Læs også:

Close
vindmøller (Foto: Unsplash)

NEWS: Danmarks Statistik: Nyt redskab viser, hvordan det går med verdensmålene

Nyheder  | 

Danmarks Statistik: Nyt redskab viser, hvordan det går med verdensmålene · Kampen for flere kvinder i tech trumfer corona-benspænd · Ny dokumentarserie: Muldvarpen i Nordkorea · Donald Trump er raskmeldt efter coronavirus · Nyt klistermærke skal garantere gæster en tryg oplevelse · Dagens billede: VisitSamsø deler et dejligt idyllisk og dansk efterårsbillede fra en have

Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Danmarks Statistik: Nyt redskab viser, hvordan det går med verdensmålene

De danske ministre er ansvarlige for implementering af FN’s verdensmål. Et nyt overbliksværktøj giver politikerne mulighed for lettere at vurdere, om udviklingen i ministeriernes målopfyldelse går den rigtige eller forkerte vej. Derved kan politikerne og andre lettere stille de ansvarlige ministre til regnskab for det danske bidrag til fremdriften i indfrielse af verdensmålene. Oplyser Danmarks Statistik.

FN’s 17 verdensmål består af 169 delmål og endnu flere indikatorer – der bruges til at vurdere, om det går i den ønskede retning på de enkelte områder. Med så mange indsatsområder er der brug for at skabe overblik over arbejdet med FN’s verdensmål i de danske ministerier.

Derfor lancerede Finansudvalgets parlamentariske arbejdsgruppe for verdensmålene i samarbejde med Danmarks Statistik i starten af oktober et værktøj. Det skal give politikerne, civilsamfundet, forskere og andre interesserede et overblik over, hvad status er på verdensmålene indenfor ministeriernes ansvarsområder.

Finansministeriet har ansvaret for den overordnede danske opfølgning på verdensmålene, mens ansvaret for selve implementeringen af de enkelte delmål ligger under de relevante fagministerier. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har for eksempel ansvaret for det danske bidrag til målet om at øge den globale procentdel af bæredygtig energi.

De 17 verdensmål blev vedtaget af verdens ledere på FN’s generalforsamling i 2015 for at sikre en udvikling frem mod en langt mere bæredygtig verden i 2030.

Værktøjet blev lanceret i forbindelse med åbningen af Folketinget og kan følges på Danmarks Statistiks hjemmeside, hvor man direkte kan følge med i, hvordan det går med målopfyldelsen på de forskellige ministerieområder.

vindmøller (Foto: Unsplash)
Nyt redskab skal give overblik over verdensmålene. (Foto: Unsplash)

Læs også: Grønne omgivelser i barndommen giver færre psykiske lidelser i voksenlivet

Kampen for flere kvinder i tech trumfer corona-benspænd

‘Girls’ Day in Science’, der i år blev afholdt den 30. september, er en dag, der skal være med til at inspirere og motivere flere piger til at vælge en naturfaglig eller teknisk uddannelse. Og samtidigt give dem oplevelsen af, at det kan være et rigtig fedt førstevalg. For manglen på kvinder i it, teknologi og naturvidenskab forbliver en uløst samfundsudfordring.

Kampagnen var og skal fremover være med til at sætte fokus på skævvridningen i kønsfordelingen på uddannelser og arbejdspladser, især indenfor it.

Kun hver tredje studerende på de tekniske og videregående uddannelser inden for STEM-fagene (Science, Technology, Engineering, Mathematics) er kvinder. Og det samme gælder for kun hver tiende på de tekniske erhvervsuddannelser. Det giver slagside i erhvervslivet og præger arbejdsmarkedet på tværs af sektorer. Kvinderne er desværre underrepræsenterede i mange tekniske fag og på mange arbejdspladser.

Initiativtageren til ‘Girls’ Day in Science’ er Naturvidenskabernes Hus. Og den 30. september slog mere end 100 virksomheder dørene op for godt 5.800 piger fra grundskoler og uddannelser, men det var dog mest de virtuelle døre, der blev åbnet.

Nogle møder blev stadig afholdt fysisk, ligesom nogle kvindelige rollemodeller besøgte skolerne i stedet. Trods en anderledes afvikling, blev kampagnen stadig mødt med stor opbakning fra erhvervslivet og virksomheder.

