Læs også:

Close
happy, glad, glæde, mennesker, people

NEWS: Danmark kåret som verdens næstlykkeligste land

Nyheder  | 

Danmark kåret som verdens næstlykkeligste land · For første gang registreres ingen nye smittede i Wuhan · Aldi trækker tilbud tilbage for at undgå storm af kunder · Tyskland forbyder forsamlinger på over to personer · Flere tusinde irakiske shiamuslimer trodsede anbefalinger og samledes til mindeoptog · De danske motorveje er som forvandlede · Indehaver af vandpibecafé samt 23 gæster sigtes og får bøder · For første gang i nyere tid opleves der ingen anmeldelser om indbrud · Over 10.000 mennesker samlet i Bangladesh til fællesbøn mod coronavirus · Facebook-gruppe er gået viralt: Danskerne samler skrald og tæller skridt · Dagens billede: Stierne omkring søerne i København gøres ensrettet

Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Danmark kåret som verdens næstlykkeligste land

Det er fortsat ikke helt lykkedes for Danmark at generobre titlen som verdens lykkeligste land. Danmark rykker dog en enkelt plads op på den årlige liste og kan nu bryste sig af at være det næstlykkeligste land i verden. Det viser rapporten med titlen ‘World Happiness Report’.

Danmark overhaler Norge, der sidste år lå nummer to, mens Finland for andet år i træk tager førstepladsen. Man skal tilbage til 2016 for at finde den seneste rapport, hvor Danmark lå i top. Det skriver TV2.

happy, glad, glæde, mennesker, people
Danmark ligger nummer to på listen over verdens lykkeligste land. (Foto: Unsplash)

Læs også: Nøglen til at blive verdens lykkeligste land atter igen

For første gang registreres ingen nye smittede i Wuhan

For første gang siden coronavirusudbruddets start er nul personer det seneste døgn registreret som smittede i virussets oprindelige epicenter, millionbyen Wuhan i Kina. Det viser en opgørelse fra Kinas Nationale Sundhedskommission torsdag morgen lokal tid ifølge nyhedsbureauet Reuters. Det er også første gang siden udbruddet, at Kina ikke har registreret nogen smittede på et døgn blandt fastboende borgere.

Det er dermed positivt nyt for Kinas kamp mod coronavirusset, der har kostet 3245 personer livet i fastlands-Kina. Langt størstedelen af dem er fra Hubei-provinsen, hvor byen Wuhan ligger. Det skriver Jyllands Posten.

Aldi trækker tilbud tilbage for at undgå storm af kunder

Tilbage i november 2019 bestilte medarbejderne på Aldi Danmarks hovedkontor et parti spotvarer, som skulle placeres i tilbudsavisen for den sidste uge i marts 2020. Men den spotvare, Aldi ville præsentere for kunderne, bliver nu trukket tilbage. Det er frygten for en storm af kunder og måske også en shitstorm, som får kæden til at handle.

Det er nemlig håndsprit, danskerne kan se som spotvare i Aldis tilbudsavis, der gælder fra den 27. marts. En vare, som danskerne kæmper febrilsk for at få fingre i på grund af coronavirus.

– Da vi bestilte håndspritten, var der ingen, der vidste noget om coronavirus. Da vi trykte avisen, havde Mette Frederiksen ikke lukket Danmark ned. Da vi lavede det tilbud, var verden endnu ikke gået af lave, siger Kristian Jessen, kommunikationschef hos Aldi Danmark.

Håndsprit kommer til at udgå som spotvare og alle tilbudskampagner med håndsprit på nettet er fjernet. Der bliver sat reklamer op i butikkerne, hvor man forklarer kunderne, at tilbuddet i avisen ikke gælder. I stedet kommer kædens medarbejdere til at nyde godt af de varer, der er bestilt hjem. Det skriver BT.

supermarked, hylder, varer
Aldi frygter shitstorm og lader spotvare udgå. (Foto: Unsplash)

Læs også: NEWS: Supermarkeder dropper avocadoer

Tyskland forbyder forsamlinger på over to personer

Tyskland indfører forbud mod forsamlinger over to personer. Det oplyser forbundskansler Angela Merkel på et pressemøde. Familier og personer, der bor sammen, vil være undtaget forbuddet, som vil gælde i mindst to uger.

