Læs også:

Close
tøj tøjbutik genbrugsbutik (Foto: Unsplash)

NEWS: Mange danskere handler genbrugstøj på nettet

Nyheder  | 

Mange danskere handler genbrugstøj på nettet · Ny ordning skal hjælpe nyuddannede ind i små og mellemstore virksomheder · Undskyldning til Britney Spears · Podnings-partybus går viralt · Dansk stormester åbner international video skakkanal · Dagens billede: Mars udforskes

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Mange danskere handler genbrugstøj på nettet

Mange webshops har oplevet stor fremgang under coronakrisen, fordi størstedelen af de fysiske butikker er nødt til at holde lukket på grund af restriktioner.

Hos den sociale hjælpeorganisation Blå Kors er der lige nu ekstraordinær travlhed i webshoppen, hvor kunderne kan købe genbrugstøj til hele familien og ting til hjemmet.

Særligt december og januar har været ekstragode måneder, hvor omsætningen er mere end fordoblet i webshoppen lidtsmartere.dk. Den store interesse glæder Anders Christensen, som er chef for Blå Kors Genbrug.

– Der er ingen tvivl om at danskerne handler digitalt. Det viser, at man sagtens kan handle genbrugstøj på nettet. Fordelen er, at man, udover at gøre et godt køb, også støtter Blå Kors’ arbejde med at hjælpe udsatte mennesker og samtidig bakker op om en bæredygtig verden.

Tøjet i webshoppen kommer fra de mange tøjcontainere, som Blå Kors har opstillet i Nordjyland. Webshoppen har i dag til huse i Aalborg, hvor der i øjeblikket er fire frivillige, der i løbet af ugen sørger for at sortere og klargøre nyt tøj til salg.

Det er færre frivillige, end der plejer at være, så der er nok at se til, fortæller Anni Overlade Andersen, som er frivillig og står i spidsen for webshoppen.

– Der er blevet solgt rigtig meget vintertøjet og ting til hjemmet, så vi har mange ordrer. Jeg har for eksempel lige lagt et Matador-spil på webshoppen og lidt andre ting, man kan hygge med derhjemme. Samtidig får vi rigtig meget sommertøj ind lige nu, fordi folk er ved at sortere i deres garderober, fortæller hun.

Selvom det går godt med salget i webshoppen, er det lige nu en svær tid for Blå Kors og resten af landets sociale hjælpeorganisationer, som driver genbrugsbutikker.

Overskuddet fra Blå Kors’ 55 butikker går til at drive blandt andet væresteder og andre sociale tilbud. Hver uge, butikkerne må holde lukket, mister organisationen en million kroner i omsætning, hvilket er langt mere, end webshoppen kan opveje.

– Det er en svær tid lige nu, men vi glæder os til, vi igen kan åbne genbrugsbutikkerne. De frivillige ser også frem til at komme i gang, slutter Anders Christensen, som er chef for Blå Kors Genbrug.

Overskuddet fra genbrugsbutikkerne og webshoppen går til Blå Kors’ sociale arbejde som for eksempel at drive væresteder, botilbud til hjemløse og mennesker med misbrug, børnestøttecentre og familienetværk.

tøj tøjbutik genbrugsbutik (Foto: Unsplash)
At købe gebrugstøj hitter som aldrig før … (Foto: Unsplash)

Læs også: Guide til second-hand tøj

Ny ordning skal hjælpe nyuddannede ind i små og mellemstore virksomheder

Små og mellemstore virksomheder kan gennem en ny pulje på godt 10 mio. kroner få tilskud til at sluse en nyuddannet ledig ind på arbejdspladsen.

Nyuddannede kvalificerede ledige kan med en ny ordning komme på graduate-forløb i små og mellemstore virksomheder. Her kan virksomheden få tilskud på 10.000 kroner i fire måneder til lønudgifter.

Den nye ordning skal være med til sænke dimittendledigheden. Puljen på 10,2 mio. kroner blev afsat i Aftale om ekstraordinært løft af ledige sidste sommer til graduate-programmer i 2021. Forløbene skal være begyndt den 1. september i år for at få det fulde tilskudsbeløb.

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard:

– Jeg er spændt på at se, hvordan ordningen vil hjælpe håbefulde og dygtige nyuddannede, der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Vi ser desværre alt for mange begynde deres arbejdsliv med at stå uden job. Der er rigtig ærgerligt både for den enkelte og for samfundet.

– Situationen er desværre kun blevet værre som følge af corona-krisen, og ledigheden for dimittender er alvorlig. Derfor har regeringen også nedsat et nyt partnerskab, der skal hjælpe dimittender hurtigere i arbejde. Dette partnerskab skal bygge videre på en række indsatser og reformer de senere år, der har haft fokus på at styrke sammenhængen mellem de videregående uddannelser og arbejdsmarkedet. Det, tror jeg, vil gøre en forskel.

Du kan læse mere om puljen til graduate-forløb her.

pige mobil computer arbejde job briller (Foto: Unsplash)
Nyuddannede skal have hjælp … (Foto: Unsplash)

Læs også: Klumme: Hvem har ansvaret for at få nyuddannede i job

Undskyldning til Britney Spears

Efter den meget omtalte Britney-dokumentar så dagens lys, vælter undskyldningerne nu ind til popidolet. Den nye dokumentar skildrer Britney Spears’ mange op- og nedture, og den har på mange måder sat skub i undskyldningerne til den verdensberømte sanger.

Premieren på New York Times’ ‘Framning Britney Spears’ har fået flere kendtes dårlige samvittighed til at blomstre, og nu angrer flere af dem også … Dette gælder også ekskæresten Justin Timberlake, der er havnet i noget af en shitstorm på grund af dokumentaren. På Twitter og Instragram skriver han blandt andet:

– Jeg er dybt ked af de gange i mit liv, hvor mine handlinger har bidraget til problemet, hvor jeg sagde noget forkert eller ikke stod for det rigtige.

Bruddet mellem de to tidligere børnestjerner i 2002 gik dengang viralt, og Justin Timberlake får nu kritik for at have fremstillet bruddet som om, at Britney Spears var ham utro, hvilket ikke var korrekt.

Læs også: Det vidste du ikke om Britney Spears

Podnings-partybus går viralt

I Glostrup har de valgt en noget anderledes måde at tilgå podning på, hvilket udenlandske medier nu har fået øjnene op for. Det noget gakkede tiltag hvor deres testere kører rundt i en partybus med musik og diskolys er blevet en ‘god historie’ verden over, hvor kommunens usædvanlige party-pode-bus er blevet omtalt i nyhedsudsendelser i blandt andet både Brasilien, England, Belgien og Frankrig.

Det er dog ikke kun for sjov og ballade, at de har indrettet et testcenter i en bus. Selv forklarer kommunen, at det gør det meget nemmere at komme rundt til forskellige arbejdspladser og institutioner, så folk ikke selv skal finde hen til testcenteret. Og så gør det heller ikke noget, at det også er lidt festligt …

Læs også: Ny kviktest på vej

Dansk stormester åbner international video skakkanal

7 x Danmarksmester, Stormester der har spillet Remis med Verdensmesteren Magnus Carlsen – Sune Berg Hansen har netop lanceret ny international skakkanal på YouTube med videoer, hvor du kan se Sune Berg Hansen fortælle om skakpartier, og hvor du kan få indblik i hvordan stormestre tænker skak.

Skakkanalen hedder GM Talks, og du kan finde den her. Og her kan man finde videoer om klassiske matches som Karpov vs Spassky i Leningrad og den teknisk vigtige historiske match mellem Petrossian vs Botvinnik under verdensmesterskabet i 1963. Sune fortæller om både det taktiske spil i spillene, optakten og tolkninger på hvordan både det indenfor og udenfor brættet hænger sammen.

Sune præsenterer også udfordringer og dilemmaer fra andre aspekter af skakkens verden som hvor mange træk man som skakspiller kan tænke frem. Sune viser i denne video, hvor svært det kan være at tænke 1 træk frem og gøre modstanderen mat i et 1 træk, og på samme tid hvor nemt det kan være at tænke 11 træk frem. (Test eventuelt om du selv kan gennemskue hvordan du gør modstanderen skakmat i et træk i videoen).

På nuværende tidspunkt er der planlagt videoer til udgivelse over de næste fem måneder hver onsdag og lørdag, og på YouTube kanalen kan du tilmelde dig notifikations, så du får en meddelelse, hver gang der bliver udgivet en ny video.

Hver onsdag og lørdag kommer der en fast planlagt video, men der kan sagtens komme endnu flere videoer ud per uge specielt ved store events og lignende.

skak (Foto: Unsplash)
Interessen for skak er steget voldsomt efter tv-serien Dronninggambit på Netflix … (Foto: Unsplash)

Læs også: Dronninggambit slå alle rekorder

Dagens billede: Mars udforskes

· Mere fra samme kategori ·