Læs også:

Close
irma, kyrdderurter

NEWS: Irma begynder at dyrke egne krydderurter

Nyheder  | 

Irma begynder at dyrke egne krydderurter · Ny massakre i Cameroun har kostet 22 livet · 99 nye virustilfælde trods karantæne på krydstogtsskib · Regeringen tager kampen op mod økonomisk svindel · Dagens billede: Oversvømmelse og mere vand på vej

Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Irma begynder at dyrke egne krydderurter

Kunderne i 35 Irma-butikker får i løbet af de kommende to måneder mulighed for at opleve fremtidens måde at dyrke grøntsager på – og få en smagsoplevelse ud over det sædvanlige.

Irma har indgået aftale med den tyske specialist i såkaldt vertical farming, Infarm. De står bag et banebrydende koncept, der gør, at man kan dyrke krydderurter – og andre bladgrønsager – i specielle skabe, uden brug af syntetiske pesticider, med lille vandforbrug og minimal transport.

Siden slutningen af november har Irma som de første i Danmark testet konceptet i kædens butik på Østerport. Kunderne har taget de nye krydderurter til sig i en sådan grad, at Irma nu ruller det ud i butikker over hele Storkøbenhavn.

– Det er fremtidens måde at dyrke grøntsager på. Med dette samarbejde forener vi Irmas mål om at fremme de mest bæredygtige produktionsformer, og den bedst mulige smagskvalitet. Samtidig styrker vi vores samarbejde med iværksættere, som kan give vores kunder fremtidens fødevarer, siger direktør Søren Steffensen, Irma.

Med vertical farming ønsker Irma, at bringe produktionen så tæt på forbrugeren som muligt, så der spares transport, madspild reduceres – fordi dyrkning tilpasses efterspørgsel i den enkelte butik – og smagen bevares optimalt. Det skriver Ritzau.

irma, kyrdderurter
35 Irma butikker tilbyder friske krydderurter direkte fra vækstskab til forbruger. (Foto: Ritzau)

Læs også: Antiinflammatorisk kost

Ny massakre i Cameroun har kostet 22 livet

En massakre i det vestlige Cameroun har kostet op mod 22 mennesker livet, meddeler FN. Blandt ofrene for massakren, der fandt sted fredag, er 14 børn. Bevæbnede mænd gennemførte drabene på landsbyboere i en landsby i Nordvest-regionen. Det meddeler James Nunan, der er leder af FN’s kontor for koordination af nødhjælp (Ocha) i regionen.

– Op mod 22 civile blev dræbt, heriblandt en gravid kvinde og adskillige børn, siger Nunan.

Blandt de 14 dræbte børn var ni, som var under fem år. 11 af de dræbte børn var piger.

To regioner i Cameroun, Nordvest og Sydvest, har i de seneste tre år været præget af uroligheder. Et af landets to største oppositionspartier, Bevægelsen for Camerouns genfødsel, har udsendt en meddelelse, hvor partiet retter skylden mod regeringen.

– Det diktatoriske regime og den øverste leder for sikkerheds- og forsvarsstyrkerne er hovedansvarlig for disse forbrydelser, lyder det.

Separatister bekriger regeringen med krav om løsrivelse. De vil danne et nyt land, Ambazonia, bestående af de to regioner.

Konflikten har kostet mindst 3000 mennesker livet. Over 700.000 andre er sendt på flugt fra deres hjem i de engelsktalende regioner. Tidligere er skoler blevet angrebet, og separatister har stukket sikkerhedsfolk og lærere ned. Derpå er bygningerne blevet brændt ned til grunden.

Fredagens massakre kommer efter et valg i sidste weekend, der var præget af vold. Det skriver Tv2.

Læs også: NEWS: Amerikansk forstad forbyder angrebsvåben efter skolemassakre

99 nye virustilfælde trods karantæne på krydstogtsskib

Skibet “Diamond Princess” er blevet arnested for hundredevis af smittetilfælde. Det japanske public service-medie NHK skrev mandag formiddag, at der er konstateret 99 nye tilfælde af coronavirus hos passagerer ombord på krydstogtsskibet ‘Diamond Princess’.

Dermed har det samlede antal smittede blandt passagerer og besætning passeret 450. Det gør dette ene krydstogtsskib til det sted i verden uden for Kinas grænser med flest tilfælde af virussen. Krydstogtskibet har været i karantæne, siden det ankom til Yokohama i Japan den 3. februar med cirka 3.700 passagerer og besætningsmedlemmer.

Årsagen til karantænen var, at en mandlig passager, som gik i land i Hongkong, blev testet positiv for det smitsomme coronavirus fra Kina. Søndag evakuerede USA omkring 400 borgere fra ‘Diamond Princess’. Canada, Italien, Sydkorea og Hongkong har også planer om at evakuere borgere om bord på krydstogtskibet. Af de 99 nye smittetilfælde skriver NHK, at de 70 af passagererne ikke udviste symptomer.

Coronavirussen har kostet over 1900 mennesker livet, og over 70.000 er bekræftede som smittede. Virussen er mest udbredt i Hubei-provinsen i det centrale Kina, hvor den først blev opdaget. Det skriver Jyllands Posten.

Læs også: NEWS: 3.700 må ikke forlade krydstogtskib efter konstatering af corona-virus

Regeringen tager kampen op mod økonomisk svindel

Der skal sættes hurtigere og mere målrettet ind overfor økonomisk kriminalitet, mener regeringen. Derfor fremsætter erhvervsminister Simon Kollerup nu et lovforslag, der giver Erhvervsstyrelsen flere muskler til at gribe ind over for brug af stråmænd, svindel med identiteter og falske adresser, så det bliver sværere for svindlere at skjule sig.

– Det styrker samfundskontrakten, når helt almindelige virksomheder med orden i penalhuset kan have tillid til, at det ikke kan betale sig at svindle, udtaler Simon Kollerup og fortsætter:

– Hvis man selv er en lovlydig erhvervsdrivende, der følger alle reglerne, så er det selvfølgelig virkelig frustrerende at opleve, hvis andre slipper afsted med at bryde dem. Og fra samfundets side skal vi naturligvis heller ikke acceptere, at nogen snyder og ikke bidrager til fællesskabet. Derfor skal myndighederne selvfølgelig kunne komme efter svindelvirksomhederne, og det giver vi dem nu nogle bedre værktøjer til at kunne.

Formålet med lovforslaget er at øge mulighederne for at slå ned på økonomisk svindel og fremme et ansvarligt erhvervsliv. Udgangspunktet i lovforslaget er, at kontrollen i videst muligt omfang skal være digital samt data- og risikobaseret, så den mest effektivt rammer svindlerne uden at medføre unødvendige byrder for lovlydige virksomheder.

Med lovforslaget bliver det muligt at sætte hurtigere og mere målrettet ind over for økonomisk svindel gennem en styrket kontrol på selskabs- og regnskabsområderne. Det vil kunne bidrage til at reducere tab for staten i form af skatteunddragelse og tab for private kreditorer som långivere og investorer. Det skriver Ritzau.

Kort, betalingskort, computer, kviklån, lån, bank, betaling. (Foto: Unsplash)
Erhvervsminister Simon Kollerup vil fremsætte et lovforslag der sætter ind mod økonomisk kriminalitet.  (Foto: Unsplash)

Læs også: NEWS: Nyt svindelnummer: Aflurer kvinders dankort på dates

Dagens billede: Oversvømmelse og mere vand på vej

· Mere fra samme kategori ·