der ikke deltager i en bevægelsesaktivitet i fritiden mindst en gang om ugen, er næsten dobbelt så høj som for gennemsnittet af den voksne befolkning over 15 år. Generelt er billedet: Jo mere uddannelse, jo mere bevægelse i fritiden.

– I mange år har kommuner og organisationer fokuseret på at få danskerne til at bevæge sig mere, mens der har været alt for lille fokus på den store ulighed i deltagelsen. Det er på tide, at man begynder at interessere sig for de sociale mekanismer, der betyder, at udsatte grupper i samfundet i meget mindre grad får glæde af fysisk aktivitet end de mere ressourcestærke, pointerer Bjarne Ibsen.

Senere vil forskerne blandt andet undersøge barrierer for bevægelse, og til efteråret vil hver af de 98 danske kommuner modtage resultater om borgernes bevægelsesvaner i netop deres område. Resultaterne kan nærlæses i rapporten ’Danskernes bevægelsesvaner og motiver for bevægelse’ på www.danmarkibevægelse.dk.

Fakta om ‘Bevægelsesvaner i glimt’:

Vinterbadning dyrkes ’5 dage eller mere om ugen’ af flere, end der svømmer i svømmehal, kører på racercykel eller spiller fodbold lige så ofte.
Gåtur med hund er den aktivitet, der praktiseres af flest næsten hver dag og er mere udbredt end gåtur i moderat tempo og cykling på hverdagscykel.
Fitness-konditionstræning dyrkes af lige så mange, som der løber en tur, både som hverdagsaktivitet og mindst en gang om ugen.
Friluftsliv dyrkes af næsten lige så mange dagligt og i løbet af en uge som meditation og mindfulness.
Yoga praktiseres hver uge af flere, end der dyrker motionsgymnastik og badminton – tilsammen.
Kilde: Danmark i Bevægelse

Fakta om ‘Danmark i Bevægelse’:

Danmark i Bevægelse er den hidtil største nationale måling af vores bevægelsesvaner. 163.000 respondenter over 15 år besvarede et spørgeskema i efteråret 2020, og projektet inkluderer en række andre undersøgelser.
Undersøgelsen løber fra 2019-22 og er støttet af Nordea-fonden med 12 millioner kroner
Bag projektet står Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet med professor Bjarne Ibsen i spidsen.
Læs mere om projektet: www.danmarkibevægelse.dk.

træning fitness motion
Lyst og glæde motiverer os til at træne … (Foto: Unsplash)

Læs også: Sjipning – en effektiv og sjov træningsform

Hele Danmark kan opleve en nat i naturen i weekenden

I weekenden den 7.-9. maj kan du få en oplevelse ud over det sædvanlige til det landsdækkende event ’Nat i Naturen’. Du kan bl.a. komme på gåture i skumringen i statens naturområder i hele Danmark og sove under stjernerne med tips fra lokale spejdere.

Træk i din yndlingssweater, pak sovepose og termokande og kom tæt på det liv, der udspiller sig i naturen, når du plejer at ligge hjemme i din seng.

Den 7.-9. maj 2021 inviterer foreninger, organisationer og Naturstyrelsen danskerne udenfor til en nat i det fri sammen med venner og familie under overskriften ’Nat i Naturen’.

Der vil blandt andet være gåture i mørket i statens naturområder over hele landet – fra det brusende Vesterhav ved Nymindegab til den lyse birkeskov Pinseskoven i Naturpark Amager.

– Naturen er noget helt særligt om natten. Ens sanser bliver skærpet, og man får pludselig færten af et dyreliv, som vi ellers sjældent lægger mærke til, fordi vi normalt går i seng, når dyrene står op. Derfor inviterer vi sammen med foreninger og organisationer danskerne til at gå på opdagelse i naturen om natten til et af de mange arrangementer landet over. Der er mange små perler i vores fælles natur, hvor der er god plads, siger miljøminister Lea Wermelin.

Nat i Naturen er et samarbejde mellem blandt andre Det Danske Spejderkorps, Danmarks Naturfredningsforening, Ungdomsringen og Naturstyrelsen og er et initiativ under den fælles paraply ’Vores Natur’.

