
Kulturguide: Oplevelser i november 2020
Kulturguiden for november 2020 indeholder oplevelser i København, Aarhus og Odense samt øvrige byer
Hvis du leder efter nogle bud på prisvenlige oplevelser i november 2020, så er du kommet til det helt rette sted.
Det kan ofte være dyrt at være kulturel eller social med sine nærmeste. Men det behøver det ikke at være. Her har vi samlet de bedste og mest prisvenlige oplevelser i november 2020 til dig, der bor tæt på København, Aarhus og Odense samt øvrige danske byer.
Oplevelser i november 2020 i København
Digital premiere ‘Sylfiden’ på KGL Xtra
25. november. Gratis fremvisning. Online streaming.
Billetterne til Nikolaj Hübbes nye version af August Bournonvilles 200 år gamle ballet ‘Sylfiden’ er blevet revet væk af publikum. Men heldigvis får du nu mulighed for at se den fantastiske forestilling, når de viser den helt gratis på KGL Xtra.
Sylfiden er en af de balletter, der er opført flest gange på Det Kongelige Teater. Men i denne iscenesættelse af Sylfiden går Nikolaj Hübbe tilbage til den oprindelige romantiske forestilling, som August Bournonville koreograferede. Kostumer og scenografi er designet af det scenografiske powerpar Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard, og sammen har de skabt et svævende og magisk univers, hvor den skønne sylfide lever.
Læs mere her.
Filmvisning af klassikeren ‘Thelma & Louise’
4. november. Pris 95 kroner. Cinemateket, København.
Nu får du muligheden for at tage med hverdags heltinderne Geena Davis og Susan Sarandon på weekend-biltur gennem USA’s vidtstrakte landskaber. Der er naturligvis tale om Ridley Scotts Oscar-belønnede ‘Thelma & Louise’. På aftenen møder du også Politikens Nanna Frank Rasmussen, som har programlagt serien ‘Kvinderne, der tog blikket tilbage’, og som vil introducere klassikeren ‘Thelma & Louise’.
Hvis du ikke allerede har set klassikeren, så er det med at gribe chancen nu. Ellers kan den til hver en tid tåle et gensyn. Så smut forbi Cinemateket til en film i særklasse om at at bryde kønsmønstre og andre grænser – og ikke mindst finde sig selv.
Du kan også opleve andre filmvisninger i serien i Cinemateket som blandt andre ‘Je tu il elle + Saute ma ville’, ‘The Gold Diggers’, ‘Desperately Seeking Susan’ og ‘Cleo fra 5 til 7’
Læs mere her.
Burger og banko hos SULT
19. november. Pris 199 kroner. SULT, København.
Så er det (endelig) blevet tid til Bingo, banko, burger – og ja, bajer om man vil. SULT afholder nemlig deres tilbagevendende ‘Burger og Banko’, der hver næstsidste torsdag i måneden står på højt humør, god mad og ikke mindst gode præmier.
Så kom og spil og spis med til saftige burgere på stribe (eller række) alt i mens, at spillepladerne gøres klar til at radioværten og professionel bankomester Thomas Vibe med kyndig hånd og humor, trækker tal op af tromlen. Vibe spiller dig som gæst gennem fem bankorunder med lækre præmier på højkant.
Læs mere her.
Særomvisning: Kvinden i Kunsten
1. november. Pris 115 kroner. Glyptoteket, København.
Idealiserede kvindefremstillinger har præget kunsten gennem årtusinder. Men hvem og hvad definerer den ideelle kvinde? Og er det kun som et ‘objekt’, at kvinderne har markeret sig i kunsten? Det kan du få svar på til særomvisningen ‘Kvinden i Kunsten’, der belyser både kvinden som motiv, det mandlige blik på kvindekroppen samt kvindelige kunstneres muligheder i en verden, der historisk set har været forbeholdt mænd.
Særomvisning tager dig med på en rejse på tværs af årtusinder, og hvor du kan høre levende fortællinger om kunstens kvindelige arketyper samt ikoniske, historiske og mytologiske kvindefigurer – helt fra antikkens Afrodite til det 19. århundredes kvindeskildringer.
Skulle du blive sulten af de mange nye fortællinger og indtryk, kan du efterfølgende tage plads hos Picnic, hvor du med udsigt over Vinterhavne kan nyde en lækker frokost.
Læs mere her.
I GUDS RIGE – en aften med Anne-Grethe Bjarup Riis
11. november. Pris 195 kroner. Bremen Teater, København.
