Læs også:

Close
pige alene læser bog krise verden ked af det trist (Foto: Pexels)

Klumme: Husket som en generation af corona?

Mit liv  | 

Corona sætter allerede sine spor i min hukommelse. Jeg ved mest af alt ikke, hvordan jeg skal forstå situationen. For det er min generations hidtil største ‘samfundskrise’, noget som vi aldrig har oplevet før. Hvordan kunne corona pludselig snige sig ind og langsomt udskyde, ødelægge og vende op og ned på alt?

Corona … Spurgte i mig for bare en måned siden, ville ordet føre mine tanker tilbage til sommerferie med familien, hvor far og jeg gav 18 euros for to af slagsen i det sydlige Italien. Kolde og behagelige, der mest af alt fik mig til at få en lille skid på, før klokken overhovedet var passeret middag.

Hvordan gik corona fra at være en kold bajer til at være min hidtidige største frygt og krise? Nok ikke engang blot min, men ligefrem en verdenskrise. En krise, som jeg ikke har set eller oplevet før, for som 23-årig er den største krise, jeg har haft været dengang, hvor jeg kom et kvarter for sent til min ‘Operations Management’ eksamen.

På kollegiet – hvem ved mest?

På kollegiet er vi flokdyr. For kollegielivet betyder fællesskab, hvor det eneste sted jeg kan søge alene-tid er på toilettet. Beklager, men sandt. En udmeldning om nul kontakt med hinanden og hvor dét at vaske hænder er vigtigere end at møde i skole, er noget, som bestemt er op ad bakke, når man er ‘kollegianer’ eller bare i 20’erne. Livet består i grove træk ikke af andet end venner og uddannelse.

Når vi sidder dér samlet om aftensmadsbordet, så er der ingen tvivl om, at samtalerne kører og humøret står højt, men noget der har undret mig de seneste par uger, er fællesnævneren for snakken. Corona. Men hvordan kan det være, at vi altid ender med at snakke om corona? Er det medierne? Mor og far? Eller noget helt tredje?

Corona har igangsat en ‘netværksfrygt’, hvor mange af os frygter at læse news feed på Facebook, at tænde for fjernsynet eller endda snakke med venner og familie. Vi frygter dét, vi egentlig søger – nemlig information. Og vi kører hinanden mere op hver gang, vi ‘sladrer’ om nyt corona-gossip. Og sådan fylder frygten mere og mere i os.

venner samling middag spise aftensmad selskab (Foto: Pexels)
Bare rolig. Selvom alle vennerne og jeg deler køkken, så husker vi altid at gøre godt rent og vaske hænder. Vi er nemlig udnævnt til kollegie-gangen med det reneste køkken. (Foto: Pexels)

Vi lever i en tid, hvor dét at være oplyst, er en magt i sig selv – det giver status, respekt og mest af alt anerkendelse. Og det kan jeg mærke på kollegiet, hvor mange af vennerne tror, de kan udleve deres største drøm om at være medvirkende i Debatten på DR2, hver gang vi er samlet – God aften og velkommen til Debatten: hvem ved mest om corona i dag, Victoria, Marie eller Jonas? Jeg træder altid ind i min Clement Kjersgaard-rolle, når diskussionerne flyver højt og bryder ind i debatten med, “husk på, at jo mere uenig du er med nogen, jo pænere skal du tale til vedkommende”.

Men alligevel kan jeg mærke frygten, når jeg er hjemme på kollegiet. Selvom vi prøver at virke rolige, så har COVID-19 altid sneget sig ind i vores tanker -“Adr, nys i dit ærme, Tim”. Man kan nemt tro, at dét at være hjemme i 14 dage er en gave i vores alder. Men mange af os dør langsomt af frygten for corona – og kedsomhed. For byder fremtiden på social distancering og online-undervisning? Hvad med Roskilde festival? Hvad skal jeg bruge min sommerferie på, hvis jeg overhovedet får sådan en?

mor far familie kramme ked af det trist (Foto: Unsplash)
Frygt og kriser brænder sig fast i folks hukommelse og er svære at slippe af med. (Foto: Unsplash)

Derhjemme – hvem vil glemme mest?