Her er især spejderne på hjemmebane og deler ud af deres erfaringer med at sove i det fri til flere end 50 arrangementer landet over.

– Nogen har måske lyst til at sove i naturen, men mangler en hjælpende hånd for rent faktisk at føre det ud i livet. Her står lokale spejdere over hele landet klar til at dele tips og tricks og det gode friluftsfælleskab. Vi håber, både børn og voksne har lyst til at kigge forbi, men først og fremmest håber vi at inspirere endnu flere til at komme ud i naturen og opsøge de små hverdagseventyr, der venter i skoven, det lokale krat eller bare på terrassen derhjemme, siger formand for Det Danske Spejderkorps, Kristine Clemmensen-Rotne.

‘Vores Natur’ er et partnerskab mellem Naturstyrelsen, Friluftsrådet, De Naturhistoriske Museer og DR.

– At tage ud på en overnatning i naturen er en spændende og anderledes oplevelse, som vi ser bliver mere og mere populært. I statens skove har vi heldigvis gode muligheder for at få sådan en oplevelse i telt, shelter, hængekøje eller bivuak eller bare tage en gåtur og opleve en nat i naturen – og med de mange aktiviteter i ’Vores Natur-kalenderen’ kan vi få inviteret alle med ud i naturen, siger Niels-Christian Levin Hansen, formand i Friluftsrådet, der er en af organisationerne bag Vores Natur.

Du bestemmer selv, om du kun vil være med om aftenen, om natten eller morgenen efter – eller har lyst til den fulde oplevelse.

Alle planlagte aktiviteter til ’Nat i Naturen’ er tilrettelagt, så de forstyrrer naturen mindst muligt. Det betyder blandt andet, at vi i størst mulig grad træner vores nattesyn i stedet for at bruge kunstigt lys.

Find steder at overnatte på egen hånd i hele Danmark på udinaturen.dk

Udpluk af aktiviteter i mørket
Her kan du blandt andet få en oplevelse ud over det sædvanlige i hele landet:
Læs mere om de enkelte arrangementer på voresnatur.nu

Miljøminister Lea Wermelin går med på tur i mørket den 7. maj kl. 22 i Almindingen på Bornholm.

Region Nordjylland:

Nationalpark Thy, Thisted: Flagermustur (8. maj 2021 kl. 21:00):
Nat i Naturen i Lild Plantage, Frøstrup (8. maj 2021 kl. 21)
Gåtur i mørket i Bjørnager om nattens lyde, Sindal (8. maj 2021 kl. 22)
Natvandring ved Det Grå Fyr i Skagen (8. maj 2021 kl. 21.00)
Gåtur i mørket i Nørreskoven i Rold Skov (8. maj 2021 kl. 21)

Region Midtjylland:

Naturhistorisk Museum, Aarhus: Nat på museet: På opdagelse i mørket (8. maj 2021 kl. 16)
Nat i det fri med Marselisspejderne, Aarhus (8. maj 2021 kl. 14)
Gåtur i mørket i Ringelmose Skov ved Kalø, Rønde (7. maj 2021 kl. 21)
Gåtur i mørket ved Hald Sø, Viborg (8. maj kl. 21)
Gåtur i mørket i Klosterheden, Lemvig (7. og 8. maj 2021 kl. 21.30)
Gåtur i mørket ved Høgdal, Them (7. og 8. maj 2021 kl. 22)

Region Syddanmark:

Gåtur i mørket i Nyminde Plantage, Nørre Nebel (7. maj 2021 kl. 20.30)
Gåtur i mørket i Sønderskoven på Als (7. maj 2021 kl. 23)
Nat i naturen i Draved Skov, Løgumkloster (8. maj 2021 kl. 21)
Gåtur i mørket i Frederikshåb Plantage, mellem Vejle og Billund (8. maj 2021 kl. 22.30)
Skovsgaard Gods, Langeland: Oplev nattens dyreliv (8. maj kl. 19:00)
Rollespilsforeningen Føniks, Odense: Uhyggelig bordrollespil i skoven (8. maj 2021 kl. 18:00)

Region Sjælland:

Nationalpark Skjoldungernesland, Lejre: Skumringsfortællinger for familien – Skelettet i kongehallen (7.+8. Maj 2021 kl. 20:30)
Oberservatoriet i Brorfelde, Brorfelde: Ud i mørket (9. maj 2021 kl. 20:30)
Gåtur i mørket i Klinteskoven, Møn (8. maj 2021 kl. 20)
Historiefortælling i bålets skær i Bidstrup Skovene, Hvalsø (8. maj 2021 kl. 16)

Region Hovedstaden:

Nat i Naturpark Amager (7. maj 2021 kl. 19)
Gåtur i mørket i Gribskov (8. maj 2021 kl. 21)
Gåtur i mørket i Almindingen, Bornholm (7. maj 2021 kl. 22)
Statens Naturhistoriske Museum, København: Nat i Botanisk Have (7.+8. maj 2021 kl. 18.30)
Ungdomsøen, København: Oplev natten på Ungdomsøen (7.+8. maj 2021)

Statens skove og naturområder er åbne i hele Danmark døgnet rundt, men det er som altid vigtigt, at du følger myndighedernes krav og anvisninger til, hvordan du beskytter dig selv og andre imod coronasmitte. Husk at holde afstand og hold dig opdateret på coronasmitte.dk.

natur spejder
Oplev naturen på en helt speciel måde i weekenden … (Foto: Spejderne)

Læs også: Der er god plads til alle i naturen

Prognose: Corona koster 100 milliarder kroner i tabt velstand i 2021

Ved udgangen af 2021 vil BNP være tilbage på niveauet før coronakrisen, viser prognose fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Alligevel medfører coronakrisen et stort tab af velstand også i 2021.

Selvom det lysner, vil dansk økonomi fortsat være mærket af coronakrisen de kommende år. Sådan lyder konklusionen i ny prognose fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Prognosen peger på en forventet økonomisk fremgang i 2021, hvor bruttonationalproduktet vil være steget 1,7 procent sammenlignet med 2020. Dermed kommer BNP i år tilbage på niveauet før coronakrisen indtraf. Alligevel vil økonomien være langt fra den stigende kurve, som BNP fulgte før krisen.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd forventer, at skaden, som corona har forvoldt, vil beløbe sig til et samlet velstandstab på cirka 100 milliarder kroner i hele 2021.

– Når bøgen om lidt springer ud, og hvis samfundet åbner som planlagt, forventer vi, at der er gode muligheder for lidt af et forårsboom. Men det kommer oven på en hård vinter med store nedlukninger af samfundet. Hvis vi ikke var blevet ramt af corona, ville BNP i 2021 være 100 milliarder kroner højere i forhold til det BNP-niveau, der nu er udsigt til, udtaler cheføkonom Erik Bjørsted fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

– Hvis genåbningen kan fortsætte, er der gode muligheder for positive vinde, der bringer en masse nye job med sig. Men hvis økonomien for alvor skal tilbage på sporet fra før coronakrisen, kræver det, at verdensøkonomien også kommer på benene igen, og virksomhederne har så meget tro på fremtiden, at de tør foretage de nødvendige investeringer, fortsætter er Erik Bjørsted.

Coronakrisen har i løbet af det seneste år sat sit præg på beskæftigelsen, men en genåbning af samfundet vil sætte skub i jobskabelsen.

Ifølge prognosen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil beskæftigelsen i den private sektor være genoprettet i begyndelsen af 2022. Men det er ikke sikkert, at jobfesten vil være for alle.

– Under krisen er langtidsledigheden vokset med mere end 15.000 personer, og den kan sagtens fortsætte med at stige noget tid endnu, siger Erik Bjørsted.

Man defineres som langtidsledig, når man har været ledig i 80 procent af tiden det seneste år. I starten af april viste tal, at antallet af langtidsledige var vokset 11 måneder i træk.

– Den stigende langtidsledighed, vi har set under krisen, kan udvikle sig til en alvorlig senfølge af krisen. Langtidsledige har ofte svært ved at slippe ud af ledighedskøen, og hvis vi ikke passer på, kan de langtidsledige med tiden miste tilknytningen til arbejdsmarkedet, fortsætter Erik Bjørsted.

– Det vil få store negative konsekvenser både for de ledige selv og for samfundsøkonomien, hvis flere mister tilknytningen til arbejdsmarkedet. Særligt ufaglærte ledige er farezonen for at ende som langtidsledige, hvis de ikke opkvalificerer sig. Derfor er det utroligt vigtigt, at arbejdsstyrken bliver klædt bedre på til fremtidens opgaver, slutter han.
      
Uden coronakrisen ville BNP have været 100 milliarder kroner højere i 2021. Ifølge prognosen vil økonomien først være tilbage på den oprindelige vækstbane ved udgangen af 2023.

      • BNP-prognose:
      • Forventet BNP-vækst i 2021: 1,7 procent
      • Forventet BNP-vækst i 2022: 4,1 procent
      • Forventet BNP-vækst i 2023: 1,8 procent
      • Prognosen for, hvordan dansk økonomi ville have klaret sig, hvis verden ikke var blevet ramt af en pandemi, er baseret på Finansministeriets 2025-fremskrivning i oktober 2019 lige før krisens udbrud.
      • Beskæftigelsesprognose:
      • Beskæftigelsen i den private sektor umiddelbart før coronakrisen: 2.184.000 personer
      • Beskæftigelsen i den private sektor ved udgangen af 2020: 2.152.000 personer
      • Forventet beskæftigelse i den private sektor i første kvartal 2022: 2.183.000 personerLæs prognose her.
computer digital
Velstanden i Danmark vil falde i 2021 grundet corona … (Foto: Unsplash)

Læs også: Danmark har klaret sig godt igennem krisen

Ryanair genåbner base i Billund Lufthavn

Ryanair er tilbage og satser på et stærkt vestdanske marked og tilføjer syv nye destinationer. Det sker frra oktober , hvor de igen placere to fly i Billund Lufthavn, og åbner syv nye ruter samt fastholder yderligere ni sommerruter gennem vinteren. Dette betyder at det irske lavprisselskab kommer op på 26 ruter fra Vestdanmark internationale lufthavn den kommende vinter.

Sevilla (Spanien), Tallinn (Estland), Wroclaw (Polen), Göteborg (Sverige), München (Memmingen, Tyskland), Sibiu (Rumænien) og Bruxelles (Charleroi, Belgien) bliver alle nye destinationer fra Vestdanmark den kommende vinter, når Ryanair genåbner deres base i Billund Lufthavn. Samtidig giver de to baserede fly mulighed for at selskabet ligeledes viderefører en rækkes ruter gennem hele vinteren, som man tidligere kun fløj om sommeren. Dette er ruter til f.eks. Milano, Venedig, Barcelona, Poznan, Gdansk og Edinburgh.

Ryanair’s CEO Eddie Wilson ser frem til at øge opmærksomheden på det danske marked: ”Jeg glæder mig meget over at kunne annoncere åbningen af basen i Billund, hvilket vil øge antallet af direkte ruter med de to baserede fly fra slutningen af oktober. Dette vil skabe 60 nye jobs for Ryanair i lufthavnen og øge vores ruteudbud til vestdanskerne markant til 26 ruter i alt denne vinter.”

Adm. direktør for Billund Lufthavn Jan Hessellund glæder sig over den gode nyhed:

– Ryanair træder virkelig på speederen og tror helhjertet på et økonomisk stærkt og rejsehungrende dansk marked når Coronaen forhåbentligt om lidt slipper sit jerngreb om Europa. Vores analyser viser at danskerne længes efter at rejse og har faktisk også et opsparet behov for at komme afsted, det betyder at når det igen bliver muligt at rejse frit, vil efterspørgslen være stor.

Ryanairs investering vil resultere i omkring 350.000 flere passagerer igennem lufthavnen inklusive næsten 100.000 nye turister ind til Danmark – en væsentligt andel af de nye udenlandske gæster vil ankomme i løbet af vintersæsonen.

Jan Hessellund forventer at basen vil kunne understøtte genstarten af dansk turisme:

– Med 100.000 nye turister fra blandt andet Sydtyskland, Belgien, Sverige og Spanien vil de nye ruter den kommende vinter være en kærkommen håndsrækning til danske hoteller, restauranter og attraktioner.