Oplev en aften i selskab med Anne-Grethe Bjarup, hvor hun tager dig med helt i dybden af sin nyeste bog ‘I Guds Rige’ – helt derned hvor du møder følelserne, afmagten og fortællingen om de menneskelige relationer der har præget hendes liv.
Da Anne-Grethes otteårige søn bliver dødeligt syg, forandrer hendes liv sig fra en velfungerende tilværelse til et mareridt. Afskåret fra omverdenen i isolation på Rigshospitalet skulle hun være mor for sin cancersyge dreng med den umenneskelige viden om, at han kan dø. Hendes ægteskab blev sat på en hård prøve, familie og venner forsvandt, og bønnerne op til Gud blev ikke hørt.
Ensomhed, uretfærdighed og svigt fylder Anne-Grethe og får brudstykker fra en fortrængt barndom til at dukke op i hendes erindring. ‘I Guds Rige’ er en fortælling om menneskelige relationer og om at søge ned i barndommens mørke fortrængninger og møde sig selv.
Læs mere her.
Ny udstilling om den nordiske heksejagt på Kunsthal Charlottenborg
Fra 7. november. Pris fra 50 kroner. Kunsthal Charlottenborg, København.
Kunsthal Charlottenborg åbner deres store efterårsudstilling ‘Heksejagt’, der med samtidskunsten som linse undersøger den underbelyste historie om heksejagt og hvordan vores nutid stadig hjemsøges af fortidens forfølgelser. Udstillingen rummer både originale værker fra 1400-tallet og helt nye kommissioner og blandt kunstnerne er internationale navne som Carmen Winant, Pia Arke og Louise Bourgeois.
Udstillingen byder på hele syv nye bestillingsarbejder udført af internationalt anerkendte kunstnere, der gennem research og dialog med førende forskere dykker ned i hekseprocessernes mange sociale, kønsbetingede og geopolitiske lag. Disse værker indgår i et samspil med eksisterende værker og originalt arkivmateriale fra perioden i en undersøgelse af, hvordan specifikke tematikker fra de nordiske heksejagter – især hvad angår identitet, kartografi, klima og magtsystemer – trækker tråde til i dag. Ved at dykke ned i aspekter som den danske kolonitids konsekvenser og kvindehadets mange ansigter peger udstillingen på en nutid hjemsøgt af fortidens forfølgelser, men også en nutid, der rummer nye kritiske stemmer.
Læs mere her.
Oplevelser i november 2020 i Aarhus
Familieklassikeren ‘Et juleeventyr’
5. november – 20. december. Pris fra 145 kroner. Aarhus Teater, Aarhus.
Charles Dickens’ vidunderlige familieklassiker tænder julelys i alle små og store hjerter. Et Juleeventyr der bringer hele familien sammen om den søde juletid med alle de gaver, der hører sig et stort teater til. Charles Dickens’ fabelagtige spøgelseshistorie om gnieren Ebenezer Scrooge er sammen med Oliver Twist hans mest kendte og elskede værk.
Scrooge vrisser med et hjerte, der er hårdt og koldt som sten, når folk ønsker ham glædelig jul. Indtil han får besøg af først sin afdøde kompagnon Jacob Marleys genfærd og så af tre ånder – alle med det budskab, at han må lære omsorg og menneskelighed for ikke at dø og vandre om i evig ensomhed. Det er historien om en mand, der har glemt at leve, men som juleaftensdag får en sidste chance for at åbne sit hjerte og ændre sit liv.
Læs mere her.
Sitter Show i Snegletempo
26. – 27. november. Pris 400 kroner. Musikhuset, Aarhus.
Hvis man holder af skæg og ballade, sørgelige svenske viser, oversavede damer skønsomt blandet op med livsbetragtninger fra to, til tider, kloge damer – Så vil du elske Sitter-show i snegletempo! Showet bliver halv varieté, halv talkshow – krydret med en kæmpe stang dynamit kastet ned i en klædud-kasse. Publikum skal både have grædt, grint og sunget inden de får lov at forlade salen, fortæller Iben Hjejle og Signe Lindkvist.
Intet er for stort eller småt, til en tur igennem de to kvinders kringlede hjerner! Og de har glædet sig helt vildt til, at opfylde deres mangeårig drøm om deres helt eget show. Sammen med de to kvinders fantastiske humør og farverige optræden, kan du også opleve det vidunderlige tomands husorkester bestående af Ole Kibsgaard og Emil de Waal.
Læs mere her.