Som afløser for de fysiske besøg, der har måtte aflyses, udviklede Naturvidenskabernes Hus konceptet ‘Girls’ Day in Science Live’, et virtuelt event. Her kunne eleverne se med online og møde en række af de kvindelige rollemodeller, der er rykket fra virksomhederne ud i æteren.

tech, kvinder (Foto: PR Naturvidenskabernes Hus)
Nogle møder blev stadig afhold fysisk og på skolerne. (Foto: PR Naturvidenskabernes Hus)

Læs også: Vickie satsede alt på cashmere: – Alle kvinder skal have råd til lidt luksus

Ny dokumentarserie: Muldvarpen i Nordkorea

I øjeblikket ruller en ny dokumentarserie over skærmene på DR. Den handler om Ulrich Larsen, også kaldet Muldvarpen, der i 10 år, i al hemmelighed uden om myndighederne, har arbejdet på at afsløre nordkoreanske ulovligheder.

I 10 år har han levet et dobbeltliv, der har ført ham ud i møder med repræsentanter fra det nordkoreanske regime, som har tilbudt ham stoffer, missiler og håndvåben.

Programmet vises i tre afsnit og tager os med på en rejse til blandt andet Nordkorea, Spanien og Uganda. Vi følger Ulrich Larsen, der med skjult kamera og mikrofon, bevæger sig længere og længere ind bag facaden i et ellers lukket Nordkorea. Med sig har han en falsk forretningsmand ved navn Mr. James.

I fællesskab prøver de at afsløre, hvordan repræsentanter fra regimet i Nordkorea ikke går af vejen for at omgå internationale sanktioner i forsøg på at skaffe den valuta, som landet har så hårdt brug for til at finansiere sit atomvåbenprogram.

Bag serien står journalist og producer Mads Brügger, der har lavet en meget stærk dokumentarserie.

 

Læs også: Fra Grønland til Japan: Dansk filmprojekt skal gøre børn verden over til mere kritiske forbrugere

Donald Trump er raskmeldt efter coronavirus

Donald Trump har afholdt sit første vælgermøde efter sin sygdom. Præsidenten er efter ‘flere dage med negative testresultater’ blevet erklæret rask af sin personlige lægestab. Det sker mindre end to uger efter, han fik konstateret corona. Skriver TV2 Nyhederne.

Ved et stor udendørs vælgermøde i Florida kastede han mundbind ud til de mange fremmødte og erklærede, at han er klar til den sidste del af valgkampen. Trump lagde ikke skjul på, at han mener, at coronavirussen snart hører fortiden til.

Trump udtalte, at han føler sig klar til de tre sidste ugers valgkamp, inden præsidentvalget afholdes den 3. november.

Nyt klistermærke skal garantere gæster en tryg oplevelse

Horesta, der er den danske brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, har netop lanceret et nyt klistermærke til alle restauranter, som skal gøre det mere trygt for kunderne at tage ud og spise. Skriver siden migogkbh.dk.

Klistermærket lever op til corona-retningslinjerne og skal sikre, at alle kan tage ud uden at bekymre sig. ‘SAFE TO VISIT’ kalder Horesta tiltaget som er en stempling, der kan gives til restauranter, så de kan vise deres besøgende, at de overholder retningslinjerne.

Det skal være med til at gøre det lettere for gæsterne at sikre sig, at hér bliver det overholdt, og der er fokus på at skabe sikkerhed og tryghed. Samtidigt er det en hjælp til virksomhederne for at kunne få flere besøgende, samt huske at have fokus på at overholde de gældende regler. Det handler blandt andet om afstandskrav, rengøring, hygiejne, gæstehåndtering og lignende.

Næste gang kan du kigge efter mærket i vinduet og føle dig tryg ved, at virksomheden overholder de fem punkter.

sprit, håndsprit, corona (Foto: Unsplash)
Nyt klistermærke skal gøre det mere trygt at spise ude. (Foto: Unsplash)

Dagens billede: VisitSamsø deler et dejligt idyllisk og dansk efterårsbillede fra en have

· Mere fra samme kategori ·