Læs også:

Close
pigekvinde spiser burger

NEWS: Corona får især kvinder til at trøstespise

Nyheder  | 

Corona får især kvinder til at trøstespise · De humanitære og menneskelige konsekvenser i Israel-Palæstina kan blive uoverskuelige · Ny madspildsost til opgør mod perfektionismen · Studerende afslører kritiske sikkerhedsbrud i 9 af 21 analyserede apps · Dagens video: Seje Reese Witherspoon

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Corona får især kvinder til at trøstespise

Under første corona-nedlukning spiste hver tredje af os flere søde sager og skyllede det ned med rigelige mængder af sodavand og alkohol, viser undersøgelse fra Syddansk Universitet. Det mærkelige er, at italienere og spaniere, som oplevede hårdere nedlukninger, spiste sundere.

Hvis du synes bukserne strammer om maven, står du helt sikkert ikke alene med den oplevelse. Cirka hver tredje af os rapporterer, at vi har taget på under corona.

En undersøgelse fra Syddansk Universitet af danskernes spise- og motionsvaner under den første corona-lockdown viser, at der er røget mange flere søde sager og alkohol indenbords, mens løbeskoene har samlet støv.

– Cirka 30 procent af deltagerne i spørgeskemaundersøgelsen svarer, at de under første corona-nedlukning indtog mere kage, sodavand og alkohol, og tallene viser, at det især er kvindernes spisevaner, som påvirkes. Cirka samme procentdel rapporterer også om mindre motion, siger lektor Davide Giacalone fra Institut for Teknologi og Innovation, som står bag undersøgelsen i samarbejde med Københavns Universitet.

Undersøgelsen viser tydeligt, at nogle af de kræfter, som tidligere blev brugt til motion, i stedet er blevet brugt til at røre kagedej sammen. Hele 38 procent rapporterer, at de har spist flere hjemmebagte kager under lockdown.

Hvis lektor Davide Giacalone skal komme med et bud på, hvorfor corona-nedlukningen fik os til at snacke mere, så peger han på, at vi simpelthen søger trøst i maden.

– Vi ved fra litteraturen, at folk bruger fødevarer som chokolade, slik, kager og alkohol som emotionel comfort food, som kan dulme svære følelser. Vi ved fra studier at folk, som går gennem en svær periode, også får en dårligere kost. Det samme billede gør sig gældende med folk, der lider af angst og depression; de spiser generelt mere usundt i form af mere slik, kage og alkohol. Det er en fortolkning, men det er nærliggende at tænke, at de samme mekanismer gør sig gældende under en corona-lockdown, udtaler Davide Giacalone.

Davide Giacalone peger på, at der er vigtige individuelle forskelle i den måde, corona-nedlukningen påvirker os. I tallene har han fundet en tendens til, at krisen simpelthen intensiverer den måde, vi i forvejen spiser på.

– Tallene viser, at hvis du og din familie i forvejen levede sundt, så spiste i generelt endnu mere sundt og motionerede mere under nedlukningen, mens i forvejen dårlige spisevaner blev endnu mere usunde, forklarer Davide Giacalone.

Sammen med 37 andre europæiske forskere har Davide Giacalone i et andet studie sammenlignet, hvordan befolkningerne i 16 EU-lande har spist sig gennem den første corona-lockdown.

Det interessante billede er, at jo hårdere nedlukning det enkelte land har haft, des sundere har befolkningen generelt levet.

– I lande med meget hård nedlukning har folk generelt haft et lavere indtag af kød og spist flere grøntsager og fisk – altså spist flere af de fødevarer, som indgår i en sund middelhavskost, forklarer Davide Giacalone.

Billedet er markant, når forskerne sammenligner folks indtag af alkohol. 30 procent af danskerne svarer, at de i løbet af første nedlukning drak mere alkohol. Kun 16 procent af italienerne og 10 procent af spanierne svarer, at de drak mere.

