Læs også:

Close
pollen el allergi

NEWS: Pollental slår rekord

Nyheder  | 

Pollental slår rekord · Rejserestriktioner førte til hobby-boom og flere hundeejere · Klimarådet kommet med statusrapport · Ny plan skal hjælpe med at genoprette turismen i hovedstaden · Dagens billede: Lada Gagas hunde stjålet

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Pollental slår rekord

Sidste onsdag slot dagens pollental slog alle rekorder. Der målte Astma-Allergi Danmark nemlig et pollental for el på 952. Det er det højeste tal, foreningen nogensinde har målt for denne type pollen. Det skyldes blandt andet den seneste uges lune temperaturer.

Der er ikke noget at sige til, hvis danskere med allergi over for ellepollen har snøftet lidt ekstra den seneste uge. Astma-Allergi Danmark, som står bag pollenmålingerne i Danmark, målte nemlig i onsdags det højeste pollental for el nogensinde. Pollentalet på 952 for el i København slår den tidligere rekord på 738 fra 2019. Årsagen skal blandt andet findes i den seneste uges lune temperaturer.

– De vinterlige frostgrader blev i weekenden erstattet af solrigt og lunt forårsvejr. Det satte hurtigt gang i pollenspredningen fra el og hassel. Vi ser derfor lige nu en stor mængde forårspollen i luften, som både kan tilskrives det mildere vejr, men det kan også skyldes vindretning fra syd. En vindretning fra syd betyder, at vi i vores pollenfælder kan fange pollen fra Tyskland, som også oplever mange ellepollen i luften netop nu, fortæller Mathilde Kloster, biolog og leder af pollentællingerne ved Astma-Allergi Danmark.

Sidste år oplevede vi en mild pollensæson i Danmark, hvor pollentallet for for eksempel el ikke nåede over 35 (moderat). Efter en mild pollensæson, ser vi dog ofte, at sæsonen året efter bliver hårdere og med højere pollental.

– Det vil ikke være overraskende, hvis der kommer mere knald på pollensæsonen i år, fordi sæsonen sidste år generelt var mild, fortæller Mathilde Kloster.

Men når vi taler om pollen, er det uundgåeligt ikke også at tale om vejret. Vejret har nemlig en stor betydning for, hvilken type pollensæsonen vi får, fortsætter Mathilde Kloster:

– Luftens temperatur har direkte indflydelse på, hvornår planter sender pollen ud i luften. Mange solskinstimer giver mange pollen, mens skygge gør det modsatte. Derudover mindsker perioder med regn antallet af pollen i luften.

Det er derfor på nuværende tidspunkt svært at spå om, hvordan resten af årets pollensæson bliver.

Hvis man er en af de op mod en million danskere med pollenallergi, der hvert år må nyse, klø og hoste sig gennem pollensæsonen, kan den føles lang og sej. Og når vi ser så høje tal så tidligt på sæsonen, kan det give yderligere gener og bekymringer. Hvis man har allergi over for pollen, så står man ikke alene – Astma-Allergi Danmark tilbyder gratis telefonisk rådgivning til alle. Som medlem af foreningen tilbydes også særlig medlemsrådgivning med både skriftlig rådgivning og muligheden for at booke et opkald fra en rådgiver, når man selv har tid.

Astma-Allergi Danmark (tidligere Astma-Allergi Forbundet) har stået for at indsamle og registrere luftens indhold af pollen og svampesporer siden 1977. Foreningens pollenfælder, som er placeret højt over byernes tage, tømmes på præcist samme tidspunkt hver dag. Herefter går Astma-Allergi Danmarks pollentællere i gang med at identificere og tælle antallet af de forskellige pollen. Det foregår manuelt på mikroskop efter internationale standarder.

Gør som 400.000 andre og download den gratis app Dagens Pollental – så har du altid pollentallet lige ved hånden.

pollen el allergi
Den 24. februar 2021 målte Astma-Allergi Danmark det højeste pollental for el nogensinde. (Foto: Astma-Allergi Danmark)

Læs også: Kend forskel på corona og allergi

Rejserestriktioner førte til hobby-boom og flere hundeejere

Tal fra forsikringsselskabet If giver tydelig pejling af, hvad der fik plads i danskernes hjerter, da pandemien forhindrede os i at rejse og gav os alle mere hjemmetid.