Direktør for Dansk Kyst & Naturturisme, Jens Hausted er helt enig i synspunktet om, at de nye turister vil skabe et boost i genstarten af ferieturismen i Vestdanmark:

– Pandemien vil helt sikkert have skabt nogle nye trends ved, at udenlandske gæster søger hen, hvor det er trygt, hvor der er gode naturoplevelser, god plads i byerne og ved attraktionerne, og her kommer den styrkeposition for Vestdanmark i spil – det er godt set af Ryanair, og godt for genstarten af dansk turisme.

ryanair fly
Ryanair genåbner base Billund Lufthavn … (Foto: Unsplash)

Læs også: Kender du følelsen af flyskam

Syv personer idømt fængselsstraf for produktion af skunk

Retten i Herning har idømt syv personer – seks mænd og en kvinde – fængselsstraffe på mellem 10 måneder og 2 år og 3 måneder for skunkproduktion. To af de dømte har udbedt sig betænkningstid.

Et skunklaboratorie i Skjern, et skunklaboratorie i Herning og et skunklaboratorie i Randers. Det var, hvad Midt- og Vestjyllands Politi i efteråret 2020 kom på sporet af, da et større efterforskningsarbejde mod store mængder af skunkproduktion blev sat i gang. Nu har retten i Herning idømt i alt syv personer fængselsstraffe for at drive og stå bag laboratorierne.

– Jeg er meget tilfreds med de domme, som retten er kommet frem til, og jeg synes, det er det helt rigtige resultat i en sag, der har kørt over 10 retsdage. Vi har fået dømt nogle bagmænd, hvilket jeg er meget tilfreds med, udtaler Nanna Krøyer Lundhøj, der er anklager hos anklagemyndigheden i Midt- og Vestjyllands Politi.

Sagen omhandlede i alt knapt 100 kilo hash, som de syv personer blev kendt skyldige i at have produceret i forskelligt omfang. Ved ransagningerne i efteråret blev der beslaglagt henholdsvis 846, 616 og 334 cannabisplanter, mens flere af de dømte også er blevet tiltalt for at have stjålet el til skunkproduktionen for et samlet beløb på flere hundredetusinde kroner.

To af de dømte – et kærestepar bosiddende i Herning bestående af en mand på 35 år og en kvinde på 34 år – er blevet kendt skyldige i rollen som bagmænd og har fået henholdsvis 2 år og 3 måneders fængsel og 2 års fængsel. Begge modtog deres dom fra retten i Herning onsdag eftermiddag.

Ud over de to bagmænd er også to personer i alderen 37 år og 28 år, der har fungeret som henholdsvis administrator og gartner på skunklaboratoriet i Skjern, blevet idømt hhv. 1 års fængsel og 10 måneders fængsel.

En administrator på 34 år og en gartner på 32 år med relation til skunklaboratoriet i Randers, der i efteråret blev ransaget med hjælp fra Østjyllands Politi, har fået hhv. 1 år og 3 måneders fængsel og 1 års fængsel.

I Herning er den formodede gartner – en 39-årig mand – blevet idømt 1 år og 3 måneders fængsel samt udvisning.

Alle de syv dømte er vietnamesiske statsborgere, hvoraf fire af dem har boet mange år i landet. Én blev altså udvist af Danmark, og de seks øvrige blev tildelt en advarsel om udvisning. Heraf fandt retten, at der var risiko for, at to kunne være menneskehandlet.

– Sagen er lidt speciel – selvom vi før har ført sager med skunklaboratorier – idet vi sjældent ser, at der er tvivl om, hvorvidt de dømte har været udsat for menneskehandel eller ej, hvorfor de ikke kunne udvises, slutter Nanna Krøyer Lundhøj.

De syv dømte har alle siddet frihedsberøvet siden deres anholdelser, der fandt sted den 12., 19. og 27. august 2020 samt den 4. september 2020.

skunk hash
Syv personer fået fængelsstraf for produktion af skunk … (Foto: Unsplash)

Læs også: Mexico vil afkriminalisere narkotika

Dagens billede: Et historisk øjeblik

Fredagsfjol: En lille middagslur 🐶

· Mere fra samme kategori ·