– For eksempel var Italien og Spanien i begyndelsen hårdt ramt af corona med mange døde til følge, min fortolkning er, at det bevirkede, at befolkningen generelt fik et større fokus på at leve sundt. Derudover kom der også hurtigt meldinger om, at overvægtige havde en større risiko for at dø af corona, det kan også have påvirket folk til at spise sundere, siger Davide Giacalone og slutter:

– Derudover har folk haft mere tid til at lave mad. Der har måske været en tendens til, at man har udskiftet takeaway med hjemmelavede retter kreeret efter traditionelle opskrifter på middelhavskost. Vi har en tendens til at tro, at unge i Sydeuropa spiser middelhavskost, men det gør de ikke. De spiser rigtig meget forarbejdet takeaway.

Fakta

Sådan greb forskerne undersøgelsen an:

Cirka 2.500 danskere har besvaret et spørgeskema med 40 spørgsmål omkring madvaner og motion under den første corona-nedlukning.

Rapporten: Reported changes in dietary habits during the Covid-19 lockdown in the Danish population: the Danish COVIDiet study, som er udgivet I det videnskabelige tidsskrift Frontiers in Nutrition: læs her.

I den internationale undersøgelse har 36.000 europæere besvaret lignende spørgsmål.

Rapporten: Impact of COVID-19 confinement on eating behaviours across 16 European countries: The COVIDiet cross-national study, som er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Food Quality and Preference: læs her.

pigekvinde spiser burger
Har du også spist liiidt mere end normalt under corona, så er du ikke den eneste … (Foto: Unsplash)

Læs også: Sådan håndterer du angst

De humanitære og menneskelige konsekvenser i Israel-Palæstina kan blive uoverskuelige

Fælles udmelding om situationen i Gaza og på Vestbredden på vegne af Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke, Amnesty International Danmark, Oxfam IBIS, Red Barnet, Dignity, EuroMed Rights, International Rehabilitation Council for Torture Victims, FN-forbundet, Danner, International Media Support, KFUM og KFUK i Danmark, Globalt Fokus, Betlehems Venner, Det Danske Hus i Palæstina.

Den stærkt eskalerende vold vi ser lige nu på Vestbredden, i Gaza og i Israel, må stoppe. Og der må skabes perspektiv for en anden og bedre virkelighed for befolkningen i det besatte palæstinensiske område. De underskrivende 15 organisationer opfordrer Regeringen til at tage alle forhåndenværende diplomatiske redskaber i brug for at sikre en våbenhvile og fremme respekt for menneske- og folkeret.

Som civilsamfundsorganisationer med ekspertise og aktiviteter på Vestbredden og i Gaza er vi stærkt bekymrede over den tiltagende vold i Østjerusalem og Gaza samt raketangreb ind i Israel. På nuværende tidspunkt er mere end 235 palæstinensere heriblandt mindst end 65 børn dræbt og mindst 6266 sårede. 12 israelere heriblandt 2 børn er dræbt og mindst 796 sårede.

De humanitære konsekvenser er allerede massive og kan blive uoverskuelige. Der er akut behov for våbenhvile og for, at både Israel og væbnede grupper i Gaza overholder den humanitære folkeret. Angreb på civile og på civil infrastruktur som skoler og hospitaler på begge sider er helt uacceptable.

Samtidig understreger den alarmerende udvikling et presserende behov for at gøre op med de systematiske overtrædelser af menneskerettighederne og folkeretten, der præger alle aspekter af livet i det besatte palæstinensiske område. Det mindsker perspektivet for en ligeværdig og rettighedsbaseret løsning på konflikten, og det skaber grobund for den eskalering af volden, vi nu er vidner til.

87 palæstinensere, herunder 28 børn, står over for at miste deres hjem til israelske bosættere i kvarteret Sheik Jarrah i Østjerusalem. Det samme gør sig gældende for en lang række palæstinensiske familier i andre dele af byen. Generelt har en intensivering af den israelske bosættelsespolitik og relaterede overtrædelser af menneskerettighederne og folkeretten ført til, at risikoen for at blive tvangsforflyttet fra sit hjem i Østjerusalem og i lokalsamfund fordelt over hele Vestbredden er større end nogensinde før.

Vi er dybt bekymrede for de menneskelige konsekvenser af udviklingen, der graver en stadig dybere kløft mellem palæstinensere og israelere i en virkelighed præget af strukturel diskrimination og ulighed.

