Læs også:

Close
sex og samfund, pride (Foto: Sex & Samfund)

NEWS: Copenhagen Pride på skolebænken

Nyheder  | 

Copenhagen Pride på skolebænken · Varmerekord i Death Valley, USA · Ikoniske AIRE åbner i København · Regeringen kommer med bud på den såkaldte ‘Arne-pension’· Første kvinde har gennemført hårdt kursus i Frømandskorpset · Egedals borgmester deler is ud i sommervarmen · Dagens billede: Cphhostel deler billede af deres forfriskende drink ‘Taste the Rainbow’ i forbindelse med Pride Week

Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Copenhagen Pride på skolebænken

I denne uge løber Copenhagen Pride af stablen med forskellige events og arrangementer over hele byen. Det årlige optog gennem byen er aflyst på grund af corona-virus, men i stedet fejres det med et stort show, hvor Kronprinsesse Mary skal være hovedtaler.

Organisationen Sex & Samfund har i denne uge sat stor fokus på LGBT+-fordomme. I mandags rykkede de ud på ungdomsuddannelserne med en kampagne, der skal gøre eleverne opmærksomme på den homo- og transfobi mange unge oplever, når de træder ind ad døren på deres uddannelse.

Sammen med en gruppe LGBT+-elever rykkede de mandag morgen ud i brandbil for at skabe opmærksomhed omkring dette. Kampagnen er en del af #KillYourNorms, der sætter fokus på, hvordan vi alle via vores sprog er med til at fastholde bestemte negative forestillinger om homoseksuelle eller transpersoner.

Udrykningen på skolerne vakte stor opsigt og affødte både positive og negative reaktioner. Formålet er at få flere til at reflektere over dette og ændre deres sprogbrug, for at deres medstuderende føler sig mere inkluderet. LGBT+-personer i netværket ‘Erhvervsuddannelseselever imod Fordomme’ har sammen med Sex & Samfund udviklet seks råd til, hvordan man tale mere inkluderende til hinanden, eller som der står på postkortene: ”Sådan undgår du at være en klaptorsk”.

sex og samfund, pride (Foto: Sex & Samfund)
Sex & Samfund uddelte postkort med vigtige budskaber ud til de studerende i forbindelse med Copenhagen Pride. (Foto: Sex & Samfund)

Læs også: Til kamp mod LGBT+-fordomme 

Varmerekord i Death Valley, USA

Det kan godt være, vi synes, vi har det varmt i Danmark i denne tid, men det er altså ingenting sammenlignet med de temperaturer, der er i nationalparken Death Valley i USA.

I parken er der for nyligt blev målt 54,4 grader, hvilket er den højeste temperatur, der nogensinde er blevet målt på jorden, skriver dr.dk. Den officielle verdensrekord ligger ellers på 56,7 grader fra 1913, men denne, mener flere vejreksperter, er fejlagtig. Tidligere er der blevet mål 54 grader, men den er nu overhalet af den seneste måling. Alle tre målinger er foretaget i Death Valley.

Ifølge DR’s vejrvært Jonas Landin Ohnemus er det varme vejr i sig selv ikke usædvanligt.

– Den ekstreme varme skyldes et højtryk, der har stabiliseret sig over den vestlige del af USA. Det betyder en masse sol og høje temperaturer, som ikke ser ud til at ændre sig den kommende uge.

Der er i øjeblikket hedebølge over stort set hele den amerikanske vestkyst, og varmen skaber problemer. Lokale myndigheder fortæller, at der kan være risiko for strømsvigt, fordi der bliver brugt rigtig meget elektricitet på aircondition-anlæg.

Amerikanerne kan også komme til at opleve ildtornadoer på grund af tørken. De opstår ved, at varm opstigende luft kommer i kontakt med ild på jorden og kan være meget farlige, fordi de kan sprede ilden.

Det frarådes, at man vandrer i nationalparken efter klokken 10 om formiddagen på grund af den ekstreme varme.
(Foto: Mette Nordby Jensen)
I Death Valley kan du også opleve en saltørken. (Foto: Mette Nordby Jensen)

Læs også: Sådan sover du godt i varmen 

AIRE åbner i København

I dag den 19. august åbner det ikoniske AIRE Ancient Baths i det historiske Carlsberg Byen.

AIRE er templer dedikeret til afslapning af krop og sjæl og en ny lille københavnsk oase, hvor tiden ikke eksisterer, og hvor sanserne udfordres. Stedet er inspireret af de antikke traditioner fra romerne og grækerne. En fornemmelse af gammeldags badeanstalt, der møder sydens mystik.

De spanske ejere bag har i forvejen 8 steder, og de åbner nu i København og næste år i London. Danske Morten Storm har været i gang med ejerne i en hel del år i Carlsbergbyen, før de nu endelig kan slå dørene op til de verdenskendte termiske bade kendt fra New York og Barcelona, der er stamsted for blandt andre Hailey Bieber, Justin Bieber, Lily Aldrige, Rafael Nadal og Narciso Rodriguez.

Ud over at dyppe sig i de 8 forskellige termiske bade, kan man også få spabehandlinger.

sex og samfund, pride (Foto: Sex & Samfund)                          aire, københavn (Foto: Tina Dines Appelt)                         

AIRE ligger i de ikoniske Carlsberg bygninger – faktisk under Dipylon- og elefantporten. Der er også direkte adgang til Hotel Ottilia derfra. (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: 7 gode hudplejeråd 

Regeringen kommer med bud på den såkaldte ‘Arne-pension’

En ny ret til tidlig pension vil i år 2022 kunne give 38.000 mennesker, der har haft et langt og hårdt arbejdsliv mulighed for at trække sig op til tre år tidligere fra arbejdsmarkedet. Det handler i første omgang om at skabe et mere retfærdigt pensionssystem, skriver Beskæftigelsesministeriet.

Tirsdag præsenterede statsminister Mette Frederiksen (S), regeringens udspil på et pressemøde, der blev afholdt på Danish Crown i Horsens. Statsministeren forklarede her, at den tidlige pension skal være en rettighed baseret på objektive kriterier, hvor danskerne ikke behøver “trækkes igennem læger og sagsbehandlere”, skriver TV 2 Nyhederne.

– Der er hver dag danskere, der må gå på arbejde med ondt i knæet, i ryggen eller i skuldrene. Vi vil indføre en ordning for jer, der i lag tid har betalt skat og knoklet i de allerhårdeste job. I skal have mulighed for at stoppe, inden I er slidt helt ned, forklarede statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemødet.

Regeringen støtter stadig velfærdsaftalen og princippet om, at når vi lever længere, skal vi også arbejde længere. Det er derfor, vi fortsat har råd til et stærkt og solidt velfærdssamfund. Men vores pensionssystem indeholder nogle skævheder, efter efterlønnen er blevet forringet.

Det viser sig nemlig, at knap hver tredje ufaglærte og faglærte mellem 55 og 64 år oplever, at de er begrænset i deres arbejde på grund af smerter, og de lever i gennemsnit kortere tid end andre. Derfor skal der indføres en ny ret til tidlig pension, så dem, der er begyndt tidligst på arbejdsmarkedet og ofte har haft hårde fysiske job, kan trække sig værdigt tilbage, inden de bliver helt nedslidte, skriver Beskæftigelsesministeriet.

Har du eksempelvis været mindst 42 år på arbejdsmarkedet, kan du gå tidligere på pension og få 13.550 kroner om måneden før skat. Ret til tidlig pension skønnes at koste cirka tre milliarder kroner årligt og er fuldt finansieret.

hårdt arbejde (Foto: Unsplash)
Der er kommet nyt udspil fra regeringen til ‘Arne-pension’. (Foto: Unsplash)

Læs også: Få mest ud af dine hårdtoptjente penge 

Første kvinde har gennemført hårdt kursus i Frømandskorpset

For første gang nogensinde var en kvinde blandt de 10 personer, der netop har gennemført og bestået det årlige kursus i kampsvømmeruddannelsen, skriver TV 2 Nyhederne.

– Det er helt fantastisk. Jeg har drømt om det her i meget lang tid, så det er stort for mig, og jeg er ret stolt over at have gennemført, fortæller Lene på Forsvarets hjemmeside. Hendes efternavn er ikke oplyst.

Kursisterne skal blandt andet svømme 10 kilometer med fuldt udstyr i tørdragt, dykke under vand og hoppe flere meter ned i vand fra en helikopter. Uddannelsen er et kursus, der hører under Frømandskorpset, men er ikke en del af uddannelsen til at blive frømand. Kursisterne skal lære at begå sig i havet, komme sikkert i land og klare opgaven.

– Der er ikke mange kvinder, der forsøger sig med kampsvømmeruddannelsen, men de der gør, deltager på samme vilkår som mændene, fortæller Jens Birkebæk Bach, der er kommandørkaptajn og chef for Frømandskorpset.

Lene har i et halvt år trænet op til denne prøve ved at løbe, svømme og lære sit udstyr at kende ind og ud. Hun ville bevise, at det ikke kun er mænd, der kan gennemføre kurset.

– Jeg har snart været i Forsvaret i 21 år, og jeg har ikke set nogen kvinde, der har kunnet gennemgå kampsvømmeruddannelsen. Jeg synes, det var min pligt at se, om jeg kunne være med til at bidrage på den front, for jeg havde troen på, at jeg kunne gøre det her, forklarer hun.

Uddannelsen sluttede torsdag i sidste uge og varede i alt ni døgn fra otte morgen til midt om natten. Træningen foregik i og omkring Isefjorden i Nordvestsjælland.
Kvinde gennemført kursus i Frømandskorpset. (Modelfoto: Værnsfælles Forsvarskommandos og Forsvarsgalleriet.dk)

Læs også: Flere kvinder vælger værnepligten 

Egedals borgmester deler is ud i sommervarmen

Egedals borgmester vil have mere kontakt med byens borgere. Tre gange hver måned er der mulighed for enten fysisk eller digitalt at møde borgmesteren. I denne sommervarme er mødet rykket uden for rådhuset og ud til badesøen Buresø, hvor borgmesteren i går delte is ud.

Borgmester Karsten Søndergaard har benyttet sig af det, han kalder pop-up kontorer, og i øjeblikket er det helt store samlingspunkt Buresø, hvor Egedals borgere hopper i.

– Det giver super god mening at lægge pop-up kontoret, der hvor der er masser af mennesker. Og når vi har så skønne varmegrader, så er det jo naturligt, badestederne vi alle søger til. Noget af det jeg holder allermest af som borgmester, er at være i dialog med borgerne i Egedal. Og hvad er mere svalende end en kold dukkert i Buresø, forklarede han.

Karsten Søndergaard har fra starten af sin borgmesterperiode haft stort fokus på, at gøre kommunen mere tilgængelig for borgerne, være mere synlig og have mere kontakt. Det kan være en stort ting at skulle op på rådhuset, derfor rykker han ud til borgerne, hvor de har deres daglige gang.

Og i går stod den så på is fra den lokale isbod og mulighed for snak med borgmesteren ved Buresø.

is (Foto: Unsplash)
Borgmester i Egedal kommune deler is ud. (Foto: Unsplash)

Læs også: Opskrift: Ice Cream Soda 

Dagens billede: Cphhostel deler billede af deres forfriskende drink ‘Taste the Rainbow’ i forbindelse med Pride Week

· Mere fra samme kategori ·