
NEWS: Nostalgi trender på Spotify
Nostalgi trender på Spotify · Bilka får millionbøde · Netflix dropper dokumentar om Peter Madsen · Ishøj er blevet bivenlig · Just Eat giver snart hjemløse mulighed for at få stillet deres hudsult · Vil du være med i Balcony Stories · Bryant Park hylder · Dagens video: Global Citizen – #TogetherAtHome
Nostalgi trender på Spotify
I disse corona-tider drømmer vi os tilbage i musikken, og dermed ses nye trends og tendenser vokse frem. Blandt Spotifys lyttere er der en stigende trend mod musik, der bringer en følelse af nostalgi.
Tendensen er, at vi er blevet mere nostalgiske i vores musikstreaming. Baseret på Spotify streaming i perioden fra den 1.-7. april er der sket en stigning på hele 54% i nye playlister fra brugerne med nostalgiske temaer, og som er fyldt med favoritsange fra de tidligere årtier. Samtidig ses en stigning i andelen brugere, som lytter til musik fra 50’erne, 60’erne, 70’erne og 80’erne.
I Danmark er det særligt Kim Larsens sange fra 80’erne og 90’erne, som oplever en markant stigning i øjeblikket, mens også ABBAs ‘Dancing Queen’ og ‘Vimmersvej’ af Flemming ‘Bamse’ Jørgensen er at finde på listen.
Det fik blandt andet Spotify til at tale med en af verdens mest ikoniske sangerinder for at høre hendes tanker om udviklingen. Cyndi Laupers ikoniske og festlige hit “Girls Just Want to Have Fun” er en af de mest streamede 80’er hits med mere end 2,3 millioner streams verden over fra den 1.-7. april. Månedligt har hun mere end 8,5 million lyttere på Spotify, og fra sit hjem i New York City deler hun sine egne perspektiver om nostalgi-trenden:
– Det er enhver artists drøm, at vores musik kan skabe en følelse af tryghed, lykke og inspiration. Det er derfor, vi gør, som vi gør; fortæller historier, som man kan relatere til, græde til, grine til, danse og være glad til. Musik symboliserer tid og øjeblikke for mig, så når jeg hører en specifik sang, sender den mig tilbage til netop dét øjeblik, fortæller Cyndi Lauper.

Læs også: Spotify afslører hvilke kvinder vi lytter til
Bilka får millionbøde
Supermarkedskæden Bilka accepterer bøde på tre millioner kroner for at vildlede forbrugerne med priser. Det sker da de i flere tilfælde har oplyst førpriser, der ikke var reelle og dermed har vildledt deres forbrugere. Kæden har nu accepteret at betale en bøde på tre millioner kroner som følge af den vildledende markedsføring, hvor de har overtrådt markedsføringsloven. Det oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
– Det er desværre ikke første gang, at virksomheder føler sig fristet til at markedsføre varer med urealistiske normalpriser. Det må man naturligvis ikke. Forbrugerne må ikke vildledes til at tro, at et tilbud er bedre, end det er, forklarer Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen.
En af de varer, der ikke var markedsført rigtigt, var blandt andet en grill fra Char-broil, somman kunne se i Bilkas tilbudsaviser i næsten et år med besparelser på over 50 procent, hvis man købte betræk og rotisseri med. Sagen om vildledende priser blev oprindelig afsløret af et unavngivet medie.

Læs også: Lidl donerer gavekort til tiltrængte familier
Netflix dropper dokumentar om Peter Madsen
Den længe ventede dokumentar ‘Into the Deep’ om den danske drabsmand Peter Madsen bliver alligevel ikke vist på Netflix. Det meddeler det svenske tv-program Kulturnyheterna på SVT. Dokumentaren skulle ellers gå tæt på den danske opfinder, der i 2018 blev idømt fængsel på livstid for drabet på den svenske journalist Kim Wall.
Dokumentaren havde allerede premiere på den amerikanske filmfestival Sundance tidligere i år og skulle have været vist på Netflix senere på året.
Der er uvished om, hvorfor den aflyses. Men flere personer i dokumentaren har blandt andet bedt om at blive klippet ud eller anonymiseret, hvilket har gjort det svært at fastholde dokumentarens indhold. Den skulle ellers have gået helt tæt på Peter Madsen og morderen og hans mange hemmeligheder og storhedsvanvid.

