
NEWS: Folketinget har vedtaget handleplan, der skal forhindre børn og unge i at ryge
Folketinget har vedtaget handleplan, der skal forhindre børn og unge i at ryge · Ny politiaftale på plads · Finalesæson på Vikings starter 30. december · Julemærkehjem gav Daniel mod på livet · Dagens billede: Plejepersonalet i Boston fejrer, der er COVID-19 vacciner på vej til dem · Fredagsfjol: Her bestemmer dyrene😂
Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Folketinget har vedtaget handleplan, der skal forhindre børn og unge i at ryge
Ny handleplan er en sejr for børn og unges sundhed, udtaler Kræftens Bekæmpelse. Folketinget vedtog den anden dag en handleplan, der skal forhindre børn og unge i at ryge. Det mest ambitiøse skridt mod en røgfri fremtid i 13 år og en stor sejr for folkesundheden, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse. Fire ud af fem danskere bakker op om planen.
Tobak skjult ved kassen, cigaretpakker i samme grøn-grumsede farve, røgfri skoletid og mulighed for gratis rygestopmedicin. Sådan lyder nogle af punkterne i ’National handleplan mod børn og unges rygning’, der tirsdag den 15. december blev vedtager i Folketinget.
Et stort flertal stemte for handleplanen, der indeholder 10 hovedpunkter, der tilsammen skal forhindre børn og unge i at ryge. Det glæder Kræftens Bekæmpelse.
– Handleplanen mod børn og unges rygning er det mest banebrydende, der er sket på tobaksområdet siden rygeloven i 2007 gjorde arbejdspladser og andre offentlige steder røgfri indendørs– ja, måske nogensinde i dansk historie. Den vil betyde færre børn og unge, der ryger, og risikerer at bliver syge eller dø af det senere i livet. Stor ros til politikerne bag planen for at Danmark nu tager et stort og vigtigt skridt mod en røgfri fremtid, siger Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.
I Danmark ryger flere børn og unge end i vores skandinaviske nabolande. Ifølge tal fra Statens Institut for Folkesundhed røg omkring hver femte blandt de 15-24-årige dagligt eller lejlighedsvist i 2020.
Der er stor opbakning blandt danskerne til de tiltag, der skal forhindre børn og unge i at ryge – 81 pct. synes godt eller meget godt om tiltagene. Kun 7 pct. er imod, viser en ny rundspørge foretaget af YouGov for TrygFonden og Kræftens Bekæmpelse.
– Der er massiv opbakning blandt danskerne til at gøre noget ved børn og unges rygning. Også på tværs af politiske skel er der enighed. Og det er tvingende nødvendigt – hver dag er der børn og unge, der begynder at ryge, så det er ikke et sekund for tidligt, at vi sætter ind, hvis færre i fremtiden skal blive afhængige og syge af rygning, udtaler Jesper Fisker.
Et bredt flertal i Folketinget står bag lovforslaget, der blev formuleret allerede i slutningen af 2019, men altså først nu bliver behandlet i Folketinget.
Selv om man i Kræftens Bekæmpelse er begejstrede for lovpakken, er der ingen grund til at hvile på laurbærrene, hvis målet om at ingen børn og unge ryger i 2030 skal nås.
– I dag fejrer vi, at Danmark er kommet et stort skridt længere, end vi var i går. I morgen trækker vi i arbejdstøjet igen, for der er stadig nok at gøre. Vi må løbende holde øje med, om tiltagene virker efter hensigten og overveje, hvilke nye tiltag, der er nødvendige. Handleplanen er først en succes, når vi kan se i statistikkerne, at færre børn og unge ryger, slutter Jesper Fisker.
Nogle af de områder, som Kræftens Bekæmpelse fortsat vil arbejde målrettet for er højere priser på tobak, flere røgfri miljøer for børn og unge og regulering af tobaksindustriens markedsføring og nye produkter målrettet unge.
Udvalgte hovedpunkter fra handleplan mod børn og unges rygning
- Forbud mod synlig anbringelse og fremvisning (tobak under disken) – fra 1. april 2021.
- Skærpelse af forbud mod sponsorering og uddeling – 1. april 2021
- Standardiserede tobakspakker (neutrale pakker) – slut med at fremstille ’gamle’ pakker fra 1. juli 2021, slut med salg af ’gamle’ pakker fra 1. april 2022.
- Røgfri skoletid på grundskoler og ungdomsuddannelser – grundskoler fra 1. januar 2021, ungdomsuddannelser fra 31. juli 2021.
- E-cigaretvæsker må ikke længere smage af andet end tobak eller mentol – fra 1. april 2021 må væsker med frugtsmag etc. ikke fremstilles, fra 1. april 2022 må de ikke markedsføres.
- Bedre alderskontrol og skærpelse af strafniveau.

Læs også: Partier er klar med indgreb mod rygning
Ny politiaftale på plads
Den nye politiaftale er på plads, og den byder blandt andet på højere bødetakster, dyrere køreprøver og flere fartkontroller, der skal være med til at finansiere aftalen. Det er et bredt flertal i Folketinget, der er blevet enige om en ny politiaftale, der især fokuserer på at sikre flere betjente lokalt og at der kommer 20 nye nærpolitistationer landet over.
Her er nogle af aftalens hovedpunkter:
- I alt 450 flere betjente. Heraf skal 110 være ekstra lokalbetjente landet over.
- Der kommer 20 nye nærpolitistationer landet over.
- Rejseholdet vender tilbage for at styrke politiets drabsefterforskning.
- En lang række færdselsopgaver vil overgå til Transport- og Boligministeriet. Derfor bliver 115 betjente overført fra det område til anden tjeneste.
