Læs også:

Close
tyveri (Foto: PR)

NEWS: Rekord lavt antal tyverier i sommerferien

Nyheder  | 

Rekord lavt antal tyverier i sommerferien · Kronprinsesse Mary som hovedtaler til Copenhagen Pride Show · Copenhagen Fashion Week vælger bæredygtigt hele vejen · Rødstrømperne fylder 50 år · August-tørke sætter rekord · Dagens billede: Kig op og se op mod 100 stjerneskud i timen

Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Rekord lavt antal tyverier i sommerferien

Nye tal fra forsikringsselskabet Topdanmark viser, at der har været halvt så mange tyverier i juli måned som normalt. Corona-epidemien har vendt op og ned på danskernes sommerferie, og den ændrede adfærd har altså haft indflydelse på de kriminelle, der begår tyveri.

Topdanmark har tydeligt kunne mærke forskellen. Normalt anmeldes over 1.000 tyverier fra kunderne i Topdanmark henover sommeren, men i år har det næsten været halveret. I juli 2020 blev der kun anmeldt 579, hvilket er cirka et fald på 44 procent i forhold til året før.

– Vi har set en klar tendens i sommerferien til, at antallet af tyverier er faldet på alle forskellige typer af tyveri. Særligt tyverier fra butikker og offentlige steder, hvor danskerne normalt samles, har haft et meget markant fald, siger Rasmus Ruby-Johansen, skadedirektør i Topdanmark.

Coronaens mange krav gør det svært for tyvene at stjæle. Vi mødes ikke i store forsamlinger, holder afstand og går ikke i tæt menneskemylder på gaden, hvilket altså gør det vanskeligere for tyvene at komme i folks tasker. Aflysninger af sommerens festivaler kan også ses på tyveritallene.

Tallene for indbrud er ligeledes faldet, men ikke i samme markante grad som tyverier, oplyser Topdanmark.

tyveri (Foto: PR)
Markant fald i tyverier i juli måned. (Foto: PR)

Læs også: Gode råd til sikring af din bolig eller arbejdsplads 

Kronprinsesse Mary som hovedtaler til Copenhagen Pride Show

Når dette års Copenhagen Pride løber af stablen i august, bliver det på en lidt anderledes måde. På grund af coronakrisen har Copenhagen Pride måtte aflyse deres traditionelle parade, skriver TV 2 Nyhederne.

Normalt plejer en enorm parade med festglade mennesker at bevæge sig gennem byen for at hylde LGBTQIA+-miljøet, men i år markeres dagen i stedet med et tv-show lørdag den 22. august.

Kronprinsesse Mary skal være hovedtaler til showet, oplyser Copenhagen Pride.

– Det er et stærkt signal, som viser, at i Danmark er vi forenede – fra høj til lav i vores samfund – i bestræbelsen på, at alle skal være trygge og vide, at de er skattede medlemmer af vores samfund, udtaler forperson for Copenhagen Pride Lars Henriksen.

Det er ikke første gang, kronprinsessen viser sig i forbindelse med pride-arrangementer. I 2019 blev det offentliggjort, at kronprinsesse Mary bliver protektor for regnbuearrangementet Copenhagen 2021. Det er første gang nogensinde, at en kongelig person stiller sig i spidsen for et LGBTQIA+-arrangement.

– Kronprinsessen tager en aktiv interesse i vores arbejde med eventen, og vi er meget glade for hendes støtte. Hun er med til at mainstreame LGBT+-sagen, og det kan kun gavne os, siger Lars Henriksen.

Selvom paraden er aflyst, vil der fra den 17. til 23. august være  arrangementer om menneskerettigheder på Rådhuspladsen. Copenhagen Pride Showet bliver vist live på TV 2 Lorry den 22. august fra klokken 19:45 til 21:45.  Man kan også livestreame showet på TV 2 Lorrys Youtube-kanal og på tv2lorry.dk.

Se hele programmet for Copenhagen Pride Week 17. til 23. august her.

Copenhagen Pride får Kronprinsesse Mary som hovedtaler til stort show. (Foto: Rodrigo Sura/insight media)

Læs også: København bliver vært for Copenhagen Pride 2021

Copenhagen Fashion Week vælger bæredygtigt hele vejen

Modeugen er skudt igang i København og kører allerede derud af med modeshows, nye trends og arrangementer over hele byen, og netop ordet køre er i fokus dette år.

Copenhagen Fashion Week har nemlig valgt at samarbejde med Danmarks eneste fuldt ud grønne alternativ til taxa, firmaet Viggo. Målet for Fashion Week 2023 er 100 procent Zero Emission, og her er taxaalternativet Viggo, altså et godt skridt på vejen i at inspirere den øverige internationale modeindustri. Målet er at reducere miljøpåvirkningen under selve modeugen, eksempelvis er engangsflasker allerede blevet forbudt.

CEO for Viggo, Kenneth Herschel fortæller her om samarbejdet:

– Når Copenhagen Fashion Week vælger et grønt alternativ til taxi, bliver Viggo blot en detalje i en uges eksponering af det ypperste indenfor dansk mode og design. Men valget er dog et afgørende signal i en større sammenhæng om, at tiden til bæredygtig forandring er kommet. Derfor er vi enormt glade for samarbejde med verdens grønneste modeuge.

Modeugen er et symbolsk omdrejningspunkt for modeverdenen, hvor nye trends, visioner og talenter bliver vist frem, og her er det også oplagt at have fokus på, hvordan vi bevæger os rundt i byen. Viggo arbejder for at skabe et grønt alternativ ved at sætte skub i en mere bæredygtig mobilitet.

Gæsterne vil opleve, at de for hver tur kan se præcis hvor meget Co2, de har sparet på den digitale kvittering, ved at vælge Viggo.

Viggo er ikke kun et alternativ for gæster i modeugen, men kan benyttes af alle. Appen kan downloades her.

Viggo, taxa (Foto: Anders Olsen)
Modeugen gør brug af Viggo, som er et grønt alternativ til taxa. (Foto: Anders Olsen)

Læs også: De her 10 tiltag gør Gucci til en bæredygtig virksomhed 

Rødstrømperne fylder 50 år

I går var det 50 år siden, at rødstrømpebevægelsen kom til Danmark. Inspirationen kom fra USA fra en bevægelse ved samme navn. Ligesom deres amerikanske søstre kæmpede de danske rødstrømper for ligeløn, fri abort og gjorde opgør mod de traditionelle kønsroller.

Bh’er blev kasseret, der blev indført årlige kvindelejre, kvindehuse og gaderne landet over var fyldt med optog. Rødstrømperne var dog langt fra de første, der tog kampen op for ligestilling mellem kønnene i Danmark. Dr.dk har kigget nærmere på kampene.

Allerede i 1870’erne kæmpede kvinder for retten til uddannelse. I år 1900 kæmpede både kvinder og mænd en af de helt store ligestillingskampe – nemlig for kvinders stemmeret.

I 1970’erne kom rødstrømperne til og gjorde kampen for ligestilling til en kønskamp. Ligestillingskampen ændrer form op gennem 1990’erne og bliver på tværs af køn, seksualitet og etnicitet. Blandt andet får homoseksuelle par i Danmark i 1989, som det første land, lov til at registrere partnerskab.

I 2010’erne tager en ny kønskamp form. Her kommer fokus på kvinders ret til selvbestemmelse over deres egen krop, som vi også kender fra #metoo-kampagnen. Et stigende fokus ses også på flydende kønsbegreber, kønnede stereotyper og et opgør med det biologiske køn.

Der er sket en stor udvikling siden før rødstrømpernes tid – gad vide hvordan det ser ud om 50 år?

kvinde, power, feminist (Foto: Unsplash)
Rødstrømperne fylder 50 år. (Foto: Unsplash)

August-tørke sætter rekord

Brandfaren er lige nu meget høj, skriver TV 2 Nyheder. Siden DMI for 15 år siden begyndte at beregne tørkeindeks, har det ikke været højere på noget tidspunkt så sent på året, som i år.

Det skyldes, at august er startet meget tør og varm. Vi har indtil nu kun fået 2,6 millimeter regn, og så har vi for femte dag i træk landsdækkende hedebølge, det vil sige over 25 grader.

På de varme dage har solen faktisk skinnet mere end normalt, og vi har fået cirka ti timers solskin i snit per dag. På så varme og solrige dage, ses en kraftig fordampning, som hurtigt udtørrer jorden.

Mandag nåede tørkeindekset på 9,0 og tirsdag en værdi på 9,2, hvilket altså ikke er set så højt i august måned i 15 år. Der er udsigt til, at det gode vejr fortsætter de næste mange dage, og at indekset nærmer sig 10 i weekenden. Der er dog mulig for tordenbyger lokalt, der kan afhjælpe tørken.

2020 har må alle områder været et usædvanligt år. Vejr-mæssigt startede det med en rekordvåd februar, efterfulgt af et tørt og solrigt forår og nu med en rekordtørt august. Hvor længe det gode vejr fortsætter er stadig uvidst, men indtil videre får vi glæde af det ugen ud.

tørke, tørt (Foto: Unsplash)
I 15 år har det ikke været så tørt så sent på året. (Foto: Unsplash)

Læs også: Danmark er et af de lande, der er mest påvirket af klimaforandringerne

Dagens billede: Kig op og se op mod 100 stjerneskud i timen

· Mere fra samme kategori ·