
En snak med familien Wozniacki
Snart udkommer en ny tv-serie med familien Wozniacki. I serien kommer vi helt tæt på, når familien skal bestige Kilimanjaro og undervejs teste deres udholdenhed. Vi har taget en snak med den tidligere tennisstjerne Caroline Wozniacki om oplevelsen
I januar meddelte Caroline Wozniacki, at hun ville afslutte sin karriere som en af verdens bedste tennisspillere. Nu kaster hun sig over en ny rolle som TV-stjerne.
I otte programmer får vi nemlig lov til at kigge med, når den tidligere verdensstjerne sammen med sin familie skal gennemgå ekstreme udfordringer, der skal gøre dem i stand til at bestige et af verdens mest berømte bjerge, Kilimanjaro.
Læs interviewet nedenfor, hvor vi blandt andet spurgte Caroline og hendes mand David Lee om, hvordan det var at arbejde sammen med tre supermennesker, om oplevelsen som familie, og om de ville gøre det igen …

Hvad håber I, seernes reaktioner til programmet, bliver?
Caroline: Jeg håber, seerne vil nyde det. Vi havde det rigtig sjovt med at filme det i familien. Forhåbentligt kan seerne se, at det er muligt at skubbe dine grænser, selvom det kan være ubehageligt, og man ikke troede, det var muligt. Jeg håber, de kan blive inspireret af at se, at der også var nogle ting, vi synes var svært, men klarede os igennem. Eksempelvis synes jeg, det var meget udfordrende at skulle ned i iskoldt vand.
David: Jeg håber, at vores sande personligheder kommer frem, og at seerne får et indblik i vores skøre familie, og hvordan vi har det sammen. Vi nød rigtig meget at optage programmet, så det håber jeg også skinner igennem. Jeg håber seerne får glæde af det, og får inspiration til at tage ud at opleve verden og selv rejse.

Inden familien begav sig ud på eventyret op ad Kilimanjaro, fik de undervisning af tre supereksperter indenfor hver deres felt. Wim Hof er ekspert i ekstrem kulde, Stig Severinsen er verdensmester i fridykning og den kinesiske ‘Master Shifu’ (som han bliver kaldt) er shaolinmunk og praktiserer material arts.
Hvordan var det at arbejde sammen med de tre supermennesker?
Caroline: Det var virkelig, virkelig cool. De var alle tre meget særlige og unikke, og det var fantastisk at kunne tage noget med fra dem hver for at kunne blive klar til at prøve at bestige bjerget (om det lykkes for familien, må vi vente i spænding med at få afsløret). Jeg kan slet ikke lide koldt vand. Dengang jeg spillede tennis, gik jeg kun i isbade i ekstrem varme, ellers kølede jeg altid bare ned i aircondition.
Caroline: Det er en god følelse at presse sig selv og rykke sine grænser, og det var rigtig fedt at gøre det sammen i familien. Vi kunne hjælpe hinanden igennem det. David og mine forældre er ikke bange for det kolde vand, så det hjalp mig også med at overvinde det. Wim Hof var virkelig dygtig, meget opmuntrende, positiv og en cool person at omgås. David er ikke så glad for at dykke, så det var en stor ting for ham at prøve, fordi det hurtigt kan blive klaustrofobisk.
David: ‘Master Shifu’ var virkelig cool, og det var sjovt at lære selvforsvar.
David: Det er helt specielt at være sammen med nogen, der er de bedste i verden til det, de laver. Vi lærte noget forskelligt fra dem, som ikke kun er aktuelt i forhold til eventyret på bjerget, men generelt i livet. De har dedikeret deres liv til dette og har så meget viden, så det var fantastisk at lære fra dem.
Caroline: Det er altid noget særligt at møde mennesker, der er de bedste til det, de laver. (Mon ikke det også har været stort for de tre eksperter, at møde en tidligere verdensstjerne?😉).
Fun facts
◾ Mere end 30.000 mennesker prøver at bestige selve bjerget hvert år.
◾ Man kan gå hele vejen til toppen af Kilimanjaro
Fun facts
◾ Man kan inddele Kilimanjaro i hele fem klimatiske zoner
◾ Den yngste til at bestige bjerget er en 7-årig amerikansk dreng

Lærte I noget nyt om jer selv og hinanden i familien?
David: Vi lærte meget omkring, hvad vi og vores kroppe er i stand til. Vi har ikke brug for så meget for at være glade og overleve. I vores kultur har vi vænnet os til at have nem og hurtigt adgang til mange ting, det var inspirerende at få sat det på prøve.
Caroline: Ja, det var rart bare at være i momentet og kunne nyde og opleve uden forstyrrelser. Det var rart at have tid til at være sammen og ikke skulle skynde sig videre til andre ting.
David: Det var hårdt til tider, men så kunne vi hjælpe hinanden, og det var en god oplevelse for familien.
Caroline: Vi er en meget tæt familie, så vi har set alle sider af hinanden, men når man rejser på den måde, bliver stemningen nogle gange mere anspændt, fordi man er presset, fryser eller er sulten, men vi vidste, hvad vi gik ind til som familie.
David: Vi har altid rejst meget sammen i familien til tuneringer og på ferier. Vi ved, hvordan vi hver især kan lide at rejse og kender hinandens personligheder, men når man tager mad og luft fra én, så skal man arbejde sammen. I fællesskab hjalp vi hinanden med at holde humøret højt og få nogle gode dage.

Kan I beskrive oplevelsen med tre ord?
David: Udfordrende.
Caroline: Spændende og mindeværdigt.
David: Helt sikkert mindeværdigt. Vi har aldrig gjort noget lignende før …
Fun facts
◾ Begge forældre er fra Polen, men bosat i Danmark
◾ Polske aviser skriver ofte Karolina Woźniacka
Fun facts
◾ Caroline er en såkaldt “Tactical player”, der indstiller sit spil efter modstandernes spillestil

Sidste spørgsmål: Ville I gøre det igen?
Da spørgsmålet bliver stillet, er der lang pause, inden de svarer, måske det var svar nok … Alligevel afrunder de begge med at svare.
Caroline: Haha – det er jeg faktisk ikke sikker på. Det tror jeg ikke, men jeg ville ikke være oplevelsen foruden.
David: Det har været en oplevelse for livet, som vi aldrig vil glemme, men jeg er ikke sikker på, vi ville gøre det igen.
Måske dette var et hak på deres fælles bucketliste, hvor parret blandt andet også har drømme om Canada og Alaska.

Tv-serien ‘Klædt af mod toppen med familien Wozniacki’ har premiere den 13. august klokken 10.00 på Dplay og klokken 21.00 på Kanal 5.
Du kan finde afsnittene på Dplay her
Læs også:
Autentiske og alternative rejsemål