Lars von Triers smukke film ‘Melancholia’
17. november. Pris 80 kroner. Cinemateket Øst for Paradis, Aarhus.
‘Melancholia’ er en smuk film om verdens ende. Og Lars von Trier lader som August Blom i ‘Verdens Undergang’ et kometnedslag udradere menneskeheden. Inden da følger filmen Justine (Kirsten Dunst), der kæmper med et depressivt sind, som hverken hendes forældre, søster eller nye mand kan trænge ind til. Men mens de andre frygter planeternes sammenstød og altings endeligt, finder Justine ro og tryghed i dødens snarlige komme.
Grib chancen og tag forbi Cinemateket og giv dig selv den gave at se en af verdens smukkeste film.
Læs mere her.
Jul i Tivoli Friheden
Fra den 14. november. Pris 140 kroner. Tivoli Friheden, Aarhus.
Der findes ikke noget bedre end julens hyggelige stemning og magi. Til ‘Jul i Friheden’ kan du fange et ganske særligt og magisk billede, når du spadserer igennem vores 70 meter lange lystunnel med 50.000 glitrende julelys. Du kan også opleve mere end 16 kilometer juleranker og 3.000 udendørs julekugler, som får parken til at funkle og vække julestemningen hos store og små.
Til ‘Jul i Friheden’ kan du glæde dig til, at gå på opdagelse i deres hyggelige Bodeby, mens du nyder de magiske juletoner fra julekoret. Bodebyen byder på traditionelle julelækkerier og spændende julemad fra Aarhus Mad & Marked.
Derudover danner George Balanchines verdensberømte ballet “Nøddeknækkeren”, akkompagneret af Tjajkovskij’s ikoniske musik også rammen om en helt speciel oplevelse ved ‘Jul i Friheden’. Hver aften når mørket falder på , vil området ved søen forvandles til et magisk univers hvor eventyret om Marie, der får den mest fantastiske nøddeknækker i julegave af sin gudfar Drosselmeier, udspille sig.
Læs mere her.
AuditionDays electronica special
12. november. Gratis entré. Aarhus.
Denne koncertaften står i den elektroniske musiks tegn, og du vil kunne opleve tre spændende nye artister der udforsker genrens mange muligheder.
Line-up’et består blandt andre af den 23-årige producer Klang, der er kendt for sit drømmende og organiske take på electronica der bevæger sig imellem soundscapes, atmosfæriske rytmer og beatdreven klubmusik. Klang benytter sig af soul samples, alskens percussion-instrumenter og guitar riffs til at supplere til hans varme og følende udtryk.
Du kan også opleve Ripples, der er en kombinationen af to stemmer, to mikrofoner, en loopstation og et infrarødkamera samt et hav af elektronisk udstyr. De to henholdvis tyske og danske vokalister Tjeda Efken og Peter Gomez udforsker de muligheder og lyduniverser, som kan opstå, når man sender vokaler igennem en lang række effekter og en loopstation. Det har indtil videre resulteret i sange der bevæger sig fra nordisk neofolk til tysk pop og hele vejen ud i psytrance.
Læs mere her.
Oplevelser i november 2020 i Odense
Photowalk – med kameraet som malerpensel
14. november. Pris 150 kroner. Kunstmuseum Brandts, Odense.
Du har sikkert altid din telefon – og dermed et kamera – med dig som din fast følgesvend. Klar parat til hurtigt at fiske op ad lommen til at kunne fastfryse et helt særligt øjeblik.
Lige netop at kunne fastfryse et øjeblik, skal du være klar på, når du skal med på Photowalk, hvor kameraet bliver din pensel. Men nu skal du ikke bruge kameraet til at fortælle en historie. Du skal kun koncentrere dig om former og farver og interessante kompositioner.
Sammen går du og de andre på turen rundt i byen og fotograferer og ser alt det, man normalt har alt for travlt til at registrere. Med kreative benspænd hjælpes du til at se – altså virkelig se. Gule brosten bliver til komposition af brunt og gult med rektangel og trekant. Den røde farve på et hustag bliver sat sammen med den novemberblå himmel.
Selvom du sikkert har mobilen med dig, behøver du ikke bruge kameraet deri som du plejer, der vil nemlig være sørget for DSLR-kamera til udlån.
Læs mere her.
Vinfestival Odense 2020
7. november. Pris 149 kroner. Næsbyhallerne, Odense.
Sidste års succes skal naturligvis gentages! Så derfor kan du igen i år nyde godt af vinens mangfoldige verden til Odense Vinfestival, hvor du vil kunne smage på hele 149 forskellige vine.