Mine forældre er flygtninge fra Armenien. De fortæller mig tit, hvordan verden så ud dengang. Min far boede og studerede i det daværende Sovjet men blev kaldt hjem til Armenien, da der er værnepligt, og landet stod overfor krig mellem Tyrkiet. Min mor var gravid med min storebror, Emil. Hun fortæller tit, hvordan hun kunne mærke frygten, kulden og tårerne løbe. Folk der skreg, løb og stjal. Intet lys eller mad. Se dét er en frygt og en situation, som jeg aldrig har kunne sætte mig ind i – ikke at kunne tage i supermarkedet for at købe mælk og ikke at kunne tænde for lyset, når jeg trådte ind ad døren.

Min far fortæller, hvordan folket var samlet foran, bag og i supermarkederne, hvor ordet ‘hamstre’ slet ikke kan bruges. For her sloges og kæmpede folk om at få fat i det sidste brød, hvor valuta pludselig blev smykker, guld og andre værdigenstande. For det eneste de vidste var, at værdi og valuta altid kunne give dem en vis form for tryghed, nu hvor landet sejlede.

Min mor fortæller, hvordan hun dengang boede hos mine bedsteforældre. Der var koldt, for krigen havde ramt. Der var intet elektricitet eller vand. Folk stjal trædører, stole og rev endda træplader op fra deres gulve for at smide det over pejsen. En frygtelig tid, som jeg mest af alt altid har prøvet at fortrænge, for jeg har ikke kunne tåle at se samme frygt i øjnene, når mine forældre fortæller mig om deres hårdeste tider.

Det har dog altid vakt en nysgerrighed, men det har stadig været svært for mig at sætte mig ind i. Men det kan jeg tildeles nu. Jeg kan mærke samme frygt sprede sig lige så hurtigt i danskernes øjne, som corona spreder sig i verden. Heldigvis er corona ikke nået det punkt, hvor man direkte kan kalde det en krig, medmindre man citerer den franske præsident, Emmanuel Macron – “Vi er i krig. En sundhedskrig”. 

familie børnebørn bedsteforældre forældre mormor morfar farfar farmor (Foto: Pexels)
Hvad vil du fortælle videre til dine børnebørn? (Foto: Pexels)

I tankerne – jeg vil fortælle mest

Hver gang flere er smittet, eller en desværre er død, rejser hårene sig på mig. Jeg er ikke bange men frustreret. Jeg forstår ikke ikke samfundet nu, for jeg har ikke oplevet det sådan her før. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, at vi er havnet så langt ude, hvor ikke engang sundhedsvæsnet eller myndighederne kan bunde?

Jeg har altid haft stor tiltro til det danske sundhedssystem og generelt bare danske myndigheder, for der har altid været styr på Danmark. Andre lande har altid set op til os. Vi har altid været et ‘glansbillede’ med glade danskere med lige rettigheder og gode vilkår. Hvordan har vi udviklet et samfund, som er blevet så paniske over corona-virusset?

Forstå mig ret, corona er farligt, men til tider kan jeg føle, at ‘netværksfrygten’ har medført mange paniske medborgere, hvor der på ingen måder vises respekt eller tiltro til hinanden eller myndighederne, og hvor hver dansker overfortolker eller overdramatiserer situationen – behøver jeg at nævne de tomme supermarkeder efter Mette Frederiksens pressemøde? Jeg er bestemt bekymret, men at direkte udvikle angst eller at gå i panik er at gå i den forkerte retning. Vi skal være OBS, men ikke bange. At være bange er en forsvarsmekanisme, som kan stresse os mere og mere …

Corona vil ‘forever’ være et minde, som jeg vil hive frem fra mine mest ‘usædvanlige kriseoplevelser’, jeg hidtil har oplevet. Gemt, husket og bestemt fortalt til mine fremtidige børnebørn, hvor mine forældre og jeg sammen vil sidde foran fjernsynet og fortælle dé historier højt, som har sat sig sine spor og ar på hukommelsen.

Til den tid håber jeg, at det eneste mine børnebørn vil kunne associere corona til, er en kold bajer frem for en virus, som langsomt smuldrer samfundene.

Læs også: God guide fra ‘Stop Spild Af Mad’ om mad, der kan række længere, opbevaring samt udnyttelse af madrester

 

 

· Mere fra samme kategori ·