Læs også:

Close
madklubben film (Foto: SF Film)

Filmanmeldelse: Madklubben

Kultur  | 
Det synes redaktionen: 5

Trænger du til et godt grin og en ‘feel good film’, så skal du se Madklubben med Marie, Vanja og Berling, der har kendt hinanden siden skoletiden. De tre kvinder er i deres livs efterår og slås med hver deres problemer. Efter en turbulent tid i Danmark beslutter de at tage på madkursus til Syditalien. En tur der bliver alt andet end, hvad de forventer

Madklubben er en varm, humoristisk, feel-good komedie om, hvordan det er at være kvinde
over 60 i dag. Det er en skøn og morsom veninde-historie, der handler om sammenhold,
fællesskab og ikke mindst kærlighed! Men også om vigtigheden af ikke at glide fra hinanden, men netop huske på altid at påskønne sine nære venskaber, hvilket ALLE kan lære af. For de gode venskaber skal holde hele livet.  Ja, det har jeg faktisk skrevet en hel artikel om. Den kan du læse her.

madklubben film (Foto: SF Film)
Venskaber og italiensk mad går godt i spænd. (Foto: SF Film)

Veninder, mad, midtvejskriser og mænd

I Madklubben spiller Kirsten Olesen, Kirsten Lehfeldt og Stina Ekblad de tre veninder Marie, Vanja og Berling, der har kendt hinanden lige siden skoletiden. De tre kvinder er i deres livs efterår og slås med hver deres. Marie bliver forladt af sin mand juleaften, Berling er den evige single, som fornægter alder og lever det søde liv, mens Vanja lever i minderne om sin afdøde mand, og hvis bedste ven er hunden.

Efter at Maries mand forlader hende (til fordel for en havenisse – forklaring hvis du ser filmen), beslutter de tre veninder at tage på madkursus til Syditalien. Rejsen bliver dog ikke helt den tur, de havde regnet med, og de hede sydlandske aftener byder på både flirt, jalousi og sandheder, der pludselig skal på bordet. Midt i virvaret opdager de tre dog, at livet har langt mere at byde på, og at det aldrig er for sent.

madklubben film (Foto: SF Film)
Marie skal lære at “føle og smage igen” – og hvorfor ikke af en smuk italiensk mand …  (Foto: SF Film)
Bonusinfo
Madklubben startede optagelser sidste efterår i Apulien i Syditalien og rykkede efterfølgende til Fyn.
Madklubben rammer …

* Alle der elsker danske film
* Savner Italien
* Har lyst til et grin
* Og glæder sig til jul

madklubben film (Foto: SF Film)
Mia Lyhne og Rasmus Botoft spiller det forelskede (og ret irriterende) par, som kun de kan spille det … (Foto: SF Film)

Instruktøren om tankerne bag

I spidsen for det stærke ensemble står instruktør Barbara Topsøe-Rothenborg

– Vores film handler om sprudlende, livsnydende energi-bomber i deres livs efterår. Jeg er inspireret af Nancy Meyers – hendes ”Når du mindst venter det” og ”Det’ indviklet” – samt
Alexander Paynes ”Sideways”. Deres stil – men selvfølgelig her i en dansk tone. Det troværdige, det ærlige og ægte
og med den danske humor, når den er bedst og skarpest, forklarer instruktøren.

Historien til Madklubben er udviklet i fællesskab af producer Nina Lyng, Barbara Topsøe-Rothenborg og
manuskriptforfatter Anne-Marie Olesen Thinghuus, men for at skabe autenticitet hos målgruppen, måtte de
igennem et omfattende researcharbejde:

– Vi ville gerne skabe en skøn og sjov historie med noget på hjerte – en historie som den modne målgruppe kan genkende og tale med om. Den modne målgruppe er ofte en overset gruppe af mennesker, men de fortjener at blive set som andet end gamle. Vi har derfor lyttet til dem og lavet en film om dem til dem. Vi oplever i dag i allerhøjeste grad en stor relaterbarhed i vores tre kvindelige hovedrolleindehavere – ensomhed, at blive forladt og ældre, kroppens forfald, forholdet til sin familie, at starte forfra i livet, veninder og ikke mindst at livet ikke slutter ved de 50, forklarer de.

madklubben film (Foto: SF Film)
Troels Lyby er single og er ombejlet i filmen. DET nyder han godt af sammen med den italienske mad og de grønne oliven, som han er vild med. (Foto: SF Film)

Det at blive ældre

Vi har den alle, angsten for alderdommen – om den er lige om hjørnet eller langt ude i fremtiden. Men alderdommen er de fleste bange for. For de flappende overarme, rynkerne og det, at det andet køn pludselig ikke ser på en, som de gjorde – engang … Mange får flere fysiske skavanker, som de skal leve med og skal tage medicin for det ene og det andet. Selv selvsikkerheden får sig et hak i tuden. Skal man acceptere, at omgivelserne og samfundet ikke længere syntes, man er helt så nødvendig som tidligere? Fuck nej. Hvem siger, man er overflødig, fordi man er blevet 70? I mange sydlandske kulturer ser man på ældre som vise og søger deres råd. I Danmark er vi nok ikke helt lige så gode til at værdsætte dem oppe i årene og deres mening  …

Selv fortæller instruktøren videre, at hun oplever det utrolig tæt på med min egen mor, som er 71. Smerten, angsten og den morbide humor, der binder fedtet på maven, rynkerne omkring øjnene og trætheden i kroppen, sammen.
Den forbinder os alle, mand som kvinde, og gør tematikken i denne historie universel. Desuden ønsker hun at få den ældre generation af kvinder i Danmark repræsenteret på film. Deres historier har også fortjent at blive fortalt, så de har noget at genkende og spejle sig i.

