
NEWS: 150.000 liter håndsprit på vej til landets kommuner
150.000 liter håndsprit på vej til landets kommuner · App gør det muligt: Få hjælp til rygestop trods corona-krise · Stram Kurs: Snyd med vælgererklæringer til europaparlamentsvalget · ‘Goodnight with Dolly’: Country-stjerne læser godnathistorie for børn · Corona-krise: Michelin-restauranter går konkurs · Søstrene Grene åbner som webshop · Kinesisk rigmand donerer corona-udstyr · Dagens billede: Et ‘flydende hospital’ er ankommet til havnen i New York
Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
150.000 liter håndsprit på vej til landets kommuner
Med interesseorganisationen KL og Aarhus i spidsen er fem kommuner gået sammen om at sikre udstyr, der kan beskytte hele landets ansatte og borgere i sundheds- og plejesektoren mod corona-pandemien.
Den nye fælleskommunale indkøbsorganisation har netop fået den første store aftale med virksomheden Spritfabrikken DK Aps fra Kolding. Virksomheden producerer normalt vodka og shots men har nu omstillet produktionen og har tilbudt kommunerne at købe 150.000 liter håndsprit, som virksomheden forventer at kunne producere. De mange liter håndsprit kan dække det kommunale forbrug de næste par måneder.
Kommunerne kan allerede se frem til at modtage de første 34.000 liter håndsprit i løbet af den kommende uge.
– De danske kommuner bruger i omegnen af 70.000 liter håndsprit om måneden, så denne aftale er en seriøs løsning på de kommende måneders store behov. Vi er glade og lettede over, at det kunne lade sig gøre. Og så er det jo virkelig stærkt, at en dansk virksomhed med snilde og ildhu i samarbejde med en stribe myndigheder kan få det her til at lykkes på ultrakort tid, når der er brug for det, fortæller Jacob Bundsgaard, KL’s formand.

Læs også: NEWS: Sygeplejerskestuderende vil hjælpe i coronakrise
App gør det muligt: Få hjælp til rygestop trods corona-krise
I dag den 1. april 2020 stiger prisen på en pakke cigaretter til 55 kroner i gennemsnit. Andre tobaksprodukter stiger tilsvarende. For mange af dem, der ryger, er de højere priser en anledning til at skære ned på forbruget eller helt at droppe tobakken.
Selvom kommunernes fysiske rygestophold er lukkede på grund af corona-krisen er der stadigvæk hjælp at hente for dem, der gerne vil holde op med at ryge.
Danmarks Apotekerforening, Kræftens Bekæmpelse, Sundhedsstyrelsen og Københavns Kommune har i samarbejde udviklet rygestops-appen ‘e-kvit’. I app’en er der god hjælp at hente til rygestop gennem sms’er, videoer, øvelser og blogs. Omkring 10.000 personer har allerede tilmeldt sig ‘e-kvit’ i 2020 og dette er en betydelig stigning.
– Tilmeldingerne til et digitalt rygestop i e-kvit er steget med næsten 70 pct. i årets første tre måneder i forhold til samme periode sidste år. Og de sidste uger har stigningen i efterspørgsel været endnu højere, fortæller Niels Them Kjær, chef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse.
Niels Them Kjær påpeger dog, at selvom corona-virussen fylder meget i samfundet i øjeblikket, er prisstigningen helt klar den største grund til den store interesse for rygestop. Dog udelukker han ikke, at corona-virussen muligvis har været med til at give stigningen et ekstra nøk opad på det sidste.

Læs også: NEWS: Skjult tobak mindsker salget med 50 millioner solgte cigaretter
Stram Kurs: Snyd med vælgererklæringer til europaparlamentsvalget
Til Folketingsvalget i 2019 fik partiet Stram Kurs 1,8 procent af danskernes stemmer. Nu er er de udelukket fra at samle vælgererklæringer til og med den 23. september 2022, da partiet er kendt skyldig i at snyde Valgnævnet, skriver TV2-Nyheder.
Ifølge en opgørelse har Stram Kurs brugt mailadresser fra partiets indsamlinger af vælgererklæringer til folketingsvalget til partiets nuværende indsamling af vælgererklæringer til europaparlamentsvalg i 2024.
At give vælgernes oplysningerne fra folketingsvalget videre til europaparlamentsvalget uden samtykke er ikke tilladt, og derfor har social -og indenrigsminister Astrid Krag suspenderet Stram Kurs’ vælgererklæringer, skriver DR-Nyheder.
Læs også: Få svar på 7 populære spørgsmål om corona-virusset, der bekymrer dig
‘Goodnight with Dolly’: Country-stjerne læser godnathistorie for børn
Superstjernen Dolly Parton lancerede i denne uge et helt nyt koncept, som hun kalder ‘Goodnight with Dolly’. Konceptet vil løbe over 10 uger, hvor der hver uge vil udkomme en video på YouTube-kanalen ‘Dolly Parton’s Imagination Library’.
I videoerne læser Dolly Parton godnathistorier højt for børn, der frygter corona-virussen. Formål er særligt at give de børn, som er meget påvirkede af corona-krisen et lille afbræk fra hverdagen, hvor de kan fordybe sig i en god historie.
– This is something I have been wanting to do for quite a while, but the timing never felt quite right. I think it is pretty clear that now is the time to share a story and to share some love, skriver Dolly Parton i et blog post.
Læs også: 10 fun facts om en af verdens mest lyttede sangerinder
Corona-krisen: Michelin-restauranter går konkurs
I går den 31. marts 2020 indgav koncernen ‘Kadeau’ en konkursbegæring.
Koncernen ‘Kadeau’ står bag to succesfulde Michelin-restauranter, som ligger placeret i København og på Bornholm.
‘Kadeau’ har trods de mange Michelin-stjerne i en længere periode haft problemer med økonomien og selskabet har i en årrække haft svært ved at omsætte et overskud, skriver DR-Nyheder.
Koncernens direktør Magnus Klein oplyser til erhvervsmediet ‘Finans’, at krisen har ramt på det værst tænkelige tidspunkt. Selv regeringens forskellige hjælpepakker har ikke kunne redde ‘Kadeau’, fortæller direktøren.

Læs også: NEWS: Viralt hit – Danskerne samler skrald og tæller skridt
Søstrene Grene åbner som webshop
Efter flere måneders forberedelse åbner den danske butikskæde ‘Søstrene Grene’ som online webshop.
Nu kan du udforske Søstrene Grenes sortiment hjemmefra og få leveret din bestilling lige til døren, uanset hvor i Danmark du bor.
I webshoppen kan du købe alt fra boliginteriør, møbler, hobbyartikler, køkkentilbehør, lys og servietter, festtilbehør, gaveindpakning, kontorartikler, accessories, interiør til børneværelset og legetøj. Udvalget online vil løbende blive udvidet – og ligesom i butikkerne vil der komme nyheder hver eneste uge.
– Vi er stolte af den nye hjemmeside og webshop, vi præsenterer i dag, og det her er kun første skridt på en spændende rejse. Det er version 1.08 af Anna og Claras webshop, og der vil løbende blive tilføjet nye funktioner og produkter på sitet hen ad vejen. Vi er fulde af forventning om, hvad den vil udvikle sig til i fremtiden, og vi glæder os meget til at byde vores kunder indenfor, fortæller Mikkel Grene, CEO og medejer af Søstrene Grene.

Læs også: Shopping: Et blomstrende forår
Kinesisk rigmand donerer corona-udstyr
Den kinesiske rigmand Jack Ma vil for anden gang donere medicinsk udtryk til Europa – heriblandt også til de danske hospitaler.
Doneringen består i alt af 800 respiratorer, 300.000 beskyttelsesdragter og 300.000 ansigtsmasker, der skal fordeles mellem flere europæiske hospitaler. Hvornår donationen kommer til Danmark er endnu uvist. Dog oplyser TV2-Nyheder, at udstyret vil blive sendt til Belgien, hvor det efterfølgende vil blive fordelt og fragtet til de respektive lande.
Alle oplysninger stammer fra en pressemeddelelse, som TV2-Nyheder har fået tilsendt.

Læs også: Det skal du vide om corona-virusset