
NEWS: Gladsaxes klimaindsats er igen blandt verdens bedste
Gladsaxes klimaindsats er igen blandt verdens bedste · To døde i Kalundborg · Nuuday rykker ind på Energi Fyns fibernet · Sådan skal mundbindet sidde · Kæmpe LEGO globus hylder børns kreativitet under corona · Dagens video: Så er det jul i New York
Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Gladsaxes klimaindsats er igen blandt verdens bedste
Gladsaxe er for tredje gang i træk med på listen over de byer i verden, som gør mest for klimaet. Og kommunen har netop nået en vigtig milepæl – en CO2-reduktion på 40 procent i 2020.
Hvert år rapporterer hundredvis af byer i verden deres klimadata til den globale klimaorganisation Carbon Disclosure Project (CDP), og for tredje gang i træk får Gladsaxe topkarakter for sin klimaindsats. I den nye opgørelse fra CDP får Gladsaxe igen en plads på A-listen, som tæller en lille skare på 88 byer i hele verden, der gør mest for at begrænse klimaforandringerne.
Gladsaxe bygger blandt andet svanemærkede børnehuse og skal i gang med at bygge verdens første cirkulære børnehus. Kommunen har vedtaget en ny og bæredygtig indkøbspolitik, investeret i bæredygtig transport og udviklet klimatilpasningssystemer, der skaber nye rekreative områder for borgerne. Heraf er regnvandsbassinerne ved Gladsaxe Stadion og Kong Hans Have blevet fremhævet blandt verdens mest visionære.
Placeringen på CDP’s A-liste betyder samtidig, at Gladsaxe får titlen som ”climate leader” og betragtes som globalt foregangseksempel.
– Jeg er virkelig stolt over, at vi i Gladsaxe endnu en gang får international anerkendelse for vores mangeårige og ambitiøse klimaindsats. Allerede på FN’s klimatopmøde i 2015 gik vi med i klimapagten ”Global Covenant of Mayors”, og i år har vi netop nået en vigtig milepæl, som vi satte for os selv tilbage i 2013. Vi har nemlig reduceret CO2-udledningen i kommunen som geografisk område med 40 procent sammenlignet med 2007. Og opgørelsen fra CDP viser jo, hvordan byerne med deres lokale klimaløsninger spiller en utrolig vigtig rolle for løsningen af de globale klimaudfordringer, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse.
Gladsaxe var den første kommune i Norden, som indarbejdede FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling i hele sin måde at arbejde på. Ved at rapportere Gladsaxes klimadata via CDP, øger kommunen sin klimaforpligtelse yderligere, samtidig med at det giver mulighed for at følge fremskridt, overvåge risici og sammenligne sig med andre byer.
Lige nu er Gladsaxe i gang med at udarbejde en samlet strategi for den grønne omstilling i hele kommunen. Her vil Gladsaxe hvert år igangsætte nye initiativer og gennemføre langsigtede investeringer, der nedsætter CO2-belastningen inden for områderne energi, transport og cirkulær økonomi.

Læs også: Coop lancerer personlig klimaberegner
To døde i Kalundborg
To personer er nu døde efter tirsdagens skyderi i Kalundborg. Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi. En tredie person er i stabil tilstand men stadig indlagt.
Til TV 2 fortæller Midt- og Vestsjællands Politi, at personerne kommer fra Storkøbenhavn, og de er alle tre i starten af 20’erne og kendt af politiet. Klokken var 18.12 tirsdag aften, da politiet modtog anmeldelsen. Skuddene blev affyret foran en forretning på Nørre Alle i Kalundborg.
Kort tid senere; klokken 18.26 modtog politiet desuden en anmeldelse om brændende bil på Eskebjergvej – også i Kalundborg. Politiet oplyste tirsdag aften, at det ikke kan udelukkes at bilen – en varevogn – kan relateres til skudepisoden. Politiet søger fortsat vidner, der måtte have oplevet noget mistænkeligt i området tirsdag aften.
Det er stadig uvist, om det er banderelateret.

Læs også: 29-årig mand død af skud
Nuuday rykker ind på Energi Fyns fibernet
Når Energi Fyn næste år åbner deres fibernet, kan 80.000 familier og virksomheder på Fyn vælge produkter fra Nuuday-selskaberne Hiper, Yousee og TDC Erhverv. Aftalen mellem Nuuday og Energi Fyn betyder, at alle husstande og virksomheder på Energi Fyns fibernet i starten af det nye år kan vælge fiberbredbånd fra Hiper og senere på året også tv- og fiberbredbånd fra Yousee og bredbånd via fiber fra TDC Erhverv. For Nuuday er det helt afgørende at kunne tilbyde så mange kunder som muligt de bedste produkter og den bedste forbindelse.
Derfor er aftalen med Energi Fyn vigtig, forklarer Christian Morgan, strategidirektør i Nuuday:
– Vi er rigtig glade for at vi med aftalen nu også kan tilbyde vores produkter på fibernettet til fynboerne. I Nuuday leverer vi mere end 40% af forbindelserne ind i de danske husstande, hvilket gør os til danskernes absolut foretrukne udbyder af bredbånd. Energi Fyn har en solid infrastruktur som løbende udvides, og det er godt for kunderne, der i stigende grad efterspørger de allerhøjeste hastigheder, som de nu også snart kan vælge hos Hiper, Yousee og TDC Erhverv.
I første omgang bliver det i starten af 2021 Hiper, de fynske kunder får adgang til, og senere på året vil de også få mulighed for at vælge Yousee og TDC Erhverv på Energi Fyns fibernet. Energi Fyn og Nuuday er i fuld gang med at lægge sidste hånd på de praktiske detaljer inden det bliver muligt for kunderne at bestille de forskellige produkter.

Læs også: Nuudays kunder kan som de første i Danmark gå på 5G med deres iPhone 12
Sådan skal mundbindet sidde
Når nu vi SKAL gå med de mundbind – så er der jo nogen, der må lære os det ordentligt. For selvom det skulle være så nemt og uden problemer at sætte et mundbind på, så kan det for nogen stadig volde kvaler. DET har politiet på en sjov måde vist på Instagram. Selv skriver de:
“Først var det Gunner, så Louis, og nu er det patruljehunden Holgers tur til at vise, hvordan mundbindet skal sidde. #følgholger”.
Tak for tippet Holger. Vi skal nok gøre os umage fremover …
Læs også: Det vidste du ikke om mundbind
Kæmpe LEGO globus hylder børns kreativitet under corona
Nedlukninger på grund af COVD-19 sætter verden på pause, men stopper ikke børn i at være kreative. Det beviser en 4 x 4 meter globus af LEGO® klodser, som kan opleves på Københavns Hovedbanegård, i forbindelse med, at UNICEF Danmark fejrer Børnenes Dag 2020 i morgen fredag.
Den store LEGO® globus er beklædt med 430 små LEGO® værker, som børn fra hele verden byggede, da de under coronapandemiens første bølge var isoleret hjemme i foråret 2020. Globussen er et unikt kunstværk, som viser verden gennem børns kreative og håbefulde øjne: Sjove steder at mødes, nye måder at transportere sig på, enhjørninger med tre horn eller et bæredygtigt landbrug med en regnbue af positivitet.
– Globussens fremtidsvision viser, at selvom verden lukkede ned med corona-pandemien, er der intet, som kan sætte børns kreativitet, drømme og fantasi på pause – nærmere tværtimod. Der er altid et behov for leg og muligheder for, at børn gennem leg føler sig trygge og opbygger en tro på en verden, der nok skal blive god igen, fortæller Kathrine Kirk Muff, VP og Head of Social Responsibility i LEGO Koncernen og fortsætter
– LEGO Koncernen har siden 2015 samarbejdet med UNICEF med det formål at fremme børns rettigheder og støtte tidlig læring gennem leg. Børn er vores største ansvar, de er vores fremtid, og vi er derfor glade for, at vi sammen med UNICEF kan vise, hvordan LEGO® produkter har haft en positiv indvirkning på børns kreativitet og familiers trivsel i år, hvor vi alle er påvirket af nedlukninger.
I samarbejde med DSB udstiller LEGO® Koncernen og UNICEF Danmark den store LEGO® globus midt på Københavns Hovedbanegård i forbindelse med Børnenes Dag den 20. november. Det sker for at fejre verdens børn og minde alle voksne om at lytte til børn og tage dem med på råd, når grundstenene til vores fælles fremtid bliver lagt.
– Børnene er både verdens nutid og fremtid, derfor skal vi lytte til dem og tage dem med på råd. Deres håb og ønsker er ledestjernen for den fremtid, vi skal skabe sammen, udtaler generalsekretær for UNICEF Danmark, Karen Hækkerup og fortsætter
– Globussen, som vi har sat op sammen med to af vores faste partnere, LEGO og DSB, har givet verdens børn en stemme og mulighed for, at de kan dele deres kreative visioner med resten af verden. Det, at den står på Hovedbanegården, gør, at endnu flere både børn og voksne bliver mindet om, hvor vigtigt det er, at vi lytter til verdens børn – samtidig med, at den sætter overvejelser i gang om, hvordan vil jeg gerne bidrage, og hvad er vigtigt for mig.
Imorgen fredag den 20. november bliver Københavns Hovedbanegårds facade mod Vesterbrogade oplyst i et blåt skær, som forbipasserende også oplevede det på Børnenes Dag i 2019. I år sker oplysningen med blåt lys både på facaden og under loftet i den smukke hal, hvor LEGO® globussen kan opleves i dagene både før og efter den 20. november.
I området omkring LEGO® globussen er der opsat skilte og klistermærker med spørgsmål, som kan starte en dialog mellem børn og voksne. Globussen kan opleves på Hovedbanegården fra den 17. november til den 23. november 2020.
Fakta om LEGO® globussen
- Globussen måler fire meter i diameter og er skabt af mere end 350.000 farverige LEGO® klodser og elementer.
- Den har tager 2.700 timer for flere erfarne modelbyggere at bygge.
- Det meste af globussens overflade er dækket af de 430 små bygningsværker, som skabt af 430 børn fra hele verden.

Læs også: Coronaens mange sider: Hudsult
Dagens video: Så er det jul i New York