Hundehvalpe, både og sommerhuse fik i stor stil plads i danskernes hjerter i 2020. Nye tal fra forsikringsselskabet If viser, at danskerne har prioriteret deres passioner og hobbyer under coronatiden.

– Der har været en solid stigning i antallet af forsikringer på de såkaldte passion-produkter, fortæller kommunikationschef Birgitte Ringbæk fra forsikringsselskabet If.

Ubenyttede ferieopsparinger og udbetaling af indefrosne feriepenge er i stor stil spenderet på aktive fritidsinteresser, hobbyer og på investeringer, familien har glæde af mange år frem.

– Tallene viser, at vi danskere har prioriteret egne og familiens interesser. Der er mange, der har erhvervet nye firbenede familiemedlemmer i 2020. Formentlig tilskyndet af en forventning om mere hjemmetid fremover og en genfundet glæde over gåture i naturen.

Alene på salg af hundeforsikringer oplevede If i 2020 en stigning på over 40 pct. sammenlignet med året før. Noget af forklaringen skal findes i, at Ifs hundeforsikring i august blev kåret som Bedst-i-test af Forbrugerrådet, men også Dansk Kennelklub melder om markant øget interesse og efterspørgsel på hundehvalpe. Dansk Kennel Klub oplyser, at de i august og september noterede 26 pct. flere registreringer af hunde, sammenlignet med samme periode året før.

Også på salg af bådforsikringer har If oplevet en markant stigning i Danmark. Faktisk i sådan en grad, at væksten af bådforsikringer i det danske ben af If-koncernen overstiger væksten i den svenske del af If.

– Det er bemærkelsesværdigt, fordi svenskerne med deres mange søer og skærgårde er en stor sejlernation. Mange danskere har investeret i deres første båd, andre har opgraderet til en større, fortsætter Birgitte Ringbæk.

If melder også en god bid af forsikringer af de cirka 15.000 sommerhuse, der skiftede ejere i løbet af 2020. Her anbefaler If, at sommerhusejerne vælger at dække sig bedst muligt ind med en omfattende forsikring med blandt andet udvidet vandskade, skader på skjulte rør og kabler og udlejningsdækning.

– Forskellen mellem en god og en virkelig god sommerhusforsikring er ikke så stor en udgift, og har man først oplevet angreb af skadedyr, en vandskade eller at huset rammes af råd, så er man virkelig glad for at have valgt en omfattende forsikringsdækning, slutter kommunikationschef hos If, Birgitte Ringbæk.

puslespil hygge hobby (Foto: MY DAILY SPACE)
Også puslespil har fået en revival under corona … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Fordyb dig i en hobby

Klimarådet kommet med statusrapport

I ’Statusrapport 2021 – Danmarks nationale og globale klimaindsats’ vurderer Klimarådet, at regeringens samlede klimaindsats ikke anskueliggør, at klimalovens 70-procentsmål i 2030 nås. Klimarådet kommer i rapporten med fem anbefalinger, der vil bringe Danmark tættere på målet.

Den nye klimalov fra juni 2020 pålægger Klimarådet årligt at afgive anbefalinger til og gøre status for regeringens klimaindsats. En vigtig del af denne status er Klimarådets vurdering af, om klimaindsatsen i form af vedtagne virkemidler og øvrige klimapolitiske initiativer samlet set anskueliggør, at det danske 70-procentsmål i 2030 nås.

I forlængelse af vurderingen giver Klimarådet anbefalinger til nogle af de initiativer, der kan yde et væsentligt bidrag til at bringe Danmark tættere på at opfylde 70-procentsmålet.

Selvom regeringen og Folketinget siden juni 2020 har indgået flere aftaler på klimaområdet, finder Klimarådet det ikke anskueliggjort, at regeringen når målet om en 70-procentsreduktion af drivhusgasser i 2030. Det skyldes primært, at regeringen ikke har lagt en konkret plan for, hvordan den vil finde de cirka to tredjedele af reduktionsbehovet, som resterer efter de indgåede aftaler.

Regeringen baserer i høj grad den resterende indsats på nye teknologier uden en egentlig plan for, hvordan reduktionerne skal nås. Og Klimarådet forsætter med at forklare at regeringen kun når en reduktion på 70 procent i 2030, hvis dens egne høje skøn for teknologiernes potentialer bliver til virkelighed. Regeringens mindre optimistiske skøn rammer en samlet reduktion, der ligger noget under de 70 procent, som et bredt flertal i Folketinget har sat som mål.

I forbindelse med offentliggørelsen af Klimarådets statusrapport 2021 har klimaminister Dan Jørgensen også udtalt sig. Han forklarer og kommenterer:

– Klimarådet er ikke en dømmende eller besluttende instans. Rådets opgave er at rådgive regeringen. Og jeg synes, at de i denne rapport kommer med en række gode anbefalinger, som vi kan arbejde videre med. Både i forhold til overordnet tilgang og konkrete virkemidler. Flere af de tiltag, som Klimarådet efterlyser, er vi allerede i fuld gang med at levere på. Andre vil følge, forklarer han, og fortsætter:

– Regeringen er i gang med at forhandle med folketingets partier om en klimaindsats på landbrugsområdet, ligesom vi har fremlagt vores forslag til et 2025-mål. I de næste måneder følger vigtigt arbejde med at udvikle en strategi for lagring og fangst af CO2 samt en elektrificeringsstrategi og en strategi for brint og PtX.

Som det fremgår af aftalen om en grøn skattereform kommer der også sidst på året drøftelser om en ensartet CO2-afgift, når ekspertgruppen har delafrapporteret. Klimarådet efterlyser, at anskueliggørelsen af, hvordan vi når i mål med 70%-målsætningen, gøres mere konkret.

– Det er en anbefaling, vi kommer til at levere på. Opgaven i den kommende tid for regeringen bliver i høj grad at få gjort de tiltag, der i dag kan opføres som potentielle reduktioner, til at blive konkrete reduktioner. På halvandet år har vi løst cirka en tredjedel af den opgave, vi har 10 år til at løse. Det er et stort skridt i den rigtige retning. Vi er langt fra i mål, og der er store opgaver forude. Men vi er godt på vej, slutter han.

Tal og fakta:

  • Det samlede reduktionsbehov er på 20 millioner ton CO2e.
  • Regeringen har opnået aftaler, der efter Klimarådets vurdering reducerer udledningen med 7,2 millioner ton CO2e i 2030.
  • Det er især energi- og industrisektoren, der leverer reduktioner i de indgåede aftaler, og sektorens bidrag udgør næsten 60 pct. af de 7,2 million ton CO2e i 2030. Tilsvarende leverer transportsektoren 28 pct. af reduktionseffekterne.
  • Aftalerne og den øvrige, forventede udvikling giver en reduktion i 2030 på 54 pct. sammenlignet med 1990.
træ trætop skov (Foto: Unsplash)
Regeringen har stadig lang vej i forhold til at nå klimamålene … (Foto: Unsplash)

Læs også: Der er plads til alle i naturen

Ny plan skal hjælpe med at genoprette turismen i hovedstaden

Erhvervsministeriet, Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen lancerer nu en fælles plan, som skal genoprette hovedstadens turisme: Comeback Copenhagen. Planen rummer 12 centrale initiativer, der skal gøre København klar til, når der igen kommer turister.

Coronakrisen har ramt dansk turisme hårdt, og det gælder ikke mindst turismen i hovedstaden. Derfor har Erhvervsministeriet, Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen med inddragelse af hovedstadens turismeerhverv og kulturliv samt VisitDenmark udarbejdet en fælles 2021-plan for hovedstadens turisme: ‘Comeback Copenhagen’.

– Turismen er et vigtigt erhverv for Danmark, som skaber mange danske arbejdspladser. Med den nye genopretningsplan for hovedstadens turisme samler vi derfor kræfterne, så vi på forkant af genåbningen kan forberede erhvervet til den nye virkelighed. Danmark er en eftertragtet turistdestination, og det skal vi fortsætte med at være efter coronakrisen, udtaler erhvervsminister Simon Kollerup.

Planen, der har et samlet budget bag sig på cirka 70 millioner kroner, er en del af aftalen om genstart af dansk eksport. Senere på året følges der op med en genopretningsplan, der rækker frem til 2023.

– Turister og gæster skaber tusindvis af jobs og en milliardstor indtjening i København. Vi skal være klar i startboksen, så vi får gæsterne tilbage, så snart der åbnes op. København skal også fremover være en af verdens bedste byer at besøge, og vi kan ovenikøbet benytte den tvungne tænkepause til at udvikle turismen, så den bliver mere bæredygtig og passer bedre til byen, uddyber overborgmester Lars Weiss (S).

‘Comeback Copenhagen’ skal helt overordnet bidrage til at hovedstaden fastholder sin internationale markedsposition i en fremtid med hård international konkurrence og ændrede rejsemønstre. Aktiviteterne i planen skal derfor ruste turismeerhvervet til den internationale konkurrence, når der igen kommer gang i turismen, ligesom planen skal styrke hovedstadens turisme med flere bæredygtige tiltag.

En central indsats i planen er en ekstraordinær ny markedsføringsindsats, som skal bidrage til, at danske og internationale turister vælger hovedstaden som destination, når markederne igen åbner.

– Genopretningsplanen bør sætte en stopper for den overturisme-debat, der som en slidt grammofonplade har kørt på repeat, inden coronaen ramte. Mere end nogensinde før har vi brug for mange turister i vores by, og derfor skal vi også være parat til at tænke nyt og stort. Jeg er især meget glad for, at vi nu får penge til at gøre København til europæisk julehovedstad 2021, udtaler beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Planen præsenterer 12 forskellige initiativer. Ud over markedsføring af hovedstaden og velkendte forretningsområder som kongresser, events og krydstogt, fokuserer planen også på at tiltrække flyruter, på at få flere togrejsende, på at turismen skal være bæredygtig, på trygge oplevelser, på borgernes opbakning til turismen og ikke mindst omstilling til en ny virkelighed for turismeerhvervet.

– Hovedstaden har tabt 28 milliarder kroner i turismeomsætning i 2020 og erhvervet i København er helt i knæ. Der er derfor behov for et helt særligt fokus på både at genoprette og omstille turismen her med ny handling og med stærkeste holdopstilling. To ud tre gæster i hovedstaden er normalt internationale fra nær og fjern. Og konkurrencen om netop de internationale gæster bliver benhård i takt med, at verden åbner igen. Derfor handler det nu at realisere planens initiativer i et bredt samarbejde med erhverv, kulturliv, kommuner og andre gode kræfter, forklarer administrerende direktør Wonderful Copenhagen Mikkel Aarø-Hansen.

Initiativerne supplerer det arbejde med at fremme og genoprette turismen, som i forvejen foregår i hovedstaden. Genopretningsplanen er udarbejdet i dialog med turismeerhvervet, som bakker op om de forskellige initiativer.

– Jeg er glad for, at virksomhederne er blevet involveret i arbejdet. Der er kommet en stærk plan ud af anstrengelserne. Planen er sine steder nyskabende og justerer ellers de gode greb, der har gjort København til en enestående succes de sidste 20 år, siger administrerende direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen.

– Vi skal hurtigst muligt genstarte det danske turisme- og oplevelseserhverv, så det også findes efter coronakrisen. Lige nu er der tusindvis af virksomheder og arbejdspladser på spil. Hvis vi skal indhente det tabte og udvikle erhvervet, der er så vigtig for Hovedstaden og hele Danmark, er det afgørende, at vi laver en langsigtet plan. Vi skal hurtigst muligt tiltrække og fastholde flyruter, markedsføre Hovedstaden og Danmark som et spændende, trygt og sikkert rejsemål, slutter administrerende direktør i Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen.

københavn illum strøget (Foto:MY DAILY SPACE)
‘*Comeback Copenhagen’ planen skal få gang i den københavnske turisme igen … (Foto:MY DAILY SPACE)

Læs også: Postkort fra Fanø og Nordjylland

Dagens billede: Lada Gagas hunde stjålet

· Mere fra samme kategori ·