Udover de 149 vine vil der derudover, ved køb af VIP billet, være et udvalg af dyrere og mere eksklusive vine. Forkæl dine smagsløg med en oplevelse ud over det sædvanlige.
Med al den lækre vin, kan man jo godt blive lidt sulten, så det er der selvfølgelig taget højde for. Du kan tilkøbe forskellige lettere anretninger, som alt kommer fra Næsbyhallernes Cafe’ ved Sune Westphal.
Læs mere her.
Klassisk Dag – Kønsidentitet i Antikken
14. november. Gratis deltagelse. Online deltagelse.
For 12. år i træk inviteres du til ‘Klassisk Dag’. En dag der byder dig velkommen til fire fremragende foredragsholdere, der vil berige dig med foredrag der centrerer sig om dette års tema, ‘Kønsidentitet i Antikken’. Arrangementet bliver i år afviklet online på Zoom og i forlængelse heraf er det derfor gratis at deltage.
Du kan deltage ved at følge linket her: https://syddanskuni.zoom.us/j/68251530248
Læs mere her.
Gospelgudstjeneste med Emmaus – ‘Praise Him in the Storm’
1. november. Gratis entré. Metodistkirken, Odense og Online deltagelse.
Efteråret byder på hyggelig indendørs stemning og den sørger Gospelkoret Emmaus især for til efterårets fineste gospelgudstjeneste.
En oplevelse der bliver både livsbekræftende, hjertevarmt og smuk. Og så er den desuden også ganske gratis. Så det er bare at komme afsted og få et pusterum fra travle, kolde og nu også mørkere hverdag.
Læs mere her.
J-dag går Live
6. november. Pris 129 kroner. Storms Pakhus, Odense.
Hvis du går og tror, at J-Dag ikke bliver til noget i år, så kan du godt tro om igen. Ganske rigtigt bliver det ikke som det plejer, men du kan stadig hylde julebryggen – denne gang live.
Royal Unibrew har nemlig fundet en løsning – underholdningen livestreames i år direkte fra Reffen i København, hvor årets første SID-NED-JULESHOW afholdes. Og her skåles der naturligvis på, at juleøllen frigives. I løbet af aftenen vil der også være julebanko og julequiz, hvor du kan vinde alle mulige godter.
Med i prisen hos Storms Pakhus får du et øl-kit bestående af 4 forskellige julebryg, der lanceres hver gang, der er gået en hel time og minuttallet slår 59. Du får også en femte surpriseøl til lige at runde aftenen af på ved den sædvanlige lanceringstid klokken 20.59.
Læs mere her.
Oplevelser i november 2020 i øvrige byer
Biffen viser ‘Stegte grønne tomater’ – Aalborg
24. november. Pris 105 kroner. Biffen Nordkraft, Aalborg.
Kom til en aften i venindeskabets tegn, når forfatter og dokumentarist Mette Korsgaard holder oplægget ‘Veninder – kvindens vigtigste parforhold’. Sammen med dette fantastisk oplæg kan du se (eller gense) filmen ‘Stegte grønne tomater’ der netop handler om venindeskabets stærke og helt særlige bånd.
For til trods for sin traditionelle og sentimentale flashback-fortælling i filmen ‘Stegte grønne tomater’ er Jon Avnets gribende drama radikal og tidløs i skildringen af drømmen om at leve et anderledes liv i et dybt traditionelt, konformt lillebymiljø i de amerikanske sydstater. Og ser man nærmere på madens rolle i filmen, kan man sagtens få øje på filmens slet skjulte, lesbiske, undertoner. Masterson, Parker, Tandy og Bates leverer alle suverænt spil og får filmens stærke kvinder til at føles ægte og levende.
Læs mere her.
Lyskunstværk ‘En vandring i lys og mørke’ – Horsens
1. – 15. november. Gratis entré. Vitus Berings Park, Horsens.
Når efterårsmørket falder på i Vitus Berings Park, kan du opleve lyskunstværket ‘En vandring i lys og mørke’ af kunstneren Rosa Deer, Anna Rosa Hiorth-Lorentzen.
Frem af jorden vil lysende rødder, blade og planter komme til syne. Værket består af 10 store cirkelformede værker i beton med aftryk af rødder og planter. Aftrykkene er skabt med organiske aftryk og fosforerende materiale, der får værkerne til at lyse mørke.
Du kan se de smukke lysende kunstværker døgnet rundt i hele perioden, men de fine aftryk opleves allerbedst i mørket.
Læs mere her.