Læs også:

Close
hjemløs hus forbi fattig tigge (Foto: Unsplash)

NEWS: Fortsat gratis medicin til hjemløse

Nyheder  | 

Fortsat gratis medicin til hjemløse · Produktudvikling skal sikre fortsat økologisk vækst · Kampagne skal informere om ny samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse · USA også godt i gang med at vaccinere · Filmrettighederne til bestselleren ‘Det sidste gidsel’ er solgt · Dagens video: England lukket ned

Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Fortsat gratis medicin til hjemløse

Sælgere af Hus Forbi kan hente gratis receptmedicin til sig selv og deres kæledyr på apoteket, og ordningen er nu forlænget i et halvt år.

Det er ikke nemt at leve af at sælge aviser på gaden i disse corona-tider, hvor mange butikker er lukkede, og folk holder sig hjemme. Derfor indgik organisationen bag hjemløseavisen Hus Forbi i april sidste år en aftale med Danmarks Apotekerforening om, at Hus Forbi-sælgere mod at vise deres sælgerkort kan hente deres receptmedicin på apoteket uden at skulle betale for den. Ordningen blev kort efter udvidet til også at gælde den receptmedicin, som deres kæledyr får. Den aftale er nu blevet forlænget frem til 30. juni i år.

Aftalen skal sikre, at de over 3.000 registrerede sælgere af Hus Forbi fortsat kan få deres livsvigtige medicin, selvom deres indtægtsgrundlag er reduceret eller helt forsvundet. Rent praktisk foregår det på den måde, at apoteket lægger ud for den hjemløses egenandel af medicinregningen. Regningen sendes videre til Hus Forbi, som ved hjælp af donationer dækker udgiften.

Sekretariatsleder Rasmus Wexøe Kristensen fra Hus Forbi betegner samarbejdet med apotekerne som enestående:

– Den forskel, det gør for vores sælgere, er ubeskrivelig. Ikke alene får de mulighed for at få den medicin, de ellers ikke kan tjene til, men de få også en kæmpe stolthed med i deres hjerter. Når de får en til at købe deres avis, genererer de penge til mere medicin. Det er en meget håndgribelig hjælp til andre, der i er i samme situation som dem selv.

Ifølge Apotekerforeningens formand Jesper Gulev Larsen er også apotekerne glade for samarbejdet med Hus Forbi om denne fælles hjælp til en særligt udsat gruppe:

– Desværre oplever vi ofte, at borgere ikke har råd til at betale for deres lægeordinerede medicin. Situationen under COVID-19 gør det ekstra svært for de sårbare og udsatte borgere, og dem skal vi gøre alt for at hjælpe. Det er vigtigt, at krisen ikke fører til endnu mere ulighed i sundhed.

hjemløs hus forbi fattig tigge (Foto: Unsplash)
Dansk Apotekerforening er glade for at kunne hjælpe. (Foto: Unsplash)

Læs også: Hus Forbi beder om hjælp

Produktudvikling skal sikre fortsat økologisk vækst

Økologiens imponerende salgsrekorder skal bruges aktivt til fortsat nytænkning og produktudvikling inden for alle varekategorier og værdipositioner. En ny rapport fra Økologisk Landsforening giver detailhandlens indkøbere, fødevarevirksomhederne og producenterne overblik og inspiration til fremtidens økologiske produktmuligheder.

Rapporten ‘Flere værdipositioner i det økologiske marked’ kortlægger detaljeret de økologiske varekategorier samt produkternes værdipositioner baseret på pris. Målet er at give indkøbere og produktudviklere i detailhandlen viden om og inspiration til, hvordan det økologiske sortiment bliver endnu stærkere i fremtiden.

– Med økologiens mangeårige vækst og forbrugernes stigende interesse for økologiske produkter er markedet modnet. Det betyder, at der er plads til endnu flere kategorier og til yderligere udvikling af nye produkter i alle værdipositioner, forklarer Birgitte Jørgensen, som er chefkonsulent i Økologisk Landsforening.

