Læs også:

Close
bål bålmad

NEWS: Bålmad boomer under corona

Nyheder  | 

Bålmad boomer under corona · Kom på høfeberkursus · Rekord få cykler meldt stjålet i 2020 · Jurastuderende fra Aarhus Universitet bliver verdensmestre · Dagens video: Kender du ‘Snabba cash’

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Bålmad boomer under corona

Madlavning over bål er vokset eksplosivt under corona, viser ny rundspørge foretaget af XL-BYG. Især de unge går forrest og har efterladt butikkerne med tomme hylder.

Mens Instagram de seneste måneder er druknet i nyudsprungne vinterbadere og fastelavnsbolleanbefalinger, er en hyggelig trend gået under radaren. En ny rundspørge fra XL-BYG viser nemlig, at snobrød, smeltede skumfiduser og mad over båls popularitet når nye højder under den landsdækkende nedlukning.

Landets største leverandører melder om tomme hylder og vækstrater på op til firehundrede procent i 2020 inden for alt grej til madlavning over bål. Det gælder både bålfade, gryder, pander, kander og andet udstyr til at lave en fuld middagsret i det fri.

– Vores forretninger blev nærmest ryddet for bålgrej, efter corona gjorde sit indtog, og udesæsonen for alvor fik fat. Her var der pludselig en mulighed for, at man kunne samles børn og voksne og hygge sig med madlavning uden at bryde nogle retningslinjer, siger Doris Larsen, der er specialist i udstyr til mad over bål og produktchef ved XL-BYG.

Ifølge Friluftsrådet har 34 procent af danskere været mere ude i naturen det seneste år end før. Mads Duzenius Christensen, der er ekspert i forbrugertrends og partner ved reklamebureauet Envision, kalder udviklingen markant.

– For få år siden var udekokkerering begrænset til mad på grillen i en sæson, der løb fra uge 16-36. I dag er mange i gang hele året og eksperimenterer lystigt. Fx med brændefyrede ovne og mad over bål. Og corona-nedlukningen, hvor danskerne har fået øjnene op for naturen, har blot styrket tendensen. Især de unge mellem 18 og 35 år er blevet storforbrugere af naturen og var også blandt de første til at være med på mad-over-bål-trenden, siger han.

Leger du også med tanken om at lave middagsmad over bål til hele familien, er det ifølge Doris Larsen langt fra nødvendigt at købe dig fattig i grej. Udstyrseksperten fra XL-BYG har disse fire gode råd:

1. Tænd op efter menuen

Skal du lave kakao eller en hurtig suppe, kan du nøjes med et kogebål, der laves af alle slags brænde i små stykker, så det er nemmere at justere varmen ved at fyre mere eller mindre. Skal du grille eller lave en ovnret, er et glødebål bedst. Det giver en høj, jævn og vedvarende varme. Tænd op 1-2 timer inden, du skal bruge bålet. Når de fleste kævler er godt brændte, spreder du bålet ud, så der kun er gløder tilbage. Her er det bedst med hårde træsorter som bøg, eg og ask. Alternativt kan du også blande lidt grillkul i bålet.

2. Styr på varmen

Det kan være udfordrende at styre varmen over et bål med det resultat, at maden brænder på eller går af kog, inden den er færdig. Derfor bør du bruge et bålstativ med en rist i en lang kæde, der let kan hæves og sænkes. Husk at tage gryden af risten, inden du løsner kæden.

3. Børnenes favorit

Hvis du vil lokke børnene væk fra skærmen og ud til bålhyggen, skal du skrue ned for ambitionerne og gå efter sikre hits som varm kakao, popcorn, pandekager – og så selvfølgelig snobrød. Det kræver en gryde, en bålrist, et popcornsnet, en pandekagepande med langt håndtag og snobrødspinde.