Vi opfordrer den danske regering til bilateralt og via EU og FN at engagere sig proaktivt i arbejdet for en våbenhvile og til at tage nye og robuste skridt for at adressere systematiske brud på menneskerettighederne og folkeretten i det besatte Palæstinensiske område – herunder:

Tage alle forhåndenværende diplomatiske redskaber i brug for at sikre en våbenhvile mellem Israel og væbnede grupper i Gaza, sikre beskyttelsen af civile og facilitere uhindret humanitær adgang.
Arbejde aktivt for, at brud på menneskerettighederne og folkeretten begået af alle parter får reelle konsekvenser herunder sikre opbakning til den Internationale Straffedomstols igangværende undersøgelse samt domstolens generelle arbejde og uafhængighed.
Tage øjeblikkelige skridt til at beskytte palæstinenserne i Østjerusalem og resten af Vestbredden, der risikerer at blive tvangsforflyttet i strid med den humanitære folkeret.

gaza vestbredden
De humanitære og menneskelige konsekvenser i Israel-Palæstina kan blive uoverskuelige … (Foto: Unsplash)

Læs også: Folkekirkens Nødhjælp skal rydde op efter borgerkrigen i Libyen

Ny madspildsost til opgør mod perfektionismen

Madspildskampen er også et opgør mod det perfekte. Madspildsoste fra Them Andelsmejeri, som er ‘skæve på vægten’, bliver nu lanceret i udvalgte REMA 1000-butikker i samarbejde med forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad.

Oste, der er’“skæve på vægten’. Det er præcis de samme velsmagende oste, der ellers bliver solgt i dagligvarehandlen, men af forskellige årsager har de en vægt, der enten er under eller over den aftalte vægt. Afhængig af udskæring, så er det cirka 2% af de udskårne oste, der dagligt bliver produceret hos det jyske 133 år gamle Them Andelsmejeri. Nogle af disse oste er hidtil blevet solgt i Them Andelsmejeris egen ostebutik i Them. Men nu vil Them Andelsmejeri give alle danskere muligheden for at smage på de nye madspildsoste.

Helt konkret vil det nye samarbejde mod madspild mellem Them Andelsmejeri, discountkæden REMA 1000 og forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad sørge for at give alle danskere muligheden for at tage del i kampen mod ostespild. De nye oste, som altså er “skæve på vægten”, findes nu i udvalgte REMA 1000-butikker i hele landet. For hver ost, der bliver solgt, støtter REMA 1000 og Them Andelsmejeri foreningen Stop Spild Af Mad med 75 øre, som går til foreningens fortsatte arbejde i kampen mod madspild. Initiativet med disse oste, som er “skæve på vægten”, er det første af sin slags i Danmark.

Idémanden og initiativtageren bag projektet er Lean Sonne Pedersen, Key account manager hos Them Andelsmejeri, som glæder sig over lanceringen:

– På grund af Corona-situationen kom der ikke mange besøgende i Them Andelsmejeris egen ostebutik i Them i 2020 – men til gengæld steg vores produktion – og dermed også spild – på grund af den øgede efterspørgsel i dagligvarehandlen. Derfor er vi glade at vi kan nu give danskerne muligheden for at smage på vores oste, som er ‘skæve på vægten’, og som ellers intet fejler. Vi håber også på, at vi med tiden kan blive endnu bedre til at reducere mængden af madspildsoste.

– Det er et rigtigt positivt initiativ, som vi er glade for at være en del af. Initiativet kan forhåbentligt være med til at få endnu flere danskere til at indse, at god mad kan have mange forskellige størrelser og vægte – for det er jo i sidste ende det inderste, der tæller, slutter Stifter af Stop Spild Af Mad Selina Juul.

Them Andelsmejeri blev grundlagt helt tilbage i 1888. Mejeriet er dermed Danmarks andet ældste tilbageværende andelsmejeri. I dag er Them Andelsmejeri, der ligger det midtjyske søhøjland, ejet af 13 lokale landmænd, der alle har landbrug inden for en radius på 25 kilometer fra mejeriet. Mejeriet producerer både danbo- og specialoste. Af de mere kendte oste fra Them Andelsmejeri kan nævnes Fætter Kras, Rød Krystal, Gran og Gudenå Gylden.

ost madspild them
Ny madspildsost gør op med perfektionismen … (Foto: Them Andelsmejeri)

Læs også: Madspild for dummies

Studerende afslører kritiske sikkerhedsbrud i 9 af 21 analyserede apps

Millioner af mennesker bruger hver dag forskellige apps til at kommunikere med deres venner, tracke deres løbeture, overføre penge eller tjekke deres coronatestsvar. Mange af disse apps bruger og tracker personoplysninger, og derfor er sikkerheden vigtigere end nogensinde før. Men hvor sikre er de egentlig?

