
Helt bagt blomkål med citron og spidskommen
Citron gør meget for næsten alle retter. Også for denne sunde og lækre ret. Vi har fået opskriften på helt, bagt blomkål med citron og spidskommen fra bogen ‘Citroner’ af Henrik Vilain og Ingo Schauser
Kogebogen ‘Citroner’ er blevet til i køkkenet på fincaen ‘Garden of Lemons’, der ligger midt i en gammel citronplantage lige uden for en lille andalusisk landsby syd for Granada. Her hænger citronerne lysende i træerne en stor del af året. Det må være det mest eventyrlige sted at skrive en kogebog om citronen og deres ‘verdenskøkken’, og det har forfatterne Henrik Vilain og Ingo Schauser også gjort i deres kulturelle refugium ‘Garden of Lemons’.

Blomkål
Noget af bedste, man kan udsætte et blomkålshoved for, er at ovnbage det – helt eller brudt i mindre buketter. Det potenserer smagen, og vigtige næringsstoffer havner ikke i kogevandet. Lav en krydderpasta med blandt andet sesamfrø, krydderurter, revet citronskal og røget paprika, som gnides ind i overfladen af hele blomkålshovedet.
Brug gerne en kraftig bagepensel eller fingrene til at massere pastaen godt ind i alle krogene. Når blomkålen kommer ristet ud af ovnen, er overfladen sprød, og køkkenet dufter vidunderligt.
Opskriften er til 4 personer.

Det skal du bruge
1 helt blomkålshoved
1 kvist frisk timian
citronsaft
Krydderpasta
4 spsk olivenolie
25 g sesamfrø
1 spsk spidskommenfrø, stødt i en morter
1 tsk gurkemeje
1 tsk røget paprika
citron, fintrevet skal og saft
salt og friskkværnet sort peber
Sådan gør du
Tænd ovnen på 200 °C, og bland alle ingredienserne til krydderpastaen.
Fjern de yderste blade af blomkålshovedet og snit måske lidt af stokken, så hovedet kan stå plant i et ovnfast fad.
Vælg et fad, der passer i omfang til blomkålen.
Massér pastaen ind i blomkålshovedet.
Dæk fadet med folie og sæt det fast langs kanterne, så dampen bliver inde under folien.
Bag blomkålen i 35-40 minutter, fjern folien og bag videre, til kålen er gylden og gennembagt. Det vil afhænge helt af størrelsen på blomkålen.
Stik en spids urtekniv ind i kålen og mærk, om den glider let ind. Blomkålen skal være gennembagt, uden at teksturen er blød.
Drys blomkålen med timian og dryp med citronsaft, og spis med en grøn salat og brød.
Lav gerne to hoveder på én gang – så er der til en salat dagen efter, hvor blomkålen brydes i mindre buketter.
Velbekomme …
Sådan ser bogen ud:
Læs også: