Læs også:

Close
cremesnegle snegle kage

Cremesnegle i bradepande

Mad  | 

Hvad skal du bage … Hvad med cremesnegle i bradepande. Sådan en hel bradepande fyldt med disse små lækre snegle. Det kan næsten ikke blive bedre. Du får her opskriften på Annemette Voss’ cremesnegle

cremesnegle snegle kage
Vi indrømmer – tænderne løber så meget i vand, når man ser de lækre cremesnegle her …(Foto: Stine Christiansen)

Der bliver cirka 20 snegle

Sværhedsgrad: medium

Størrelse: stor bradepande, 30 x 35 cm

Arbejdstid: 45 minutter

Hævetid: 4 timer + 45 minutter

Bagetid: 13-15 minutter

Det skal du bruge til gærdejen

Ingredienser

25 g gær
2½ dl kold sødmælk
1 æg str. M/L
530 g almindeligt hvedemel
80 g hvidt sukker
1 tsk fint salt
2 tsk stødt kardemomme
1 tsk vaniljesukker
80 g smør (stuetemp.)

Det skal du bruge til kagecremen

Ingredienser

15 g majsstivelse
3 dl sødmælk
3 æggeblommer (60 g)
30 g hvidt sukker
1 tsk vaniljepasta

Det skal du bruge til remonce

Ingredienser

100 g smør (stuetemp.)
100 g hvidt sukker
2 tsk kanel
2 spsk lys sirup (kan udelades)

Glasur

200 g flormelis

Sådan laver du dejen

Dej: Rør gæren ud i mælken i en røreskål. Tilsæt, æg, hvedemel, sukker, salt, kardemomme og vaniljesukker og ælt dejen igennem på en røremaskine med dejkrog ved medium hastighed. Du kan også anvende en elpisker med dejkroge. I starten kan dejen godt virke tung og hård i det – bare bliv ved med at køre den på maskinen, til den efter et par minutter bliver blank, glat og blød i konsistensen.

Tilsæt det bløde smør i små bidder og ælt det med, til dejen slipper skålens sider og samler sig om dejkrogen.

Dæk skålen til med husholdningsfilm og sæt dejen i køleskabet i cirka 3-4 timer.

I mellemtiden kan du tilberede creme og remonce.

Sådan laver du kagecremen

Rør majsstivelsen ud i et par spiseskefulde af mælken.

Kom dem i en lille gryde sammen med resten af mælken, æggeblommer, sukker og vaniljepasta og giv det et opkog under konstant piskning, til det tykner.

Når cremen koger, skruer du lidt ned for varmen og lader cremen koge igennem i 1 minuts tid, mens du hele tiden rører i gryden.

Hæld cremen over i en ren skål, dæk til med husholdningsfilm, der trykkes ned på overfladen for at undgå kondens, og køl cremen af i køleskabet.

Sådan laver du remoncen

Rør smør, sukker, kanel og eventuelt sirup godt sammen til en blød remonce.

Sådan samler du det hele

Rul den kolde dej ud i lidt mel på en ren bordplade til et rektangel, der måler cirka 60 x 35 centimeter.

Fordel remoncen på dejen i et jævnt lag. Rul dejen stramt sammen til en roulade på den lange led og skær den i 20 stykker a cirka 3 centimeter.

Læg sneglene i en stor bradepande beklædt med bagepapir – 4 på den ene led og 5 på den anden – med snitsiderne opad.

Klem dejsnippen ind under hver snegl, så den holder faconen under bagning.

Tryk sneglene fladere med flad hånd. Lad dem hæve tildækket til dobbelt størrelse – det tager cirka 45 minutter.

I mellemtiden varmes ovnen op til 200 grader varmluft.

Tryk med fingerspidserne en fordybning i midten af hver snegl.

Fyld cremen i fordybningerne.

Bag cremesneglene i den varme ovn i 13-15 minutter, til de er flot gyldne.

Lad dem køle af og dekorer med en glasur rørt af flormelis og kogende vand.

 

Sådan ser bogen ud:

 

kagebogen annemette voss

Læs også:

En hyldest til kaffen

kaffe (Foto: Unsplash)

· Mere fra samme kategori ·