Som afslutning på kandidatkurset Network Security ved Aarhus Universitet undersøgte 28 grupper af studerende en række populære apps, fra Danmark, Tyskland og Slovakiet samt internationale brands, for eventuelle trusler og sårbarheder. Af de 21 analyserede apps, viste 9 sig at have sårbarheder, der gav anledning til en opfølgende sårbarhedsanalyse. De studerende har indtil videre fået kontakt til ca. halvdelen af virksomhederne bag disse apps for at fremlægge deres resultater. Nogle af de identificerede fejl handlede om usikre internetforbindelser, som gør det muligt for hackere at opfange følsomme oplysninger, hardcodede hemmeligheder, svag autentifikation og brud på brugerens privatliv.

De studerende valgte selv den app, de ville analysere, men det var et krav, at appen på en eller anden måde håndterede persondata eller følsomme data. Datalogistuderende Anna Mie Hansen valgte at arbejde med en post-app, mens Anders Lindskov Kloborg and Christian Mørup som læser computerteknologi analyserede en app, som bruges til styring af lønudbetalinger (navne på virksomheder er udeladt af hensyn til fortrolighedsaftaler). Begge grupper fandt sårbarheder i deres analyser.

Anders og Christian valgte en app, som er meget relevant for dem selv, fordi de begge to bruger den til at registrere arbejdstimer og modtage lønsedler i forbindelse med deres studiejob. Appen har adgang til mange forskellige følsomme data, som for eksempel brugernavne, adresser, CPR-numre og lønoplysninger.

– Vores analyse viste, at der var en sikkerhedsbrist, som betød, at vi kunne nulstille adgangskoden for en hvilken som helst bruger i systemet og få adgang til eller ændre brugerens personlige oplysninger. Det vil sige, at en ondsindet angriber vil kunne ændre en hvilken som helst brugers bankoplysninger og få indbetalt brugerens løn på en anden konto,” forklarer Anders og Christian, og fortsætter: ”Vi fandt også en måde at få adgang til API-nøglen til Google Maps, og en ondsindet bruger ville kunne udnytte den adgang til at bruge penge på Google Maps på virksomhedens vegne. Begge resultater kom som en overraskelse for os, fordi appen har mange brugere og håndterer flere forskellige typer af persondata.

Alle grupperne henvendte sig til virksomhederne for at præsentere dem for deres resultater og mulige løsninger på de afdækkede problemstillinger. Der er blevet etableret kontakt til ca. halvdelen af virksomhederne.

Anna havde held med at få kontakt til den virksomhed, der stod bag den app, hun analyserede.

– Jeg fremlagde nogle af mine resultater for virksomheden. De sagde ’tak for det’, men så hørte jeg ikke mere, og indtil videre har de ikke opdateret deres app. Så jeg går ud fra, at appen stadig har den samme sårbarhed.

Anders og Christian havde mere held med deres henvendelse:

– Vi kontaktede virksomheden, og de vendte meget hurtigt tilbage og bad om et møde med os. De reagerede enormt positivt på vores henvendelse. Faktisk endte de med at ansætte os på en konsulentkontrakt, så vi kunne køre endnu en ’penetration test’ på deres app, efter at de havde forsøgt at rette sikkerhedsfejlen. Vi er stadig i dialog med dem omkring resultatet af den sidste test, men vi regner med, at de får rettet op på problemet med sårbarhederne, slutter de.

mobil, telefon (Foto: Unsplash)
Studerende afslører kritiske sikkerhedsbrud i 9 af 21 analyserede apps … (Foto: Unsplash)

Læs også: Utilsigtet deling af følsomme personoplysninger er firdoblet på fire år

Dagens video: Seje Reese Witherspoon

· Mere fra samme kategori ·