Læs også: Spot en ensom ældre person og gør noget

madklubben film (Foto: SF Film)
Danskerne er taget til Italien for at lære at lave italiensk mad – hver en af forskellige grunde … (Foto: SF Film)

Venskaber og et tilvalg

I Madklubben har man valgt at lave en slutning, hvor de tre kvinder virkelig tilvælger hinanden og laver et
moderne ‘olde-kolle’. Et sted hvor de både kan være sammen og alligevel for sig selv og samtidig passe på og
tage sig af hinanden, når de får brug for det. Det er et budskab, vi gerne vil sige med denne film – at der rent
faktisk findes alternativer til plejehjem eller det at bo helt alene, isoleret fra omverdenen. Lidt en spoiler – men et positivt budskab, der kan give stof til eftertanke.

madklubben film (Foto: SF Film)
Der er dømt intriger, italiensk kærlighed,  (Foto: SF Film)

‘Konumáttur’ er et (Islandsk) kvinde-kampråb, ligesom der siges ‘Towanda’ i filmen ‘Stegte Grønne Tomater’. Det binder de tre veninder sammen og forstærker det fællesskab og venskab, de har opbygget, siden de var meget unge. For siden de mødtes, for 44 år siden, har de udfordret og opfordret hinanden til at turde mere her i livet. Noget,
der med tiden, er blevet lidt glemt i hver deres liv. Men når de er sammen, også nu som ældre, bliver de stærke
og modige. Og efter denne rejse sammen til Italien tør de springe ud i nye udfordringer. Det budskab er noget, vi synes, er skønt at sige med denne film.

Og den helt store bonus i filmen – sangen til sidst

En overraskelse, af de gode når man står der på vej ud af biografen, er at Lis Sørensen har lavet sin første julesang til filmen. ‘Hvis Ikke Nu, Så Hvornår?’  er en sang skrevet til filmen, der både er mega smuk og sjælelig julesang, som opfordrer til at leve livet, mens man har det. LYT OG LÆR af Lis, siger jeg bare. ‘Hvis ikke nu, så hvornår? spørger Lis Sørensen i omkvædet. Et spørgsmål, som omkranser hele sangen, og som handler om den frygt, man kan have for at kaste sig ud i nye ting og leve sit liv fuldt ud.

lis sørensen (Foto: Sony Music Entertainment)
Lis Sørensen slutter filmen af med den smukkeste sang. (Foto: Sony Music Entertainment)

Lis Sørensen forklarer, at det er en menneskelig sang om barmhjertighed og næstekærlighed og om at række ud til dem, der har brug for din hjælp. Men sangen handler også om at række ud til dig selv og turde leve dit eget liv. Der ligger et klart statement og en opfordring i den. Vi udskyder ofte tingene, men lev nu for pokker! Det er NU!”.

Lyt til sang og se trailer her.

Budskabet bliver på fornemste vis løftet op af et stort arrangement af strygere, bjælder, klokker, og kor
med Lis’ stemme i centrum som læ i en snestorm. Lis Sørensen ønsker lige så meget selv at forfølge budskabet
om, at det aldrig er for sent at leve sit liv, og hun siger:

– Jeg føler mig meget forbundet med budskabet og stemningen i sangen, og det håber jeg også, andre vil. Jeg synger den lige så meget til mig selv Hun har nemlig længe haft ønsket om at skrive en julesang, men har aldrig fundet frem til den helt rigtige.

Da muligheden bød sig, blev hun derfor meget begejstret. For hende har det givet en ekstra dimension at skrive sangen til levende billeder. Sangen er skrevet af Lis Sørensen og Elisabeth G Nielsen, komponeret af Lis Sørensen og produceret af Sylvester Sivertsen (Sly).

madklubben film (Foto: SF Film)
En rigtig ‘feel good film’ … Kan nemt ses, selvom du ikke er i deres alder. (Foto: SF Film)

En god dansk film

I disse tider hvor mange udenlandske films premieredatoer rykkes, så er det skønt at se en dansk film, der har turde trods det hele. Og jeg fik lidt Italien – som jeg savner helt vildt. Der ER noget ved danske film, vi kan se og forstå personkarakteristikkerne – vi kan forholde os til dem. Vi kan genkende dem, grine af og med dem. Danske film i denne her genre kan (også) noget, for selvom filmen også et par steder efter min smag “lige kammer over”, kan man ikke lade være med at reflektere over ens eget liv. Jeg kommer til at høre Lis Sørensens sang mange gange – og jeg har ikke tænkt mig at fortryde noget – men leve NU og HER. ‘Konumáttur’ siger jeg bare …

Lyt til den smukke julesang her.

Se trailer for filmen her.

PS. Se den med din mor, hvis du ikke synes, det er for pinligt …

Læs også:

Opskrift på italienske kødboller

 

Italienske-kødboller middelhavskost opskrift bog

· Mere fra samme kategori ·