Hvor der tidligere var ganske få økologiske produkter i samme kategori, er der i dag et langt større udvalg i alle prisklasser. I hvert fald når det handler om basisvarer som for eksempel havregryn, mel, konfekture og mejeriprodukter. Der er fortsat plads til mange flere produkter, når det handler om kategorier inden for nydelsesmidler, kød, brød og convenience.

Rapporten slår fast, at der er grundlag for, at både detailhandel, fødevarevirksomheder og producenter går langt mere strategisk og innovativt til produktudviklingen i de kommende år for at udnytte økologiens momentum.

– Det er nu, at producenter og indkøbere skal i gang med at se nye muligheder og blive bedre til at fortælle om produkternes kvalitet fx med fokus på smag, sorter, sæson og bæredygtighed i forsyningskæden. Økologien imødekommer forbrugernes øgede fokus på bæredygtighed og kan levere på det. Markedet er simpelthen åbent lige nu, så vi håber, at alle aktører vil bruge rapporten – også til at blive klogere på, hvad andre har gjort og lade sig inspirere af det, fortsætter Birgitte Jørgensen.

Udover at kortlægge potentialet på det danske marked, undersøger rapporten også mulighederne på eksportmarkederne i Tyskland, Nederlandene og Polen.

– De udenlandske kæder er generelt ikke så langt fremme, når det handler om at etablere flere forskellige værdipositioner inden for samme varekategori. Men tiden er moden til at gøre de udenlandske indkøbere opmærksomme på, at den økologiske forbruger er lige så pris- og kvalitetsbevidst som den konventionelle, slutter Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening.

Rapporten er gratis tilgængelig på Økologisk Landsforenings hjemmeside okologi.dk

mælk økologi økologisk landsforening
Ny rapport fra Økologisk Landsforening sætter fokus på, hvordan udvalget af økologiske produkter kan udvikles i de kommende år. (Foto: Moment Studio)

Læs også: Dansk økologisk eksport sætter ny rekord

Kampagne skal informere om ny samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse

‘Sex? Kun med Samtykke’ er titlen på en ny kampagne, som skal informere om den nye samtykkebestemmelse og guide unge til at blive bedre til at lytte til hinanden.

Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Peter Hummelgaard lancerer i dag kampagnen ‘Sex? Kun med Samtykke’, der er gået i luften i kølvandet på vedtagelsen af den nye samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse. Kampagnen skal samtidig informere om, hvor voldtægtsofre kan få hjælp.

– Den ny samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse slår fast, at sex skal være frivilligt og kræver samtykke fra begge parter, ellers er det voldtægt. Jeg håber, at loven og kampagnen bliver et vigtigt skridt mod et samfund, hvor særligt kvinder kan føle en større tryghed i, at deres grænser bliver respekteret, forklarer beskæftigelsesminister og minister for ligestilling, Peter Hummelgaard.

‘Sex? Kun med samtykke’ er målrettet unge i alderen 18-30 år og består af en hovedfilm, hvor blandt andet sangeren Malthe Ebert (kendt som Gulddreng), rapperen Skinz, tv-vært Ibi Støvring og skuespilleren Søs Wilkens medvirker.

Derudover vil kampagnen bl.a. indeholde tre små film med genkendelige situationer, som viser de mange måder samtykke kan gives eller afslås på. Kampagnen vil blive foldet ud på de sociale medier, Facebook, Instagram, Snapchat og Tinder og på et kampagnesite, der samler alt materialet og informerer om samtykkebestemmelsen, og om hvor voldtægtsofre kan få hjælp.

Samtidig med at kampagnen lanceres, åbner en ny landsdækkende og anonym hotline for voldtægtsofre hos Lev Uden Vold på 1888. Hotlinen skal øge voldtægtsofres kendskab til deres rettigheder og muligheder, samt bidrage til at flere ofre tager kontakt til centre for voldtægtsofre og anmelder til poltiet.