Læs også: Forstå Ubådssagen
Ishøj er blevet bivenlig
Ishøj Kommune er blevet så god til at gøre plads til bierne i naturen, at kommunen nu er blevet udnævnt som bivenlig kommune af Danmarks Biavlerforening. En fin lille hæder. Faktisk er Ishøj Kommune blevet så god til at give bierne plads i naturen, at kommunen nu har modtaget et certifikat som Bivenlig Kommune af Danmarks Biavlerforening. Certifikatet bliver givet til kommuner, der tilsår mindst 10.000 kvadratmeter af de kommunale jorder med planter, som er særligt attraktive for insekter.
– I øjeblikket har vi i Ishøj Kommune stort fokus på FN’s verdensmål, og vi arbejder meget med at passe på kloden og naturen. Det indebærer også, at vi skal passe på bierne og insekterne. Derfor har vi udlagt nogle af vores store græsområder og grøftekanter til vildeng. Borgerne i kommunen har vist stor opbakning til projektet. De synes, at det pynter i bybilledet og er glade for, at vi gør mere for vores insekter, fortæller Erkan Yapici, formand for klima- og miljøudvalget i Ishøj Kommune.
På nuværende tidspunkt har kommunen tilsået omkring 70.000 m2 med planter, som byder bier, sommerfugle og andre insekter inden for i Ishøjs natur. Det svarer til omkring ti fodboldbaner. Udover de nævnte tiltag har Ishøj Kommune længe anvendt bivenlige træer og buske på offentlige arealer, hvilket også giver borgerne mulighed for at sanke bær og frugter.
– Der er et stort behov for at gøre en indsats for at sikre bestøvende insekter som bierne, for de kan have svært ved at finde føde i et landskab, som er blevet påvirket af mennesker. Biernes bestøvning er vigtig for både fødevareproduktionen og plantediversiteten, men der er også en stor værdi i at gøre noget for blomsterrigdommen på offentlige arealer og dermed sende et stærkt signal om, at vi passer på naturen, slutter Erkan Yapici.

Læs også: Kiehls laver samarbejde med restauranten Amass’ Green Kids
Just Eat giver snart hjemløse mulighed for at få stillet deres hudsult
Projektet mellem Just Eat og tøjmærket MUF10 startede allerede sidste sommer men har måtte sættes på hold grundet corona. Allerede sidste år så de to firmaer muligheden for stille de hjemløses hudsult ved at tilbyde gratis massage og mad. Men coronakrisen satte en stopper for det. Men nu er der gode nyheder til de hjemløse.
Efter udbruddet af coronavirus er hudsult blevet et omtalt problem. Det er et behov, alle skal have stillet, men desværre er hjemløse særligt udsatte for at opleve hudsult. Hudsult kan ifølge eksperter have en negativ effekt på både den psykiske såvel som fysiske velvære.
Indtil nu har hudsult-projektet været i Aarhus, Odense og København. Og nu er der lys for enden af tunnelen. Just Eat og MUF10 står nemlig klar til at hjælpe de hjemløse på den anden side af krisen, hvor man kan forestille sig, at behovet for fysisk kontakt vil være på sit højeste:
– Vi har startet det her for at give noget tilbage til dem, der virkelig har brug for det. Jeg har selv oplevet, hvordan det er, virkelig at have brug for noget og så få en håndsrækning. Det betyder bare alt. Derfor gør det mig så ærgerlig, at vi ikke kan fortsætte indsatsen lige nu. Især fordi det – paradoksalt nok – er nu, at flere end nogensinde før oplever hudsult, forklarer Reza Etamadi, CEO i MUF10.
Selvom regeringen nu har givet grønt lys, til at blandt andre massører igen må åbne deres forretninger, vil der gå lidt endnu, før hudsult-projektet igen kan sættes i gang.
– Vi bliver nødt til at vente, indtil det er helt trygt, da flere af de hjemløse er særligt udsatte i forbindelse med corona. Samtidig er projektet netop sat i værk for at tilbyde nærkontakt og tryghed, og det vil ikke have samme gode effekt, hvis massørerne skal iklædes værneudstyr. Så snart situationen tillader det, står vi igen klar til at tilbyde de hjemløse gratis massage, forklarer Mikkel Pedersen, kommerciel direktør hos Just Eat.
De kommende tre hudsult-events vil finde sted ved Kildeparken i Aalborg samt ved Istedgade og på Christianshavn i København.

Læs også: Hvorfor bliver vi påvirket af sociale medier
Vil du være med i Balcony Stories
Tv-kanalen Paramount Network efterlyser danskernes karantæne-historier til ny global tv-serie,hvorfor de opfordrer danskerne til at indsende videoer fra deres hverdag under corona-krisen, som kan blive del af en ny tv-serie med titlen Balcony Stories. Serien sendes i mere end 100 lande og vil fremhæve nogle af de mere håbefulde og kreative sider af karantæne-livet fra menneskers hjem over hele kloden. Første afsnit blev allerede sendt i onsdags på Paramount Network i Danmark.
Coronavirussen har ramt hele verden hårdt og betyder, at mennesker overalt på kloden tilbringer langt mere tid i hjemmet end normalt. Men karantæne-livet har heldigvis ikke kvalt menneskers lyst til at skabe glæde og være kreative, og i de seneste uger har man set eksempler på alt fra virtuelle dansefester og fjernkoncerter til fællessang og musik fra storbyernes balkoner. Disse historier samles i en helt ny tv-serie med titlen Balcony Stories.
Serien byder inden for i hjemmene hos mennesker fra hele verden, der med egne optagelser fortæller deres bedste, mest håbefulde og mest kreative karantæne-historier.
– I de seneste svære måneder har vi også oplevet eksempler på, at vores øjne er blevet åbnet, og at vores fantasi, humor og skjulte talenter er blevet sat fri. Ved at dele de sjove men også dybfølte øjeblikke fra menneskers hverdag over hele verden kan vi være med til at vise, at vi stadig er sammen i et fællesskab,forklarer Raffaele Annecchino, øverste chef for ViacomCBS Networks EMEAA, der står bag Paramount Network.
Det er altså seere fra hele verden, der er hovedpersonerne i Balcony Stories – og de hovedpersoner kan også komme fra Danmark. Allerede nu kan danskere nemlig gå ind og dele deres videoer på balconystories.tv og dermed komme med i et globalt tv-fænomen. Videoerne kan vise alt fra de nye daglige rutiner til de skjulte talenter, som pludselig dukker frem hos folk. Det vigtigste er, at videoerne giver et lille indblik i, hvordan vi lever vores liv under helt nye forhold, uanset om man bor i Japan, Brasilien, USA eller i Danmark.
Balcony Stories bliver vist i 27 lokale versioner på tværs af 130 kanaler i 100 lande. Der sendes fire daglige episoder fra mandag til fredag, og hver lørdag samles det bedste indhold i to forlængede afsnit. Serien produceres i samarbejde med Fremantle.
Vil du være med i den nye serie … (Foto: PR foto Balcony Stories)
Læs også: Netflix vil slå ned på folk, der deler deres konto
Bryant Park hylder
Den lille men meget elskede Bryant Park midt på Manhattan lavede den anden dag denne smukke hyldest. De skrev:
“Thank you healthcare workers, first responders, and essential workers. Thank you to everyone staying home, social distancing, and checking in on their neighbors.
NY ❤️ U”
Som man kan se, er den ellers fyldte park også mennesketom, idet også amerikanerne har fået deres sag for med Covid-19. Men alle der elsker New York og det lille fristed får hermed en lille frisk hilsen fra en by, der også er hårdt ramt.
Læs også: Fem tips til New York-jomfruen