– Coronavirusset spredes i en foruroligende fart, og borgerne må minimere al kontakt, siger Merkel.

Hun tilføjer, at man bør holde sig på mindst halvanden meters afstand af hinanden. Meldingen fra Merkel kommer efter et telefonmøde med de 16 delstaters ministerpræsidenter søndag. Her blev de enige om tiltaget, der skal hindre udbredelsen af coronasmitte.

Ud over, at man højst må opholde sig to personer sammen, er der også andre tiltag på vej. Restauranter, der ikke i forvejen er lukket, vil blive det. Men det vil stadig være muligt at få mad leveret. Frisører, kosmetologer og massageklinikker skal også lukke, hvis de ikke allerede har gjort det.

De seneste tal fra Tyskland viser, at over 24.100 mennesker er smittet med coronavirus. Af dem er 92 døde. Det skriver Tv2.

Læs også: NEWS: Potentiel coronavaccine afprøves nu på forsøgspersoner

Flere tusinde irakiske shiamuslimer trodsede anbefalinger og samledes til mindeoptog

I både Iraks hovedstad Bagdad og i den sydirakiske by Nasiriyah samlede flere tusinde shiamuslimer lørdag til det årlige mindeoptog til ære for imamen Musa al-Kadhim, som døde i år 799 og er en vigtig figur i den shiamuslimske tro.

Den tilbagevendende begivenhed samler hvert år millioner af pilgrimme fra hele verden, der sammen vandrer mod den guldbelagte Al-Kadhimiya moskeen i Bagdad, hvor imamen er begravet.

Landets religiøse overhoveder har de seneste dage opfordret shiamuslimerne til at undlade at samles i store forsamlinger for at bede, for netop at forhindre smitte. Det budskab gik den indflydelsesrige shia-leder Moqtada Sadr dog i mod. Han opfordrede i stedet hans følgere til at deltage i optoget, hvilket mange altså valgte at gøre. Det skriver Jyllands Posten.

Læs også: NEWS: Indien: Muslimske mænd kan ikke længere blive skilt ved at sige tre ord

De danske motorveje er som forvandlede

Som ved et trylleslag er de danske motorveje forvandlet. I løbet af de seneste ti dage er antallet af personbiler og små varevogne på motorvejene faldet med op til 45 procent. Det viser nye tal fra Vejdirektoratet. Her har man aldrig oplevet noget lignende, fortæller afdelingsleder for trafikstatistik hos Vejdirektoratet Kasper Rosenstand.

– Hvis der har været en kraftig storm, kan der godt være begrænset trafik dagen efter. Men jeg har aldrig set eller hørt om et fortilfælde af det her omfang. Og når jeg taler med mine kollegaer om det, så er der ikke nogen, der kan mindes en situation med så få biler på motorvejene over en så lang periode, siger han til TV 2.

Tallene modtages positivt af transportminister Benny Engelbrecht, da de viser, at danskerne lytter til myndighedernes anbefalinger, siger han i en pressemeddelelse. Det skriver TV2.

Læs også: NEWS: Danske bilister i tvivl: Ved ikke, hvornår man må køre over for gult

Indehaver af vandpibecafé samt 23 gæster sigtes og får bøder

Københavns Politi har fredag aften sigtet indehaveren af en vandpibecafé for at holde åbent og 23 gæster, der var samlet på caféen, for at overtræde forsamlingsforbuddet. De 23 blev sigtet for at overtræde forsamlingsforbuddet, mens indehaveren blev sigtet for at holde åbent trods forbud.

Politiet rykkede ud til vandpibecaféen efter en anmeldelse om, at der var personer forsamlet, oplyser Københavns Politis kommunikationsafdeling. Da patruljen nåede frem, så vandpibecaféen ud til at være lukket, men betjentene kunne tydeligt se, at der var folk derinde.

Også i Odense rykkede politiet fredag aften ud med bødeblokken, da et værtshus holdt smugkro i baglokalet. Det skete også efter et tip, og i værtshusets baglokale blev der serveret for flere gæster. Indehaveren blev sigtet for at holde åbent i strid med reglerne og kan se frem til en bøde. Det skriver TV2.