4. Start beskedent

Du kan roligt vente med at investere i deluxe grejet, til du ved, om bållivet er noget for dig. De billige modeller kan som udgangspunkt det samme som de dyre mærker. Det vigtigste er, at du går efter rigtigt båludstyr og fx ikke bruger almindelige pander og gryder med kort håndtag, som bliver varmet op af ilden og skal betjenes tæt på røgen.

bål bålmad
Danskerne elsker bålmad … (Foto: XL-Byg)

Læs også: Der er god plads til alle i naturen

Kom på høfeberkursus

Døjer du også for tiden … Så få styr på din høfeber. I går blev første høfeberkursus afholdt. Men du kan stadig nå at komme med på et af de to kommende …

Pollensæsonen er lige om hjørnet. Det kan være en stor udfordring for flere end en million danskere. Men fortvivl ej, du kan nemlig få gode råd mod snuen og kløen via Astma-Allergi Danmarks virtuelle Høfeberkursus.

Høfeber kan være meget indgribende i hverdagen, hvis man ikke tager hånd om symptomerne. På Astma-Allergi Danmarks Høfeberkurser bliver du klogere på symptomer og behandling – og du kan endda blive hjemme i stuen, da kurset foregår virtuelt.

På Høfeberkurset kan du blandt andet få svar på:

• Hvad er jeg allergisk overfor?
• Hvilke symptomer skal jeg være opmærksom på?
• Kan min behandling blive bedre?

Høfeberkurset foregår på en hverdag, hvor man som deltager får undervisning af speciallæge i lungemedicin og fagområdespecialist i allergi, overlæge Linda Makowska Rasmussen. Man kommer blandt andet omkring pollenallergi, dyreallergi og husstøvmideallergi, og der vil også være nyt fra forskningen.

Målet er at give alle en viden om allergi, høfeber og sammenhængen med astma, så du kan få en hverdag med bedst mulig livskvalitet.

Hvor og hvornår?
Kurset afholdes virtuelt via Teams, og du modtager et link ca. en uge før arrangementet.

De to datoer er:

• Mandag den 19. april kl. 18-20.30 incl. pause
• Onsdag den 5. maj kl. 14-16.30 incl. pause

Fakta: Symptomer på høfeber
Høfeber viser sig som snue, nys og tilstoppet næse samt røde og kløende øjne. Nogle oplever også rindende øjne og lysfølsomhed. Andre beskriver følelsen af at være i en osteklokke. Og flere oplever også at få astmasymptomer.

Tilmelding sker på astma-allergi.dk … Har du spørgsmål, kan man kontakte Astma-Allergi Danmark på telefon 43 43 59 11 eller på info@astma-allergi.dk

høfeber allergi
Har du også høfeber, så var et kursus måske en god ide .. (Foto: Astma-Allergi Danmark)

Læs også: Gode råd om pollenallergi

Rekord få cykler blev meldt stjålet i 2020

Antallet af cykler, der meldes stjålet, er faldet med 43 pct. på 10 år og har nået et rekordlavt niveau. Der meldes om færre stjålne cykler i alle Danmarks landsdele. Politiet får stadig færre henvendelser fra borgere, som har fået deres cykel stjålet. I 2020 modtog politiet 40.642 anmeldelser om cykeltyveri, hvilket er 31.094 færre, end de modtog for 10 år siden, svarende til et fald på 43 pct.

Ser man udviklingen i forhold til året forinden, så faldt antallet af cykeltyverier med 12 pct. I 2019 blev der anmeldt 46.212 cykeltyverier, hvilket på daværende tidspunkt var det hidtil laveste niveau.

– Faldet i cykeltyverier er en del af en større tendens, hvor der generelt anmeldes færre ejendomsforbrydelser såsom indbrud og tyverier i Danmark, forklarer fuldmægtig i Danmarks Statistik Isabell Bang Christensen.

– Disse trends indikerer, at en betragtelig del af faldet i cykeltyverier er reelt og ikke blot skyldes, at folk i mindre grad anmelder cykeltyverier til politiet, om end der altid vil være et mørketal.