- Der indføres en politigaranti på områder, hvor der er et særligt hensyn til borgernes tryghedsfølelse. Det drejer sig om indbrud i private hjem, vold, voldtægt og narkotikasalg ved skoler. Hvad garantien omfatter, er endnu uklart.
Politiets og anklagemyndighedens bevilling bliver øget med 650 millioner kroner i 2021, og stigende til en milliard kroner i 2023.
– Der kommer flere politibetjente, og de kommer mere ud i landet. Det kommer danskerne til at mærke ved, at vi laver 20 nye nærpolitistationer med mindst fem politifolk tilknyttet hver eneste station, udtaler justitsminister Nick Hækkerup (S) til TV 2.
Ifølge politisk kommentator Hans Engell, der selv er tidligere justitsminister, er det en vigtig aftale for Nick Hækkerup.
– Det er i høj grad en sejr for Nick Hækkerup. Politiaftalen har jo været rigtig længe undervejs og er blevet udskudt flere gange, udtaler Hans Engell til TV 2.
Ny politiaftale er på plads. (Foto: Pxhere)
Læs også: Aftale om ny voldtægtelov på plads
Finalesæson på Vikings starter 30. december
Alle Vikingsfans har noget at glæde sig til, for alle 10 episoder af sæson 6B bliver tilgængelige på HBO Nordic på premieredagen den 30. december.
Vikingekrigerne og sønnerne af den store Ragnar Lothbrok; Bjørn Ironside (Alexander Ludwig), Ivar the Boneless (danske Alex Høgh Andersen), Ubbe (Jordan Patrick Smith) og Hvitserk (danske Marco Ilsø) ser skæbnen i øjnene i den uigenkaldeligt sidste sæson af vikingesagaen.
I første halvdel af sjette sæson udkæmpede russerne og vikingerne et stort slag med en Lothbrok-bror på hver side. Bjørn Ironside kæmpede for sit hjemland med Kong Harald (Peter Franzén) ved sin side mod Ivar the Boneless og russerne. Slaget endte i en tragedie med en døende Bjørn efterladt på slagmarken på vej til at miste alt.
I den sidste del af sagaen får konflikten mellem russerne og vikingerne yderligere konsekvenser for Ragnars efterkommere. Ubbe, som befinder sig på Island, sætter kursen mod vest med ambitionen om at nå længere, end nogen viking har været før. Og i England fortsætter vikingernes kolonisering af landet til Alfred the Greats store fortrydelse.
Se trailer for den kommende sæson her:
Læs også: Den sande historie om Ragnar Lothbrok
Julemærkehjem gav Daniel mod på livet
Med kampagnen ‘Giv et barn smilet tilbage’ støtter du Julemærkefonden og hjælper udsatte børn, når du køber en julestjerne i Plantorama. Julemærkefonden driver de danske Julemærkehjem, der hjælper børn i Danmark til at få et bedre selvværd og blive del af et fællesskab. Tidligere kom de fleste indtægter til at drive Julemærkehjemmene fra salget af Julemærket. Men fordi vi i dag sender færre breve end tidligere, er støtten fra andre initiativer blevet helt central for hjælpearbejdet.
I dag er der fem Julemærkehjem i Danmark, der hvert år hjælper 1.000 børn i alderen 7-14 år med at få en bedre barndom. Daniel er en af dem, der har fået fornyet livskvaliteten efter et ophold på Julemærkehjem. For blot et år siden isolerede han sig og trøstespiste foran computeren, og i frikvartererne sad han altid alene med sin telefon.
– Når du er på Julemærkehjem, så sover man sammen, man spiser sammen, man dyrker motion sammen, du laver alt sammen med dine venner heroppe. Det er bare ubeskriveligt, hvor glad jeg er for de venner, jeg har fået, siger Daniel, der går i 8. klasse uden for Aarhus.
For Daniel har opholdet betydet en massiv forandring i hans selvværd, og en fornyet lyst til at komme tilbage til sine gamle venner.
– Jeg skal ikke være bekymret for, om der er nogen, der vil lege med mig, jeg skal ikke være bekymret for, om jeg bliver holdt udenfor, eller om jeg bliver nedgjort. Jeg føler ligesom, at jeg er blevet til noget, og at jeg lige er gået i gang med livet, siger Daniel.
For andet år i træk støtter Plantorama Julemærkefonden med kampagnen ‘Giv et barn smilet tilbage’. Plantorama donerer fem kroner til Julemærkefonden for hver luksus julestjerne, der sælges frem til den 24. december.
– Det er jo fantastisk at kunne hjælpe med at sætte fokus på og støtte op om det gode arbejde Julemærkehjemmene gør for så mange danske børn. Sidste år nåede vi op på 100.000 kroner, vi kunne donere til Julemærkefonden, og det håber vi selvfølgelig på at overgå i år, siger Kirsten Susanne Jensen, der er marketingchef i Plantorama.
Et ophold på Julemærkehjem varer ti uger og er gratis for børnene. Det koster dog 79.000 kroner, der finansieres gennem salg af Julemærket, indsamlinger og donationer fra blandt andre Plantorama.
– Vi er så taknemmelige for samarbejdet med Plantorama, for det er i sidste ende sådanne samarbejder, der gør, at vi kan fortsætte vores arbejde. De børn, der kommer til os, har mistet troen på sig selv. På Julemærkehjemmene lærer vi dem at indgå i fællesskaber, og vi ser dem blomstre op, siger Katrine Svarre Müller, der er chef for kommunikation og strategiske partnerskaber hos Julemærkefonden.

Læs også: Årets Julemærke hylder fællesskabet
Dagens billede: Plejepersonalet i Boston fejrer, der er COVID-19 vacciner på vej til dem
Fredagsfjol: Her bestemmer dyrene 😂