Læs også: MORNING NEWS: Ejer af kendt københavnercafé med banderelationer fængsles for vold

For første gang i nyere tid opleves der ingen anmeldelser om indbrud

Det lader til, at indbrudstyvene har lyttet til og følger myndighedernes anbefaling om at holde afstand. Således kan Nordsjællands Politi fredag melde, at der i døgnet mellem torsdag og fredag ikke er registreret en eneste anmeldelse om indbrud i privat beboelse – en bedrift, der ifølge politikredsen ikke er sket før i nyere tid. Det oplyser Nordsjællands Politi en pressemeddelelse.

– Jeg er naturligvis glad for, at vi i et helt døgn ikke har fået en eneste anmeldelse om indbrud i private hjem, for det er ingen hemmelighed, at indbrud generelt set er en stor udfordring her i kredsen, siger politidirektør Jens-Christian Bülow.

Han erkender dog, at forklaringen nok primært skal findes i nogle aktuelle forhold, som politiet ikke har været herre over. Han forklarer at forklaringen nok primært skal findes i, at mange borgere i øjeblikket befinder sig på deres egen bopæl som følge af coronavirus og covid-19. Det skriver TV2.

Hus. Lejligheder. Danske boligselskaber presser huslejen op ved hjælp af unødvendige renoveringer. (Foto: Unsplash)
For første gang i nyere tid meldes der ingen indbrud. (Foto: Unsplash)

Læs også: Gode råd til sikring af din bolig eller arbejdsplads

Over 10.000 mennesker samlet i Bangladesh til fællesbøn mod coronavirus

I Bangladesh er myndighedernes anbefaling om at holde afstand og undgå store forsamlinger på grund af coronavirus ikke taget helt til efterretning blandt alle medlemmer af befolkningen endnu. Således forsamlede omkring 10.000 muslimer sig onsdag i Bangladesh for i fællesskab at bede Gud om hjælp mod den smitsomme virus. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Myndighederne i landet med cirka 165 millioner indbyggere har kun registreret 14 tilfælde af smitte og et enkelt dødsfald på grund af sygdommen covid-19, men ingen ved, hvor mange der reelt bærer på smitten i Bangladesh.

Tilsyneladende følte de cirka 10.000 mennesker sig sikre nok til at stå tæt sammen og trodse myndighedernes anbefalinger til fællesbøn på en mark uden for byen Raipur. Det skriver TV2.

Læs også: NEWS: Indien: Muslimske mænd kan ikke længere blive skilt ved at sige tre ord

Facebook-gruppe er gået viralt: Danskerne samler skrald og tæller skridt

Mens mange danskere skal tilbringe de kommende uger fra hjemmekontoret og idrætslivet er sat midlertidigt på pause, så vokser nye fællesskaber op digitalt. Ét af dem er Facebook-gruppen #skridtogskrald, der på tre døgn er gået viralt og har fået flere end 6.500 medlemmer. Formålet med gruppen er at inspirere danskerne til at komme ud og røre sig og samtidig rydde op i naturen. Det er selvfølgelig vigtigt, at det hele sker i sikker afstand til andre og med handsker for at sikre mod smitte.

– Jeg fik idéen, fordi jeg oplevede, hvordan folk alligevel skulle ud og lufte hund, have lidt luft til hovedet eller trille med børnene som mig selv. Og jeg tænkte, at det var helt oplagt at kombinere det med at gøre naturen til et renere sted for os alle sammen at færdes, når nu vi er så mange, der nyder at komme i det fri, siger Esben Thøstesen projektleder og manden bag initiativet Bevæg dig for livet i Tønder Kommune.

Tønder har siden starten af 2019 været samarbejdskommune i Bevæg dig for livet. Det betyder, at kommunen sammen med 20 andre kommuner landet over forpligter sig til at arbejde for flere aktive borgere på tværs af kommunens forvaltninger. Det skriver Ritzau.

skrald, indsamling, affald
Danskerne kommer ud og røre sig og får samtidig ryddet op i naturen. (Foto: Ritzau)

Læs også: #stopmadspild: 4 gode grunde til at skralde

Dagens billede: Stierne omkring søerne i København gøres ensrettet

· Mere fra samme kategori ·

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk