
DIY: 7 nemme måder at julepynte på
Kender du det, at du måske mega gerne vil pynte rigtig julehyggeligt op, men hverken har tid, lyst eller råd. Her får du 7 nemme måder at gøre det alligevel. Det er tid til at julepynte
November og december er en travl tid, men vi skal også huske at julehygge. Mange orker dog ikke den helt store forandring i hjemmet. Men faktisk kan helt små og nemme ting gøre det ud for julehygge.
Vi har taget disse syv ting og forvandlet til meget mere, end man måske lige skulle tro, de kan bruges til. Så blev det også jul – på den nemme og billige måde.
Disse ting kan du bruge…

1. Julekuglerne
Hos Flying Tiger koster sådan et rør med julekugler 30 kroner. Det er da til at overkomme. Så har du både til juletræet – eller til at sætte på pakkerne eller måske som her på verdens nemmeste måde at pynte et julebord. Ud af røret og fordel dem uden at sådan arrangere for meget rundt om på bordet. Voilà så er der dømt jul. Så lidt skal der til.

2. Grene i stedet for et juletræ
Bor du i en lille lejlighed, hvor du ikke har plads til et juletræ? Eller har du dyr i hjemmet, der ikke kan holde sig fra det pyntede juletræ? Så er her måden du kan få noget der minder om et juletræ alligevel. Du har sikkert en større vase stående. Den kan du sammen med lidt grene bruge som til et alternativt juletræ. For blot 100 kroner kan du købe de fineste julegrene og lave din helt egen version af et juletræ i hjemmet. Det kan stå fremme hele julen, og kan endda genbruges efter julen. En billig og smart måde at få julehyggen indendørs.

3. Julefadet
Du har sikkert et fint fad – måske endda et julefad. Frem med det og læg et par julekugler i. De her er købt sidste år i Flying Tiger. Og så kom lidt lækkert juleslik i som her snebolde, som bare på alle måder er en perfekt juleslikting, og så smager de bare så godt. Straks ser den lille pose til 20 kroner med sneboldene ud af en million.

4. Pynt med candy canes
Hvad er mere jul end en gammeldags rød- og hvidstribet julestok? Her på MY DAILY SPACE har vi pyntet kontoret med fire store julestokke. Julestokkene kommer i en størrelse på 120 centimeter og kan derfor virkelig pynt dit hus, lejlighed eller værelse op i højtiden. Vi har hængt dem ned fra loftet med sløvtråd og selvom de fylder meget – stråler der bare af julehygge! De store ballon-julestokke kan købes i Flying Tiger til 20 kroner og pustes op med et sugerør.

5. Pyntning udendørs
Det kræver selvfølgelig en altan eller lille have. Men det ser også sødt ud på en trappeopgang. Der skal ikke meget til for at lave det mest magiske udendørs tableau. Hvis du har krukker stående med for eksempel buksbom eller en rose eller hortensia som står ganske blomsterløs, så vikl et par udendørs lyskæder omkring. Disse er købt i Rema1000 til 79 kroner De har i øvrigt også den lille fyr til 59 kroner.

6. Hyggelys med lyskæde og juletræer i glasvase
Det er også vigtig at få skabt indendørs hyggelys i denne mørke tid – og det har vi et nemt og billigt trick til lige her. Ved blot at bruge en lyskæde og en glasvase (det kan sagtens også være en høj skål eller et højt glas) kan du skabe et magisk julelys i dit hjem. Den fine snefnugslyskæde kan købes i Flying Tiger og koster X kroner. Vi har derudover også tilføjet små plastik juletræer, som vi også fandt i Flying Tiger, til mellem 10-20 kroner i alle slags størrelser.

7. Den gamle platte
Du finder blot en marskandiser eller genbrugsbiks og køber en fin Bjørn Wiinblad-platte. Gerne i rød, så den er lidt julet. Jeg vil skyde på, at du kan få den til mellem 25-50 kroner. Så laver du lidt konfekt af den nemme slags. Hvis du ikke har tid til at forfine, er det også ok, (som jeg helt åbenlyst ikke havde på det her billede – haha), det ser stadig indbydende ud. Så lægger du dem på platten – måske ligger en lille grangren ved eller som her et stykke julepynt. Sådan har du lavet et fint lille “julehjørne” til sofa- eller spisebordet – eller måske køkkenbordet. Så må vi jo se, hvor længe de får lov til at ligge der.

Læs også:
Julelisten på Spotify du skal høre