Kampagnen ‘Sex? Kun med samtykke’vil køre indtil foråret 2021 og kan også findes på kunmedsamtykke.dk.

ensom ensomhed alene trist (Foto: Unsplash)
En ny kampagne skal informere om den nye samtykkebestemmelse. (Foto: Unsplash)

Læs også: Ny UNICEF-Rapport viser: Høje voldtægtstal og manglende skolegang for unge piger

USA også godt i gang med at vaccinere

Omkring 4.600.000 millioner personer i USA har nu fået første dosis af COVID-19 vaccinen, hvilket er noget mindre end de 20 millioner personer, som Center for Disease Control and Prevention havde håbet at nå at vaccinere inden årets udgang.

Også i USA sætter antal indlagte og døde nye grumme rekorder. Og der er derfor også stor fokus på at få vaccineret så mange som muligt. Men selvom der har været sendt mere end 15 millioner ud til de forskellige stater er for få blevet vaccineret endnu.

De fleste vacciner er givet til frontpersonalet samt plejehjemsbeboere som i Danmark.

 

Læs også: Mange er indlagte i USA med corona

Filmrettighederne til bestselleren ‘Det sidste gidsel’ er solgt

Den danske filmproducent Jesper Zartov har købt filmrettighederne til bogen ‘Det sidste gidsel’, som handler om den danske attaché Mogens Pedersen, der var gidsel op til den første golfkrig og blev hentet ud i en hemmelig mission.

Aftalen er underskrevet, og filmproducenten Jesper Zartov har nu købt rettighederne til at filmatisere den anmelderroste non-fiktion bog.

– Det er et stykke meget vigtigt danmarkshistorie, som fortjener at blive fortalt, fortæller Jesper Zartov, der står bag en række film- og tv-serier, blandt andet de seneste to Klovn-film.

Det sidste gidsel, der udkom i september, foregår op til den første golfkrig i 1990 og 1991, hvor godt 100 danskere blev fanget i Irak og Kuwait. Til sidst var der dog kun et gidsel tilbage Irak – den danske ambassadeattache Mogens Pedersen. Ham ville irakerne ikke lade gå, og mens amerikanerne forberedte krigen, sendte Danmark specialisten Mads Sandau-Jensen til Bagdad. Han skulle sammen med kommunikationseksperten Tine Astrupgaard i en hemmeligstemplet mission smugle Mogens Pedersen ud af Irak og få ham hjem til Danmark i sikkerhed.

Aftalen giver Jesper Zartov og produktionsselskabet The Bunch de internationale rettigheder til at skabe enten en film eller en tv-serie over indholdet.

– Det er fuldstændig fantastisk historie med et helt utroligt mangfoldigt karaktergalleri, som rummer nogle ekstremt interessante historier. Det er en af de historier, hvor virkeligheden overgår fantasien, fortsætter Jesper Zartov, som også kan hente hjælp til historien fra bogens tre hovedpersoner, Tine Astrupgaard, Mads Sandau-Jensen og Mogens Pedersen, der bliver en del af filmaftalen.

Bogen er skrevet af Henrik Thomsen og Ole Sønnichsen, der er glade for, at historien om Saddam Husseins danske gidsler nu kan komme op på det hvide lærred.

– Jeg har jagtet historien om de danske gidsler, siden dramaet begyndte i 1990. Derfor er det en kæmpe tilfredsstillelse, at det nu både bliver til en bog, og at bogen skal filmatiseres, så historien kan nå ud til et endnu større publikum, slutter Henrik Thomsen.

bog det sidste gidsel (Foto: Lindhardt og Ringhof)
Filmrettighederne til bogen ‘Det sidste gidsel’ er solgt. (Foto: Lindhardt og Ringhof)

Læs også: Fem på stribe … Gode bøger du skal læse

Dagens video: England lukket ned

· Mere fra samme kategori ·