Læs også:

Close
smittestop smittestopapp

NEWS: Under halvdelen af danskerne har installeret Smittestop-appen

Nyheder  | 

Under halvdelen af danskerne har installeret Smittestop-appen · Stor anerkendelse af DHF for EM-stævne · COVID-19: Smitteopsporing rykker ind i Danmarks største testcenter i Parken · Hvert femte minut blev der solgt en bolig i 2020 · Tesla kører derudad · Dagens billede: Netflix’ nye serie Bridgerton har taget seerne med storm

Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Under halvdelen af danskerne har installeret Smittestop-appen

Manglende tro på funktionalitet og frygt for den personlige datasikkerhed afholder mange danskere fra at downloade appen Smittestop.

Flere end hver anden dansker har ikke installeret Smittestop-appen på deres smartphones. Begrundelsen for ikke at have gjort det drejer sig hovedsageligt om, at danskerne ikke tror på, at den virker, og at de ikke har tillid til at deres personlige data bliver opbevaret sikkert. Det viser en befolkningsundersøgelse blandt 2.000 danskere foretaget af Userneeds for Ingeniørforeningen, IDA.

Kåre Løvgren, der er it-teknisk talsmand i IDA, er ikke overrasket over undersøgelsens konklusioner.

– Da appen i første omgang blev lanceret, måtte Sundhedsstyrelsen ændre den oprindelige plan for, hvordan indsamling og lagring af data skulle håndteres. Til at begynde med ville man lagre al data på en central server, og først efter at vi og mange andre gjorde opmærksom på privatlivs-problemerne ved denne løsning, skiftede man over til bluetooth-teknologi, som indeholder bedre mulighed for anonymisering, da data lagres decentralt på de enkelte telefoner. Men det ændrer jo ikke ved, at den lidt klodsede start, har påvirket mange til ikke at downloade den, forklarer han.

Smittestop-appen er udviklet af Netcompany og bygger på løsninger fra Google og Apple, og selvom Kåre Løvgren grundlæggende tror, at tech-giganterne overholder de ting, de lover, mener han, at vi skulle have udviklet en europæisk løsning.

– Jeg tror, at danskerne havde taget bedre mod en digital smitteopsporing, hvis vi havde udviklet vores egen kritiske infrastruktur, i stedet at læne os op ad amerikanske virksomheder, fortæller han.

En anden tungtvejende årsag til at danskerne ikke har taget appen til sig er, at de ikke tror på at den virker ordentligt, og den er heller ikke fejlfri, mener Kåre Løvgren.

– Der har været en del tekniske udfordringer, og eksempler på at den ikke har virket optimalt, og senest er det kommet frem, at appen ikke virker på Android telefoner. I bedste vil appen kunne understøtte den manuelle smitteopsporing, og i værste fald giver den en masse falske positiver og en masse falske negativer. Det kan skabe både unødvendig nervøsitet eller falsk sikkerhed, slutter han.

Har du installeret myndighedernes Smitte-stop app til at opspore og begrænse spredningen af Covid-19? 

Ja 47 %
Nej 52 %
Ved ikke 1 %
Total 100 %

Kilde:Userneeds har spurgt 2.000 danskere i alderen 18-70 år for Ingeniørforeningen, IDA

Hvorfor har du ikke installeret Smitte-stop app’en? 

Jeg tror ikke den virker ordentligt 36 %
Jeg har ikke tillid til, at mine data bliver opbevaret sikkert 31 %
Jeg har ikke fået det gjort/jeg har glemt det 22 %
Jeg vil ikke dele sundhedsoplysninger med andre 14 %
Jeg synes ikke covid-19 er en farlig sygdom, som der er grund til at bruge så mange ressourcer på 8 %
Andre årsager 26 %

Kilde:Userneeds har spurgt 2.000 danskere i alderen 18-70 år for Ingeniørforeningen, IDA. Andel af dem der ikke har installeret smitte-stop app – mulighed for flere svar.

smittestop smittestopapp
Har du downloadet smittestopapp … (Foto: Smittestopapp)

Læs også: Populær app hjælp.er rekordmange danskere med rygestop

Stor anerkendelse af DHF for EM-stævne

Selvom det ikke blev til dansk medalje, er der i DIF stor tilfredshed med, at EM-slutrunden i kvindehåndbold blev afvikles trods vanskelige forudsætninger. DHF får stor ros for arrangementet. Afviklingen af EM-slutrunden for kvinder hang længe i en tynd tråd, men DIF’s formand Niels Nygaard er meget tilfreds med, at turneringen blev afviklet, og sender i den forbindelse store roser i retning af Dansk Håndbold Forbund (DHF).

– DHF har stået med en gigantisk og tæt på umulig opgave, men det lykkedes at afvikle et corona-sikkert arrangement, og det har været alle anstrengelserne værd. Med afviklingen af EM-slutrunden har DHF og de danske spillere givet danskerne noget at samles om og begejstres over – på afstand vel at mærke – i en tid, hvor der er så mange bekymringer. De har skabt glæde og begejstring i en tid fyldt med usikkerhed og afsavn, udtaler Niels Nygaard.

Med kort varsel trak Norge sig om medvært på grund af coronasituationen, og dermed stod DHF alene med opgaven. En lang række forholdsregler og protokoller skulle sikre et sikkert arrangement, og det lykkedes. I alt 6.000 test for Covid-19 gav kun tre positive prøver, og de blev alle fundet ved den første testrunde, da holdene ankom til Danmark.

– Kulturministeriet og sundhedsmyndighederne gav i sidste øjeblik grønt lys til arrangementet, og jeg er glad for, at DHF og værtsbyerne har levet op til tilliden. Jeg er sikker på, at ministeriet og myndighederne er glade for, at det ikke endte med en aflysning, men i stedet med et sikkert arrangement til glæde for ikke bare spillerne, men også millioner af danskere foran tv-skærmene, slutter Niels Nygaard.

Fakta om corona-protokollerne ved EM:

Alle deltagere skulle ved indrejse fremvise en negativ corona-test, der maksimalt er 72 timer gammel.

Alle deltagere blev testet igen ved ankomst til Billund lufthavn.

Spillere og officials fragtedes direkte til deres hoteller, hvor de blev isoleret på deres hotelværelser, indtil negative testresultater forelå.

Alle testede var i hele turneringsforløbet i en såkaldt ’boble’, hvor de ikke havde kontakt med personer udenfor ’boblen’.

Alle i boblen testedes med maksimalt 72 timers interval.

Tests foregik i privat regi og belastede således ikke det offentlige sundhedsvæsen.

håndbold sport (Foto: Unsplash)
Kvinderne fik ikke medaljer, men DHF får ros for deres afholdelse af EM. (Foto: Unsplash)

Læs også: Fem håndboldherrer vi følger på instagram

COVID-19: Smitteopsporing rykker ind i Danmarks største testcenter i Parken

Smitteopsporingen flytter en del af virksomheden ind i Danmarks største quick-testcenter i Parken i København for at kunne starte øjeblikkelig smitteopsporing, så snart en borger er testet positiv.

Smitteopsporingen flytter ind i Danmarks største quick-testcenter i Parken i København. Her får borgere, der testes positiv, tilbudt smitteopsporing i umiddelbar forlængelse af, at de har fået deres testresultat. De tilbydes en samtale med medarbejdere fra Styrelsen for Patientsikkerhed og kan, allerede inden de forlader Parken, identificere nære kontakter, ligesom de umiddelbart herefter kan isolere sig.

– Ved at være til stede i Danmarks største quick-testcenter, vil vi kunne møde de smittede med det samme og øjeblikkeligt starte smitteopsporing. Det sparer afgørende tid for både den smittede og styrelsen, fortæller direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, Anette Lykke Petri.

Ud over det nye afsnit af smitteopsporingen i Parken vil smitteopsporingen også fortsat finde sted fra lokationer blandt andet på Islands Brygge, i Jonstrup-lejren og Ballerup.

Smitteopsporingsenheden i Parken etableres i samarbejde med virksomheden Copenhagen Medical A/S, der blandt andet driver testcenteret i Parken og Bellacentret. Copenhagen Medical A/S benytter en digital løsning, der gør, at det i realtid er muligt at følge, hvor mange borgere der testes positivt. Det, og det faktum, at Copenhagen Medical kan skalere op til at teste 3.000 personer i timen i Parken gør, at det er et oplagt sted for Styrelsen for Patientsikkerhed at etablere smitteopsporing.

– Vi er stolte og ydmyge over at kunne stille vores erfaring og lokalitet til rådighed for myndighederne. Vores digitale løsning betyder, at der kan handles øjeblikkeligt i forhold til de borgere, der testes positivt. Vi ser frem til samarbejdet og er overbeviste om, at dette initiativ kan være med til at bryde flere smittekæder, slutter direktør for Copenhagen Medical A/S, Jeppe Handwerk.

parken testcenter covid-19 (Foto: Styrelsen for patientsikkerhed)
Smitteopsporing rykker ind i Parken. (Foto: Styrelsen for patientsikkerhed)

Læs også: Landets største testcenter er åbnet i Parken

Hvert femte minut blev der solgt en bolig i 2020

2020 sluttede på alle måder med et brag – hele 54 % flere bolighandler i december hos mæglerkæden Home, og det samlede salg i Danmark ender i omegnen af 105.000 boliger. Det er en stigning på 21 % på et år.

2020 var en sand affyringsrampe på boligmarkedet, hvor der blev skudt en solgt bolig af hvert femte minut i snit gennem hele året. Dermed ender det samlede boligsalg på omkring 105.000 boliger (alle boligtyper incl. byggegrunde), hvilket er 21 % flere solgte boliger end i 2019.

Og der er tale om cirka dobbelt så mange handler som i 2011, hvor boligsalget lå underdrejet af finanskrisen. Det viser tal for hele boligmarkedet fra Boligsiden, som ejendomsmæglerkæden Home har regnet på. Mæglerne i Home kan ligeledes glæde sig over det bedste salg for en december nogensinde.

– 2020 var noget for sig – også på boligmarkedet, hvor rigtig mange danskere fandt sig et nyt hjem. Danmark blev ramt af et enestående boligboom, og hvis vi skal sætte farten i 2021 efter december, så fortsætter køberne og boligsalget i et hæsblæsende tempo ind i det nye år, forklarer Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent i Home.

På årets sidste dag stod Homes samlede salg til et plus på 54 % i december sammenlignet med samme måned sidste år.

– Hastigheden er faktisk gået op på boligmarkedet de seneste måneder. November er årets næstbedste målt i handler, og december ender som årets femte bedste måned hos os i Home. Det er meget mærkværdigt. Normalt er december den klart dårligste måned. I år har vi solgt flere boliger end i august, fortsætter Michael Dalsager.

I år er der solgt 290 boliger i Danmark i snit om dagen, viser tallene fra Boligsiden og beregningen fra Home. I 2019 var det tal kun 238 boliger.

– Det største problem for boligsalget lige nu er, at udbuddet er meget lavt, tæt på 42.000, og ikke siden 2006 har der været så få boliger at vælge imellem. Det er et godt tidspunkt at sælge, fordi der er mange købere og dermed udsigt til fortsat stigende priser – mens køberne skal være hurtige og må indstille sig på, at der ofte er andre købere i kapløbet om boligen, slutter talspersonen fra Home.

home bolig lejlighed salg (Foto: Home)
Salget steg markant i 2020 … (Foto: Home)

Læs også: Gode råd når du skal købe lejlighed eller hus

Tesla kører derudad

Tesla sluttede året 2020 med en samlet levering og produktion på lidt over 500.000 biler. Et mål som entreprenøren Musk har forsøgt at nå længe, men som nu endelig lykkedes. I sidste kvartal af 2020 leverede de nemlig 180,570 biler, hvilket er en stigning på 61 procent fra 2019. Total antal produktion blev dermed 509,737 for den Silicon Valley-baserede virksomhed, hvilket Musk på alle måder er utrolig stolt over.

Selv troede Teslas grundlægger og opfinder Elon Reeve Musk kun på, at de havde 10 procent chance for at overleve. Men DET er på alle måder gjort til skamme nu. Også i Danmark har Tesla vundet indpas og Tesla Model 3 blev den 27. november 2020 kåret som ‘Årets Bil’ i Danmark 2020. Den amerikanske elbil vandt en rimelig sikker sejr i den årlige danske bilkonkurrence, og det er første gang i kåringens 52-årige historie, at en decideret amerikansk bil vinder.

Læs også: Amerikansk rigmand fyrer sin Teslabil ud i rummet

Læs også:

Dagens billede: Netflix’ nye serie Bridgerton har taget seerne med storm

· Mere fra samme kategori ·