Læs også:

Close
grillede ferskener (Foto: Camilla Skov)

Grillede ferskner med rosmarin & karamelliseret hvid chokolade

Nyheder  | 

Hvem elsker ikke at grille. Og hvorfor ikke også grille desserten … Det er både hyggeligt, og så smager de grillede ferskener fantastisk sammen med mascarponecremen og den karamelliserede hvide chokolade

Vi har fået lov til at viderebringe Camilla Skov’s opskrift på grillede ferskener fra kogebogen “Vegetarisk i aften?” En rigtig lækker og ganske nem sommerdessert.

grillede ferskener (Foto: Camilla Skov)
Er du klar til grillede ferskener … (Foto: Camilla Skov)

Retten tager cirka 45 minutter at lave og er til 4 portioner

Når grillen er tændt på en sommerdag, er dette den perfekte dessert. Du kan forberede chokoladen og mascarponecremen i forvejen, og så er det bare et spørgsmål om at grille lidt ferskner, før desserten er på bordet. Karamelliseret hvid chokolade er milevidt fra det kvalmende søde udgangspunkt og kan imponere de fleste!

Det skal du bruge

Ferskner

8 donutferskner
1-2 spsk olivenolie
0,5 dl sukker
Et par kviste rosmarin

Karamelliseret hvid chokolade

125 g hvid chokolade
0,25 tsk salt

Mascarponecreme

250 g mascarpone
200 g creme fraiche 18 el. 38 %
0,5 tsk vaniljepulver
1-2 tsk flormelis
2-3 tsk citronsaft
1 knsp salt

Sådan gør du

Sæt ovnen på 175 grader.

Hak den hvide chokolade groft og fordel den i et jævnt, samlet lag på en bageplade med bagepapir.

Sæt i ovnen i 5 minutter. Når chokoladen er smeltet og begynder at blive gyldenbrun i kanterne, tages pladen ud, og chokoladen blandes.

Sæt i ovnen igen i 2-3 minutters tid. Tag ud og rør rundt.

Dette gentages, til chokoladen er jævnt gyldenbrun.

Tag ud og tilsæt salt. Bland godt.

Lad køle lidt ned og læg så bagepapiret med chokoladen i fryseren i 10-15 minutter.

Hak derefter chokoladen i små stykker (som en crumble).

Bland alle ingredienserne til mascarponecremen i en skål. Det kan være nemmest med en gaffel. Sørg for at si flormelisen.

Tilsæt lidt vand eller mælk, hvis den bliver for tyk. Smag til.

Skær ferskenerne over i halve eller kvarte og fjern stenene.

Læg dem i en skål og fordel olivenolie jævnt.

Hæld sukker og finthakket rosmarin i en skål. Gnid godt sammen med fingrene.

Dyp den skårne side på ferskenen i sukkeret og læg på grillen, en grillpande eller en almindelig stegepande.

Grill ved høj varme, til den har fået fin farve på begge sider.

Server med mascarponecreme og den hvide chokolade.

 

Sådan ser bogen ud:

vegetarisk i aften camilla skov bog forside

 

Læs også:

‘Zen vibes’ i hjemmet

 

 

· Mere fra samme kategori ·