Antal anmeldte cykeltyverier. 1995-2020

danmarks statistik cykeltyveri
Kilde: Danmarks Statistik. www.statistikbanken.dk/STRAF20. (Graf: Danmarks Statistik)

Faldet er kraftigst i Vest- og Sydsjælland. Faldet i cykeltyverier er sket over hele landet, men ikke lige markant i alle Danmarks landsdele. Ser man bort fra landsdelen Bornholm, hvor kun 0,1 pct. af alle årets cykeltyverier fandt sted, så er det kraftigste fald sket i landsdelen Vest- og Sydsjælland, som omfatter en række sjællandske kommuner som for eksempel Næstved, Lolland og Kalundborg.

I Vest- og Sydsjælland blev der anmeldt 1.280 cykeltyverier i 2020, hvilket er 65 pct. færre end i 2010, hvor der blev anmeldt 3.672. 3 pct. af alle anmeldte cykeltyverier i Danmark var fra Vest- og Sydsjælland i 2020.

Næststørst fald er sket i landsdelen Vestjylland, hvor antallet af cykler, som blev meldt stjålet, er faldet fra 3.356 til 1.339 fra 2010-2020 svarende til et fald på 60 pct. 3 pct. af alle landets anmeldte cykeltyverier kom fra denne landsdel i 2020.

De mindste procentvise fald er sket i Byen København og Københavns omegn, som samtidig er de landsdele i Danmark, hvor der anmeldes flest stjålne cykler. Her er antallet af anmeldelser faldet med henholdsvis 25 og 32 pct. fra 2010-2020.

41 pct. af alle anmeldte cykeltyverier i 2020 kom fra Byen København, mens 13 pct. af alle anmeldelser om cykeltyverier kom fra Københavns omegn.

Antal anmeldte cykeltyverier, landsdele 2010 & 2020

danmarks statistik cykeltyveri
Kilde: Danmarks Statistik, www.statistikbanken.dk/STRAF22. (Graf: Danmarks Statistik)

Fakta: Anmeldelser af cykeltyverier og sigtelser
* I 2020 blev der anmeldt 40.642 cykeltyverier, hvor af der blev rejst sigtelse i 615 af sagerne. Dermed ligger sigtelsesprocenten på 1,5 pct.

* Sigtelsesprocenten var i 2020 højest i landsdelene Bornholm og Vestjylland med 3,3 og 3,1 pct. Dernæst følger Sydjylland med 2,7 pct. og derefter Nordjylland med 2,4 pct.

* Den samlede sigtelsesprocent i 2020 ligger på omtrent samme niveau, som den gjorde i starten af nullerne. I slutnullerne var sigtelsesprocenten i flere år nede på 0,5-0,8 pct.

* Sigtelsesprocenten var højest i 1995, hvor der også blev anmeldt rekordmange cykeltyverier. Her var sigtelsesprocenten 2,9 pct.

Kilde: Danmarks Statistik, www.statistikbanken/STRAF20 og www.statistikbanken/STRAF22 

cykel herrecykel (Foto: Unsplash)
Et stort fald i 2020 af cykeltyverier … (Foto: Unsplash)

Læs også: Salget af elcykler er steget markant

Jurastuderende fra Aarhus Universitet bliver verdensmestre i prestigefyldt konkurrence

Næsten 400 universiteter fra hele verden deltog i den prestigefyldte konkurrence ‘Vis Moot, hvor jurastuderende dystede i international køberet og voldgiftsretlige problemstillinger. Nu kan et team på otte kandidatstuderende fra Juridisk Institut ved Aarhus BSS, Aarhus Universitet kalde sig verdensmestre i konkurrencen.

I hård konkurrence med Harvard, Cambridge og flere andre af verdens førende universiteter kan en gruppe jurastuderende ved Aarhus Universitet nu kalde sig verdensmestre i at forsvare intellektuel ejendom.

Det sker efter, at otte kandidatstuderende ved Juridisk Institut har vundet prisen for ‘bedste stævning’ i den internationale konkurrence Vis Moot (Willem C. Vis International Commercial Arbitration Moot), som er et retsligt processpil med deltagelse af næsten 400 universiteter fra hele verden.

Målet med konkurrencen er at give praktisk træning til jurastuderende i løsningen af internationale forretningskonflikter, hvor et af de vigtigste aspekter af konkurrencen netop er den juridiske proces, som de studerende fra Aarhus Universitet har vundet.

– Allerede inden vi blev udråbt som vindere, var alle på holdet enige om, at dette forløb har været den vildeste og mest lærerige del af vores studietid, fortæller Anne Krogh, en af de studerende i gruppen, som var med til at hive førstepladsen hjem.

– Ved at bruge hinandens kompetencer har vi formået at gøre et komplekst problem til et letlæseligt processkrift med fokus på høj faglighed og velovervejede argumenter, tilføjer hun.

Vis Moot, der betragtes som en af verdens største og mest prestigefyldte processpil, imiterede i år en konflikt om intellektuel ejendom mellem to medicinalvirksomheder, som meget aktuelt var blevet uenige om et samarbejde omkring vaccineproduktion.

Konkurrencen fandt sted over en syv måneders periode, hvor de studerende i flok skulle agere som en international advokatvirksomhed. Her skulle de udarbejde en stævning til konkurrencen og selv svare på en stævning fra et andet hold. Det hele kulminerede med en mundtlig konkurrence, hvor alle hold førte den samme fiktive sag for et panel af dommere. Under normale omstændigheder afholdes den sidste del i Wien, Østrig, men de studerende måtte i år tale deres sag via online forbindelser.

Også i den mundtlige disciplin brillerede de studerende fra Aarhus Universitet og endte blandt top-32. I samme kategori blev Anders Borg Petersen og Frederik Overgaard Hansen desuden særligt fremhævede for deres mundtlige indsats.

Resultaterne var også med til at markere universitetets position som det universitet i verden, der flest år i træk er gået videre til de afsluttende runder i konkurrencen.

Advokatfirmaet Gorrissen Federspiel deltog som hovedsponsor for AU-holdet, og tre af virksomhedens advokater har rådgivet de studerende gennem forløbet sammen med undervisere fra Juridisk Institut.

De studerendes flotte placering er da heller ikke gået ubemærket hen hos en af Danmarks største advokatvirksomheder, forklarer Lotte Eskesen, partner hos Gorrissen Federspiel.

– Vores samarbejde med Aarhus Universitet om Vis Moot har givet en tydelig indsigt i, hvor dygtige de studerende er til at tilegne sig nye færdigheder, og det har været interessant at følge deres læringskurve gennem forløbet og se deres meget imponerende resultater, fortæller hun.

Ifølge Kim Sommer Jensen, professor ved Juridisk Institut og koordinator af konkurrencen for AU, har de studerendes resultater givet genlyd blandt resten af de deltagende universiteter.

– Det er første gang, at et dansk universitet skaber de her resultater. Hvis der ikke havde hærget en pandemi i øjeblikket, ville de studerende være blevet hyldet af 1.500 mennesker i Wien, slutter professoren.

Fakta om Vis Moot

• AU-holdet bliver sponsoreret og coachet af Juridisk Institut og advokatfirmaet Gorrissen Federspiel.

• Holdet består af Frederik Overgaard, Frederikke Jakobsen, Jens Kristian Hvolbøl, Lars Møller Haase, Anne Krogh, Victor Honoré Nielsen, Jonas Thorsøe Bak og Anders Borg.

• Vis Moot er en international konkurrence med deltagelse af næsten 400 universiteter fra hele verden.

• Konkurrencen er en mulighed for at lære jura på en anden måde. Der er tale om et intenst forløb.

• Den årlige finale i det internationale processpil er siden 1994 blevet holdt i Wien, Østrig. Grundet COVID-19 blev finalen dog afholdt online.

• Læs mere om konkurrencen på vismoot.org.

jurastuderende aarhus universistet
Fra venstre: Frederik Overgaard, Jens Kristian Hvolbøl, Jonas Thorsøe Bak, Frederikke Jakobsen, Victor Honoré Nielsen, Lars Møller Haase, Anders Borg og Anne Krogh. (Foto: Aarhus Universitet)

Læs også: De dygtigste studenter vil på universitetet i København eller Aarhus

Dagens video: Kender du ‘Snabba cash’

· Mere fra samme kategori ·