Læs også:

Close
græs bellis natur (Foto: Unsplash)

NEWS: Nu er der græspollen i luften

Nyheder  | 

Nu er der græspollen i luften · Sig farvel til stangen, mand · Kronprins Frederiks fødselsdag · Botanisk Have er åben igen · Koralrev tilpasser sig · Dagens billede: Wuhan forbyder spisning af vilde dyr

Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Nu er der græspollen i luften

Græs er den type pollen, som flest danskere er plaget af. Græs er nemlig – ligesom birk – en af de helt store pollenplager. Rigtig mange danskere får høfebersymptomer som kløende øjne og løbende næse, når der er pollen fra græs i luften. Mange oplever også symptomer fra deres astma med besværet vejrtrækning, hoste eller måske trykken for brystet.

Sæsonen for græspollen begynder normalt i slutningen af maj og slutter omkring september. Sæsonen for græs er lang, fordi der findes mange forskellige arter af græs, som blomstrer på forskellige tidspunkter. Normalt er der flest pollen fra græs i luften omkring Sankt Hans.

– Mængden af græspollen vil i høj grad afhænge af vejrforholdene henover sommeren. Perioder med køligt og regnfuldt vejr vil reducere pollenspredningen, mens sol, vind og varme generelt betyder flere pollen i luften, forklarer Karen Rasmussen, biolog og leder af pollentællingerne i Astma‐Allergi Danmark.

Pollenallergikere, som især reagerer på græs, bør derfor nu tage deres forholdsregler, så de kan nyde sommeren bedst muligt til trods for deres allergi.

Høfebersymptomer minder til forveksling om forkølelse. Astma-Allergi Danmark oplever, at det skaber tvivl hos mange af foreningens medlemmer med pollenallergi. I disse tider kan det være svært at skelne mellem, om symptomerne skyldes COVID-19 eller høfeber.

Et par tommelfingerregler kan indikere, om man er ramt af høfeber eller forkølelse med corona. Det er dog vigtigt at huske, at man både kan være ramt af høfeber og COVID-19 samtidig.

  • Virker den sædvanlige behandling mod høfeber, så der opleves ingen eller næsten ingen symptomer? Så er det sandsynligvis ikke COVID-19.
  • Er snottet hvidt og klart, tyder det på høfeber. Snot er dog altid hvidt og klart i de første dage af en forkølelse, så man skal være særlig opmærksom, hvis snottet ændrer farve.
  • Mange – men ikke alle – som rammes af COVID-19, får feber og ondt i halsen. Disse symptomer opleves som oftest ikke ved høfeber. Høfeber giver til gengæld ofte kløe i øjne og næse.
græs bellis natur (Foto: Unsplash)
Så er græspollen her … (Foto: Unsplash)

Læs også: Kom igennem foråret trods pollenallergi

Sig farvel til stangen, mand

Flere cyklister over 65 år bør vælge en cykel uden midterstang. Det vil gøre deres cykeltur mere tryg og sikker. Det er budskabet i en aktuel kampagne fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden med titlen ‘Sikker på cykel – hele livet’, der opfordrer seniorerne til at se kritisk på, om de har den rette cykel.

Danmark er et cykelland, og de fleste bliver ved med at cykle til højt op i alderen. Cirka syv ud af ti personer over 60 år kører på cykel, og næsten halvdelen af dem cykler mindst en gang om ugen i sommerhalvåret. Det er godt for den enkeltes sundhed, velvære og mobilitet at blive ved med at træde i pedalerne. Men der er en udfordring: når vi kommer op i årene, stiger antallet af cykleuheld og -skader især på grund af dårligere balance.

– En stor del af uheldene sker, når seniorerne mister balancen, for eksempel når de løfter eller svinger benet højt op for at komme af eller på cyklen. Det gælder både for mænd og kvinder. Derfor skal vi have flere seniorer til at vælge en cykel med såkaldt lav indstigning. Så kan mange uheld og skader undgås, fortæller Tina Valter Olsen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Når man ser på ulykkestallene, står det klart, at der er en udfordring. Cyklister over 65 år er overrepræsenterede i cyklistulykker, og ofte er der tale om eneulykker. I en undersøgelse blandt 1.013 cyklister mellem 65 og 80 år svarer knap hver tiende, at han eller hun er væltet på cyklen inden for det seneste år. Omkring halvdelen kom til skade. Det viser en undersøgelse, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden.

cykel herrecykel (Foto: Unsplash)
Spangen på en herrecykel kan være et problem. (Foto: Unsplash)

Læs også: Fem gode tips til et roligere sind

Kronprins Frederiks fødselsdag

Hans Kongelige Højhed Kronprinsen havde i går fødselsdag, hvor han fyldte 52 år, der blev holdt ganske stilfærdigt, for også kongehuset er påvirket af corona, og kronprinsfamilien kom tidligere på året tidligere end planlagt hjem fra Schweiz. Til daglig bor familien i Frederik VIII’s Palæ, men i april oplyste kongehuset, at kronprinsfamilien de kommende måneder ville opholde sig i Kancellihuset ved Fredensborg Slot. Flagene flagerede dog lystigt fra både Christiansborg, Amalienborg og på busserne i dagens anledning af vores kommende konges fødselsdag.

Læs også: Dronningen fyldte 80 år

Botanisk Have er åben igen

Efter en lang corona-pause kan Botanisk Have nu atter besøges. En tiltrængt åbning for både haven og Statens Naturhistoriske Museum, der mandag også meldte ud til TV2 Lorry, at de stiller jeg i køen til at bede befolkningen om bidrag.

– Vi er lykkelige, men presset, så vi håber, at folk vil hjælpe os. Vi gør noget nyt, som vi ikke har gjort før. Vi beder simpelthen om folks økonomiske hjælp, så vi fortsat kan blive ved med at holde åbent gratis. Hvis folk har mulighed for at støtte lidt som tak og hjælp for, at vi kan holde haven åben, så ville vi blive glade , udtaler direktør i Botanisk Have Peter C. Kjærgaard.

Statens Naturhistoriske Museum har været ekstra hårdt presset, fordi det ikke er omfattet af nogen af de støtteordninger, som andre museer kan benytte for at kompensere for tabte indtægter. Palmehuset og museerne åbner først 9. juni.

Botanisk Have
Botanisk Have åbner igen. (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Bogen om Tivolis smukke have

Koralrev tilpasser sig

Nye studier viser, at visse koralrev rent faktisk tilpasser sig de stigende temperaturer i havet ved at frigive neonfarvede pigmenter, der reagerer og opfører sig som solcreme med faktor i gør. Det viser studier i ‘The Journal Current Biology.

De stigende vandtemperaturer disrupter symbiosen mellem koralerne og algerne, idet koralerne får deres energi fra fotosyntesen skabt af algerne, og algerne derimod bruger koralerne som ly og tager næringsstoffer og carbondioxid derfra. Men med de stigende temperaturer forsvinder algerne fra koralerne, men med de lysende pigment forsøger koralerne at signalere til algerne, at de skal “komme tilbage”. Hvis koralrevene ikke får algerne til at komme tilbage, sulter de nemlig og kan blive ramt af sygdomme. Derfor er det positivt nyt, at koralerne nu selv forsøger at tilrette sig de stigende vandtemperaturer. Det skriver CNN Climate.

Læs også: Ismasser smelter som aldrig før

Dagens foto: En god nyhed. Wuhan forbyder spisning af vilde dyr

· Mere fra samme kategori ·